Landskampe 1972

Landskampe 1972

Opdateret den 15. august 2016

 

Danmark har scoret – Danske landskampsmål 1972

1972 – Succes for amatørerne ved De Olympiske Lege – fiasko for de udenlandsprofessionelle i VM-kvalifikationen

I de første vintermåneder af 1972 måtte DBU chokeret konstatere, at udenlandske klubber nådesløst var i gang med at lænse forbundets fodboldflagskib for topspillere. Den lange vinterpause blev derfor dyr for det danske OL-landshold, der havde afsluttet 1971 med succes efter den sensationelle 2-1 sejr over Rumænien i den første OL-kvalifikationskamp.

Allerede dagen efter den sensationelle sejr over favoritterne fra Rumænien rejste den boldbegavede angrebsspiller Eigil Nielsen til Schweiz for at underskrive en professionel kontakt med FC Winthertur. Den hurtige angriber havde sit første mål til gode på landsholdet, men havde i efterårets kampe været en af de dominerende OL-spillere. Fremgangen kulminerede mod de stærke rumænere, hvor Hjørring-stjernen optrådte med stor selvtillid og skabte mange chancer. Den bankuddannede nordjyde tiltrådte allerede den 2. november 1971 sit nye job som professionel fodboldspiller.

I begyndelsen af januar døde kong Frederik IX efter kort tids sygdom. Da dronning Margrethe på Amalieborg Slotsplads lod sig hylde som ny regent, var der ikke mange af de tilstedeværende, der spekulerede på OL-fodbold.

Årets planlagte kampprogram indeholdt 9 officielle landskampe med mulighed for flere kampe, hvis landsholdet kvalificerede sig til De Olympiske Lege:

1972

 

 

 

18.04.1972

København

DK-Vesttyskland

Venskabskamp – OL-holdet

03.05.1972

København

DK-England

Venskabskamp – OL-holdet

21.05.1972

Bukarest

Rumænien-DK

OL-kvalifikation 1972

07.06.1972

København

DK-Finland

Nordisk Mesterskab

29.06.1972

Malmø

Sverige-DK

Nordisk Mesterskab

03.07.1972

Reykjavik

Island-DK

Venskabskamp

04.10.1972

København

DK-Schweiz

Venskabskamp

18.10.1972

København

DK-Skotland

VM-kvalifikation 1974

15.11.1972

Glasgow

Skotland-DK

VM-kvalifikation 1974

Rudi Strittich samlede sin OL-trup til årets første fællestræning onsdag den 2. februar på Hvidovre Stadion. Træningsaftenens store samtaleemne var Vejles eftertragtede Iver Schriver, der nogle dage forinden havde indgået en spillerkontrakt med den østrigske Bundesligaklub SK Sturm Graz.

Både formanden for UK Ib Skotnborg og generalsekretær Erik Hyldstrup mødte personligt op til fællestræningen. DBU-folkene forsøgte i første omgang at overtale Iver Schriver til at stille op for Danmark mod Rumænien. Den ombejlede angriber skulle nemlig først tiltræde i Østrig den 1. juli og kunne derfor godt spille mod Rumænien i pinsen. Hurtigt måtte DBU-lederne notere sig, at anstrengelserne for at holde fast på topscoreren var forgæves. Det fremgik nemlig af Schrivers nye kontrakt, at SK Sturm Graz kunne annullere kontrakten, hvis Iver Schriver blev alvorlig skadet i løbet af foråret. Den risiko turde hverken DBU eller Vejle-manden selv løbe, så Iver Schriver var tabt for OL-landsholdet.

Det var et hårdt slag for landstræner Rudi Strittich at miste begge sine angribere. Den hurtige Iver Schriver var udset til at være et dansk triumfkort i returkampen, fordi han på grund af en skade havde stået over i den første kamp og derfor ikke var kendt af rumænerne.

Den ærgerlige rigstræner indrømmede åbent i omklædningsrummet efter træningen, at han ikke havde nogen angrebserstatninger lige på hånden. Han kunne dog glæde sig over, at nøglespilleren Morten Olsen havde meldt sig klar til at rejse med til Bukarest. Den hurtige wing var formodentlig den næste i rækken, der ville lave en aftale med en udenlandsk klub, men havde lovet forbundstræneren, at han først skrev kontrakt efter Rumæniens-kampen.

DBU’s udtagelseskomite udtog efter den korte træningsseance en landsholdstrup på 17 spillere, der skulle på træningslejr på Den jyske Idrætshøjskole i Vejle i slutningen af februar og senere til Norditalien i marts. Der var ingen store overraskelser i nomineringen af forsvar og midtbane. Angrebet derimod var på grund af spillerafgangen til udlandet stort set helt nyt.

De 17 OL-kandidater var følgende:

Målmand

 

 

Mogens Therkildsen, OB

Valdemar Hansen, Frem

 

Forsvar

 

 

Torben Nielsen, B1903

Per Røntved, Brønshøj

Svend Andresen, B1903

Jørgen Rasmussen, Randers

Flemming Ahlberg, Frem

Claus Johansen, AaB

Midtbane

 

 

Morten Olsen, B1901

Birger Pedersen, Hvidovre

Hans Ewald Hansen, B1901

Kristen Nygaard, Fuglebakken

Sten Ziegler, Hvidovre

 

Angreb

 

 

Henning Jensen, Nørresundby

Peter Johansson, Slagelse

Jørgen Markussen, Vejle

Benny Johansen, B1903

 

 

UK håbede på, at de 3 forholdsvis ukendte navne Henning Jensen, Peter Johansson og Benny Johansen ville kunne løse landsholdets angrebsproblem efter den voldsomme åreladning.

Peter Johansson havde været topscorer i 3. division i 1970 og var anerkendt som en farlig angriber, der også havde gjort en god figur på ungdomslandsholdet. Hans klub Slagelse Boldklub spillede dog kun i 2. division, så springet til OL-landsholdet var stort. Den 23årige elektriker lagde heller ikke skjul på, at han var usikker på, om hans kondition og teknik var tilstrækkelig til de store internationale opgaver. Udtagelsen af den uprøvede frontløber var et udtryk for, at UK ikke havde andre alternativer.

Springet til landsholdet var endnu større for den 22årige Henning Jensen, der til daglig spillede for Nørresundby Boldklub i Danmarksserien. Nordjyden havde allerede i efteråret 1971 skabt avisoverskrifter, da han scorede tre mål mod OL-landsholdet i en træningskamp på Aalborg Stadion. Fællestræningen havde givet den dygtige dribler mod på landsholdet, fordi han mærkede, at afstanden mellem seriefodbold og OL-fodbold var til at overkomme.

Den sidste mand i landsholdstruppen var Benny Johansen, der ofte havde været matchvinder for Gentofte-klubben B1903. Landsholdet havde brug for frontløbere, der kunne overrumple et internationalt forsvar. Den 22årige angriber havde i efteråret 1971 chokeret de skotske mestre fra Celtic FC, da han i mesterholdenes turnering scorede to gange i københavnernes sensationelle 2-1 sejr i 1. runde. Året før havde den agile angriber også bragt de tjekkoslovakiske modstandere fra SK Slovan Bratislava på glatis i et returopgør i mesterholdsturneringen. Så Benny Johansen havde dokumenteret både international erfaring og stor målfarlighed i uvante omgivelser, hvilket gav ham en billet til Norditalien.

Altid optimistiske Rudi Strittich så frem til at eksperimentere med det helt nye angreb. Det var i international sammenhæng ganske usædvanligt, at en nationaltræner 3 måneder før en afgørende kvalifikationskamp var nødsaget til at satse på 3 uprøvede spillere, heraf to mand, der til daglig optrådte uden for landets 1. division. DBU-lederne troede fuldt og fast på, at de nye angrebsfund - som ved et mirakel - kunne blive den afgørende faktor i at realisere Danmarks OL-drømme.

DBU samlede de olympiske aspiranter i weekenden 26.-27. februar på Den Jyske Idrætshøjskole, der lå i smukke omgivelser i den østlige ende af den vidtstrakte Nørreskov i Vejle. På de våde baner hersede rigstræner Rudi Strittich sine unge OL-spillere igennem et hårdt program. Træningsopholdet kulminerede om søndagen med en venskabskamp mod Vejles suveræne danmarksmesterhold, der var i gang med at forberede forårssæsonen. Vejlenserne var dog lige kommet hjem fra et spændende træningsophold i det varme Kenya og havde spillet betydeligt mere bold end de fleste af OL-spillerne.

Søndag den 27. februar 1972: Vejle Boldklub-Danmark 3-3 (1-1)

Uofficiel træningskamp på Nordre Stadion i Vejle

VB-træner Jozef Szentgyørgyi havde givet afkald på fire af sine stamspillere, der i stedet stillede op for OL-landsholdet. Det var de fire offensive profiler Allan Simonsen, Tommy Hansen, Iver Schriver og Jørgen Markussen. Alligevel var det en jævnbyrdig kamp, som passende sluttede uafgjort.

Henning Jensen spillede for første gang på OL-landsholdet og scorede to mål. Han var udset som afløser for østjydernes Iver Schriver, der var på vej til udlandet. Den unge nordjyde måtte dog nærmest pine sig igennem opgøret. En knæskade generede ham det meste af tiden.

Det tredje mål for OL-holdet blev lavet af Kristen Nygaard. Målscorere for Vejle var Kell Meyer, Karsten Lund og Knud Nørregaard.

På banen ved siden spillede de overskydende folk fra de to hold en træningskamp, der sluttede 3-1 til VB.

Træningskampen, der foregik samtidig med DBU’s repræsentantskabsmøde, fik ikke meget omtale i pressen. En kort notits uden mange oplysninger i Ekstrabladet var alt. Flere oplysninger om kampen kom frem i forbindelse med Vejle Boldklubs Årsskrift, der udkom i december. Klubben har udgivet sit årsskrift siden 1954.

Træningsophold i Norditalien

OL-landsholdet befandt sig i tidsnød, da det i marts 1972 landede i lufthavnen i Firenze. Der var ikke tid til flere eksperimenter eller til at finde nye angrebsspillere, hvis UK’s tre optrukne kaniner fra hatten ikke slog til i de to testkampe.

”Det er hårde vilkår”, sagde Ib Skotnborg, den stoiske formand for UK, lige ud af posen. ”Vi har ikke råd til en langsom opbygning- og tilvænningsperiode for de nye spillere. De skal smides direkte i kamp omgående, så vi kan se, om UK har valgt rigtigt med at satse hele butikken på de uprøvede spillere”. Den erfarne DBU-leder fandt dog trøst i historien om landsholdslegenden Harald Nielsen. Tilbage i 1959 have UK også satset dristigt på den dengang ukendte 2. divisionsspiller fra Frederikshavn. Han voksede på få måneder til at blive landsholdets førsteangriber og blev en stor gevinst for OL-landsholdet, der fik sølv i Rom.

Det var første gang i DBU’s historie, at forbundet sendte landsholdet i træningslejr i udlandet. Den bekostelige tur viste, at DBU satsede benhårdt på olympisk succes og havde tillid til, at OL-holdet – på trods af pinefuldt mandefald – kunne slå sig igennem. Spillerne skulle tilbringe en hel uge i det italienske fodboldforbunds attraktive træningsanlæg i Firenze.

Synet af saftige, grønne træningsbaner i modsætning til de grå vinterbaner i Danmark løftede straks humøret i spillertruppen. Programmet bestod af trænings- og taktikøvelser samt fysiske tests, som landsholdets læge Ole Halsskov forestod. Nok så vigtigt var der indlagt to træningskampe mod udfordrende modstandere.

Onsdag den 8. marts 1972: ACF Fiorentina-Danmark 1-1 (0-1)

Uofficiel træningskamp på Stadio Comunale i Firenze

Den første træningsmodstander var det stærke klubhold AC Fiorentina, der lå nr. 8 i den italienske serie A. Det noget primitive Stadion Comunale i Firenze med plads til mere end 40.000 tilskuere lagde græs til opgøret. Noget overraskende kom ikke mindre end 4.000 tilskuere. Det var et forbavsende højt antal til en træningskamp mod ukendte nordeuropæere, men skulle formodentlig forklares med den stærke italienske fankultur, hvor hjemmepublikummet fulgte klubholdet i tykt og tyndt.

Danmark stillede op i en defensiv 4-4-2 formation. Sikring af forsvarspillet for enhver pris var forårets eneste melodi for OL-landsholdet. Landstræner Rudi Strittich ville tømre det stærke forsvar med Per Røntved som sweeper og Svend Andresen som forstopper endnu bedre sammen, fordi rumænerne i Bukarest ville løbe stormløb mod de danske bastioner fra første minut. I modsætning til Strittichs decimerede angreb havde de udenlandske opkøbere ladet det danske forsvar være helt intakt – indtil videre.

Startopstillingen imod AC Fiorentina var følgende:

Danmark

Mogens Therkildsen, OB

 

Torben Nielsen, B1903

Per Røntved, Brønshøj

Jørgen Rasmussen, Randers

 

Svend Andresen, B1903

 

Morten Olsen, B1901

Birger Pedersen, Hvidovre

Hans Ewald Hansen, B1901

 

Kristen Nygaard, Fuglebakken

 

Henning Jensen, Nørresundby

 

Jørgen Markussen, Vejle

Det uafgjorte resultat 1-1 var et imponerende flot udfald af kampen for et landshold, der havde ligget stille vinteren over.

For de få danske tilskuere var det tydeligt, at Fiorentinas spillere fra starten af kampen havde fået besked om at holde igen. Italienerne bragte således 18 mand på banen i løbet af kampen og sparede deres fire bedste spillere. Træneren for florentinerne var den tidligere svenske landsholdspiller Nils Liedholm, der havde mere fokus på den kommende weekends vanskelige kamp mod Verona. Kampen skulle for det italienske mandskab udelukkende være en god gang boldtræning uden risiko for at rode sig ud i noget ubehageligt. Sjældent så man italienske tacklinger på den opblødte bane.

Danmark kom foran 1-0 i 1. halvleg på et flot langskud af Per Røntved. Skuddet overrumplede fuldstændigt den italienske målmand, der gik på halen. Claudio Sala udlignede for værterne i 2.halvleg, da han med en holdkammerat spillede pingpong igennem et passivt dansk forsvar. Det var på et tidspunkt, hvor de danske forsvar ellers havde fået godt styr på de passive italienere, der sjældent gad sætte ordentlige angreb i gang.

De lokale tilskuere begyndte at kede sig bravt i 2. halvleg og gav højlydt udtryk for deres frustrationer over hjemmeholdets manglende engagement. På det tidspunkt var det også endt med at blive en meget svag indsats af de højtbetalte proffer.

UK fik ikke lejlighed til at vurdere, om det nye håb Peter Johansson var den rigtige mand i angrebet. Natten før træningskampen fik midtsjællænderen en maveforgiftning og fik forbud mod at stille op af landsholdets læge Ole Halsskov. Det gav Vejles utrættelige Jørgen Markussen en ny chance i angrebet ved siden af seriespilleren Henning Jensen.

Den nye frontløber Henning Jensen klarede sin første internationale ildprøve rimeligt godt. Det tog lidt tid, inden nordjyden droppede benovelsen over at spille mod en flok italienske ligastjerner. I glimt viste den uortodokse dribler, at han havde frækhed og kvalitet til at blive en stærk angriber. Den tilbageholdende debutant var selv nogenlunde tilfreds med sin indsats. ”Det er uvant for mig at spille helt fremme. I Nørresundby kommer jeg mere bagfra og dribler ind i feltet”, opsummerede Henning Jensen sin første optræden i rødt og hvidt.

Det danske forsvar optrådte overbevisende det meste af tiden. De to backs Torben Nielsen og Jørgen Rasmussen kom i vejen for meget opspil, men tog også for mange chancer fremefter. Danmarks bedste var Per Røntved, der sammen med solide Svend Andresen holdt forsvaret godt sammen. Både oprydderen Hans Ewald Hansen og spilregissøren Birger Pedersen bidrog effektivt til at dæmme op for italienerne. Angrebet var det svageste led på holdet, men det var egentligt som forventet.

Midt i 2. halvleg vendte den fine tekniker Sten Ziegler tilbage til landsholdet efter sin lyskenskade. Han afløste en uoplagt Morten Olsen, der havde vist for lidt initiativ. I angrebet fik OL-truppens sidst ankomne Benny Johansen små 10 minutter, da han afløste den ustabile Jørgen Markussen, der ikke rigtig havde fået noget ud af det trods ihærdigt arbejde.

To overspændte UK-medlemmer havde nervøst overværet kampen fra tilskuerpladserne. Efter kampen strømmede lettelsen igennem Ib Skotnborg, der var chef for den DBU-komite, der havde ansvaret for holdet: ”1-1 giver høj moral. Den gode kamp har allerede legitimeret den lange tur herned til de bedre træningsforhold. Alt i alt var der så mange oplivende momenter, at der er håb om succes”, konkluderede UK-formanden. Den tidligere Næstved-målmand afslørede, at han aldrig havde set Henning Jensen i en fodboldkamp, men var lettet over, at den ukendte mand havde gjort det godt på banen.

På lægterne var der også fornemt besøg af den renommerede italienske nationaltræner Feruccio Valcareggi. Chefen for Squadra Azzurra var især imponeret over amatørholdets glimrende spil. ”Danmark er et ungt hold med en god taktisk forståelse”, mente arkitekten bag den henholdende spillestil hos VM-sølvvinderne fra Italien. Den venlige fodboldikon smigrede de danske spillere ved at fremhæve, at flere af dem ville kunne bruges i italiensk fodbold.

Kampen i Firenze gav UK og den medrejsende flok fodboldjournalister håb om, at OL-landsholdet kunne file en 0-0 hjem på udebane mod Rumænien. Uafgjort ville være tilstrækkeligt til at bringe landsholdet til sommerolympiaden.

Torsdag den 9. marts 1972: US Pistoiese-Danmark 0-2 (0-1)

Uofficiel træningskamp på Stadio Comunale i Pistoia (Stadio Marcello Melani)

Mindre end 24 timer efter den intense fight mod atleterne fra AC Fiorentina tørnede Rudi Strittichs trætte tropper ud mod et italiensk halvprofessionelt 4. divisionshold. Kampen blev spillet i byen Pistoia, der lå ca. 30 km nordvest for Firenze.

Kampen fremstod i udpræget grad som en dagen derpå oplevelse for det trætte og uoplagte OL-hold. Spillets kvalitet afslørede som forventet, at de danske amatører hverken fysisk eller psykisk kunne klare to kampe på to dage.

Det gjorde ikke tingene bedre, at de umotiverede danskere stod over for et umådeligt svagt italiensk hold, der slet ikke kunne udfordre gæsterne, selv om de rød-hvide bevægede sig rundt på banen som robotter med stive bevægelser og sitrende muskler.

På den svage baggrund skabte danskerne alt for lidt. Spillet var dræbende langsomt. Der var småt med chancer på den dyngvåde bane. Det værste for landstræner Strittich og de to UK medlemmer Ib Skotnborg og Jørgen Leschly Sørensen var dog, at de danske spillere ikke rigtig fik mulighed for at indøve forsvarssystemet, fordi modstanderen for anden kamp i træk spillede defensivt.

OB’s målmand udtrykte efter kampen ganske kontant og uforbeholdent sin frustration over den manglende modstand: ”Det var 90 spildte minutter. Italienerne havde ikke et eneste skud på mål i hele kampen. Jeg ville have fået bedre træning ved at blive hjemme i Odense”

Henning Jensen bragte nordboerne foran 1-0 i 1. halvleg. Midt for mål kanonerede han med højre fod bolden forbi den italienske målmand. Reserveangriberen Jørgen Markussen cementerede sejren i 2. halvleg, da han brød igennem i italienernes højre side og sparkede bolden i kassen fra en spids vinkel.

På midtbanen havde Sten Ziegler erstattet solide Hans Ewald Hansen. Det var glædeligt for UK, at det slanke Hvidovre-håb kunne klare en hel kamp efter sin lange skade. Angrebs-håbet Peter Johansson, der havde ligget i sengen med maveonde, fik de sidste 45 minutter uden at være i stand til på den korte tid at løfte angrebet.

Det havde været en fin OL-optakt i det dejlige Norditalien. Spillerne havde trænet godt to gange om dagen, så den fysiske grundform var ved at være på plads. Masser af forsvars- og angrebskombinationer var blevet indøvet, men det var et problem, at hverken AC Fiorentina eller US Pistoiese havde formået at presse det danske forsvar, så Røntved og Co kunne få en forsmag på det tryk, som spillerne ville blive udsat for i Bukarest. Humøret havde været højt under hele forløbet, selv om spillerne først på den sidste dag fik mulighed for at drage på sightseeing i den smukke værtsby.

Tirsdag den 18. april 1972 kl. 19.00: Danmark-Vesttyskland 0-1 (0-0)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark

Fodboldstemningen i Danmark var helt ned i kulkælderen, da UK-medlemmerne i begyndelsen af april mødte hinanden for at udtage spillerne til den første af to venskabskampe mod amatørerne fra henholdsvis Vesttyskland og England. De danske OL-spillere var på dette tidlige tidspunkt af sæsonen langt fra den nødvendige landsholdsform til at kunne true en kommende modstander. Spillerne havde stået i stampe siden den succesfulde træningslejr i Firenze.

”Dansk fodbold ejer ikke en centerforward”, lød overskriften faretruende i Ekstrabladet tre dage før, at UK skulle udtage landsholdstruppen. Det nye angrebshåb Henning Jensen var ude med en grim fiberskade og havde udsigt til en lang fodboldpause. Både Slagelses Peter Johansson, der have snuset til landsholdet i træningslejren i Norditalien og Hvidovres 24årige Kaj Wagener, der var hevet frem fra det ukendtes rækker, var begge faldet igennem i deres seneste klubkampe.

Helt gal var den med Hvidovre-tvillingerne, der skulle holde sammen på Danmarks midtbane. Den talentfulde Sten Ziegler var ikke synderligt spilskabende på Hvidovres mandskab og var et stykke fra den form, der havde gjort ham til en bærende spiller i de første OL-træningskampe i efteråret 1971. Konstruktive Birger Pedersen var blevet for nem at stække af modstanderholdene, der var begyndt at sætte en mand fast på ham. Ingen hold lod årets fodboldsspiller 1971 løbe umarkeret rundt på banen.

