10. maj 1960: Danmark-Brasilien 3-4

Dansk drømmekamp før OL og publikumsrekord i Idrætsparken

Dansk fodbold i 1960 – den rene kompromisløse amatørlinje

Fodbolden var i 1960 organiseret i Dansk Boldspil Union (DBU), der bestod af seks selvstændige lokalunioner for hver landsdel. Alle spillere i divisionerne var rene amatører, der ikke fik penge for træning og kampe. Træningen bestod typisk af to ugentlige aftensamlinger af et par timers varighed samt en turneringskamp i weekenden.

Ambitionsniveauet i DBU var, at landsholdet hvert fjerde år så vidt muligt skulle prøve at kvalificere sig til De Olympiske Lege, hvor kun amatørlandshold havde adgang.

DBU oplevede dog det stigende problem, at mandskaberne fra Østeuropa, som satsede benhårdt på OL-turneringen, reelt optrådte med professionelle landshold, der var forklædt som amatører.

Spillerne fra Sovjetunionen, Polen, Rumænien og de øvrige østlande var ofte studerende eller ansatte tilknyttet en statslig virksomhed, hvor de som et led i studiet eller jobbet skulle træne professionelt hver dag på et klubhold.

På trods af disse forhold fastholdt DBU stædigt illusionen om, at landsholdet i OL-sammenhæng stod over for jævnbyrdige modstandere på lige vilkår.

Kun pligtskyldig deltagelse i VM-kvalifikationen

Som medlem af den verdensomspændende fodboldsammenslutning Fédération Internationale de Football Association (FIFA) tilmeldte DBU også landsholdet til kvalifikationsturneringerne til VM i fodbold. Det var sket i 1958 som en cadeau til de svenske VM-værter.

Engagementet var dog halvhjertet og blev ofte begrundet med, at Danmark som medlem havde pligt til at stille op.

Alle med kendskab til international fodbold vidste, at det danske landshold var uden reelle muligheder mod de halv- og helprofessionelle landshold i Vesteuropa. Deltagelse i de professionelles VM-turnering var af indlysende grunde ikke en prioritet.

I realiteten ønskede mange amatørledere slet ikke at have fodbold-samkvem med de professionelle fodboldnationer i Vesteuropa. Mange tilhængere af amatørismen opfattede den som moralsk bedre og mere hæderlig end professionel fodbold.

Det fodboldmæssige samkvem med de nordiske lande havde høj prioritet. Aftalen mellem de nordiske fodboldunioner indeholdt en fast landskamp hver sæson kulminerende med kåringen af en nordisk fodboldmester.

Norge, Sverige og Finland var på kampprogrammet år efter år, kombineret med samtidige kampe for reservelandsholdet (B-landskampe) og ungdomslandsholdene.

Det årlige nederlag til Sverige og den nationale depression

Publikumsmæssigt var det store trækplaster det årlige opgør mod arvefjenden fra Sverige, der havde overtaget mod de rød-hvide naboer og alt for ofte slog danskerne, også i København.

Danskerne havde derfor et mareridtsagtigt svensker-kompleks. En sejr over Sverige var hver sæson det ultimative mål for landsholdet, men brødrefolket vandt alligevel næsten hver gang.

Den seneste udebanesejr over Sverige var i 1937. På hjemmebanen i Idrætsparken skulle man tilbage til 1951.

Til hver kamp blev der både i pressen og blandt folk i almindelighed gejlet voldsomt op til den sejr, som omsider måtte komme. Danskerne var i fodboldfolkets hukommelse de bedste spillere, der blot altid var uheldige. Især var det den fremtrædende opfattelse, at Danmark i fantasi og improvisation lå langt over svenskerne, som koldt gik efter sejren uden hensyn til underholdningsværdien.

Den nationale nedtur var derfor så meget større, når ordgejlet kom til kort i forhold til realiteterne, og de forbandede svenskere igen og igen punkterede den danske sejrsillusion.