På trods af den kritiske situation havde UK ingen overraskelser i ærmet, da holdet mod Vesttyskland blev offentliggjort. Som forventet overtog den formstærke Hans Ewald Hansen de defensive forpligtigelser på midtbane efter Sten Ziegler, der ikke havde genvundet formen efter sin skade.

Afløseren for den savnede målmaskine Iver Schriver var debutanten Peter Johansson, der herved blev Slagelse Boldklubs første landsholdsspiller. Den anden plads i tomandsangrebet gik til Vejles 24årige Jørgen Markussen, der både var rutineret og målfarlig, men som efterhånden var ved at udvikle et had-kærlighedsforhold til landsholdet.

Jørgen Markussen opførte sig som to vidt forskellige fodboldspillere alt efter, om han stillede op i den røde trøje på Vejles hold eller i den røde trøje på nationalholdet. I Vejle var den elegante østjyde en bærende profil, der scorede bunker af mål – på landsholdet gik det ofte i fisk. Det voldte store kvaler hos den sympatiske folkeskolelærer, at han ofte blev slået ud af kritik. ”Efter landskampe har jeg altid kunnet læse, at jeg har skuffet. Det går mig voldsomt på. Jeg kan ikke gøre for det. Måske burde jeg holde op med at læse aviser”, konkluderede den eftertænksomme vejlenser.

Optimisme var der heller ikke meget af hos de vesttyske modstandere. Der var nærmest kaput-stemning, fordi et afbudssvækket Vesttyskland ugen før havde tabt 0-2 til Sovjetunionen i byen Sochi ved Sortehavskysten.

Vesttyskland havde som OL-vært automatisk kvalificeret sig til OL-slutrunden og stod nu over for deres 29 venskabskamp siden 1. januar 1971. Den olympiske træner for det vesttyske amatørlandshold var Josef Jupp Derwall, der mønstrede en stærk trup af spillere, som til daglig agerede i Bundesligaen. På holdopstillingen figurerede imponerende navne som højre back Manfred Kaltz, der var kendt for sine skruede indlæg i HSV og den skudstærke Bernd Nickel fra Eintracht Frankfurt. Det største navn var angriberen Uli Hoeness fra Bayerns München, der havde måttet melde afbud til kampen mod Danmark, da hans klub FC Bayern München samme aften skulle spille semifinale mod Glasgow Rangers i Europa Cup for Pokalvindere.

Rigstræner Rudi Strittich gav før matchen udtryk for, at resultatet var ganske underordnet. Den store taktiker havde 100 pct. fokus på den kommende returkamp mod Rumænien. Han håbede på, at de revancheberedte tyskere ville storme frem over alle kanter og give danskerne en forsmag på det pres, som danskerne ville blive udsat for i Bukarest. Landsholdet var efter østrigerens mening ikke i de to træningskampe i Italien blevet sat under tilstrækkelig pres.

Den mest erfarne på OL-landsholdet var den dygtige højre back Torben Nielsen, der stod over for sin landskamp nr. 24. Den ambitiøse B1903-spiller havde mere eller mindre været fast mand på landsholdet siden debuten i 1969, men havde efterhånden helt opgivet at blive udenlandsprofessionel. Et lukrativt ophold i udlandet var den store fodbolddrøm, som den efterhånden evige amatør havde satset alt på i de seneste år. ”Jeg bliver nok aldrig rig på fodbold”, lød det lakonisk fra den stærke sjællander, der nu i stedet drømte om at opnå 25 landskampe samt at komme med til OL.

Danmark tabte 0-1 i en landskamp uden skud på mål. Danskerne måtte ikke angribe og tyskerne ville ikke angribe. Begge hold var så stærkt bundet op i en defensiv taktik, at de 10.900 tilskuere skar tænder af kedsomhed. Kampen var noget af det kedeligste, som publikum i København længe havde været udsat for.

De to danske spydspidser Peter Johansson og Jørgen Markussen var fuldstændig overladt til sig selv de meste af kampen. Midtbanekvartetten Sten Ziegler, Birger Pedersen, Kristen Nygaard og Morten Olsen rykkede aldrig frem på banen for at støtte angrebet, men holdt stramt deres positioner bagude under hele kampen. Det betød, at angriberne skulle skabe noget på egen hånd. Det viste sig umuligt over for de 4-5 forsvarere, som konstant omringede de to ensomme folk foran, når de engang i mellem modtog bolden i nærheden af tyskernes straffesparksfelt. Danskerne blev aldrig en reel trussel foran den tyske målmand Günther Wienhold.

Det paradoksale og noget overraskende i opgøret var, at vesttyskerne heller ikke skulle nyde noget af at angribe. Der blev spillet på tværs og bagud i en uendelighed, hvilket også skyldtes, at de danske midtbanespillere hele tiden var i nærkontakt med deres modstandere.

Ingen af danskerne brillerede i den spillemæssigt forfærdelige kamp. Strittichs drenge havde præcist gjort, hvad de inden kampen havde fået nøje besked på af den meget kyniske landstræner, der kun havde et formål med kampen: At afprøve defensiven. Det sløve og passive spil fra Vesttyskland fik ikke østrigeren til at vakle i sit taktiske oplæg.

Det danske landshold nåede i disse stramme taktiske rammer aldrig at overbevise sine kritikere om, at holdet var ved at være klar til at forsvare den spinkle et måls føring mod Rumænien.

Ærgerligt var det også, at Danmark tabte på en tilfældig chance og ikke i det mindste havde holdt nullet i alle 90 minutter. Det var jo trods alt hele formålet med venskabskampen. Tyskerne havde to reelle skud på målet og fik ellers sjældent lov til at aflægge besøg foran Mogens Therkildsens mål. Et uafgjort resultat mod forhåndsfavoritterne havde givet det danske hold en bedre moral at drage videre på til næste kamp.

I pausen kom kampens anden debutant på banen. 25årige Flemming Ahlberg afløste en halvskadet Jørgen Rasmussen. Den overskægsprydede Frem-spiller var en hurtig back, der altid var i god træning og som kunne bruges som back i både højre og venstre side. Erfaring havde den stabile spiller også med på grønsværen fra et dusin kampe på ungdomslandsholdet samt flere reservetjanser på A-landsholdet.

Danmark spillede bedst i den første halve time af 2. halvleg, hvor holdet lod sig lokke længere frem på banen. Føringsmålet til gæsterne sydfra midt i det danske overtag var derfor en spand kold vand i hovedet på danskerne.

Kampens enlige mål i 2. halvleg fremkom således:

68.min – Klaus Wunder (0-1) overrumpler en passiv Mogens Therkildsen, der kaster sig for sent. Den bevægelige MSV Duisburg-angriber modtager bolden i det danske forsvars højre side og drejer rundt for at skyde med sin venstre fod. Bolden har retning mod målmandens venstre side og rammer undervejs en dansk fod, så den skifter retning. Skuddet bliver derved endnu yderligere. Skuddet er ikke hårdt, men på grund af skudafretningen så velplaceret, at Mogens Therkildsen ikke kan nå bolden, selv om han strækker sig alt hvad han kan. Medens Svend Andresen og Flemming Ahlberg chokeret ser på, hopper bolden stille og roligt ind i netmaskerne.

Et kvarter før tid fik Hvidovres nye angriber Kaj Wagener sin overraskende debut. Han havde slet ikke været landsholdsaktuel i begyndelsen af året. Den 24årige jyde, der var i gang med at uddanne sig inden for Forsvaret, fik straks en advarsel af den svenske dommer Rolf Arnshed for at løbe ind på banen, inden spillet var blevet afbrudt. Bolden var blevet sat så hurtigt i spil efter en spilafbrydelse, at den danske bænk ikke nåede at stoppe den uheldige Wagener. Det hørte bestemt til sjældenhederne, at en spiller fik en advarsel før han overhovedet havde rørt bolden for første gang. Den benovede debutant nåede dog også inden slutfløjtet at få fyret et skud af mod mål.

Landstræner Strittich skummede efter kampen over, at de danske spillere havde ladet sig lokke frem på banen i 2. halvleg, fordi det utilfredse publikum krævede mere angrebsspil. ”Det kostede os sejren”, hævdede den iltre taktikmester, der fandt, at hans hold glimrende havde kontrolleret kampen, hvilket jo netop var meningen med kampen. ”Alt gik efter min plan indtil spillerne lod sig lokke frem og derved gav alt for meget plads til tyskernes kontraspil”, sammenfattede den målrettede træner årets første landskamp.

Både forsvaret med en stærk Svend Andresen og den overbefolkede midtbane havde levet op til landstrænerens forventninger. Kun angrebet var åbenlyst ikke klar til kampen mod Rumænien. Taktikken byggede på, at de to mand fremme på egen hånd skulle kunne skabe de 2-3 chancer, der kunne give det forløsende udebanemål. Danmark var meget langt fra at være egentlige målfarlige.

De flestes reaktion på det enlige tyske mål var, at en målmand med landsholdsklasse burde have klaret det svage skud fra Klaus Wunder. Målmand Mogens Therkildsen ville dog ikke tage målet på sin kappe. ”Det var jo forrykt, at det skud skulle give mål. Det var jo knap et skud. Hvis ikke Hans Ewald Hansen havde rettet skuddet af, var det aldrig gået ind”, hævdede den sikre fynbo, der dog indrømmede, at han måske var blevet lidt for kold i løbet af kampen, fordi han kun skulle tage sig af sølle to skud fra vesttyskerne.

Det var en trist og desillusioneret Jørgen Markussen, der på massagebænken efter kampen fik en gang velfortjent muskelopløsning. ”Det er fantastisk, at det aldrig går for mig på landsholdet”. Den ærlige Vejle-mand opfattede sig selv for den svageste mand på holdet og accepterede udskiftningen et kvarter før tid uden beklagelse. Vesttyskernes kontante spillestil og tætte mandsopdækning bekom ikke den danske spydspids vel. Østjyden savnede mere tid og plads til at få kontrol over bolden.

DBU håbede, at det nye angrebshåb Henning Jensen kunne nå blive klar til venskabskampen mod England og derved tilføre holdet større gennembrudskraft. Danmark rådede ganske enkelt ikke over andre alternativer i front.

”Det føltes nærmest som en hyggekamp i sommervarmen”, sagde landsholdets solide forstopper Svend Andresen. Sammen med sweeper Per Røntved ordnede han vesttyskernes svage angribere, der kun kom på skudhold to gange. Den høje B1903-spiller var flere gange fremme på hjørnespark og havde et skudforsøg, der gik langt over mål.

Efter kampen afslørede den dynamiske midtbanespiller Morten Olsen, at han ville blive den næste dansker, der skiftede til en udenlandsk klub. Sammen med den tidligere AB-forward Benny Nielsen kørte falstringen til et københavnsk hotel, hvor Morten Olsen gik i gang med at forhandle en kontrakt med den belgiske 1. divisionsklub Cercle Brügge KSV. ”Min underskrift får de først efter den 21. maj, når kampen mod Rumænien er overstået. Jeg har trænet et helt år for at spille den OL-kamp, så den vil jeg ikke gå glip af, heller ikke for store penge”, beroligede den ambitiøse angriber både UK og landstræner, der nødigt ville undvære den engagerede B1901-spiller i Bukarest.

De mange udenlandske opkøbere på Idrætsparkens gæstepladser havde ikke haft meget at notere på indkøbssedlen. Skuffelsen over det danske spil kom mest tydeligt til udtryk hos den anerkendte træner for Borussia Mönchengladbach Hennes Weisweiler: ”De danske angribere er uden interesse for mig” sagde stjernetræneren usentimentalt. I stedet kastede han sin store interesse på den 19årige boldvirtuos Jens Kolding. B93-spilleren blev af de fleste anset som et af landets største fodboldtalenter.

I øvrigt var det OL-landsholdets første nederlag siden april 1971, da holdet tabte 1-2 til de schweiziske amatører i den første OL-kvalifikationskamp. I mellemtiden havde Danmark vundet 6 kampe og spillet en uafgjort.

De fodboldinteresserede danskere, der ikke kunne vente på TV-transmissionen, kunne følge kampen på P2 fra kl. 20.00. Det var højst tvivlsomt, om nogle af de trofaste radiolyttere skiftede over på DR TV senere på aftenen. Kl. 21.25 blændede DR i Gyngemosen i Gladsaxe op for en times forskudt transmission, som næppe kunne trække mange seere. Kampens få højdepunkter har heller ikke været vist siden.

Onsdag den 26. april 1972 kl. 19.30: Danmark(U)-Grækenland(U) 2-0 (2-0)

Kvartfinale i Nations Cup for ungdomslandshold på Vejle Stadion

Den danske ungdomslandshold havde kvalificeret sig til kvartfinalen i Nations Cup og stod over for den største opgave nogensinde for et DBU-hold under 23 år. I modsætning til OL-landsholdet planlagde U-landsholdet træner Kaj Christensen at blæse til angreb fra første minut.

Angrebet bestod af de to stærke udenlandsprofessionelle Peter Dahl og Benny Nielsen, der begge vadede i succes. På kanterne blev de frankeret af den nyprofessionelle Iver Schriver og supertalentet Allan Simonsen. Den målfarlige Iver Schriver ventede på at tiltræde i sin østrigske klub SK Sturm Graz og var faktisk ikke fast mand på Vejles stærke hold, der havde kurs direkte mod danmarksmesterskabet. Allan Simonsen havde fået sit gennembrud i VB og var et af de varmeste navne i 1. division.

Den lyslokkede Peter Dahl havde stor succes for sin vesttyske regionalliga-klub Rot-Weiss Essen. 23 mål i 31 kampe fortalte det tydelige sprog om en målfarlig herre. Den tidligere AB-forward Benny Nielsen havde også succes i sin belgiske klub Cercle Brügge KSV, hvor han hurtigt var blevet fast mand, også på måltavlen.

De danske talenter stillede op i følgende startformation:

Danmark (U)

Benno Larsen, Holbæk

 

Arne Rasted, Køge Boldklub

Claus Larsen, Hvidovre

Flemming Pedersen, KB

 

Jens Harmsen, AGF

 

Kjeld Seneca, AGF

 

Niels Thorn, B1909

 

Benny Nielsen, Cercle Brügge

 

Allan Simonsen, Vejle

Peter Dahl, Rot-Weiss Essen

Iver Schriver, Vejle

Danmark var heldig med at vinde 2-0 i en atmosfæreforladt arena i Vejles Nørreskov, hvor der kun var 3.900 tilskuere. Efter det første forrygende 20 minutter skuffede de danske talenter de få tilskuere med dårligt spil.

Kampen var præget af mange ondskabsfulde dueller med spark og slag. Især de to angribere Peter Dahl og Benny Nielsen var udsat for grove løjer, men holdt sig heller ikke for gode til at give tilbage med samme mønt. Det udløste tumulter efter kampen, hvor flere af de ophidsede græske spillere ville tale et par alvorsord med de danske profiler.

Danmark kom foran efter 13. minutter, da Peter Dahl scorede på straffespark. Afviklingen havde masser af drama, da den erfarne græske målmand på forskellig vis forsøgte at få danskeren ud af den mentale balance. Det påvirkede dog ikke den selvtillidsfulde københavner, der udplacerede målmanden.

Den tidligere Hvidovre-angriber var også arkitekten bag 2-0. Peter Dahl spillede perfekt sin unge landsmand Kjeld Seneca fri, der efter 24. minutter fordoblede føringen.

Mange forventede, at Kjeld Seneca ville blive AGF’s næste landsholdsspiller. Den alsidige midtbanespiller havde sagt farvel til håndbolden og satsede nu 100 pct. på fodbolden, hvor hans jættekondition og store overblik gjorde ham til et af de mest lysende talenter.

For Iver Schriver var det en skuffende aften foran hjemmepublikummet. Først blev han udskiftet, da der manglede 20 minutter, derefter blev han efter kampen vraget til startopstillingen til returopgøret ugen efter. Den bitre afsked med landsholdet skete for øjnene af hans østrigske arbejdsgiver, der var i Danmark for at overvære deres nyindkøbte stjernes udfoldelse på banen. Det var en Iver Schriver helt uden selvtillid, der optrådte tamt og blodfattigt. Den unge østjyde måtte glæde sig over, at kontrakten var underskrevet.

Onsdag aften viste DR et kvarters sport fra kl. 21.30. Det er meget sandsynligt, at landets eneste TV-station viste et indslag fra kampen, selv om kampen sluttede et kvarter før TV-udsendelsen. 

Onsdag den 3. maj 1972 kl 19.00: Danmark-England 1-2 (0-0)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark

”Jeg er færdig med OL-landsholdet, når det ikke må spille fodbold”. Med denne barske udmelding tog Vejles 24årige superangriber Jørgen Markussen afsked med landstræner Rudi Strittich og OL-landsholdet.

Hans afsked var en dramatisk konsekvens af landskampen mod Vesttyskland, hvor danskerne spillede defensivt, og hvor den ambitiøse østjyde på umulige vilkår var overladt til sig selv fremme i et tomandsangreb. Bruddet med landsholdet havde været undervejs et stykke tid, fordi den emotionelle Markussen også havde været voldsomt påvirket af den negative omtale af hans landskamppræstationer.

Den personlige fiasko i landskampen mod Vesttyskland var dråben, der fik bægeret til at flyde over. ”Jeg kan ikke honorere de krav, som Rudi Strittich stiller til mig som ensom angriber i et defensivt 4-4-2 system, hvor midtbanen aldrig understøtter angrebet.” Det påvirkede også VB-angriberen, at han ofte måtte læse landstrænerens beklagelser over, at han ingen angribere havde. Jørgen Markussen følte sig ofte personligt ramt af landstrænerens frustrationer.

UK udtog landsholdet mod England efter ungdomslandsholdets kvartfinale i Vejle.

Afløser for Jørgen Markussen var den 22årige Henning Jensen, der omsider fik sin debut. Han havde gjort det godt under træningsopholdet i Norditalien, men kæmpede en del med skader. Det var ikke blevet til så mange kampe på Nørresundbys hold i Danmarksserien.

Ny på midtbanen var Hvidovres Sten Ziegler, der afløste holdets normale spilregissør Kristen Nygaard, der formmæssigt var nede i en bølgedal. Århus-spilleren fik dog en plads på reservebænken sammen med bl.a. Næstveds Keld Bak, der tidligere havde været reserve i Strittichs trænerperiode og faktisk havde spillet tre landskampe i 1966-1968.

Den flittige midtbanespiller Morten Olsen beholdt sin plads på OL-holdet, selv om han var blevet sat af holdet i B1901. Nykøbing-holdets træner Kurt Nielsen lagde til grund, at Morten Olsen ville være tabt for klubben straks efter kampen mod Rumænien. Derfor satsede den kontante træner på så hurtigt som muligt at indspille en afløser, så falstringerne ville være helt klar til de afsluttende kampe i foråret. Klubbens største navn blev ofret og sendt på tribunerne.

Pindsvinefodbold var igen opskriften fra landstræner Rudi Strittich inden opgøret mod amatørerne fra England, der i realiteten sendte et rent London-hold på banen. Ikke mange tilskuere ville betale 25,- kr. for at se det danske landshold pakke sig ned i forsvaret og stå defensivt i samtlige 90 minutter.

Det mest komiske optrin op til kampen var, at DBU i weekenden før kampen fik stjålet 85 billetter til siddepladserne på den store tribune. Billetterne var blevet solgt videre på det sorte marked indtil en familiefar blev opmærksom på problemet. De fleste københavnerne skulle dog ikke nyde noget og blev væk fra Idrætsparken. Kun 9.400 tilskuere troppede op.

Den nye danske anfører Torben Nielsen fik inden kampen den højtidelige opgave at præsentere sine holdkammerater for hertugen af Kent, der var gæst i Københavns Idrætspark i anledning af den britiske uge i hovedstaden. Prins Edward var i den danske offentlighed bedst kendt som den karismatiske formand for The All England Lawn Tennis Club, der er arrangør af Wimbledon-turneringen i London.

De danske fodboldfans måtte chokeret konstatere, at Danmark 18 dage før den afgørende OL-kvalifikationskamp ikke havde et landshold, der ville have en realistisk mulighed for at klare den svære opgave i Bukarest. Landskampen var i taktisk henseende en katastrofe for landstræner Rudi Strittich, der beskæmmet måtte overvære, at hans spillere var gode til at forsvare sig det meste af tiden, men ikke kunne producere afslutninger på modstanderens mål.

Landskampen mod de ivrige men middelmådige briter afslørede 3 iøjnefaldende mangler:

For det første formåede de danske spillere ikke at følge den dynamiske, spilvekslende taktik, som landstræner Rudi Strittich havde lagt. Det var afgørende, at spillerne kunne omstille sig til hurtige kontraangreb, når muligheden bød sig. Men de rådvilde og febrilske rød-hvide spillere var ikke på noget tidspunkt af kampen i stand til at skifte fra defensivt til offensivt spil. Det taktiske koncept fungerede ganske enkelt ikke for Danmarks elleve.

Dernæst havde det håbløse danske spil sin hovedårsag i, at midtbanetrioen bestående af Sten Ziegler, Birger Pedersen og Morten Olsen hverken havde psyke, fysik og autoritet til at binde spillet sammen. De normalt boldsikre profiler var så fokuseret på de defensive pligter, at de sjældent forsøgte sig med en overrumplende aflevering eller i det hele taget var i stand til at kreere chancer for de to ensomme angribere.

Den tredje og sidste forklaring for den pauvre generalprøve var, at de to angribere ikke kunne skabe chancer på egen hånd. Både Peter Johansson og Henning Jensen var arbejdssomme, men kunne slet ikke gøre sig fri at de tætte markeringer.

I kampens begyndelse fik det søvnige publikum en dejlig opmuntring. To engelske forsvarere ramlede sammen midt på banen, så hurtige Peter Johansson fik frit løb mod mål. Alene med den flagrende engelske målmand Swannell stod den 23årige Slagelse-spiller over for at score i sin kun anden landskamp. Måske var presset på den uerfarne spiller for voldsomt. Den britiske målmand fangede Peter Johansson på kanten af straffesparksfeltet. I stedet for et forløsende føringsmål måtte de nervøse danskere tage til takke med et frispark.

Danmark skabte ikke flere chancer i 1. halvleg. De fleste tilskuere så frem til, at danskerne i 2. halvleg efter 3 x 45 minutter uden angreb omsider ville kaste åget af sig og begynde at spille noget af det besnærende angrebsfodbold, som OL-holdet havde begejstret med i efteråret.

Men i stedet udnyttede de engelske amatører i 2. halvleg koldblodigt to blottelser i det danske forsvar.

60.min – J. Butterfield (0-1) retter dygtigt et skud af og bringer gæsterne foran. I første omgang får angriberen R. Haider alt for meget plads til at sparke på mål. Bolden er på vej mod hjørneflaget, da den vågne Butterfield koldblodigt stikker foden frem i boldens bane, så den skifter retning mod det danske mål. OB-målmanden Mogens Therkildsen er helt prisgivet.

Landstræner Rudi Strittich prøvede at forstærke angrebet ved at sende den bagerste mand Per Røntved frem i angrebet. Den ny bagerste mand var den solide fighter Claus Johansen, der hermed blev landskampens anden debutant. AaB-manden afløste en træt Henning Jensen, der havde haft det svært og tydeligvis ikke var i form efter en langvarig skade.

På trods af indskiftningen formåede danskerne ikke at svare igen og derved var slaget tabt.

87.min – R. Haider (0-2) scorer med hovedet efter hjørnespark efter ringe dansk forsvarsindsats. Den ellers udmærkede Mogens Therkildsen får slet ikke fat i det engelske indlæg. De øvrige danske forsvarere står som forstenede. 3-4 engelske spillere går uhindret til bolden. Centerforwarden R. Haider når højest og header bolden ned i målet til venstre for en tøvende Mogens Therkildsen, der ikke ser godt ud i den situation.

To minutter før tid fik Danmark et ligegyldigt trøstmål, der ikke kunne skabe spænding om resultatet.

89.min – Per Røntved (1-2) tordner bolden i mål med venstrefoden. Den nye angriber Per Røntved scorer trøstmålet med et brag af et skud. For de fleste var det ikke overraskende, at banens bedste også var manden, der skulle sørge for de danske mål.

Den tyske dommer Karl Riegg fløjtede til sidst den ringe kamp af.

Stort set alle fodboldkritikere begravede efter kampen OL-landsholdet dybt nede i mulden. Danmark skulle bruge et mirakel for at kvalificere sig til OL. ”Vi har intet landshold”, sammenfattede Politikens Flemming Nielsen kampen. Ekstrabladets Axel Alstrup beskrev det danske landsholds indsats som mindre end ingenting, hvor England repræsenterede ingenting i international sammenhæng.

”Vores landshold kan ingenting i øjeblikket” konkluderede sportsredaktør Alstrup og pegede på, at landstræner Rudi Strittich gennem sine taktiske dispositioner havde ødelagt det gode hold, som han havde bygget op i efteråret. Derudover var landstræneren lovligt undskyldt af, at dygtige angrebsspillere var gået tabt til udlandet og holdbærende nøglespillere på midtbanen var helt ude af landsholdsform.

”Vi er ikke bedre” kom det brødebetynget fra landstræner Rudi Strittich, der var meget fåmælt. Den pressede østriger var hårdt ramt på selvtilliden, men fandt, at danskerne burde have vundet. I landstrænerens optik havde Danmark skabt nok chancer til at afgøre kampen.

Flere af spillerne prøvede at indgyde frisk optimisme i det slagne mandskab. Mest markant var aftenens danske anfører Torben Nielsen, der kontant afviste enhver tale om fiasko. ”Fiasko? Det ord accepterer jeg ikke. Vi var ikke dårlige, men pokkers uheldige”, fnyste den 26årige B1903-spiller.

Danmarks Radio (DR) vovede pelsen og transmitterede en time fra landskampen fra kl. 21.15, selv om der ikke var udsigt til mange mål og besnærende angrebsspil. I dagbladet Politiken blev udsendelse fra Idrætsparken i rubrikken om aftenens TV omtalt som en kamp, hvor træner og spillere var ligeglad med underholdningen for TV-kikkerne. Det afgørende var at afprøve landsholdets defensive taktik for enhver pris.

2. halvleg fandt også vej til P1, der berettede for radiolytterne fra kl. 19.45.

Samme aften spillede det danske ungdomslandshold returkamp i Nations Cup mod Grækenland.

Onsdag den 3. maj 1972 kl. 15.00: Grækenland(U)-Danmark(U) 5-0 (2-0)

Kvartfinale i Nations Cup for ungdomslandshold på Apostolos Nikolaidis Stadium i Athen

Returkampen mod de græske talenter endte som en total fiasko for Danmark. Det danske ungdomslandsholds drømme at spille sig til semifinalen i Nations Cup led et alvorligt skibbrud. Danmark blev klædt af til skindet, og den spinkle 2-0 føring fra det første opgør viste sig utilstrækkelig.

De 90 minutter i Athen udviklede sig til det pinlige for holdleders Kaj Christensens unge tropper. På intet tidspunkt fik danskerne greb om kampen. Værternes store sejr var mere end fortjent og kunne være blevet større. I alt præsterede danskerne to skud inden for målrammen.

Foran 22.000 fanatiske tilskuere fik hjemmeholdet den bedst tænkelige start. Efter to minutter kantede AGF-centerhalfen Jens Harmsen en græsk spiller i straffesparksfeltet. Det var ikke en oplagt forseelse, fordi Harmsen forsøgte at undgå at fælde sin modstander, men den østtyske dommer var ikke i tvivl og pegede på pletten. Kostas Davourlis fra Panachaiki F.C. scorede sikkert over for en chanceløs Benno Larsen.

Målet gav de opsatte grækere masser af selvtillid og skærpede deres appetit på at afgøre kampen tidligt. Opildnet af publikum red hjemmeholdet videre på en bølge. Det blev 2-0 efter 20 minutter ved Kostas Davourlis, der derved fordoblede sin målscore.

Danmark klarede sig med nød og næppe til halvlegspausen med 0-2. Et enkelt dansk mål i 2. halvleg, og grækerne skulle score yderligere to gange, var nu den danske kalkule. Håbet om genrejsning fordampede dog allerede efter 5 minutters spil i 2. halvleg. 3-0 ved Panathinaikos-forsvareren Anthimos Kapsis, og så var kampen afgjort.

Resten af kampen halsede danskerne efter værterne, der udspillede gæsterne efter behov. De unge danske talenter var ikke i stand til at skabe noget som helst fremefter og blev aldrig en trussel for den græske målmand. De professionelle Benny Nielsen, Cercle Brügge og Peter Dahl, Rot-Weiss Essen fik intet ud af kampen. Den normalt hurtige Peter Dahl skulle slet ikke have været på banen, da han dagen før havde været sengeliggende med en alvorlig mavevirus, der fuldstændig havde tappet ham for kræfter.

Den tidligere Hvidovre-spiller blev afløst af Iver Schriver, der gjorde det glimrende i de 20 minutter, han var på banen og fremtvang et par hjørnespark. Det var en kærkommen opmuntring for den kommende udenlandsprofessionelle, der siden overgangen til de professionelles rækker havde oplevet en nedtur både i Vejle og på ungdomslandsholdet.

DR havde som sædvanlig onsdag aften 10 minutters sportsreportager fra kl 21.05 inden transmissionen af venskabskampen mod England fra Idrætsparken. Det er ikke sandsynligt, at græske TV-stationer producerede billeder fra ungdomslandskampen om eftermiddagen.

 

Søndag den 21. maj 1972 kl. 16.00: Rumænien-Danmark 2-3 (0-1)

Kvalifikationskamp (2. runde) til OL 1972 på Stadionul 23. August i Bukarest

UK udtog landsholdet til den afgørende OL-kvalifikationskamp mod Rumænien lige efter landspokalfinalen Kristi Himmelfartsdag den 11. maj. Sølvtrofæet blev vundet af de regerende danmarksmestre fra Vejle Boldklub, som slog 2. divisionsholdet Fremad Amager 2-0.

Hverken pressen eller fodboldfans var synderligt overaskende over, at UK valgte at droppe de to spillere Sten Ziegler og Birger Pedersen fra 1. divisions bundhold Hvidovre. Begge spillere havde vist svigtende form over længere tid. Med Birger Pedersen var det kommet så vidt, at han selv havde meldt afbud til landsholdet og i sin klub havde valgt at skifte over til reserveholdet for at starte på en frisk.

Udeladelsen af de to københavnske spillere åbnede op for et comeback til Fuglebakkens elegante Kristen Nygaard og store Jack Hansen fra B1913 i Odense. Medens århusianeren kun havde stået over i venskabskampen mod de engelske amatører, havde den utrættelige fynbo sidst spillet i april 1971 i de to OL-kvalifikationskampe mod Schweiz. Den stærke midtbanespiller havde fået banket masser af selvtillid ind i kroppen under navnebroderens Jack Johnsons kyndige vejledning på de nye træningsbaner uden for Odense.

Den elegante Kristen Nygaard var slet ikke ked af, at han havde været uden for landsholdstruppen i en enkelt landskamp. Pausen fra landsholdet betød nemlig, at han i Rumænien ville slippe for ansvaret ved at være anfører. Selv om anførerhvervet ikke havde hæmmet hans spil i de foregående kampe, var den 22årige tekniker ikke desto mindre bange for, at det store ansvar kunne få en negativ indflydelse. Den storsmilende landsholdsspiller var optimist og vurderede, at OL-landsholdet i virkeligheden havde det bedst, når alle kritikkerne regnede med, at holdet ville gå ned med flaget i Bukarest.

Udtagelsen af 2 spillere Kristen Nygaard og Jack Hansen fra provinsklubber i midten af 2. division afslørede tydeligt, hvilke foruroligende udfordringer UK stod over for inden den afgørende kamp mod Rumænien.

Dagen efter udtagelsen fik DBU og alle spillerne på OL-landsholdet et kæmpechok.

Samtidig med, at UK havde holdt møde om at udtage de 11 bedste spillere fra den hjemlige liga, havde landsholdets anfører Torben Nielsen sensationelt skrevet en professionel kontrakt med den vesttyske regionalklub FSV Mainz 05. Den sympatiske B1903-spiller havde ganske få uger forinden givet udtryk for, at han så småt havde opgivet at komme til udlandet. Den fodboldmæssige lykke behøvede ikke nødvendigvis at være en god udenlandskontrakt, men da muligheden bød sig, slog den boldsikre back straks til.

Underskriften på kontrakten betød, at Torben Nielsen med omgående virkning ophørte med at være amatørspiller og derved spilleberettiget i OL-turneringen. Selv om den 26årige københavner slet ikke skulle starte i sin tyske klub med det samme, måtte UK over hals og hoved finde en erstatning. Det blev Boldklubben Frems unge Flemming Ahlberg, der uden varsel skulle kastes for løverne og overtage den vigtige post i forsvarets højre side.

Anførerbindet gik over til rutinerede og pålidelige Hans Ewald Hansen, der ingen problemer med at påtage sig det hverv.

”Er I sikre på, at der er nok forsvarsspillere med til at klare opgaven” lød det hånligt fra de få iagttagere, da OL-landsholdet samledes på Tårnby Stadion for at træne for sidste gang inden afrejsen til Rumænien. De olympiske emner blev bestemt ikke modtaget som gladiatorer på vej mod den store triumf, men derimod som en flok lam, der var på vej til slagtebænken. Ingen troede på de danske landsholds muligheder.

”Vi kommer hjem som olympiadedeltagere” galpede Brønshøjs Per Røntved op, da han gav interview til pressen. På trods af en begyndende halsbetændelse, som den skudstærke sweeper havde slået ned med penicillin, boblede Røntved over med optimisme. Han havde koldblodigt afvist flere agenter og opkøbere, der ville skippe den 23årige forsvarsdirigent af sted til udlandet. Den karismatiske BB-spiller var helt sikker på, at Danmark ville løse opgaven i Rumænien, fordi det danske forsvar var 100 pct. forberedt til opgaven. Røntved havde også grund til masser af selvtillid. Han var konstant rangeret i toppen af ranglisterne over de bedste spillere i 1. division og havde flere gange fået den højeste udmærkelse i bedømmelserne.

Rumænien stillede langt fra op i stærkeste opstilling mod Danmark. I ugerne før OL-kampen mod Danmark havde Draculas efterkommere været i et dramatisk opgør mod Ungarn i kvartfinalen i Nations Cup-turneringen, der var det uofficielle euromesterskab. I det første arvefjendeopgør på Nep Stadion i Budapest fik Rumænien fuldt fortjent uafgjort 1-1. Steaua Bukarest-forsvareren Lajos Sătmăreanu udlignede på et smukt frispark.

Returkampen stod søndag den 14. maj 1972 på Stadion 23. August i Bukarest. Foran et stort hjemmepublikum på 75.000 lå det i luften, at nationaltræner Angelo Niculescu`s selvbevidste tropper ville skaffe hjemmeholdet sikkert videre til slutkampene i Belgien. 1. halvleg udviklede sig dog til en ren katastrofe for Rumænien, der var heldige med kun at være bagud 1-2 ved halvleg. Den enlige træffer stod angriberen Nicolae Dobrin for.

På et hængende hår lykkedes det for Alexandru Neagu fra hovedstadsklubben CS Rapid at udligne til 2-2 ni minutter før slutfløjt. Turneringsreglerne var sådan indrettet, at to uafgjorte kampe betød en tredje kamp på et neutralt stadion. Udebanemål talte ikke dobbelt ved pointlighed. De to kombattanter måtte derfor afgøre tvisten i Beograd onsdag den 17. maj dvs. 4 dage før kampen mod Danmark.

De mere end 30.000 tilskuere i Jugoslaviens hovedstad, heraf mange tilrejsende fra Rumænien overværede en meget lige kamp, der først blev afgjort i kampens sidste minut. For de mange rumænske fans var det desværre Ungarn, der scorede til slutresultatet 2-1 efter et målmandsdrop af Necula Raducanu, der også havde vogtet målet i København. Det enlige rumænske mål af Alexandru Neagu hjalp ikke i den sidste ende.

Fra det slagne Nations Cup-hold var der kun to gengangere på OL-holdet mod Danmark. Den dobbelte målscorer fra Ungarns-kampene Alexandru Neagu, der havde været med ved VM 1970, var bestemt værd at holde øje med for det danske forsvar. På midtbanen havde den arbejdssomme Ion Dumitru endnu ikke opbrugt alle sine kræfter, hvilket gav en plads i startopstillingen mod Danmark. Han havde også masser af erfaring fra VM-turneringen i Mexico.

I forhold til kampen i oktober 1971 i København var det ved et tilfælde de samme to gengangere Alexandru Neagu og Ion Dumitru. Derudover var den nye midt angriber Gheorghe Tataru blevet skiftet ind i 2. halvleg i den første OL-kvalifikationskamp.

Træneren for det rumænske OL-landshold var Gheorghe Ola, der på kort tid havde opbygget et stærkt ungt hold. De rumænske ”amatører” havde ved flere lejligheder været i ilden som optakt til kampen mod Danmark. I april blev det 2-2 i træningskamp mod Peru. Landstræner Rudi Strittich overværede i begyndelsen af maj, at hans kommende modstander vandt en solid sejr på 2-1 over Bulgarien. Den udsendte spion fra DBU havde observeret et ambitiøst og konditionsstærkt OL-mandskab, der angreb med alle mand i et 4-2-4 system.

Miraklet indtraf en dejlig pinsesøndag for Danmark i verdens dejligste fodboldby Bukarest. De undertippede danske OL-landshold vandt sensationelt 3-2 over et taktisk svagt rumænsk B-landshold. Kampen var en enestående triumf for den udskældte landstræner Rudi Strittich, der satte sine kritikere eftertrykkeligt på plads.

Kun 8.000 tilskuere mødte frem på det kæmpemæssige cementstadion, hvor der den foregående weekend havde været 75.000 til Nations Cup-kvartfinalen mod Ungarn. En lille dansk koloni på et par hundrede tilskuere sørgede for god stemning på lægterne. Efterhånden som kampen skred frem kunne de fåtallige danskere uden problemer overdøve de skuffede lokale, der havde ladet lokke sig hjemmefra til noget, der udviklede sig til en skrækkelig nedtur for værterne.

Hjemmeholdet greb fra starten initiativet og pressede danskerne helt i bund. De få danske tilskuere og journalisterne på pressetribunen fik straks sommerfugle i maven, da danskerne trak sig tilbage for at forsvare den spinkle 2-1 føring fra København. Det danske forsvar blottede sig flere gange i de første minutter. Rumænien havde reelt flere gode muligheder for at bringe sig foran. Det var en del af fodboldmiraklet, at Danmark holdt det vitale nul i det første hektiske kvarter, hvor en scoring kunne have slået de danske OL-drømme omkuld.

Rumænien blev indledningsvist snydt for et straffespark. Den driblestærke fløj Dumitru Marcu fra FC Universitatea Craiova skød til bolden. Ukuelige Per Røntved kastede sig ind i det hårde skud og slog bolden uden om stolpen med armen. Den flagrende og noget usikre græske dommer Georges Katsoras reagerede ikke på hændelsen, og paradoksalt reagerede de rumænske spillere heller ikke særligt voldsomt, selv om TV-billederne tydeligt viste, at der var hånd på bolden.

Lidt senere rykkede den dygtige individualist Ion Dumitru frem på banen med en sådan hastighed, at danskerne nærmest stod stille. Den 22årige Rapid-spiller serverede en god bold til unge Dumitru Marcu, der to meter fra mål og i fri position skød ved siden af. Nerverne spillede Steaua-spilleren et puds i hans kun anden landskamp i den gule og blå spillerdragt 

De rumænske favoritter fik ikke det udbytte af den hæsblændende start på kampen, som de egentligt havde fortjent. Danskerne fik reddet stormen af og overlevede efter den lagte slagplan de første afgørende 20 minutter. Bortset fra de ensomme strejfere Henning Jensen og Peter Johansson havde ingen af danskerne været over midterlinjen.

Det danske scoringsmål kom derfor ud af den blå luft og som et kæmpechok for værterne.

30.min – Per Røntved (0-1) scorer sin karrieres vigtigste landskampsmål på hovedstød. Røntved modtager midt på banen et dansk indkast og afleverer langt til spilregissøren Kristen Nygaard, der har trukket sig ud i højre side af banen. Allerede medens bolden er i luften, opfatter den snarrådige Brønshøj-spiller, at ingen rumæner drømmer om, at han som den bagerste danske forsvarsspiller inden for få øjeblikke vil befinde sig fremme i angrebet som forreste mand. Den vakse Nygaard har derimod hurtigt opfattet, at holdkammeraten er i færd med at udmanøvrere det uopmærksomme rumænske forsvar ved at løbe frem i straffesparksfeltet. Århusianeren sender en lang høj aflevering ind i det rumænske straffesparksfelt, hvor Røntved kan løbe direkte til den skruende bold. En enkelt rumænsk forsvarer forsøger at komme i vejen, men Røntved har både tid og hastighed til at indstille sit hovedstød. Bolden går fra pandebrasken af Røntved direkte ned i hjørnet til venstre for målmanden Aristica Ghita, der i et gigantisk spring forsøger at afværge, men slet ikke kan nå ned til det hårde hovedstød. Det er et veludført angreb med tre afleveringer og en taktisk udnyttelse af Per Røntveds gode kompetencer som angriber.

Danmark kunne gå til pausen med en heldig føring. Moralen var helt i top i den danske lejr, medens rumænerne hang med hovedet.

Fra starten af 2. halvleg var det tydeligt, at rumænerne undlod at dække de danske spillere op på midten af banen. Det gav de mere og mere selvbevidste danskere tid og plads til koldblodigt at opbygge kontraspillet. Strittichs tropper trak også tempoet ud af kampen i den voldsomme pinsevarme. Det var imponerende at se, hvordan danskerne optrådte med raffinerede detaljer og intelligent boldomgang, medens de fortvivlede rumænere halsede efter.

De to danske mål i 2. halvleg blev skabt med enkle midler. En aflevering i dybden bragte de adrætte danske spydspidser i en favorabel mand mod mand-situation, som de skånselløst udnyttede til at spille det rumænske forsvar helt tyndt. Det så simpelt ud på banen, men var i virkeligheden utroligt veludført.

62.min – Peter Johannson (0-2) scorer efter en enkel opskrift, der totalt splitter Rumæniens forsvar. Det strålende angreb begynder med, at det solide danske forsvar endnu engang bryder et rumænsk forsøg på at bryde igennem i midten. Den moustacheprydede venstre back Jørgen Rasmussen fanger bolden og skyder den fladt frem til midten af den danske banehalvdel, hvor nr. 8 Kristen Nygaard står helt umarkeret. Med venstrepoten fører den elegante boldvirtuos bolden frem til midterlinjen. Ingen rumæner forsøger at presse Fuglebakken-spilleren, der har masser af tid og plads til at overveje sin næste pasning. Kristen Nygaard sender en genial pasning frem til Henning Jensen, der er løbet fra den lokale back Ion Pop fra hovedstadsklubben Rapid. Bolden er afleveret til det frie rum bag den uopmærksomme højre back, hvor Nygaard har set, at der er en åbning, hvis holdkammeraten rykker sig fri. Afleveringen åbner fuldstændig det vakkelvorne hjemmeforsvar og 2 danskere er alene med forstopper Remus Vlad. Den ensomme rumæner angriber modigt Henning Jensen, der i samme sekund afleverer til den helt frie Peter Johansson, der kommer alene med målmanden Ghita. Da Slagelse-angriberen modtager bolden, laver han to korte træk med front mod det rumænske mål. Målmanden kommer langsomt ud. Selv om den hurtige venstre back Constantin Olteanu er nået tilbage, viser Johansson ingen nerver. Med venstre fod sparker den unge angriber koldblodigt bolden fladt i mål til højre for målmanden. Bolden har været i berøring med fire spillere fra det danske straffesparksfelt til bolden er i mål. Det er sket over tre afleveringer.