Udviklingen i dansk fodbold var derfor gået helt i stå. Ingen DBU-ledere turde præsentere nye ideer.

Især tanker om betalt fodbold eller hjemkaldelse af de relativt få professionelle stjerner fra udlandet kunne åbne op for en voldsom kritik, hvor de frygtløse fortalere for penge på bordet og proffer på landsholdet nærmest blev lagt for had og lukket ude af det gode selskab.

Den nye landstræner Arne Sørensen

Den kun 40årige Arne Sørensen var tiltrådt som ny rigstræner i juni 1957. I sin aktive karriere havde den tidligere elegante forsvarsstyrmand opnået 30 A-landskampe for Danmark og havde scoret 4 mål. Det var også blevet til et udenlandsophold i fransk fodbold for den tidligere B1903-spiller.

Arne Sørensen blev DBU’s første rigtige landsholdstræner på fuld tid. Umiddelbart efter Sørensens tiltrædelse etablerede DBU et særligt landstræner-udvalg, der definerede følgende arbejdsopgaver for Arne Sørensen:

  • Arbejde med landsholdet – fysisk træning og holdets taktik
  • Kursusaktiviteter for alle landets førsteholdstrænere
  • Besøg i landets fodboldklubber – fra foredrag om fodbold til træning med lilleputter

I sin populære bog Fodbolden ruller for Danmark fra 1959 fortalte den tålmodige Arne Sørensen om sine mange opgaver og det utroligt brede fokus, som landstrænergerningen havde i DBU.

I samme bog kom Arne Sørensen også til at afsløre en række kontroversielle synspunkter om landsholdets udfordringer. De manglende sejre og den lave placering i det europæiske fodboldhierarki havde bl.a. sin årsag i, at dansk fodbold tog udgangspunkt i det gennemsnitlige dvs. ingen spiller måtte rage op over de andre.

Manden, der var vokset op med fodbold i baggårdene på Østerbro i København, erklærede, at landsholdet havde brug for 2-3 stjernespillere, der samtidig var gode holdspillere. Disse fyrtårne på et gennemsnitligt godt hold ville være afgørende for sejr eller nederlag. Samtidig ville stjernerne skabe den nødvendige begejstring på lægterne, der kunne bære et landshold det sidste stykke vej til succes.

Arne Sørensen fremhævede også, at spillerne i dag havde alt for lidt kendskab til hinanden. Fællestræning med fokus på taktik og spilmønstre var en nødvendig vej frem, hvis landsholdet skulle vinde sine matcher. Men den klarsynede landsholdschef havde ikke mulighed for at arrangere træningssamlinger før landskampene, fordi klubberne ikke ville frigive deres spillere.

Opgaven var altså ikke nem for den pragmatiske og nysgerrige landstræner, der havde ansvaret for Europas sidste amatørfodboldnation. Andre lande som Norge, Finland og Island var også amatørfodboldnationer, men fodbold var i disse brødrelande ikke nationalsport på samme måde som i Danmark.

De elleve mand i landsholdets startopstilling blev bestemt af en udtagelseskomite (UK) på fem personer med landsretssagfører Erik Spang Larsen i spidsen som formand.

Før en landskamp mødte alle spillerne op i Idrætsparken en times tid før kickoff. Efter en gang opvarmning i Københavns Fælledpark var der tid til 10 minutters taktikmøde og peptalk.

Det var derfor en stor udfordring for den ambitiøse mestertræner – sammen med DBU´s udtagelseskomite - at skabe et landshold, der kunne få succes.

DBU undlod ikke blot at gøre brug af udenlandsprofessionelle på landsholdet. Også spillere, der var vendt hjem fra udlandet, var bandlyst på landsholdet.

Succesfuld kvalifikation til OL 1960

På trods af de håbløse forhold lykkedes det for den ambitiøse Arne Sørensen at opbygge et stærkt landshold, der tilmed leverede et par overraskende resultater.