Kort tid efter blev Henning Jensen skubbet i ryggen i straffesparksfeltet af Ion Pop, der ikke ville lade sin modspiller smutte af sted en gang til. Den græske dommer Georges Katsoras vinkede afværgende med hånden. Opspillet var igen brillant. Målmanden Mogens Therkildsen kastede bolden ud på midten af banen, hvor Per Røntved igen stod helt fri, fordi rumænerne ikke havde aflæst, at sweeperen bevægede sig frem på banen med Jack Hansen som afsikring bagude. Røntved afleverede til højre til en fremstormende Hans Ewald Hansen, der efter et par træk lagde bolden præcist for fødderne af Henning Jensen, der var rykket fri af det usikre forsvar. Der skulle et ureglementeret skub i ryggen til at forhindre det tredje danske mål.

De flot gennemførte angreb var dog skriften på væggen for de udpinte rumæner. Medens de fåtallige danskere på cementtribunen tydeligt overdøvede de lokale tilskuere med ”vi sejler op ad åen”, broderede danskerne sig igennem til endnu en flot scoring.

65.min – Henning Jensen (0-3) scorer efter samme recept som 2-0 målet. Den ivrige Peter Johansson får i rumænernes højre side stukket en lang aflevering og kommer fri. Det rumænske forsvar har rykket sig langt frem på banen, så der er kun to defensive folk tilbage til at dække de hyperfarlige danske spydspidser. Den selvsikre Slagelse-spiller trækker med bolden i venstre side, medens angrebskollegaen Henning Jensen gør sig klar til at modtage en aflevering midt for mål. Da den utålmodige rumænske back Ion Pop forsøger at tackle den sprudlende Johansson, skubber danskeren smart bolden forbi, medens han hopper over det strakte ben. Peter Johansson er nu brudt helt igennem i venstre side og har frit løb mod mål. Han dribler rapt ind i straffesparksfeltet. Den sidste rumænske forsvarer forsøger desperat at komme på tværs og slipper derved opdækningen af den afventende Henning Jensen. Da den desperate Remus Vlad endelig når frem til Johansson, afleverer Johansson med ydersiden bolden til den helt frie Henning Jensen, der to meter fra mållinjen blot skal sætte en inderside til bolden. Bolden går fladt i mål forbi en chanceløs Aristica Ghita. Det er et såre simpelt opspil, hvor danskerne træk for træk spiller det rumænske forsvar tyndt, så der kun er målmanden fra FC Bacau tilbage.  

Lidt senere scorede Peter Johansson til 4-0, da han flugtede bolden i mål. Den noget flagrende og usikre græske dommer annullerede dog målet, fordi Johansson forinden skulle have begået frispark mod en rumænsk forsvarer. Udefra var det vanskeligt at få øje på forseelsen.

Efter den tredje danske scoring var der reelt ikke længere spænding om udfaldet. Det rumænske OL-hold var splittet for alle vinde og moralen var gået helt tabt. De to trøstmål var en resultat af for meget afslapning og manglende koncentration i de danske rækker på et tidspunkt, hvor OL-rejsen til München var i sikker havn.

En gammel skade hos den danske anfører Hans Ewald Hansen brød op igen midt i 2. halvleg. Den lyslokkede falstring havde sammen med hele det danske hold fightet fantastisk. Anføreren var dog ikke tilfreds med dommeren, der 23 gange havde dømt mod danskerne, medens han kun havde tildelt Danmark 8 frispark. En absurd advarsel til Kristen Nygaard for at simulere en skade bekræftede, at den græske dommer var en ukendt faktor i OL-kampen, der dog ikke fik afgørende indflydelse. Næstveds Keld Bak fik de sidste 25. minutter af kampen på en uvant plads på midtbanen.

79.min – Csaba Györfi (1-3) får hjemmeholdet på måltavlen. FC Brasov-angriberen hamrer kuglen i mål ved bagerste stolpe. Opdækningen svigter i danskernes venstre side, hvor bolden havner efter en række kontraer. Ingen af danskerne får rigtig ekspederet bolden ud af farezonen.

Reduceringsmålet skabte ikke mere gnist hos de modløse rumænere. Ingen af hjemmeholdets spillere troede for alvor på, at Rumænien kunne score de nødvendige tre mål på 10 minutter. Intensiteten voksede derfor ikke i kampens sidste minutter.

90.min – Ion Dumitru (2-3) reducerer yderligere i overtiden, da danskerne er ophørt med at kæmpe og har taget forskud på glædesscenerne. Den dygtige spiller fra Rapid Bukarest skyder langt ude fra. Bolden går fladt forbi en uopmærksom Mogens Therkildsen, hvis tanker allerede er i München.

Flere af de danske spillere var efter kampen i tvivl om, hvorvidt målet til 2-3 overhovedet blev godkendt. Den ordinære spilletid var overskredet med 40 sekunder. Men på den store måltavle stod 2-3 – et historisk resultat for dansk fodbold.

Kampen var en utrolig triumf for den udskældte landstræner Rudi Strittich, hvis defensive taktik – indøvet gennem forårets venskabskampe – stod distancen, da det kom til stykket. Ingen havde på forhånd forestillet sig, at de to spydspidser Henning Jensen og Peter Johansson ville udfolde sig så suverænt, som de gjorde, og netop forstod at skabe målchancer på egen hånd.  

Det tog sin tid, inden den stolte landstræner kom ud fra spillerens omklædningsrum. Såre nøgternt konstaterede den udskældte landstræner, at han havde løst sin opgave. Landsholdet var kvalificeret til OL. Han kunne ikke midt i gratulationerne glemme den hårde kritik, som han havde været udsat for gennem hele foråret. ”Hvem havde ret?” Det var den sætning, som lå landstræneren mest for at udbryde til sine kritikere, men østrigerens naturlige tilbageholdenhed holdt ham fra at hovere over for journalisterne.

Formanden for UK Ib Skotnborg strålede som en sol. ”Fodbold er et lunefuldt spil. Selv det mest undertippede hold bliver lynende farligt, når det kommer foran mod en storfavorit”. Næstved-manden vurderede, at det tidlige mål havde givet Danmark det psykiske overtag. ”Holdet spillede som rutinerede verdensmestre”, sluttede den glade UK-chef.

Samtidig bekræftede kampen, at det danske forsvar med Per Røntved og Svend Andresen havde høj international klasse. Begge spillere var bevægelige, forudseende og fysisk stærke. Indlemmelsen af den høje fynbo Jack Hansen som afsikring viste sig som en kæmpegevinst. Ikke alene tætnede det de danske bastioner, men skabte også mulighed for, at den boldsikre Per Røntved kunne være med til at opbygge spillet på midten af banen. Jack Hansens overbevisende styrkelse af forsvaret var den direkte grund til, at Per Røntved kunne vove sig frem i angrebet og lave den vitale 1-0 føring.

Et par af de succesfulde spillere begyndte så småt at fortryde, at de var på vej over i de professionelles rækker. Supertalentet Henning Jensen drømte om, at han kunne overtale sin kommende Bundeligatræner Hennes Weisweiler til at lade ham fortsætte i den røde trøje til efter OL. De kommende måneder ville blive en lang træningslejr, så Henning Jensen ville næsten garantere, at han kunne møde op i Mönchengladbach i absolut topform.

Farvehandleren fra Vordingborg Morten Olsen fortrød, at han havde sagt ja til at rejse til Bruxelles for at underskrive en professionel kontrakt. Den dødtrætte midtbanespiller, der havde spillet 2. halvleg med strømperne ned af haserne, ville forsøge at udskyde underskrivelsen af aftalen med KS Cercle Brügge. Problemet for begge danske spillere var dog, at kontrakterne skulle være underskrevet før den 1. juli for at spillerne kunne blive spilleberettiget i sæsonen 1972/1973.

Ekstrabladet undlod at lave en rangliste over spillerens præstation. I stedet blev hele holdet placeret på en fortjent førsteplads. I alle aviser blev den formidable Per Røntved fremhævet gang på gang. Ikke blot scorede han det afgørende føringsmål efter en genitræk, hvor han totalt paralyserede modstanderen ved at spille forreste angriber. Han dominerede også midtbanen, når han overlod sikringen til store Jack Hansen og dirigerede det danske opspil. Brønshøj-spilleren havde aldrig været i bedre fysisk og psykisk form.

Kampen var en utrolig skuffelse for det rumænske fodboldforbund. Inden for en uge var landsholdet slået ud af både Nations Cup og OL-turneringen. De rumænske ledere måtte beskæmmet konstatere, at rumænsk fodbold ikke havde styrken til at brødføde to landshold af virkelig klasse på samme tid. Der var en markant forskel i niveau på det spilstyrende landshold, der tabte i oktober 1971 i København og det vakkelvorne landshold, der helt gik ned i Bukarest.

Danmarks Radio havde gennem flere måneder planlagt en direkte TV-transmission af den afgørende OL-kamp fra Bukarest. Alle forventede et stort antal TV-seere søndag eftermiddag i pinsen – lige efter den dejlige pinsefrokost.

9 renommerede og kendte danske firmaer bl.a. Faxe Bryggerierne, Toms Chokolade, Schulstad Brød og Tæppeland indgik en attraktiv aftale med et dansk reklamebureau om at opsætte store reklameskilte på Stadionul 23. August. Det var dansksprogede reklamer, der rettede sig direkte mod de danske TV-seere og som skulle placeres på langs af banen, så de ville være synlige under kampen.

DR-stationen i Gyngemosen reagerede omgående, da den gennem kollegaerne fra det statslige rumænske TV-selskab Televiziunea Română (TVR) fik oplysning herom. Den planlagte transmission blev aflyst af DR-generalsekretær Hans Sølvhøj, fordi det var i strid med Eurovisions regler at opstille særlige reklameskilte til lejligheden modsat stationære reklameskilte.

Aflysningen, der naturligvis skabte massiv omtale i medierne, skabte et furore i befolkningen. Aviserne modtog i stakkevis af klager og læserbreve, fordi danskerne over en bred front ikke ville gå glip af kampen på grund af strenge reklameregler i DR-monopolet og danske firmaers ønske om at skaffe sig billig reklame.

De 9 danske firmaer stimlede hurtigt sammen og besluttede efter et hektisk forløb helt at droppe de planlagte reklameskilte. Kontrakten med reklamefirmaet Industri-Reklame i København indeholdt en bestemmelse om, at aftalen kunne opsiges, såfremt reklamerne ville være til hinder for TV-transmissionen.

Tilliden var dog brudt mellem de involverede parter. DR forlangte sikkerhed for, at reklameskiltene af uransaglige veje ikke alligevel var opsat på det store stadion, når TV blændede op. De ni danske firmaer, der for alvor følte, at jorden brændte under dem, gav tilsagn om at sende en kontroldelegation til Bukarest for at sikre, at stadion var frit for danske reklamer.

Den hårde linje fra DR skabte frustration hos de rumænske arrangører, der havde mistet en god indtægt i hård vestlig valuta ved at sælge reklameplads til danske producenter. Rumænerne var ikke umiddelbart til sinds at indordne sig efter DR’s krav. Da DR blændede op for kampen, kunne TV-seerne iagttage en række store reklameskilte, der anpriste rumænske tomater - på dansk. Rumænien havde en stor eksport af grønsager, og arrangørerne benyttede TV-tranmissionen til at gøre et fremstød for værternes egne produkter.

DR blændede op for kampen kl. 15.55. Det var en direkte transmission i kornede, uskarpe sort-hvide billeder og skrattende lyd. For de fleste hjemme i Danmark var det betryggende, at Gunner Nu Hansen sad ved mikrofonen. Radioens P2 var også klar til kamp kl. 15.55.

Senere på denne skønne pinsesøndag kunne danskerne genopleve kampens højdepunkter i Sporten kl. 19.50. Der var afsat 15 minutter til programmet, der formodentlig var domineret af dansk fodbolds store triumf.

På de sociale medier og på DR’s hjemmeside har det gennem mange år været et udtalt ønske blandt fodboldnostalgikere at genopleve den historiske kamp. De danske mål til henholdsvis 2-0 og 3-0 har været offentliggjort på DR’s skolehjemmeside www.dr.dk/skole. Begge de skønne mål af Peter Johansson og Henning Jensen kan i dag også genfindes på YouTube med Gunner Hansen afdæmpede begejstring.

Torsdag den 1. juni 1972 kl. 19.00: Danmark (OL)-Danmark (VM) 2-1 (1-1)

Uofficiel træningskamp i Københavns Idrætspark

DBU annoncerede allerede dagen efter den store fodboldtriumf i Bukarest, at det danske fodboldpublikum ville få præsenteret en sand ønskekamp mellem det toptrimmede OL-landshold og det stjernebesatte professionelle VM-landshold. Da Danmark ikke skulle spille omkamp mod Rumænien den første dag i juni, var datoen ledig til en attraktiv træningskamp, der ville kunne tiltrække mange tilskuere.

Samtidig luftede formanden for DBU Wilhelm Skousen et ønske om at forpligte OL-spillerne til at undlade at skrive kontakter med udenlandske klubber inden OL-turneringen i august. Formanden forestillede sig ikke et egentligt juridisk bindende løfte fra spillerne, men en mundtlig aftale om, at de spillere, der blev forhåndsudtaget til OL, skulle holde sig i skindet, selv om klubber i Europa lokkede med sekscifrede overgangsbeløb. Det kontroversielle forslag om et OL-løfte fik en kold skulder af næsten alle spillere, som vanskeligt ville kunne sige nej tak til et godt tilbud fra udlandet og derved komme til at løbe risikoen for, at der ikke på et senere tidspunkt kom et nyt tilbud.

Træningskampen i sommervarmen ville give det københavnske publikum en enestående chance for at hylde OL-heltene fra Bukarest. Samtidig skulle UK i gang med den utaknemmelige opgave med at finde kvalificerede afløsere for Henning Jensen og Morten Olsen. Disse to profiler ville være tabt for OL-landsholdet, hvis de opfyldte deres forhåndsaftaler med de udenlandske købere.

Som sædvanlig havde de fire mand i Udtagelseskomiteen (UK) en vanskelig opgave med at nominere OL-landsholdet. Udtagelsen af spillerne var efterhånden blevet en kæmpe udfordring for de brave UK-medlemmer. Ofte skrev spillere, der stod til rådighed den ene dag, kontrakt med en udenlandsk klub den næste dag.

Journalisterne fra de store dagblade fik fornøjelsen at udtage det professionelle VM-landshold, evt. forstærket med nogle af de hjemlige spillere, som UK ikke ville bruge på OL-landsholdet. Den tidligere landstræner Arne Sørensen, der bl.a. havde triumferet i Rom i 1960, fik det fornemme hverv som holdleder for VM-holdet. Træningskampen var for profferne en vigtig forberedelse til de efterfølgende venskabskampe mod Finland i København og Sverige i Malmø.

Pressens udtagelseskomite var den første til at præsenere truppen til kampen om Danmarks fodboldtrone. Rygterne sagde, at formanden for UK Ib Skotnborg havde haft en finger med i spillet og i flere tilfælde havde opfordret journalisterne til at teste udvalgte spillere, der kunne blive aktuelle i efterårets VM-kvalifikationskampe mod Skotland.

Mange af ligaerne lå sommerstille i Europa, så truppen var et sandt festfyrværkeri af udenlandske stjerner:

Bruttotrup VM-holdet

 

Jørgen Henriksen

FC Utrecht

Erik Lykke Sørensen

Greenock Morton FC

 

 

Johnny Hansen

FC Bayern München

Henning Munk Jensen

PSV Eindhoven

Preben Arentoft

Blackburn Rovers FC

Torben Nielsen

FSV Mainz 05

Jan Larsen

AB

 

 

Kresten Bjerre

Royal Racing White

Ole Bjørnmose

HSV - Hamburger Sport-Verein

Finn Laudrup

Brønshøj Boldklub

Jørn Bjerregaard

SK Rapid Wien

Keld Pedersen

Køge Boldklub

Jørgen Kristensen

Sparta Rotterdam

John Steen Olsen

FC Utrecht

Bent Schmidt Hansen

PSV Eindhoven

Benny Nielsen

Cercle Brügge KSV

Den feterede Ulrik le Fevre havde på forhånd meldt afbud. Den tidligere VB-spiller var midt i et klubskifte til belgiske FC Brügge og havde allerede fået fri af sin vesttyske klub til at forberede den kommende sæson i sin nye klub.

Også den dygtige angriber Peter Dahl havde måttet sige nej til landsholdet. Hans klub Rot-Weiss Essen stod midt i de afgørende oprykningskampe til den vesttyske Bundesliga og ville ikke undvære sin angriber.  

I dette overflødighedshorn af spillere i udlandet fik pressens UK ikke plads til den tidligere AaB-spiller Ove Flindt Bjerg. Han lå nr. 2 på topscorerlisten i den østrigske Bundesliga med 12 mål. Den succesfulde ålborgensers klub SSW Innsbruck var med i de afsluttende kampe om mesterskabet.

Som dagene gik, væltede det ind med afbud fra de professionelles rækker. Først måtte Johnny Hansen trække sig med en skade. Derefter måtte den anden forsvarer Henning Munk Jensen melde forfald, da han var optaget af en klubkamp for PSV Eindhoven. Turneringskampen i Holland førte også til afbud fra den hurtige Bent Schmidt Hansen, som mange eksperter havde set frem til at opleve på landsholdet igen. Endelig kom der også afbud fra wingen John Steen Olsen, der havde fået spilleforbud af sin klub FC Utrecht på grund af en ankelskade.

UK valgte ganske naturligt at udtage de samme 16 OL-spillere, der havde gjort det så godt i Bukarest. Både Henning Jensen og Morten Olsen kom med i startopstillingen, selv om de begge havde underskrevet kontrakter i udlandet.

UK fandt ikke plads til årets spiller 1971 Birger Pederen. Den alsidige Hvidovre-spiller var fortsat nede i en spillemæssig bølgedal og gik rundt med planer om at indgå aftale med KV Mechelen, når han havde bestået sin eksamen. Den begavede midtbanespiller læste cand. scient. i biologi og idræt.

OL-landsholdet gik heller ikke fri af ærgerlige afbud i dagene op til festforestillingen i Idrætsparken. Den stærke Hans Ewald Hansen fra B1901 havde været tvivlsom siden OL-kampen mod Rumænien og endte med at måtte trække sig. Han blev på midtbanen afløst af den uopslidelige århusianer Kjeld Seneca, der var på hastig fremmarch og bankede på til døren til OL-landsholdet.

I Nordjylland fik den populære Henning Jensen en irriterende skade i en turneringskamp. Skaden forhindrede ham i at rejse til hovedstaden for tage del i den velfortjente hyldest i Idrætsparken. Keld Bak var som træfsikker forward hos topholdet Næstved den naturlige afløser i det danske tomandsangreb.

DBU havde forberedt en flot gallaforestilling i nationalparken. Forventningerne var tårnhøje. Pumpet med selvbevidsthed var de undervurderede OL-amatørerne stærkt opsatte på at knægte de feterede proffer, der nok var dygtige individualister, men ikke et sammenspillet hold. Kamptidspunktet kunne ikke være bedre, fordi amatørerne lige var vendt hjem med en sejr, medens profferne først skulle i gang med at forberede sig til efterårets vigtige VM-kvalifikationskampe. Flere af profferne havde ikke spillet fodbold i flere uger.

De to danske landshold så efter de mange afbud således ud:

Danmark (OL)

Mogens Therkildsen, OB

 

Flemming Ahlberg, Frem

Per Røntved, Brønshøj

Jørgen Rasmussen, Randers

 

Svend Andresen, B1903

 

Kjeld Seneca, AGF

Jack Hansen, B1913

Kristen Nygaard, Fuglebakken

Morten Olsen, B1901

Peter Johansson, Slagelse

Keld Bak, Næstved IF

Reserver for OL-landsholdet var følgende spillere:

  • Valdemar Hansen, Frem

  • Flemming Pedersen, KB

  • Helge Vonsyld, Randers Freja

  • Ole Mørch, Frem

  • Flemming Lund, B1903

 

Danmark (VM)

Jørgen Henriksen, FC Utrecht

 

Jan Larsen, AB

Preben Arentoft, Blackburn

Torben Nielsen, FSV Mainz 05

 

A. Michaelsen, Braunschweig

 

Finn Laudrup, Brønshøj

Kresten Bjerre, Racing White

Ole Bjørnmose, HSV

Jørn Bjerregaard, Rapid Wien

Keld Pedersen, Køge

Jørgen Kristensen, Sparta

Det professionelle landshold var sin vægt værd i guld. De elleve spillere i startopstillingen blev på den europæiske fodboldbørs vurderet til 6 millioner kr. Gulddrengen var troldmanden Jørgen Kristensen, der netop havde skrevet en ny kontakt på 1,1 millioner kr. To andre dyre herrer var Kresten Bjerre og Ole Bjørnmose, der næppe ville indbringe mindre end 800.000,- kr.

På VM-holdets udskiftningsbænk sad der følgende gode spillere:

  • Erik Lykke Sørensen, Greenock Morton FC

  • Christian Andersen, Royale Union Saint-Gilloise

  • Benny Nielsen, Cercle Brügge KSV

  • Steen Rømer Larsen, Royale Union Saint-Gilloise

Den sidst tilkomne på VM-holdet var den 24årige Allan Michaelsen, der efter to lange og frustrerende år i franske FC Nantes havde skiftet klub i sommerpausen og skulle til at starte i Eintracht Braunschweig i den vesttyske Bundesliga. Den teknisk velfunderede midtbanespiller fik tildelt den noget uvante plads som centerhalf, men glædede sig over, at han på grund af afbuddet fra svogeren Henning Munk Jensen fik en chance for at vise sig frem for UK. I 1969 var det blevet til 7 landskampe for den tidligere B1903-spiller. Den formidable sæson med danmarksmesterskab og succes på landsholdet blev kronet med kåringen som Årets fodboldspiller 1969.