I september 1958 fik Danmark 1-1 mod Vesttyskland i Idrætsparken. De sydlige naboer havde to måneder forinden tabt semifinalen mod Sverige ved fodbold-VM.

Senere på året spillede Sørensens unge tropper 4-4 i Stockholm mod de svenske VM-sølvvindere. Danskerne var tættere på sejren end værterne.

Landstræneren, der tilbragte mange timer på de danske landeveje for at besøge spillere i provinsen, kunne anbefale interessante emner, men havde ikke det sidste ord, når det kom til de elleve, der skulle løbe ind på banen til nationalmelodien.

I løbet 1959 spillede landsholdet sig til at deltage ved sommer-OL 1960 med sejre over Norge og Island. Det skete efter 4 tætte kvalifikationskampe, hvor danskerne ikke imponerede.

Det glædelig var, at nye profiler som målmanden Henry From, den kraftfulde halfback Flemming Nielsen og den unge angriber Harald Nielsen var ved at lyse op på den danske fodboldhimmel. Stjerner var på vej frem i rampelyset.

Hård selvtræning i vintermånederne

Rigstræneren indførte i vinteren 1960 skarp fysisk selvtræning af spillerne – den såkaldte circuittræning - som forberedelse til OL.

Hver spiller fik et individuelt, fysisk træningsprogram, som spilleren nøje skulle følge. Selvtræningen blev understøttet at fællestræning med Arne Sørensen. Spillerne vest for Storebælt trænede i Vejle, mens spillerne øst for Storebælt mødtes i København.

De danske spillere trænede i foråret 1960 som professionelle 4-5 gange om ugen plus divisionskamp i weekenden. Det var et hårdt og udfordrende program, der skabte betænkelige miner hos både spillere og klubledere.

Den forstærkede træningsindsats var især kontroversiel, fordi divisionsklubberne hver uge skulle afgive spillerne til fællestræningen, og spillerne skulle afsætte deres sparsomme fritid til fodboldtræning på bekostning af familie og arbejde. Det sled ikke alene på fysikken.

Mange amatørledere frygtede, at træningssliddet og de mange timer i træningslejr kunne føre til krav fra spillerne om vederlag for deres indsats, evt. blot et beløb til dækning af arbejdsindtægt, hvilket f.eks. landsholdets stærke centerforward Ole Madsen, der havde egen vognmandsforretning, var interesseret i.

Nogle af OL-kandidaterne blev udtaget til årets første internationale opgave mod det tjekkiske OL-landshold, der også var ved at forberede sig på OL i Rom.

Dansk drømmekamp før OL og publikumsrekord i Idrætsparken

Landsholdets officielle forberedelse til De Olympiske Lege begyndte den 10. maj 1960 på et stopfyldt nationalstadion.

Forklædt i Stævnets røde trøjer med lange hvide ærmer spillede landsholdet en fremragende træningskamp mod de brasilianske verdensmestre fra 1958. Det skete foran et rekordstort publikum på mere end 52.000 tilskuere, der under stigende bifald så de danske amatører overgå sig selv.

Det var 90 eventyrlige minutter, hvor det danske OL-hold udfordrede de professionelle boldartister fra Sydamerika og til sidst pressede på for en udligning. I den sidste ende trak brasilianerne det længste strå og vandt fortjent med 4-3.

Det danske hold stillede således op:

Stævnet/DK

 

1. Henry From, AGF

 

 

2. Poul Andersen, Skovshoved IF

4. Bent Hansen, B1903

5. Hans Christian Nielsen, AGF

6. Flemming Nielsen, AB

3. Poul Jensen, Vejle BK

7. Poul Pedersen, AIA Aarhus

8. John Danielsen, B1909

9. Harald Nielsen, Frederikshavn FI

10. Henning Enoksen, Vejle BK

11. Jørn Sørensen, KB

Reserver:

  • Erik Gaardhøje, Esbjerg fB (målmand)
  • Børge Bastholm Larsen, Køge Boldklub
  • Erling Nielsen, B1909
  • Arno Hansen, B1909

DBU turde ikke binde an med dyre verdensstjerne

DBU havde ikke selv turdet binde an med opgaven som vært og arrangør af kampen.

Landskampen blev derfor afviklet med de københavnske fodboldsammenslutninger – Stævnet og Alliancen - som arrangør. Det kom de ikke til at fortryde.

Det kostede kr. 170.000,- at få Brasilien til at stille op i Danmark – en meget høj sum i 1960. Det krævede mindst 30.000 tilskuere gennem tælleapparaterne, men med dansk tilskuerrekord på over 50.000 tilskuere var det en god forretning.

Kampen talte ikke som officiel landskamp i DBU’s statistik. Det brasilianske fodboldforbund CBF registrerede derimod kampen som officiel landskamp.

52.000 officielle tilskuere, måske helt op til 55.000 tilskuere overværede denne topkamp, der startede med 10 minutters forsinkelse. Uden for på Nørre Allé stod flere tusinde københavnere, der ikke kunne komme ind. De måtte følge kampen ved at lytte til publikums jubelbrøl.

Det var en kamp med mange glædesudråb fra publikum, når danskerne spillede sig frem til gode chancer. Danmarks Radio viste ikke kampen, fordi det brasilianske fodboldforbund krævede en væsentlig forhøjelse af kontraktbeløbet, såfremt kampen skulle vises i TV.

Den respektindgydende tilstedeværelse af VM-stjernerne Pelé og Garrincha samt brødrene Nilton og Djalma Santos på backpladserne slog slet ikke benene væk under danskerne.

En ung frederikshavners store gennembrud

2 gange bragte den unge frederikshavner Harald Nielsen landsholdet foran i 1. halvleg.

08.min – Harald Nielsen (1-0) bliver hele folkets helt. Fynboen John Danielsen spiller frederikshavneren fri i dybden. Det brasilianske midtforsvar med veteranen Hilderaldo Bellini i spidsen er totalt udmanøvreret. I sit karakteristiske lange løb med hovedet nede mellem skuldrene fører Harald Nielsen bolden frem mod gæsternes mål. Den legendariske VM-målmand Gilmar kommer flot ud af sit mål, men tøver så. I samme øjeblik skyder den 18årige nordjyde bolden halvhøjt i kassen til højre for målmanden, der slet ikke kan nå det hårde skud. Bolden suser i netmaskerne, medens en overstrømmende Harald Nielsen runder målfeltet med armene højt hævet over hovedet. Det store publikum eksploderer af glæde og overraskelse.

Brasilien fik udlignet, da AGF-målmanden Henry From tabte et hårdt skud fra verdensstjernen Pele for fødderne af Quarantinha.

Målet slog dog ikke danskerne ud, heller ikke da KB-wingen Jørn Sørensen tidligt måtte lade sig udskifte med Arno Hansen fra B1909.

De brasilianske stjernespillere prøvede at drible og kombinere sig igennem det danske forsvar, men det stort opsatte spil løb ud i sandet. I stedet var det Danmark, der igen bragte sig i front.

29.min – Harald Nielsen (2-1) udløser vantro i Idrætsparken. John Danielsen finder igen nordjyden med en aflevering i dybden. Harald Nielsen bryder igennem i de gulblusedes venstre side og skyder på mål fra en spids vinkel. Gilmar med fødenavnet Gylmar dos Santos Neves får begge hænder på bolden, men kan ikke forhindre den i at trille langsomt ind over mållinjen. Der er tale om et målmandsdrop af verdens bedste målmand.

I de følgende minutter havde danskerne flere gode forsøg på mål.

Det var derfor en kold skylle på den kølige forårsaften, at den ukendte Jose Pepe Macia, der havde været reserve ved VM i Sverige, udlignede for sydamerikanerne efter hjørnespark.

Stillingen ved pausen var 2-2.