Udtagelsen af den tidligere AGF-spiller Jørn Bjerregaard var en stor overraskelse. Den hovedstødsstærke århusianer var i midten af 60´erne en af de store angrebstalenter i dansk fodbold og scorede mål på samlebånd. Bjerregaard røg hurtigt til den renommerede østrigske klub SK Rapid Wien, hvor han fik stor succes. Han vandt både mesterskaber og pokaltriumfer samt titlen som ligaens topscorer i 1968. Den 30årige århusianer havde nu mulighed for at spille sig på landsholdet og derved opnå sin første landskamp.

Det forvænte publikum i Idrætsparken så frem til et gensyn med den sprudlende og festlige Jørgen Kristensen. Den tidligere Køge-angriber havde været et smut i Rotterdam for at underskrive en millionkontrakt med topklubben Feyenoord, der bl.a. havde vundet Europa Cuppen for Mesterhold i 1970. Den fireårige kontakt med den populære klub gjorde den ombejlede sjællænder til millionær.

Der kom ikke mindre end 33.600 tilskuere til en uofficiel træningskamp mellem to sommerhold!

DBU’s kasserer måtte gnide sig i øjnene, medens han iagttog den store tilstrømning af glade fans, der var på vej ind på den gamle arena på Østerbro. Kun de legendariske svenskelandskampe kunne tiltrække et tilsvarende antal tilskuere til landskampsfodbold. I Danmark herskede der en foruroligende tilskuerkrise. Besøgstallene til de store stadions i København og Odense raslede ned. Men på denne juni aften på Østerbro var det ikke til at mærke, at der var tilskuerkrise.

Nogle af de højstemte københavnere var også blevet varmet godt op aftenen forinden, hvor DR viste finalen i Europa Cuppen for Mesterhold. Et suverænt Ajax Amsterdam med fænomenet Johan Cruyff i spidsen vandt fortjent pokalen med de store ører.

Matchen mod de feterede udenlandsproffer blev en ny triumf for de glade amatør-gutter. OL-heltene prægede begivenhederne på banen med deres kloge spil, der helt satte de hjemkaldte stjerner skakmat. Kampen viste, at en slagkraftig enhed er bedre end 11 gode individualister.

I begyndelsen af kampen overgav det festlige publikum sig helt til VM-holdet, der diskede op med mange raffinerede ting. Til tider var det boldleg. Det danske VM-hold – klædt som udehold i hvide bluser - optrådte med en kælen boldbehandling og elegante pasninger. Indstillingen var dog præget af, at udenlandsprofferne opfattede kampen mere som en showkamp end en udtagelseskamp. Spillerne tacklede ikke igennem og markeringerne var løse. Boldartisteriet og den smarte omgang med læderkuglen førte ikke til noget over for OL-landsholdets stærke forsvar, der uden problemer afviste alle tilløb til mål.

VM-holdet skulle bruge et effektivt udnyttet frispark til at bringe sig spidsen.

27.min – Keld Pedersen (0-1) scorer på hovedstød midt for mål. Målet er resultat af en typisk Finn Laudrup detalje på kanten af straffesparksfeltet. Uden tilløb til bolden skruer han en frisparksbold ind foran mål. Den aldrig svigtende eksprofessionelle Keld Pedersen når foran Flemming Ahlberg og vinkler bolden i mål. En fortvivlet Svend Andresen kan ikke nå at bakke sin hårdt pressede holdkammerat op.

Den uberegnelige Peter Johannson, der var en konstant trussel mod det vakkelvorne VM-forsvar, satte kort tid efter nyt liv i den afvekslende kamp.

xx.min – Peter Johansson (1-1) trækker sig fri af forsvaret som en anden Gerd Müller og scorer sikkert. Besnærende glider han forbi først centerhalfen Allan Michaelsen og dernæst sweeperen Preben Arentoft, der ikke kan holde den sprudlende Slagelse-angriber. Peter Johansson udplacerer Jørgen Henriksen med et fladt skud til højre for Utrecht-målmanden.

Den talentfulde århusianer Kjeld Seneca var også tæt på at score i 1. halvleg. Hans flotte hovedstød ramte stolpen, medens en passiv Preben Arentoft så på.

Inden pausen måtte Per Røntved gå fra banen med et trælår. Han blev afløst af Helge Vonsyld, der havde spillet solidt for Randers Freja gennem hele forårssæsonen.

Spillerne gik til teen under jubelen fra det tilfredse publikum, der havde været med at skabe en festforestilling. Straks i starten af 2. halvleg afgjorde OL-heltene kampen til deres fordel.

47.min – Keld Bak (2-1) har et næsten tomt mål foran sig og sætter indersiden til bolden. Angrebet begynder med en smuk aflevering fra Kristen Nygaard, der har opfanget en alvorlig fejlaflevering fra Preben Arentoft. Bolden fortsætter til den ustyrlige Morten Olsen, der kommer helt fri med målmanden Jørgen Henriksen. I stedet for at skyde på mål, afleverer den nyprofessionelle på tværs til en helt fri Keld Bak, der har nemt ved at score.

I resten af 2. halvleg var det de undertippede amatører, der dominerede kampen og var tættere på at øge føringen end VM-holdet var på at udligne. Til tider blev profferne spillet helt ned under græsset af det veloplagte OL-hold, hvor Morten Olen overstrålede alle som banens bedste individualist.

Til slut fløjtede den sikre dommer Kaj Rasmussen fra Fredericia kampen af. Den respekterede østjyde havde dømt kampen efter international målestok. Det var også en nødvendig træning for ham, da han skulle repræsentere Danmark som dommer i den olympiske fodboldturnering.

Kampen afslørede, at det professionelle mandskab savnede en sikker styrmand i forsvaret. VM-holdets forsvar dumpede i denne kamp – bortset fra målmanden Jørgen Henriksen, der af Ekstrabladet blev udnævnt som sit holds bedste. Samtidig var det tydeligt, at OL-holdet red på en bølge af selvtillid, hvor ingen modstander på forhånd måtte anses som uoverkommelig.

I 2. halvleg kom Frems Ole Mørch på banen i stedet for Kjeld Seneca, der havde slidt på midtbanen. Midt i halvlegen måtte også målmanden Mogens Therkildsen udgå på grund af et voldsomt spark over benet.

På VM-holdet afløste den målfarlige Benny Nielsen en skuffende Jørn Bjerregaard, der ikke havde været en seriøs trussel over det rutinerede OL-forsvar med en stærk Jack Hansen som ekstra gardering.

Den største bekymring i DBU’s top var, om forbundet kunne holde på de stærke OL-spillere, som tiltrak sig mere og mere opmærksomhed fra de evigt jagende opkøbere. Risikoen for en fortsat spillerflugt var overvejende sandsynlig, da udsalget af talenter altid var åbent i Danmark.

På et spillermøde før kampen meddelte DBU-formanden Wilhelm Skousen overraskende, at DBU ikke efter afslutningen af 1. division den 20. juni ville udstede spillertilladelser til danske spillere, der skrev kontakt med en udenlandsk klub. Spillerne kunne altså ikke tiltræde et udenlandsk engagement før afslutningen af OL-turneringen i september. Presse og spillere udlagde hurtigt denne meddelelse som en slags håndfæstning, der skulle binde OL-kandidaterne til landsholdet. DBU begrundede dette usædvanlige skrift med, at unionen måtte kunne regne med at have en intakt spillertrup til rådighed i god tid inden den første kamp i Vesttyskland. I den forbindelse vægtede hensynet også til Den Danske Olympiske Komite, der havde afsat 100.000 kr. til OL-holdets forberedelse.

Bekymringen blev understreget af en pessimistisk udtalelse fra Ole Bjørnmose, der til daglig huserede i Bundesligaen og havde et bredt kontaktnet: ”Flere af disse amatørspillere når aldrig frem til München. Det bliver solgt forinden. De vesttyske klubber skal nok være med til at splitte OL-holdet”.

Den højt profilerede træningskamp blev ikke vist i Danmarks Radio. Om torsdagen var der ikke sportsudsendelser i sendefladen. Den sene TV-avis kl. 22.00 indeholdt et uddrag af Folketingets afslutningsdebat inden sommerferien, men næppe fodbold fra Københavns Idrætspark. Det må formodentlig lægges til grund, at der ikke er optaget TV-billeder fra denne historiske kamp mellem to stærke danske landshold.

Onsdag den 7. december 1972 K. 19.00: Danmark-Finland 3-0 (0-0)

Nordisk Mesterskab 1972-1977 i Københavns Idrætspark

Kampen mod Finland skulle være en træningskamp for det professionelle landshold inden VM-kvalifikationskampene i efteråret 1972.

De fire medlemmer af UK førte kniven over et skuffende VM-landshold og gjorde udtagelsen af årets første A-landshold til et sandt blodbad. Nederlaget til OL-landsholdet kostede de professionelle spillere dyrt.

Kun 6 af de 15 spillere, der enten havde været med på banen eller på udskiftningsbænken for VM-holdet i Idrætsparken den 1. juni fandt nåde for UK-bossernes kritiske øjne.

De seks heldige spillere var: Målmand Jørgen Henriksen, de tre midtbanespillere Kresten Bjerre, Ole Bjørnmose, Finn Laudrup samt angriberne Keld Pedersen og Jørgen Kristensen.

Renommerede spillere som bl.a. Preben Arentoft, Torben Nielsen, Allan Michaelsen, Benny Nielsen samt Jørn Bjerregaard blev alle vraget af de konsekvente DBU-folk, der ikke havde været tilfreds med de professionelles præstation mod Røntved & Co.

I stedet kom det succesrige OL-hold til at præge landsholdet betydeligt mere end forventet. 5 af sejrherrerne fra Bukarest – Per Røntved, Svend Andresen, Jørgen Rasmussen, Morten Olsen og Henning Jensen – gik direkte ind i startopstillingen, medes de professionelle inkl. eksprofessionelle Finn Laudrup kun løb med 6 pladser.

Den udvikling i sammensætningen af det stærkeste danske landshold var der ikke mange, der havde regnet med. Da DBU i 1971 åbnede op for udlandsproffernes deltagelse på landsholdet, var de fleste eksperter overbevist om, at pengespillerne fuldstændig ville overtage herredømmet. Kun ganske få udvalgte fra de hjemlige divisioner ville kunne komme i betragtning. Udviklingen var et veritabelt comeback for amatørfodboldspillets forkæmpere og gav et mere nuanceret syn på, hvordan det danske VM-landshold skulle opbygges.

Samtidig udtog DBU truppen til ungdomslandskampen mod Finland den 7. juni i Kuopio. Ungdomslandsholdet havde fået status som olympisk skyggelandshold, hvilket tydeligt afspejlede sig i udvælgelsen. I truppen, der skulle rejse nordpå, fandt man bl.a. Jack Hansen, Sten Ziegler, Kjeld Seneca, Flemming Lund, Peter Johansson og Benny Johansen, der alle havde været med i OL-truppen i foråret. Holdleder Ejvind Sørensen var således indstillet på at hjælpe OL-aspiranterne med at opnå mere international erfaring.

Kampen mod Finland var for Danmark det første skridt i retning af kvalifikationen til VM i Vesttyskland. Hvis Operation VM 1974 skulle ende med en kvalifikation, måtte cocktailen af hjemlige spillere og udenlandsproffer fungere helt optimalt. Blandingsforholdet var i aftenens kamp tilnærmelsesvis 50/50.

Dernæst skulle kampen afsløre, om udenlandsprofferne overhovedet var i kampform. Mange af spillernes landsholdsfremtid stod på spil ifølge landstræner Rudi Strittich. Især havde han kik på spirrevippen Jørgen Kristensen, der havde skuffet fælt mod OL-landsholdet og måske mere var optaget af sit nye klubskifte. Strittich var meget omhyggelig med at forklare, at ingen spillere slap igennem nåleøjet, hvis de var ude af landsholdsform. Den målbevidste østriger havde hundset med flere af stjernerne på Hotel Skodsborg Søbad i dagene op til kampen.

Risikoen var, at for mange danske spillere gik på banen med den indstilling, at de kunne tillade sig at spille smart over for en forventet svag modstander. Året før fik Finland overraskende 0-0 mod et dansk OL-landshold, der ellers havde scoret på stribe. Så Danmark var advaret.

Håbet var, at landstræner Strittich havde fået banket så meget motivation i de feriehungrende proffer, at landsholdet ville bruge de 90 minutter ordentligt. Aktørerne skulle have mere fokus på holdet og mindre på den personlige profilering.

En af de mest motiverede var landsholdets nye målmand Jørgen Henriksen. Den 30årige tidligere Hvidovre-spiller havde i en sen alder fået succes i professionel fodbold. Trætheden var væk ved tanken om at optræde med DBU-emblemet på brystet. Vejen til succes for den dygtige målmand havde været hård træning.

Ny i startopstillingen var sjællænderen Keld Bak, der afløste den skadede Henning Jensen. Et sent afbud fra Johnny Hansen, der var midt i opløbet om det tyske fodboldmesterskab, gav comeback til Henning Munk Jensen, der allerede havde spillet 23 landskampe og havde været en af landsholdet sikreste kort i 1970 inden han rejste til hollandsk fodbold.

Finnerne stillede med et ungt hold. Den finske landstræner Olavi Laakonen havde ingen professionelle spillere i sin landsholdstrup. Han erindrede dog de danske journalister om, at Finland ofte havde spillet danskerne et puds, især når danskerne mest undervurderede finnerne.

Landskampens sidste sprudlende minutter fik tilskuerne til at glemme, at Danmark havde haft umådeligt svært ved at score mod det undertippede finske hold, der kæmpede med ryggen mod muren i alle 90 minutter. Samlet set var kampen kun en betinget succes for Rudi Strittichs tropper, selv om der stod 3-0 på den gamle måltavle i Idrætsparken.

1. halvleg var en tam affære, hvor de 22.300 tilskuere rev sig i håret af fortvivlelse over danskernes manglende evner til at skabe målchancer. Danskerne spillede på samme hold, men ikke med hinanden. Et hovedstød på mål og et fortvivlet langskud var alt, hvad publikum fik at glæde sig over. Spillet i 1. halvleg vat alt andet end tilfredsstillende.

Fokus var rettet kraftigt mod den lille troldmand fra Hedehusene Jørgen Kristensen, der overdrev sine driblinger og var mere underholdende end konstruktiv. De mange snurrige finter skabte ikke åbninger i front, hvor målene skulle laves.

Paradoksalt var det derfor, at den selvsamme boldkunstner, der forsinkede spillet, også endte med at blive redningsmanden, som med to overrumplende mål fuldstændigt tog fusen på sine kritikere. Efter kampen var alle bravurnumrene glemt. To flotte solomål af publikumsfavoritten Jørgen Kristensen var det eneste, der stod tilbage i erindringen fra den landskamp.

Det forløsende føringsmål kom i 2. halvlegs allerførste minut.

46.min – Jørgen Kristensen (1-0) skaber ekstase på tilskuerpladserne, da han smart midt for mål scorer uden tilløb til bolden. Med tætte driblinger uden for det finske straffesparksfelt skaber den fikse sjællænder sig plads til at skyde på mål mellem flere forsvarsspillere. Bolden går fladt i mål til venstre for målmanden Paavo Heinonen, som forgæves strækker sig efter bolden.

Den danske dominans udløste 7 minutter før tid det andet mål på et tidspunkt, hvor publikum efterhånden havde opgivet mere dansk underholdning i den landskamp.

83.min – Jørgen Kristensen (2-0) overrasker både med- og modspillere med endnu et flot solomål. For anden gang i kampen eksploderer den fra Sparta Rotterdam hjemhentede angriber. Med bolden dansende på venstrefoden trækker han ind i straffesparksfeltet. I stedet for en aflevering ind i feltet, trykker Kristensen af fra en spids vinkel. De finske forsvarere kommer slet ikke i vejen for skuddet. Bolden stryger højt op i nettaget tæt ved stolpen til højre for målmanden.

Kort før tid forærede den norske dommer Rolf Andersen hjemmeholdet et straffespark. Den indskiftede Keld Pedersen blev tacklet regulært i feltet og væltede omkring. Bagefter hævdede sjællænderen, at han var blevet skubbet i ryggen. Noget overraskende fløjtede dommeren for straffespark, som anfører Kresten Bjerre skulle tage sig af.

87.min – Kresten Bjerre (3-0) scorer sikkert på straffespark. Anføreren placerer bolden halvhøjt til venstre for målmanden. Den dygtige Paavo Heinonen går til den rigtige side, men kan ikke nå det hårde skud. Det er sjette gang, at den tidligere AB-spiller sikkert eksekverer et straffespark i en landskamp.

Det endte med at blive en fin fodboldaften i København, selv om landsholdet fungerede dårligt. På trods af de tamme spil benyttede Rudi Strittich kun en af reserverne. Keld Pedersen afløste Keld Bak, der havde arbejdet knaldhårdt for holdet i front og efter kampen fik stor anerkendelse for sin indsats.

Danskerne havde masser af spil midt på banen, men ingen farlige gennembrud. Der blev skabt for få målchancer i lyset af, at Suomi var trykket helt tilbage. Opspillet var også alt for langsomt. Flere af udenlandsprofessionelle virkede trætte og uoplagte efter en lang sæson. Anfører Kresten Bjerre var således på vej tilbage efter en lang skade og havde optrådt uden den sædvanlige glød og intensitet.

Den gæstende Tommy Docherty, der var træner for den kommende VM-modstander Skotland, fik næppe oparbejdet en overdreven respekt for sin kommende modstander.

Den bedste for Danmark var Finn Laudrup, der brillerede med sin kælne boldbehandling og gode afleveringer til medspillerne. Det var hans bedste landskamp siden tilbagekomsten til dansk klubfodbold. Ole Bjørnmose arbejdede utrætteligt for holdet og var hele tiden i bevægelse og spilbar for sine rød-hvide kammerater.

Landstræner Rudi Strittich følte, at spillerne ikke havde taget opgaven alvorligt nok. Faktisk lagde den gode træner ikke fingrene imellem i sin kritik af spillerne: ”Jeg har ikke brug for solister. At optræde for galleriet imponerer ikke mig. Bliver indsatsen ikke bedre, kan der ventes mange ændringer på landsholdet”, kom det tørt fra den sammenbidte leder.

2. halvlegs sidste 10 minutter gav dog Strittich håb om, at han i den sidste ende kunne få et sammenhængende hold ud af de mange gode individualister.

Samme aften besejrede ungdomslandsholdet uden besvær Finland med 4-0. De unge danskere dominerede i samtlige 90 minutter, men måtte vente til efter tepausen før det første mål faldt. Herefter gik det hurtigt i det fine sommervejr. Målscorerne var Peter Johansson, Tommy Hansen, Sten Ziegler og Flemming Lund, altså spillere, der var inde i den olympiske varme. Det var tydeligt, at mange af U-spillerne var parat til at kæmpe for en plads på OL-landsholdet.

Venskabskampen mod Finland, der var den første kamp i den nye nordiske landsholdsturnering 1972-1977, fik en fin dækning i DR. Uddrag af kampen løb over skærmen fra kl. 21.15. Alle de tre mål blev vist. Radioens P1 var også på pletten i 2. halvleg.

Ingen af de tre danske mål har været vist i eftertiden. Da de 60 minutters TV-transmission blev kombineret med onsdagens sport i DR kl. 22.15, er det meget sandsynligt, at DR har bevaret TV-billeder fra kampen. Billederne er dog næppe blevet digitaliseret, men befinder sig på de gamle magnetbånd, hvor mange TV-aviser og sportsudsendelser er bevaret.

Søndag den 11. juni 1972: Danmarks lodtrækning til OL-grupperne

Lodtrækning til den olympiske fodboldturnering i München blev gennemført søndag den 11. juni og udviklede sig til en forstemmende oplevelse for DBU.

Danmark blev ikke seedet og ville altså komme til at møde et andet europæisk hold i sin pulje. I stedet blev værterne fra Vesttyskland, de forsvarende olympiske mestre fra Ungarn, Sovjetunionen og DDR seedet på bekostning af Polen og Danmark.

DBU havde ellers fået sat i udsigt, at de fire seede europæiske hold ville blive fundet ved lodtrækning. I stedet besluttede FIFA’s olympiske amatørudvalg, at de internationale resultater skulle lægges til grund ved seedningen. Formanden for amatørudvalget var russeren Valentin Granatkin, der derved sikrede sit eget hold en gunstig lodtrækning.

I München rejste kritikkerne af OL-turneringen igen spørgsmålet om de østeuropæiske holds amatørstatus. FIFA’s regler var indrettet således, at de enkelte nationale forbund selv definerede, om spillerne levede op til de olympiske amatøridealer. Reglerne betød, at de østeuropæiske forbund uden problemer fastlagde, at alle nationens spillere havde amatørstatus. Det var uden hensyn til, om spillerne have deltaget i VM-turneringen eller kvalifikationen til Nations Cup.

På et tidspunkt foreslog FIFA at indføre en regel om, at spillere, der have deltaget i VM-kampe eller kampe i Nations Cup, ikke var spilleberettiget. Forslaget faldt dog hurtigt til jorden, fordi de sidste rene amatørforbund i Danmark, Norge og Finland derved ville miste adgangen til at bruge de bedste spillere.

Lodtræningen blev i øvrigt den værst tænkelige for Danmark. OL-landsholdet trak de olympiske mestre fra Ungarn samt det bedste sydamerikanske hold Brasilien, der havde mange stærke amatørspillere. For at gøre ondt værre trak Danmark også Iran, der blev vurderet om det bedste asiatiske hold. Med andre ord havnede landsholdet i OL-turneringens dynamitpulje. Kampene skulle spilles fra den 27. august til den 31. august – altså 3 kampe på kun seks dage.

En sammenligning med OL-værternes lodtrækningsheld afslørede, at hjemmeholdet havde lukreret på den tvivlsomme seedning. Vesttyskland trak de ukendte mandskaber fra Malaysia, Marokko og USA i en meget overkommelig pulje. De fire puljer fik følgende indhold:

 

Gruppe 1

Gruppe 2

Gruppe 3

Gruppe 4

Vesttyskland

Sovjetunionen

Ungarn

DDR

Malaysia

Burma

Iran

Ghana

Marokko

Sudan

Brasilien

Colombia

USA

Mexico

Danmark

Polen

 

Mandag den 26. juni 1972 kl. 19.00: Danmark-Górnik Zabrze 4-1 (2-1)

Uofficiel træningskamp i Københavns Idrætspark

Den danske landstræner siden begyndelsen af 1970 Rudi Strittich indledte forberedelsen af årets svenskerlandskamp den 29. juni i sikker forvisning om, at hans arbejdsgiver Dansk Boldspil Union var tilfreds med hans indsats og resultater. Den 15 mand store bestyrelse for landets største sportsforbund besluttede i midten af juni at forlænge kontrakten med den ofte gemytlige men også åbenmundede østriger med yderligere to år til 30. juni 1974.

Formanden for DBU Wilhelm Skousen gav udtryk for, at han havde været ovenud tilfreds med samarbejdet. Landstræneren fik følgende flotte skudsmål af sin arbejdsgiver: ”Strittich har gjort et godt stykke arbejde og har imponeret DBU med sin viden om international fodbold”. Den gode anbefaling fra DBU’s førstemand hang tydeligvis sammen med, at den succesfulde landstræner havde løst den primære opgave med at kvalificere Danmark til OL 1972.

Som forberedelse til Sveriges-kampen havde DBU truffet aftale med det stærke polske klubhold Górnik Zabrze, der både var national mester og pokalvinder. Gæsterne fra den anden side af Østersøen stillede op med flere kommende OL-spillere bl.a. Włodzimierz Lubański, der var anerkendt også uden for hjemlandet. De polske gæster havde tabt finalen i Europacuppen for pokalvindere til Manchester City i 1970. AaB havde et oplevet et chokerende bekendtskab med Górnik Zabrze i efteråret 1970, da polakkerne i pulveriserede nordjyderne med 8-1 i pokalvinderens cup. Så danskerne var advaret om et klassehold med international succes.

”Jeg tåler ikke en ny fiasko af de professionelle” kom det hvæsende fra landstræner Rudi Strittich, da han mønstrede sit hold inden aftenkampen.

Den iltre østriger refererede til sine spilleres dårlige indsats i en jubilæumskamp mod Boldklubben Frem, hvor Strittich som fungerende holdleder med egne øjne havde set sine førstevalgte levere en pinlig indsats. Profferne tabte 3-6 til amatørerne fra Frem. Parolen var klar inden kampen mod de stærke polakker. Spillere, der ikke indfriede landstrænerens krav om engagement og fight, ville straks blive udskiftet.

Danmark havde følgende 11 spillere i startformationen mod Górnik Zabrze:

Danmark

Jørgen Henriksen, FC Utrecht

 

Flemming Ahlberg, Frem

Henning Munk Jensen, PSV

Jørgen Rasmusen, Randers

 

Per Røntved, Brønshøj

 

Morten Olsen, Cercle Brügge

Kresten Bjerre, Racing White

Sten Ziegler, Hvidovre

Finn Laudrup, Brønshøj

Henning Jensen, BMG

Jørgen Kristensen, Sparta

Kun 5.400 københavnere så en flok fodboldtrætte danskere vinde en pligtsejr. Kampen efterlod slet ingen tro på, at Danmark ville kunne sejle til Malmø og besejre Sverige.

Kritikkerne i dagspressen var hårde trods det smigrende resultat. Spillet på Idrætsparkens lækre grønsvær var kedeligt, langsomt og uden de overrumplende detaljer, som tilstedeværelsen af stærke individualister skulle garantere for. Spørgsmålet var, om UK på landsholdet skulle havde nomineret flere entusiastiske amatører, der havde OL-pladser at kæmpe, frem for de trætte professionelle, der tænkte mere på sommerferie end fodbold.

Heldigvis optrådte det polske gæstehold som en flink og gavmild træningsmodstander. De angreb lystigt over hele banen og efterlod blottelser bagude, som danskerne kunne udnytte. Der var ikke meget internationalt snit over nærkampene, hvor danskerne fik lov til at trække sig ud som sejrherrer. Og polakkerne forsøgte alt for ofte at gennembryde på midten, hvor det danske forsvar med en solid Henning Munk Jensen stod bedst.

Der lå udmærkede detaljer bag de to første danske mål, som Henning Jensen og Jørgen Kristensen lagde navn til Det første mål scorede den elegante nordjyde fra en spids vinkel, da han brød igennem i polakkernes højre side. Inden han blev tacklet, sendte han en fladt skud ind ved den nærmeste stolpe.

Polakkerne Szarynski nåede at reducere til 1-2 inden halvleg. De polske angribere var i øvrigt gode til at holde Jørgen Henriksen travlt beskæftiget gennem hele kampen. Utrecht-målmanden efterlod et godt indtryk overfor de flittigt skydende Górnik-spillere.

I 2. halvleg øgede Kresten Bjerre føringen på et tvivlsomt dømt straffespark af den danske dommer Edgar H. Petersen. Til slut cementerede Henning Jensen en sejr, der var langt over, hvad landsholdet havde gjort sig fortjent til.

Danmarks største problem var en skuffende midtbane. Kresten Bjerre var en skygge af sig selv uden styrke i nærkampene. Finn Laudrup blussede indimellem op med gode afleveringer, men havde generelt en dårlig aften. Genkomne Sten Ziegler slog slet ikke til, da han fik chancen. Han var rådvild og agerede febrilsk, når han fik bolden for fødderne. Den skuffende indsats kostede ham pladsen mod Sverige.

Torsdag den 29. juni 1972 kl. 19.00: Sverige-Danmark 2-0 (2-0)

Nordisk mesterskab 1972-1977 på Malmø Stadion

Landstræner Rudi Strittichs bemærkninger om manglende form og utilstrækkelig kampindsats hos visse af de populære udenlandsproffer havde skabt en vis spænding om den endelige startformation til den sene sommerkamp mod Sverige. Da det kom til stykket, udskiftede UK blot tre mand i forhold til kampen mod Finland.

Den erfarne Henning Munk Jensen rykkede ind i forsvarets midte som ny partner til Per Røntved, medens Flemming Ahlberg blev ny højre back. Konstellationen havde fungeret godt i træningskampen mod Górnik Zabrze. Den normale centerhalf Svend Andresen røg herefter på reservebænken, men var rimelig sikker på at komme med til OL.

I angrebet afløste angrebskometen Henning Jensen den ellers solidt spillende Keld Bak. Næstved-manden havde faktisk gjort det glimrende mod Finland og havde for alvor bragt sig i spil som førsteangriber på OL-landsholdet. Men de to mål af Henning Jensen mod Górnik Zabrze var en direkte adgangsbillet til startopstillingen mod Sverige for den kommende Borussia-spiller.

Formstærke Peter Dahl havde markeret sig som en flittig målscorer i den næstbedste tyske række. Den tidligere Hvidovre-spiller havde påkaldt sig stor opmærksomhed fra andre klubber, der kunne bruge den blonde angribers kompetencer. Peter Dahl havde netop spillet sin sidste oprykningskamp for Ruhr-holdet Rot-Weiss Essen og havde derfor ikke været med mod Górnik Zabrze. Da den svingende Sten Ziegler ikke havde været overbevisende mod Górnik, fik Peter Dahl chancen fra start.

På reservebænken sad yderligere midtbanespilleren John Steen Olsen, der til daglig spillede i Holland. Skader havde holdt Utrecht-spilleren ude af landsholdet siden Nations Cup-kampen mod Belgien i maj 1971, men den dygtige kombinationsspiller var nu på vej tilbage. Den nye komet i dansk fodbold Flemming Lund fra B1903 havde også fundet vej til udskiftningsbænken.

Overraskende var det, at UK forbigik flere andre udenlandsproffer, der i kraft af deres renomme og erfaring måske kunne forstærke landsholdet. Således havde 2.700 begejstrede tilskuere på Valby Stadion i midten af juni overværet, at den fra Cercle Brügge hjemhentede Benny Nielsen havde scoret tre gange for et forstærket Valby-hold i en jubilæumskamp mod Boldklubben Frem. Træner for det stjernespækkede Valby-hold var landstræner Rudi Strittich. Han kunne også konstatere, at den aldrende Preben Arentoft og reserven John Steen Olsen gjorde en god figur. De mere motiverede jubilarer fra Frem slog de professionelle med 6-3. På trods af de tre mål blev Benny Nielsen ikke fundet god nok til landsholdet.

UK valgte også at droppe midtbanedynamoen Ole Bjørnmose. Årsagen var, at HSV-spilleren aften før gallaforestillingen i Malmø skulle spille en turneringskamp på Volkspark Stadion. Selv om den spilhungrige fynbo var indstillet på at køre i ekspresfart i sin bil til Malmø på selve kampdagen, ønskede landstræner Rudi Strittich ikke at gøre brug af Ole Bjørnmose. Som en af landsholdets bærende kræfter var fynboen noget fortørnet over, at DBU udelukkede ham uden at have drøftet problemerne med ham forinden. I stedet rykkede Peter Dahl ind i angrebet, medens Jørgen Kristensen fik en central rolle på midtbanen.

Fodboldoptimismen var på absolut vågeblus på den anden side af Øresund. Status var, at Sverige ikke kunne score mål og tabte de vigtige landskampe. På udebane i Wien havde Sverige således tabt den anden VM-kvalifikationskamp til Østrig. 0-2 lød nederlaget i en kamp, hvor et stærkt østrigsk hold havde domineret over skandinaverne. Den første VM-kvalifikationskamp mod Ungarn var skuffende endt 0-0. Det traditionsrige fodboldland med masser af VM-erfaring var langt fra at kvalificere sig til VM 1974.

Efter VM-kvalifikationskampene mod Ungarn og Østrig foretrak alle de svenske udenlandsproffer at holde ferie frem for at spille en venskabskamp mod Danmark. Den svenske fodboldchef Georg Åby Ericsson kunne ikke mønstre en eneste stjerne fra udlandet i naboopgøret.

Selv om Sverige på papiret ikke stillede med et landshold, der styrkemæssigt kunne måle sig med det landshold, der overlegent havde besejret Danmark med 3-1 i fjor, var der masser af talent og kampkraft i de svenske rækker. Problemet var at score mål. I de seneste fire landskampe havde Sverige kun præsteret to mål.

Den noget pessimistiske Åby Ericsson valgte at give debut til de lokale højre back Roland Andersson, der skulle tage sig af Jørgen Kristensen og en ung angriber Ralf Edström fra midtsvenske klub Åtvidabergs FF.

Danskerne løb fulde at optimisme på banen. Målet var en gang for alle at eliminere et gammelt svenskerkompleks. Ikke siden 1937 havde landsholdet besejret arvefjenden på svensk grund. Forstærket med fem udenlandsprofessionelle mod svenskernes nul samt efter en grundig forberedelse skulle Danmark omsider hive sejren hjem fra ”hinsidan”. Det tog de stærke svenskere under 2 minutter at punktere det danske drømmesyn. Kampen var en frygtelig skuffelse for det danske landshold og gav bange anelser for fremtiden.

Ca. 5.-6.000 danskere havde taget turen over Øresund for at se opgøret mellem brødrefolkene. De danske fans fyldte pænt blandt de 27.000 tilskuere.

De optimistiske danske tilskuere fik den værst tænkelige chokstart. Sverige kom foran allerede efter to minutter på en kæmpemæssig dansk forsvarsbommert.

02.min – Bo Larsson (1-0) scorer direkte på hjørnespark. Den karismatiske Malmø FF-spiller skyder normalt ikke hjørnespark for sit hold, men er den nærmeste spiller til at tage sig af det, da bolden går over baglinjen. Larsson smækker fra højre side et skruet spark ind i det danske straffesparksfelt. Målet er den 190cm højre angriber Ralf Edström, der står klar i målfeltet. På sin vej mod målnettet passerer bolden først Henning Munk Jensen, der ikke forsøger at heade til bolden. Bolden fortsætter sin vej hen over hovedet på Frem-backen Flemming Ahlberg, der nærmest dukker sig lidt. Målmanden Jørgen Henriksen, der står korrekt midt i målet, forsøger ikke at gøre et udfald mod den tydelige bold. Som saltstøtter kan de passive forsvarere og den handlingslammede målmand se, hvordan bolden får nettet til at blafre. Den svenske kanonskytte er selv meget overrasket over målet, som slet ikke var planlagt.

Det danske hold forsøgte efter chokscoringen at få hold på kampen. Spilerne var dog lammede over den fatale brøler, der totalt havde smadret det taktiske oplæg fra landstræneren. Inden kampen havde spillerne givet hinanden håndslag på, at Sverige som førsteprioritet ikke skulle have lov til at score et billigt mål.

Den nationale danske nedtur fortsatte, da landsholdet endnu gang blev udmanøvreret af de kyniske svenskere, der nådesløst udnyttede enhver blottelse og efter en halv time kunne notere sig endnu en heldig scoring.

33.min – Roland Sandberg (2-0) scorer sikkert efter slap dansk opdækning. Den unge superangriber i svøb modtager bolden fra veteranen Ove Kindvall og manøvrer sig smart fri i et passivt dansk forsvar, hvor opdækningen ikke er plads. OL-holdets forsvarsstrateg Per Røntved prøver at komme i vejen, men den svenske angriber skyder med højrebenet koldblodigt bolden forbi den rystende nervøse danske målmand Jørgen Henriksen, der står stille på det forkerte ben.

Den udmærkede finske dommer Anders Mattson fra Finland pegede igen på midterlinjen, medens de danske spillere modløse prøvede at finde fodfæste i det galopperende mareridt.

Gennem det meste af 1. halvleg havde danskerne et optisk overtag på midten af banen, men der blev trillet for meget sidelæns. De hårdt arbejdende Kresten Bjerre og Finn Laudrup havde ofte bolden, men formåede ikke at skabe chancer. Danmark producerede ingen skud på mål.

Det svenske forsvar med bomstærke Bjørn Nordqvist i midten stod elastisk og stærkt og lod sig ikke true af de danske kombinationer. Efter den tidlige føring etablerede Sverige en forsvarsmur, som de letbenede danskere ikke kunne gennemtrænge.

Selv om Danmark fik helt det spillemæssige overtag i 2. halvleg, troede ingen for alvor på, at det ville ændre slagets udgang. Svenskerne havde for længst fået det psykologiske overtag. Når danskerne endelig kom på skudhold, tog den svenske målmand Ronnie Hellström sig sikkert af skuddene.

10 minutter inde i 2. halvleg måtte venstre back Jørgen Rasmussen udgå efter at have fået et knæ i låret. Den solide Randers-spiller, der have spillet en fin kamp, blev erstattet af KB’s Flemming Pedersen. Udskiftningen betød også, at John Steen Olsen måtte tage overtrækstrøjet på igen. Planen var, at han skulle på banen for at sætte skub i danskerne.

I 2. halvleg fik den adrætte Henning Jensen et par gode muligheder. Han var den mest oplagte af de danske angribere og rykkede sig fri af det svenske forsvar flere gang. Hans afslutninger manglede dog den sidste skarphed.

Det kom som en overraskelse for de fleste på tilskuerpladserne, at landstræner Strittich 20 minutter før tid udskiftede den sprudlende Henning Jensen med debutanten Flemming Lund. Den tidligere Nørresundby-spiller havde i minutterne op til udskiftningen optrådt som den farligste dansker, der løb om hjørner med de to rutinerede forsvarere Krister Kristensson og Bjørn Nordqvist. Den 22årige angriber kunne måske ene mand have lavet et tiltrængt reduceringsmål.

Kampen fusede i slutminutterne ud for Danmark og de mange danskere på ståpladserne i Malmø, der nu havde udsigt til at lang tur hjem til København med Malmø-bådene

Den unge Henning Jensen gav efter kampen udtryk for, at han var skuffet over udskiftningen. Selvom nordjyden havde fået et spark over benet, var han uden problemer i stand til at spille videre. Rudi Strittich vurderede, at Henning Jensen humpede for meget rundt og også spillemæssigt var opbrugt i det hårde professionelle tempo, som han endnu ikke havde vænnet sig til.

Det var ikke målmanden Jørgen Henriksens aften. Den svage præstation blev indledt med det vanvittige drop efter hjørnesparket, hvor Utrecht-målmanden skulle have sikret sig bolden. Dernæst havde Jørgen Henriksen flere usikre indgreb i straffesparksfeltet, hvor han fumlede med bolden som om, at han havde grøn sæbe på handskerne. De danske backs reddede i to omgange på stregen efter at den tidligere Hvidovre-målmand var gået galt i byen. Den ambitiøse målmand blev aldrig den sikre sidste bastion, der skulle være fundamentet for den eftertragtede gevinst i Malmø.

”Man kan ikke gardere sig mod dumheder på banen”, kom det lakonisk fra landstræner Rudi Strittich. Den irritable fodboldchef lagde ikke skjul på, at de to dansk foræringer knækkede hans hold tidligt i kampen. ”Jeg havde ikke forestillet mig, at erfarne professionelle kunne begå sådanne fejl”, sagde en rystet landstræner med tydelig adresse til de nøglespillere, der havde svigtet. Landstræneren havde på taktikmødet før kampen sat fokus på, at det var uhyre vigtigt, at Danmark ikke kom bagud igen - som det var sket i 1971 i Idrætsparken. Derfor kunne den normalt gemytlige holdleder ikke forstå, at spillerne ikke tænkte sig bedre om i de kritiske situationer.

Den svenske landstræner Georg Åby Ericsson var glad for sejren. Hans mandskab havde ikke smagt sejrens sødme siden året for – også på Malmø Stadion. Den sympatiske svensker med den positive holdning til dansk fodbold fandt, at Danmark var det bedste hold. Især efter pausen fandt han, at kampen kom til at foregå i rødt og hvidt. ”Det er mærkeligt at stå som sejrherre, når det tages i betragtning, at Sverige ikke havde bolden i de sidste 45 minutter”, sluttede Åby Ericsson.

Hele den danske nation, der var gejlet godt op til at tro på den forløsende udebanesejr over arvefjenden efter 35 års venten, måtte beskæmmet konstatere, at Danmark ikke kunne slå Sverige, selv om svenskerne spillemæssigt var til at tale med og det meste af kampen var i defensiven. Danmark havde statistisk bolden langt mere end Sverige, men forsvarskoks og manglende udbytte af spilovertaget gav endnu et sviende nederlag.

Kritikkerne bed også mærke i, at kamptidspunktet var dårligt. De danske professionelle kæmpede fint alle sammen, men havde ikke trænet systematisk i flere uge og var trætte efter en lang sæson. Det var urimeligt af DBU at forvente, at udenlandsprofferne kunne holde sig i form midt i deres sommerferie. Især gav det anledning til hovedrysten, at landstræner Rudi Strittich var meget kritisk over sine udenlandslegionærer og ikke undlod at kritisere deres indstilling og træningstilstand. Et synligt resultat af kampen måtte være, at landsholdet med professionelle ikke i fremtiden skule spille kampe i slutningen af juni.

Danskerne øst for Storebælt havde mulighed for at se kampen i TV med enten svensk kommentatorlyd eller dansk. DR blændende op kl. 22.10 med 50 minutters transmission og med Gunner Nu Hansen ved mikrofonen. Fodboldelskere, der foretrak svensk begejstring, kunne i stedet følge kampen på Sverige Radio fra kl 22.00. SVR viste også 50 minutter.

Hvis danskerne havde mere lyst til live-stemning fra Malmø, var P1 fra start kl. 19.00. Radiokommentatorerne havde dårligt nået at give holdopstillingen, inden svenskere bragede det første mål ind og derved punkterede den oppustede stemning, der havde hersket i flere dage i det danske sommerland.

Det var det danske ungdomslandshold, som skabte oprejsning for dansk fodbold. På det hyggelige stadion i Hjørring vandt Danmark 3-2 over Sverige i en lige og jævnbyrdig kamp, hvor de to hold dominerede på skift. På straffespark skaffede Sten Ziegler talenterne en drømmestart efter blot 4. minutter. Midt i 1. halvleg fik Sverige udlignet, da hjemmeholdet i en periode begyndte at løbe ideforladt og ubeslutsomt rundt på banen. De 5.200 nordjyder fik dog et dansk føringsmål at glæde sig over inden pausen. De forholdsvis ukendte Slagelse-spiller Bent Christensen scorede et flot mål efter overdådigt dansk opspil, hvor bolden gik fra station til station.

I 2. halvleg øgede Vejles Tommy Hansen til 3-1. Svenskerne reduceringsmål kort før tid bragte aldrig sejren i fare. Banens dominerende spiller var lille Allan Simonsen, der i et sandt arbejdsraseri både var med fremme og tilbage. En anden bærende spiller var den store fynbo Jack Hansen, der sammen med kronjyden Helge Vonsyld havde styr på de bagerste rækker. Flere spillere havde tydeligvis OL-billetterne i sigtekornet og ydede deres bedste for øjnene af UK-repræsentanterne.

I udlandet brillerede en anden dansker på den store scene. Den tidligere landsholdsback Johnny Hansen vandt det tyske fodboldmesterskab efter en klar 5-1 sejr over Schalke 04. Den stærke østjyde var ikke alene på pletten som sidste skanse i flere prekære situation, men scorede også det forløsende føringsmål, der satte sydtyskerne på mesterskabskurs.

Mandag den 3. juli 1972: Island-Danmark 2-5 (2-2)

Venskabskamp på Laugardalsvöllur Stadion i Reykjavik

Den på papiret uinteressante træningskamp mod Island var gået hen og blevet en afgørende testmatch, hvor Danmark skulle indspille et helt nyt angreb. Det var de hårde kendsgerninger i juni 1972.

Yndere af dansk amatørfodbold måtte beskæmmet se på, hvordan udenlandske opkøbere brutalt decimerede OL-landsholdet, som der var så store forventninger til. Der gik ikke meget mere end et par dage mellem, at en ny potentiel OL-aspirant skrev under på en kontrakt og derved afskar sig selv for at spille olympisk. Det danske landshold styrtblødte under dette udskilningsløb, hvor lovende kandidater løbende måtte slettes fra listen over relevante OL-emner.