I 2. halvleg øgede verdensmestrene tempoet gevaldigt, satte 2 friske reserver ind og kom på 4-2. Indsættelse af reserver i stedet for spillere, der ikke var skadede, opfattede den danske bænk som meget usportsligt. I Danmark udskiftede man kun skadede spillere, medens taktiske udskiftninger var ukendte.

Målene kom inden for 2 minutter i forbindelse med indskiftningerne, hvor det danske forsvar ikke havde nået at omstille sig til de nye friske spillere.

De brasilianske målscorere var igen Quarantinha og Victor, som alle var forholdsvis ukendte i Danmark, men som havde afløst de mere kendte VM-angribere Didi og Vava.

OL-landsholdet fik i slutningen af kampen igen sat damp på kedlerne i Idrætsparken, hvor et stort antal tilskuere nu sad i græsset med ryggen mod reklamebanderne og afspærringerne.

85.min – Henning Enoksen (3-4) skaber panik hos gæsterne. Harald Nielsen lægger flot op til målet, da han i Brasiliens højre side header en aflevering fra Flemming Nielsen på tværs af straffesparksfeltet. Bolden havner lige for fødderne af VB-angriberen Enoksen, der med sit skarpe venstre ben på karakteristisk vis knalder bolden hårdt forbi en sprællende Gilmar. Bolden går ind til venstre for verdens bedste målmand, der for tredje gang på denne uforglemmelige majaften må kikke langt efter bolden.

Efter reduceringen pressede landsholdet verdensmestrene helt i bund for at få en udligning. Både Harald Nielsen og anfører Poul Pedersen havde nærgående forsøg i de sidste minutter.

Da dommeren Eric Johansson fra Sverige fløjtede kampen af, sværmede rigstræner Arne Sørensens tropper omkring den brasilianske målmand Gilmar.

Pele og Garrincha i jerngreb af det danske forsvar

Den danske stopper Hans Chr. Nielsen, AGF havde fuldstændig krammet på Pele, der kun havde et scoringsforsøg i hele kampen.

Også venstrebacken Poul Jensen fra Vejle gjorde det strålende over for verdens bedste dribler Garrincha. Garrincha blev taget ud ved 2-2 og spillede ikke nogen stor kamp, hvilket var danskerens fortjeneste.

Den brasilianske landstræner Vincente Feola var fuld af lovord om danskerne: ”4-3 til os var vel det rigtige resultat. Det var en sejr, som vi kan tillade os at sætte højt. Danmark var langt det bedste hold, som vi har mødt på vores rundtur i Europa. I starten af 2. halvleg var jeg alvorligt bange for, at vi skulle få det første nederlag.”

Pele var imponeret over det danske forsvar: ”Selv om jeg fik driblet mig fri og havde frit løb mod mål, kom der ustandseligt en ny dansker i vejen. Der var hele tiden 2 mand omkring mig.”

De brasilianske verdensmestre måtte kæmpe hårdt for sejren. I begejstring og eufori overgik kampen langt svenskerlandskampene, som traditionelt var årets fodboldhøjdepunkt i kongeriget.

Kampen havde også gjort så stort indtryk på gæsterne, at de sydamerikanske ledere straks efter kampen tilbød revanche allerede ugen efter.

Der var ingen fjernsyn i Danmarks Radio, men  de sidste 10 minutter kampen blev transmitteret i DR-radioens program 2.

 

Den herlige farvefilm stammer fra Danmark-Grækenland den 03. juli 1960. Landsholdet vandt 7-2.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

09.07 | 23:57

Vet du om det finnes program fra vennskapskampen Vejle - Arsenal fra 1961?

...
06.07 | 14:11

Til Danmark-Holland 1949:
John Hansen har a l d r i g spillet en landskamp som centerforward!

mvh Kaj Arildsen, Nørresundby.

...
30.06 | 14:43

Fantastisk side og spændende læsning

...
27.05 | 18:27

Hej Kurt. Jeg er interesseret. Send mig gerne en mail på fbtarm@gmail.com

...
Du kan lide denne side