Det stærke angreb fra Bukarest var allerede fodboldhistorie dagen efter triumfen mod Rumænien. Både målscoreren Henning Jensen og arbejdsjernet Morten Olsen havde indgået forhåndsaftaler, som de straks i begyndelsen af juni opfyldte ved at drage til henholdsvis Mönchengladbach og Brügge for at sætte deres signatur på lukrative kontrakter.

Ingen havde dog for alvor spottet, at også den tredje succesangriber Peter Johansson inden OL-turneringen ville gå tabt. En strålende kamp for OL-landsholdet mod profferne banede imidlertid vej for, at den 23årige elektriker blev headhuntet af den danskerglade belgiske midterklub KV Mechelen. Overgangsummen var på 275.000,- kr. Forhandlingerne mellem klubbens ledelse og den unge sjællænder blev gennemført over kun 2 dage i København. Det korte forløb hang bl.a. sammen med, at den alsidige Birger Pedersen allerede var blevet hvervet af den flamske klub og derfor kunne hjælpe sin holdkammerat med at få kontrakten ordentlig på plads. Vicepræsidenten for den ambitiøse provinsklub i Flandern kunne altså rejse hjem fra Danmark med to lovende spillere i stalden.

Den nøgterne Peter Johansson var meget klar i mælet, da journalisterne spurgte om baggrunden for hans beslutning om at droppe et OL, som han havde kæmpet så hårdt for. ”Jeg kan simpelthen ikke risikere at miste en stor formue for at komme med Danmark til OL. Som elektriker ville jeg aldrig få mulighed for at samle så mange penge sammen som ved at rejse til Belgien”. Sjællænderen begrundede bl.a. sit overraskende skifte med, at han for de fleste havde været fuldstændig ukendt for seks måneder siden. Dengang var drømmen om et udenlandseventyr fuldstændig uopnåelig. Da chancen bød sig, havde Peter Johansson ingen betænkeligheder.

OL-landsholdet mistede også i de hektiske junidage den ukuelige fighter Flemming Lund, der havde været forårssæsonens åbenbaring i 1. division. Han stod på spring til at afløse Morten Olsen på OL-landsholdets højre fløj. Den fodrappe lilleput slog til efter at være havnet midt i en veritabel priskrig mellem to professionelle klubber. Egentlig havde han modtaget et godt tilbud fra den østrigske klub SK Austria Klagenfurt. Kontrakten manglede blot B1903-spillerens underskrift. Det lignede en eventyr i de østrigske alper, men ud af den blå luft meldte den belgiske klub Royal Antwerpen FC sig på banen. Repræsentanterne for den store havneby lagde et bedre tilbud på bordet til den lille spirrevip, så i stedet for Østrig blev destinationen Belgien. Til det sidste var Flemming Lund fristet at den mulige olympiske deltagelse, men i den sidste ende var de økonomiske vilkår så gode, at han ikke kunne sige nej til de ihærdige flamlændere.

For at situationen ikke skulle blive mindre uoverskuelig for de hårdtprøvede medlemmer af UK, så flirtede det store talent Kjeld Seneca også med en udenlandsk klub. Uden aftale med sin klub AGF var den stærke ungdomslandsholdsspiller taget til prøvetræning i SK Sturm Graz. Den østrigske klub havde allerede Iver Schriver i stalden. Føleren udviklede sig hurtig til et ægteskab, da den blonde århusianer skrev kontrakt med repræsentanterne for alpelandet. Endnu en aktuel OL-spiller var tabt for det danske OL-landshold, der efterhånden måtte rekruttere sine angrebsspillere fra 2. og 3 geled.

De absurde arbejdsbetingelser for DBU kom klart til udtryk, da Udtagelseskomiteen udtog den iøjnefaldende profil Flemming Lund til venskabskampen mod Island samtidig med, at Gentofte-spilleren skrev kontrakt med Royal Antwerp FC. Udtagelsen af en OL-landsholdsspiller holdt altså kun i få timer inden UK måtte i gang med at finde en afløser.

Det lå fast, at angrebet fra succeskampen mod Rumænien var over alle bjerge. Som ny angrebshåb fandt UK frem til den opstigende stjerne Allan Simonsen, der havde gjort det fremragende både i Vejle og på ungdomslandsholdet, samt den temmelig ukendte Heino Hansen, der huserede i 2. division med Slagelse Boldklub.

De fleste eksperter fandt trøst i, at de fire hårdtprøvede medlemmer af UK efterhånden havde righoldig erfaring i mirakuløst at tømre et nyt angreb sammen ud af tilsyneladende ingenting:

Efter den første OL-kamp mod Rumænien i oktober 1971 forsvandt Iver Schriver, Ejgil Nielsen og kort tid efter Jørgen Markussen. De blev erstattet af Henning Jensen, Peter Johansson og Morten Olsen med efterfølgende succes.

Efter den anden OL-kamp mod Rumænien forsvandt Henning Jensen, Peter Johansson og Morten Olsen. De lå nu til at blive erstattet af et nyt OL-angreb med Allan Simonsen, Heino Hansen og Keld Bak, hvis spillerne ellers kunne holde sig i skindet og vente med at drage udenlands til efter OL.

DBU kunne midt i al modgangen glæde sig over, at holdets vigtigste spiller Per Røntved havde afslået et meget generøst tilbud fra den vesttyske Bundesligaklub Hannover 96. Uro i Saxen-klubben, langsom reaktion i klubledelsen og generel uklarhed om de økonomiske vilkår førte til, at Røntved besluttede sig for helt at udsætte sit udenlandseventyr til efter OL.

UK udtog en ny angriber Heino Hansen, der havde brilleret i danmarksserie-klubben Kalundborg i flere sæsoner inden han blev en del af det sprudlende Slagelse-angreb, der i foråret 1972 underholdt publikum med mange mål. Den 24årige sjællænder havde altså kun spillet på højeste niveau i et halvt siden forårssæsonens begyndelse. Den unge kleinsmed var en af de mange talenter, der huserede i de små danske klubber, og som ved en række tilfældigheder pludselig kom i rampelyset. Heino Hansen så frem til at få sin debut på landsholdet. Turen til Reykjavik var samtidig den dygtige spillers luftdåb.

Den anden debutant i startopstillingen var Allan Simonsen, der allerede havde indtaget en rolle som en af de store profiler i dansk klubfodbold. Allan Simonsen scorede mange mål på det succesfulde Vejle-mandskab, som målrettet var på vej til at tage titlen som mester for andet år i træk. Pokaltrofæet havde østjyderne hentet hjem til Nørreskoven i maj måned på bl.a. et hovedstødsmål af Allan Simonsen.

I virkeligheden var det lidt af et under, at den kleine vejlenser ikke for længst var røget til udlandet på en superkontrakt. Allan Simonsen havde bl.a. fået et attraktivt tilbud fra Borussia Mönchengladbach, som ville knytte ham til klubben øjeblikkeligt. I samråd med Vejle Boldklubs erfarne klubsekretær Ejgil Jensen besluttede VB-talentet sig til, at han først ville afslutte sin uddannelse som lagermedhjælper samt opleve et storslået OL, hvor succes på banerne i Bayern kunne bane vejen til en endnu større kontrakt end den, som Ruhr-holdet havde tilbudt.

OL-landsholdet med nye angribere fik en glædelig succesoplevelse på sagaøen. De to nye angribere Heino Hansen og Allan Simonsen scorede til sammen tre mål i 5-2 sejren. Der var meget at glæde sig over for fodboldkritikerne, som efter kampen så lyst på Danmarks deltagelse i OL-turneringen.

Straks fra kampens start ragede den lange Jack Hansen op som et fyrtårn. Han erobrede et hav af bolde og bandt forsvar og angreb sammen i et veritabelt arbejdsraseri. Det kom slet ikke bag på de godt 6.000 tilskuere, at den ihærdige fynbo åbnede for målscoringen.

14. min – Jack Hansen (0-1) kanonerer bolden i mål. Bolden havner hos den spilstærke fynbo, der har fri bane mod mål. Chancen er for god til at lade ligge, så Jack Hansen læner sig godt ind over bolden og rammer perfekt med vristen. Bolden suser forbi den slagne islandske målmand Sigurdur Dagsson, der slet ikke kan nå ned til det hårde skud. Målscoreren er så optaget af selve udførelsen af skuddet, at han først i sidste øjeblik opdager, at bolden er i mål.

Minuttet efter måtte midtbanemanden Hans Ewald Hansen forlade banen. Falstringen var lige kommet tilbage efter skaden fra Rumæniens-kampen i maj måned. Humpende måtte den uheldige spiller hjælpes fra banen med et par beskadigede ledbånd. Det så ikke godt ud så tæt på OL-turneringen.

Ny på banen og den tredje debutant var AB’s Max Rasmussen, der fluks demonstrerede sine enorme fighterinstinkter. Den 26årige arbejdshest var anerkendt som en myreflittig spiller, der fik fat i mange bolde. Afleveringerne lå ikke altid på det rette sted, men svaghederne i kombinationsspillet blev rigeligt opvejet af bolderobringer til gavn for hele holdet. Max Rasmusen fandt sig i løbet af 1. halvleg til rette på holdet og var med til at cementere den flotte sejr.

I det følgende kvarter begyndte det at knibe med sikkerheden i det danske forsvar. Hverken Svend Andresen eller Per Røntved havde hold på deres opdækning. Samtidig kæmpede de to backs for at få samling på deres markeringer af de islandske wings, som flere gange overrumplede det danske forsvar. Den tøvende og usikre indsats resulterede i, at Island i løbet af syv minutter kunne bringe sig foran 2-1.

25.min – Guðgeir Leifsson (1-1) netter med hjælp fra en dansk fod. Den 21årige angriber fra hovedstadsklubben Vikungur får trykket af. Bolden er på vej i favnen på den sikre danske målmand Mogens Therkildsen, men rammer på vejen Per Røntveds udstrakte fod og ændrer retning. OB-målmanden kan ikke nå at ændre position og bolden går ind. Målet har lidt tilfældighedens præg og bliver dagen efter i pressen beskrevet som lidt af en foræring fra det danske forsvar.

De mange misforståelser ophørte ikke i de bagerste rækker. Målmand Mogens Therkildsen måtte gribe ind flere gange og måtte diske op med et par gode redninger. Island kom dog foran – igen på en måde, der fik Danmark til at se dårlige ud i forsvaret.

32.min – Eyleifur Hafsteinsson (2-1) scorer direkte på frispark. Den erfarne midtbanespiller fra havnebyen Akranes skyder direkte på mål efter at en medspiller er hoppet over bolden. Denne fikse manøvre snyder tilsyneladende både danskerne i muropdækningen og målmanden. Bolden suser forbi den noget passive Mogens Therkildsen, der ikke reagerer.

Inden pausen fik Danmark udlignet. Efter at have tilpasset sig baneforholdene og omgivelserne i de første 30 minutter begyndte de to lilleputter Allan Simonsen og Heino Hansen at slå til. De løb hele tiden i position til en aflevering, men forstod også på egen hånd at rykke sig fri.

35.min – Allan Simonsen (2-2) laver kampens første debutantmål. Den 19årige og 165cm høje spirrevip skaber selv angrebet, der fører til målet. Danmarks nr. 9 modtager i højre side af banen bolden fra Max Rasmusen, der fortsætter sit løb ud på højre fløj og derved trækker en islandsk spiller med sig. Allan Simonsen får plads til at med et par karakteristiske hurtige træk at føre bolden frem mod det islandske straffesparksfelt. To islandske forsvarere går samtidig løs på vejlenseren, der lægger an til skud, men i stedet afleverer kort til Sten Ziegler, der står helt umarkeret. Samtidig fortsætter Allan Simonsen sit løb ind i straffesparksfeltet. I en smuk et-to kombination returnerer Hvidovre-spilleren bolden til Simonsen, der nu er helt fri foran målmanden. I løb tager Simonsen bolden med i en perfekt brysttæmning. Bolden når lige at hoppe en gang, inden VB-angriber med højre fod sender bolden fladt under den islandske målmand. Det er et perfekt orkesteret og gennemspillet angreb, der er lige til de første sider i en fodboldlærebog.

Jack Hansen nåede inden pausen igen at teste den islandske målmand. B1913-spilleren sendte igen et projektil af sted mod den overbebyrdede målmand fra den lokale klub Valur. Med det yderste af fingerspidserne lykkedes det Sigurdur Dagsson at støde bolden til hjørnespark. Banen tilhørte tydeligt Jack Hansen, der havde vist sig som den største glædelige overraskelse blandt flere på det nye danske hold.

Fra starten af 2. halvleg gik danskerne tættere på de islandske spillere og fik deres kombinationsspil slået i stykker. Det danske forsvar omstillede sig for alvor til barsk og kontant olympisk fodbold, hvor der ikke blev givet noget ved dørene.

Næstveds Keld Bak brillerede med nogle snævre træk. Hans føringsmål til 3-2 lugtede dog fælt af offside.

51.min – Keld Bak (2-3) puffer bolden det sidste stykke over stregen. Island forærer danskerne føringsmålet, da to mand ikke får ram på et blødt skud fra Heino Hansen. Den 28årige sydsjællænder sparker bolden den sidste halve meter over målstregen fra en position, der er offside. Flere fodboldskribenter hang mest til det synspunkt, at målet burde have været annulleret af den skotske dommer Mackenzie.

Danskerne havde nu klart overtaget på hele banen. Syv minutter senere kunne den store debutant Allan Simonsen fordoble sin målscore.

58.min – Allan Simonsen (2-4) scorer fra en helt umulig vinkel. Først kommer Keld Bak helt fri midt for målet. Han skal blot sparke bolden forbi den islandske målmand. Næstved-strikeren skyder hårdt til venstre for målmanden, men helt mirakuløst får Sigurdur Dagsson afværget. Bolden rammer en forsvarskollega på foden og begynder at løbe ud mod baglinjen. På kanten af målfeltet og et meter fra baglinjen opfanger Allan Simonsen den løse bold. I en fantastisk bevægelse får han drejet sig omkring, så han kan ramme bolden med vristen. Bolden stiger over de to islandske forsvarer, der er kommet den liggende målmand til undsætning og falder derefter brat ind i modsatte, venstre hjørne af målet. Det er ikke bare imponerende, at Vejle-angriberen når bolden, men også at han får den sparket rent over i det modsatte hjørne. For en sikkerheds skyld losser den tililende Keld Bak bolden i kassen en gang til.

Det danske lilleput-angreb var nu godt i gang med at få det islandske kæmper til at falde omkuld.

Inden slutfløjtet gav landstræner Rudi Strittich debut til Carsten Brandenborg, der også var et helt ubeskrevet blad i landsholdssammenhæng. Den 26årige Randers-wing var en dygtig dribler, der ofte havde skabt skræk i modstandernes forsvar. Den bankuddannede randårhusianer spillede med et par klassiske sygekassespiller. De 20 minutter i midnatslyset i Island skulle Brandenborg bruge til at sikre sig den sidste plads som angriber på OL-holdet.

I kampens løb havde Heino Hansen haft flere gode målchancer. Spænding og nervøsitet var årsagen til, at han ikke fik fuldt træf på de første gange, men inden det sidste slutfløjt blev det endelig tid til det andet debutantmål.

84.min – Heino Hansen (2-5) header bolden i mål. Slagelse-angriberen modtager midt for mål en god aflevering. Svævende i luften header Heino Hansen bolden ned i mål, medens en islandsk forsvarer beskæmmet konstaterer, at det femte mål er gået ind hos hjemmeholdet.

2. halvleg skabte tryghed om, at hullerne efter de mange angribere, der havde forladt OL-landsholdet, var ved at blive fyldt ud – igen. Holdet så ud til at helt være på plads. UK havde fundet de rette folk til nøglepositionerne over hele banen.

Selv om det var blevet en flot sejr og debutanterne havde gjort det godt, var landstræner Rudi Strittich ikke ovenud begejstret. Den skeptiske DBU-mand fandt, at danskerne havde begået en dumhed ved at slås med islændingene i første halvleg. Forsvaret havde ikke set godt ud før pausen, så landstræneren havde talt med store gloser i pausen for at vække sit mandskab.

Efter kampen blev yderligere fem spillere udtaget til den 19-mand store OL-trup. De heldige spillere var målmændene Heinz Hildebrandt og Valdemar Hansen, forsvarspillerne Helge Vonsyld og Flemming Pedersen samt Max Rasmussen. En time på banen var nok til at bane vejen til München for den arbejdsomme AB-spiller.

Udtagelseskomiteen manglede herefter alene at udtage de to frontløbere, der skulle supplere Allan Simonsen, Heino Hansen og Keld Bak.

Spillerne tog hjem til Danmark til to ugers absolut fodboldpause, hvor DBU havde pålagt spillerne ikke engang at deltage i privatkampe eller andre aktiviteter.

De danskere, der ikke var i sommerhus eller feriekoloni uden adgang til radio, kunne følge kampen på P2, hvor Svend Gehrs var ved mikrofonen. Danmarks Radio havde sendt et kamerahold til Reykjavik for at optage kampen.

Dagen efter den 4. juli viste DR kl. 20.40 en times uddrag af målfesten, formodentlig redigeret af Svend Gehrs, der jo havde overværet kampen for radioen.

Begge Allan Simonsen mål i debutkampen er i dag tilgængelig på YouTube. Målene har bl.a. været vist i forbindelse med Simonsens optag i DBU’s Hall of Fame i 2008 og diverse spillerportrætter i DR. De øvrige tre danske mål har ikke været vist i TV siden 1972.

Onsdag den 2. august 1972 kl. 19.00: Danmark-Manchester United 2-3 (2-2)

Uofficiel træningskamp i Københavns Idrætspark

Efter venskabskampen i Island manglede Udtagelseskomiteen (UK) fortsat at udtage de to resterende angribere for at OL-truppen på 19 mand var komplet. Danmarks forsvar og midtbane var helt på plads med stamspillere og reserver.

De fleste spillere havde holdt helt fodboldfri i ugerne efter hjemkomsten fra Reykjavik. Enkelte spillere var dog med i deres klubbers turneringskampe i den internationale Toto Cup, der leverede sommerkampe til de nationale tipskuponer.

Kampen mod det berømte britiske klubhold Manchester United FC skulle anvendes til at pudse formen af inden OL samt teste AaB-angriberen Kurt Berthelsen og Frem-wingen Leif Printzlau. Den skrappe dribler Carsten Brandenborg fra Randers Freja havde fået 20 minutters spilletid i Island-kampen og var hensat til på afstand at følge sine to angrebskonkurrenters indsats.

Arrangør af kampen var fodboldsammenslutningen Stævnet, der i flere årtier havde arrangeret internationale kampe i København. Medlemmerne af Stævnet var de store københavnske klubber B93, KB, AB, B1903 og Boldklubben Frem samt en række mindre klubber fra omegnskommunerne.

Det danske landshold stillede derfor ikke op i de velkendte røde trøjer med DBU-emblemet på brystet. Tværtimod optrådte OL-spillerne i en iøjnefaldende lilla spilletrøje og sorte bukser, medens udeholdet fra Storbritannien havde deres sædvanlige røde trøjer og hvide bukser på.

Startopstillingen imod Manchester United FC var følgende:

Danmark/Stævnet

Mogens Therkildsen, OB

 

Flemming Ahlberg, Frem

Per Røntved, Brønshøj

Jørgen Rasmussen, Randers

 

Svend Andresen, B1903

 

Hans Ewald Hansen, B1901

Jack Hansen, B1913

Kristen Nygaard, Fuglebakken

Allan Simonsen, Vejle

Kurt Berthelsen, AaB

Leif Printzlau, Frem

Den 28årige Kurt Berthelsen var topscorer i 2. division for AaB. Den kraftfulde spiller med det store fuldskæg havde siden sin debut i Aalborg i 1966 bevist, at han havde skud i støvlerne. En alvorlig skade i den ene akillessene havde sat ham alvorligt bagud i forberedelserne til sæsonstarten, men mange skader hos holdkammeraterne ved Limfjorden samt manglen på angribere på OL-landsholdet førte til den lynhurtige angribers indrullering på landsholdet.

Den anden angriber til eksamen var Frems kantspiller Leif Printzlau, der allerede havde spillet 5 landskampe. Den seneste indsats var hjemmekampen mod amatørerne fra Schweiz i 1971, hvor den lange angriber dog blev udskiftet i pausen efter en famlende og usikker indsats. I årevis havde eksperter kalkuleret med, at den teknisk dygtige Valby-spiller ville få sit store gennembrud. Chancen bød sig nu foran næsten 19.000 begejstrede tilskuere i herlig sommerstemning.

Inden kampen afslørede Manchester Uniteds manager Frank O'Farrell, at sidste års nr. 8 i den engelske første division ville stille op i stærkeste opstilling. Danskerne skulle ikke forvente en gang feriefodbold. Briterne havde skuffet fælt i de forudgående træningskampe på de britiske øer, så det var velmotiveret hold, der skulle til at komme i omdrejninger. Ligapremieren lå kun 10 dage fremme den 18. august, så der var ikke meget tid til at justere på holdet.

Manchester United stillede med følgende 11 spillere: Målmand Jimmy Rimmer, i forsvaret Tommy O'Neil, Tony Dunne, Martin Buchan, Steve James samt midtbane/angreb David Sadler, Willie Morgan, Brian Kidd, Bobby Charlton, Denis Law og Sammy McIlroy.

Det store trækplaster i København var den 34årige Bobby Charlton, der fungerede som en lysende ambassadør for engelsk fodbold. Dagen før kampen holdt den sympatiske verdensmand en interessant pressekonference på pubben Long John i København. Værten var det danske fodboldkoryfæ John Hansen, der bl.a. havde spillet på OL-holdet i 1948.

Inden kampen fik det højstemte publikum mulighed for første gang over højtaleranlægget at høre OL-holdets ny slagsang: Røde hvide farver. Teksten i denne fornøjelige slagsang var af Dansk Top-stjernen Flemming Antony. Melodien med det iørefaldende omkvæd fik hurtigt klapsalverne frem. Enkelte humoristiske sjæle bemærkede dog tørt, at landsholdet spillede bedre fodbold end det sang i kor.

Landstræner Rudi Strittich havde noget overraskende dikteret en offensiv 4-3-3 opstilling med de tre angribere Allan Simonsen, Kurt Berthelsen og Leif Printzlau. Landsholdet havde i de foregående kampe alene spillet med to mand fremme, som ofte var overladt til sig selv, hvis den forstærkede midtbane kom under pres fra modstanderen.

1. halvleg udviklede sig til et festligt fodboldshow - noget overraskende med det danske OL-landshold som det bedste hold på banen. Det startede ellers katastrofalt for værterne. Allerede efter et minut lå bolden i nettet bag målmanden Mogens Therkildsen. Den dynamiske wing Willie Morgan hentede først bolden på den engelske banehalvdel og gled i et uimodståeligt fremryk forbi 3-4 danskere, der passivt kikkede på. Behersket løftede den skotske landsholdsspiller bolden frem i et tomrum midt for mål, hvor Brian Kidd lynhurtigt skød frem. Uden vanskeligheder kunne den tidligere engelske landsholdsspiller passere Mogens Therkildsen, der slet ikke havde rørt bolden endnu.

Målet afslørede, at det danske forsvar var uhyre sårbart over for hurtige gennembrud på midten. Der var ingen til at følge de fremrykkende briter, der udækket fik lov til at bevæge sig ind foran det danske mål.

Resten af halvlegen var det en nydelse at se det danske hold. Det pågående og kloge danske angrebsspil pressede briterne langt tilbage på banen. På midten dominerede store Jack Hansen på en måde, der aldrig var set bedre på landsholdet. De to andre Hans Ewald Hansen og Kristen Nygaard strøede om sig med gode afleveringer. Bagfra var den utrættelig Per Røntved en konstant trussel, der fik favoritterne fra Midtengland til at vakle.

Den hårdt kæmpende Kurt Berthelsen tacklede sig til den danske udligning. Målet var resultat af, at den anden eksaminand Leif Printzlau opfangede en svag tilbagelægning fra en britisk forsvarer. Da Frem-spilleren havde fået kontrol over bolden, sparkede han hårdt og fladt bolden ind foran mål, hvor Berthelsen brugte hele sin kropsvægt til at skubbe bolden over mål i hård nærkamp med centerhalfen Steve James.

Den 19årige Allan Simonsen optrådte som en ustyrlig og utæmmelig højre wing. VB-talentet kronede indsatsen med at bringe OL-drengene foran 2-1 efter et fuldendt gennembrud, hvor han først prikkede bolden forbi den irske back Tony Dunne og derefter den erfarne målmand Jimmy Rimmer, inden landets nye stjernespiller behersket sparkede kuglen i kassen under øredøvende jubel fra de ellevilde tilskuere.

Inden pausen udlignede den nye spændende midterforsvarer Martin Buchan for Manchester United på et hovedstød.

I 2. halvleg kunne de ferietunge danskere ikke længere følge med. Briterne strammede tempoet gevaldigt op og begyndte at lave nogle eksplosioner på banen, hvor gæsterne på ingen tid skiftede fra gå-fodbold til hurtige ryk. Den målfarlige forward Brian Kidd scorede med en pragtfuld helflugter sit andet mål i kampen til slutresultatet 3-2. Både Bobby Charlton og det andet stjernekoryfæ Dennis Law blev udskiftet efter at have givet smukke prøver på deres fodboldkvaliteter.

Det var en yderst tilfreds landstræner Rudi Strittich, der tog imod pressen efter kampen. Han erkendte, at hans mandskab var gået fysisk ned i 2. halvleg, fordi de fleste af spillerne ikke havde været i kamp i lang tid. Modsat var han meget glad for, at den nye 4-3-3 opstilling havde fungeret strålende i 1. halvleg.

”Jeg er blevet væsentlig mere optimist efter den fine indsats, som spillerne leverede i aften”, jublede Rudi Strittich. ”Selvtilliden er ikke faldet ned efter succesen i Bukarest – tværtimod så glæder jeg mig til OL”, sluttede den glade OL-deltager.

Efter kampen afholdte DBU et spillermøde, hvor hver enkelt spiller fik instruks om, hvordan de individuelt skulle forberede sig på OL-turneringen, der kun lå 3 uger væk. De fleste OL-aspiranter blev opfordret til at skrue op for træningen.

De mest glade personer i Idrætsparken efter kampen var utvivlsomt de to angribere Kurt Berthelsen og Leif Printzlau, der begge af UK fik udstedt adgangsbilletter til OL i München.

Især Leif Printzlau var glædelig overrasket, da han ikke havde følt sig godt tilpas som spydspids. ”På Frems hold er jeg spilfordeler. På landsholdet skal jeg løbe efter boldene, der kommer bagfra fra en medspiller. Det vil tage noget tid at vænne sig til den nye rolle”, konkluderede den 23årige københavner.

Onsdag den 16. august 1972 kl. 19.00: Danmark-Mexico 3-0 (1-0)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark

I dagene op til den sidste træningskamp inden afrejsen til München rettede sportsinteressen sig først og fremmest mod bokseren Tom Bogs kamp i Københavns Idrætspark mod argentineren Carlos Monzon. Århundredets boksekamp i Danmark var sat til lørdag 19. august kl 21.00. Kampen gjaldt VM-titlen i mellemvægt.

Kampen om målmandsposten på OL-landsholdet kunne dog kaste en vis interesse af sig. Det normale førstevalg til målmandsposten Mogens Therkildsen havde spillet halvdårligt mod Manchester United og var kommet i farezonen. Modsat havde OB-keeperens to rivaler Heinz Hildebrandt og Valdemar Hansen stået glimrende på mål for henholdsvis Hvidovre og Frem. Den lynhurtige Valdemar Hansen var af Ekstrabladet blevet nomineret til ugens hold og pressede sig kraftigt på til at snuppe pladsen i buret for næsen af Therkildsen og Hildebrandt.

I den sidste ende løb Mogens Therkildsen med målmandshvervet mod Mexico, da Heinz Hildebrandt fik beskadiget sit knæ. Valdemar Hansen fik reservetjansen med udsigt til at komme på banen, da Mogens Therkildsen var plaget af en mindre fingerskade.

Det unge mexicanske OL-hold var blevet valgt som modstander for at give Danmark en spillemæssig forsmag på den første OL-modstander Brasilien, som danskerne frygtede på forhånd. Selv om man styrkemæssigt ikke kunne sammenligne Mexico og Brasilien, ville det danske OL-hold komme til at stå over for en latinamerikansk spillestil med kvikke bevægelser, besnærende boldbehandling og smarte kombinationer.

Mexico kom lige fra en træningslejr i hjemlandet, der havde løbet over 6 måneder. De fleste spillere var unge studerende, der var tilknyttet professionelle klubber i Mexico, men ikke modtog honorarer. Holdet skulle i OL-turneringen møde Sovjetunionen, Burma og Sudan og havde gode chancer for at kvalificere sig til mellemrunden.

Danmark fik en god generalprøve og vandt komfortabelt 3-0 i en brutal kamp, hvor mange af de danske spillere lå mere ned på græsset end de stod op. Mexico formåede aldrig at true det danske forsvar og derved mistede kampen sin betydning som sidste testmatch. Publikum blev ikke meget klogere med hensyn til Danmarks chancer i OL-turneringen.

Kun sølle 12.300 tilskuere orkede at bevæge sig ud på Østerbro for at ønske OL-landsholdet held og lykke på vejen til München.

De få tilskuere valgte hurtigt Kristen Nygaard som deres yndling. Da den elegante boldekvilibrist gang på gang blev offer for gæsternes mange brutale benspænd og slynggreb, klappede tilskuerne taktfast for at holde modet oppe. Fuglebakken-spilleren straffede de hævngerrige mexicanere ved at score kampens tre mål, men måtte kort før tid forlade banen efter endnu et voldsomt overfald.

Den veloplagte midtbaneregissør åbnede målscoringen i slutningen af 1. halvleg.

37.min – Kristen Nygaard (1-0) scorer direkte på frispark. Frisparket bliver begået mod Århus-manden selv, som tager en grundig hævn over synderen ved at banke bolden direkte gennem den mexicanske muropdækning. Den forbavsede målmand når slet ikke at blinke med øjnene førend bolden får nettet til at blafre.

Kampen havde en dansk dommer Bent Nielsen, der havde sit hyr med at dæmpe de iltre mellem-amerikanere. Opmanden kunne roligt have smidt et par mand ud i 1. halvleg efter hensynsløse tacklinger, men lod nåde gå for ret.

2. minutter inde i 2. halvleg punkterede Danmark enhver spændring om kampens udfald.

47.min – Kristen Nygaard (2-0) scorer på straffespark. Den danske dommer Bent Nielsen dømmer straffespark til hjemmeholdet, da en mexicansk back kommer løbende bagfra og meget hårdhændet slynger Kristen Nygaard omkuld. Episoden er opstået ved, at århusianeren mandsopdækker den mexicanske målmand i forbindelse med et udspark. Det er man tilsyneladende ikke vant til i Latinamerika.

Den 22årige Kristen Nygaard fuldbyrdede sit hattrick efter 20 minutter i 2. halvleg.

65.min – Kristen Nygaard (3-0) afslutter en godt angreb med koldblodigt at skyde bolden højt i nettet. Den lange Keld Bak bryder igennem i højre side og sender en flad aflevering ind på midten. Midt for mål har Kristen Nygaard nemt ved at sætte sin sikre venstre fod til bolden. Målmanden når at få hænderne i vejret, men har ingen chance for at redde bolden, der sidder højt til venstre.

Aalborg-manden Kurt Berthelsen havde det vanskeligt i sin debutkamp. Tempoet slog den tunge angriber ud, så både afleveringer og afslutninger blev for febrilske og unøjagtige. Indstillingen var der ikke noget i vejen med, men for meget spil gik i stå, når nordjyden fik bolden. Han blev i pausen udskiftet med Næstveds Keld Bak, der var fiks i sine fremstød, men grundlæggende ikke fik ændret indtrykket af, at det lette danske angreb med småfolkene Allan Simonsen og Heino Hansen savnede bid og gennembrudskraft. Der kom heller ingen angribere på måltavlen. Faktisk havde ingen af frontløberne en afslutning på mål i løbet af de 90 minutter.

Efter kampen lagde debutanten Kurt Berthelsen ikke skjul på, at han var skuffet over kampen. Han forklarede den dårlige indsats med, at han var blevet fejlplaceret på fløjen i stedet for på midten. ”Min styrke er at kæmpe på midten og agere bande for mine medspillere”, sagde AaB-spilleren med tydelig adresse til landstræner Rudi Strittich.

Med tre mål var det oplagt, at Kristen Nygaard placerede sig øverst på Ekstrabladets rangliste. Tremålsskytten var tæt forfulgt af Per Røntved, der med sine dristige fremstød havde understøttet angrebet og Jack Hansen, der også var med til at opbygge spillet. Først på plads nr. 8 kom der en angriber Heino Hansen.

De unge mexicanske hold kombinerede nydeligt midt på banen, når det ikke blev presset, men kom aldrig i nærheden af det danske mål. Mogens Therkildsen og senere den indskiftede Valdemar Hansen fik ikke meget at arbejde med. I realiteten kom det danske forsvar aldrig under det hårde pres, som havde været et af formålene med at vælge et latinamerikansk hold til den sidste testmatch.

Den danske OL-trup kunne efter kampen begynde at pakke til rejsen med en pæn portion selvtillid i kufferten. Resultatmæssigt var udfaldet af de tre opvarmningskampe faldet ud til den gode side. Den meget defensive opstilling i Bukarest med kun to ensomme angribere var blevet ændret til en mere offensiv formation med tre deciderede angribere. Tydeligt var det dog, at åreladningen i forsommeren havde taget hårdt på OL-landsholdet. De tre angribere Allan Simonsen, Heino Hansen og Keld Bak havde tilsammen kun spillet 11 landskampe og manglende både rutine og modenhed i forhold til at spille i en slutrunde.

Ganske usædvanligt i forhold til tidligere landskampe i København var Danmarks Radios dækning af kampen såre beskeden. Der var ingen forskudt TV-transmission eller direkte radio. DR kunne alene mande sig op til at vise kampens højdepunkter i aftenens TV-avis med Sportsnyt, der løb over skærmen fra kl 21.55. De fodboldinteresserede TV-kikkere måtte altså nøjes med et kort indslag, hvor Kristen Nygaards tre mål dog var med.

Det danske sportsikon Tom Bogs tabte i øvrigt kampen til den suveræne Carlos Monzon. Foran 18.000 opstemte tilskuere blev Tom Bogs slået ud i femte omgang.

Det olympiske fodboldtrup 1972

Det danske OL-landshold ankom til den olympiske landsby i München som nogle af de sidste deltagere. Ankomsten fra København var så sent som fredag den 25. august. Den meget sene ankomst var overraskende, da landsholdet allerede skulle i ilden på konkurrencernes anden dag den 27. august kl. 15.00.

Fodboldtruppen på 19 mand bestod af følgende spillere:

Nr.

Navn

Klub

Alder

Landskampe

  1. 1.     

Mogens Therkildsen

OB

32

7

  1. 2.     

Flemming Ahlberg

Boldklubben Frem

25

5

  1. 3.     

Svend Andresen

B1903

22

16

  1. 4.     

Per Røntved

Brønshøj Boldklub

23

15

  1. 5.     

Jørgen Rasmussen

Randers Freja

27

15

  1. 6.     

Hans Ewald Hansen

B1901

28

8

  1. 7.     

Jack Hansen

B1913

24

5

  1. 8.     

Kristen Nygaard

Fuglebakken IK

22

14

  1. 9.     

Allan Simonsen

Vejle Boldklub

19

2

  1. 10.  

Kurt Berthelsen

AaB

28

1

  1. 11.  

Leif Printzlau

Boldklubben Frem

23

5

  1. 12.  

Flemming Pedersen

KB

24

7

  1. 13.  

Helge Vonsyld

Randers Freja

24

0

  1. 14.  

Sten Ziegler

Hvidovre IF

22

6

  1. 15.  

Max Rasmussen

AB

26

1

  1. 16.  

Heino Hansen

Slagelse Boldklub

24

2

  1. 17.  

Keld Bak

Næstved IF

28

7

  1. 18.  

Heinz Hildebrandt

Hvidovre IF

29

1

  1. 19.  

Valdemar Hansen

Boldklubben Frem

26

1

Derudover var der følgende ledere, trænere og massører med i OL-truppen:

  • Rudi Strittich, træner og holdleder

  • Rasmus Bach Andersen, DBU’s faste læge siden 1968

  • Thure Johnson, massør

  • Ib Skotnborg, formand for UK og holdleder

  • Jørgen Leschly Sørensen, medlem af UK

  • Egon Johansen, medlem af UK

Da de danske OL-spillere - efter en lang og anstrengende flyrejse samt transfer fra lufthavnen - omsider nåede frem til den olympiske by, hvor de skulle indkvarteres i de næste 14 dage, måtte de tålmodigt vente i solen i lang tid, inden de fik adgang til deres værelser og udpakning. Ikke alle i den store DBU-delegation var dog så heldige.

Formanden for DBU siden 1965 Wilhelm Skousen og 7 andre topledere fra DBU fik i første omgang slet ikke lov til at træde ind den forjættede by, da de ikke var akkrediterede som OL-deltagere. DBU-toppen havde planlagt at bo på et hotel uden for OL-byen. Vagterme ved porten ville blæse på, at DBU’s top kunne argumentere for, at de tilhørte den danske delegation og ovenikøbet tilhørte toppen af kransekagen. Efter en del diskussion frem og tilbage, hvor formanden for den olympiske komite Gudmund Schack måtte intervenere, endte det med, at de sidste gæster kom ind.  

Genvordighederne ophørte dog ikke med den lange ventetid og den besværlige indkvartering. Da trænerstaben og spillerne senere på dagen skulle af sted til den første træning på tysk jord, var der ingen bus til rådighed, der kunne transportere OL-truppen de 10 km til træningsanlægget. Det gav yderligere forsinkelse. Spillerne kom først i gang med at strække benene ud efter rejsen adskillige timer senere end planlagt. Den danske ankomst og forberedelse endte med at være kaotisk fra start til slut og altså kun 2 dage før kickoff til den afgørende puljekamp.

Helt i tidens ånd aftalte DBU-staben og spillerne, at der skulle laves en form for demokrati på OL-landsholdet gennem etablering af 3 forskellige udvalg:

  • Kontaktudvalget, der skulle koordinere pressemøder, forholdet til journalister og interne forhold i OL-truppen.

  • Humørudvalget, der skulle lægge plan for underholdning af spillerne mellem kampene.

  • Informationsudvalget, der skulle holde sig ajour med tidspunkterne for de øvrige danskeres OL-optræden, så spillerne fik mulighed for at deltage som tilskuere og bakke op om det danske OL-hold.

Spillerne var meget begejstrede for denne nyskabelse, der skulle tømre OL-truppen endnu bedre sammen og være med til at løse evt. gnidninger mellem trænerstab og spillere.

Søndag den 27. august 1972 kl. 15.00: Danmark-Brasilien 3-2 (1-0)

1. kamp i indledende runde i OL-turneringen på Drei Flüsse Stadion i Passau

Da Danmark allerede skulle spille sin første OL-kamp dagen efter den officielle indmarch og åbningshøjtideligheden, deltog det danske OL-landshold ikke i festlighederne på det olympiske stadion. Ceremonien ville have tage mindst 4-5 timer, hvilket ville være alt for trættende og udmattende for et mandskab, der stod over for en nøglekamp mod en vanskelig modstander.

Danmarks første OL-kamp skulle spilles i treflodsbyen Passau tæt ved den østrigske grænse, hvor den brede Donau mødte bifloderne Inn og Ilz. Spillerne måtte tage tidligt fra den olympiske by, fordi transporten skulle ske med tog. Mere end tre timer sad spillerne og betragtede de smukke bayerske landskab, der fløj forbi vinduerne, medens toget kørte mod øst – en højst usædvanlig optakt til en afgørende landskamp.

Taktikken for det danske hold byggede på, at nordboerne ville være klart fysisk stærkere end deres sydamerikanske modstandere. Det var afgørende vigtigt, at den sovjetrussiske dommer Pavel Kazakov ville tillade hårdt, fysisk spil lige til grænsen til det ulovlige. Da danskerne var underlegne i mand-til-mand duellerne, skulle Strittichs udvalgte begynde kampen afventende. De rød-hvide skulle først gå frem til sydamerikanerne, når de gulblusede var i nærheden af straffesparksfeltet. Danskerne frygtede ikke langskud fra brasilianerne, som havde en tendens til at nipse meget med bolden og sjældent prøve skud fra distancen.

Landstræner Rudi Strittich og resten af udtagelseskomiteen brugte den lange rejse til at nominere startopstillingen. Det var i hvert fald den forklaring, som DBU-folkene gav spillerne og pressen, men de fleste var overbeviste om, at startopstillingen allerede var på plads, da UK bordede toget.

Startopstillingen til Danmarks første OL-kamp så således ud:

Danmark A

 

Mogens Therkildsen, OB

 

Flemming Ahlberg, BK Frem

Svend Andresen, B1903

Per Røntved, Brønshøj BK

Jørgen Rasmussen, Randers Freja

Jack Hansen, B1913

Hans Ewald Hansen, B1901

Kristen Nygaard, Fuglebakken IK

Allan Simonsen, Vejle BK

Heino Hansen, Slagelse BK

Keld Bak, Næstved IF

Reserver:

  • Heinz Hildebrandt, Hvidovre IF (m)
  • Valdemar Hansen, BK Frem (m)
  • Kurt Berthelsen, AaB
  • Leif Printzlau, BK Frem
  • Flemming Pedersen, KB
  • Helge Vonsyld, Randers Freja
  • Sten Ziegler, Hvidovre IF (57.min for Hans Ewald Hansen)
  • Max Rasmussen, AB
           

Den lange rejsetid med tog fik også den brasilianske delegation til at fare i flint. De brasilianske ledere var i forvejen oprevet over, at danskerne var kommet så sent til OL, at den brasilianske stab ikke fik lejlighed til at spionere. Sydamerikanerne forlangte at få lov til at rejse til Passau allerede dagen før. I brasilianernes øjne var der alt for meget kæft, trit og retning i tyskernes minimalistiske planlægning, der slet ikke tog hensyn til spillerne.

Brasilien var rejst til Europa med et meget ungt hold. Spillerne, der havde en gennemsnitsalder på under 19 år, var alle knyttet til de store klubber i Rio de Janeiro, Sao Paulo og Salvador som reserve- eller ungdomsspillere. De brasilianske talenter blev af deres store trænerstab beskrevet som et angrebslystent hold med begrænset international erfaring og et efterslæb i taktisk disciplin. ”Bolden er spillet”, udtalte den brasilianske cheftræner Antoninho til Ekstrabladet inden kampen og nedtonede meget sydamerikanernes styrke.

OL-turneringer fungerede traditionelt som et udstillingsvindue for nye talenter, så der blev holdt godt øje med potentialet hos de unge brassere, når de før kampen mod Danmark løb rundt på træningsbanen. Eksperter og journalister forsøgte at spotte den næste store brasilianske fodboldstjerne. Den 18årige Luis de Paula ”Washington” havde været en stor åbenbaring efter en international ungdomsturnering i 1971 og blev sammenlignet med selveste Pele.

En anden yngling imponerede også på træningsbanerne og fik en del foromtale i de danske aviser. Det var den 18årige Paulo Roberto ”Falcão” fra Porto Alegro, der diskede op med gode driblinger og flotte skud.

Succesen for dansk amatørfodbold fortsatte i Passau, da Danmark i et nervepirrende fodbolddrama vandt 3-2. Midt i 2. halvleg så det ud til, at sejren var tabt på gulvet for det danske OL-landshold, da Brasilien udlignede den sikre 2-0 føring. Hele følelsesregisteret kom i brug i et meget svingende opgør, hvor den lille blev den store personificeret banens mindste spiller Allan Simonsen.

Kampen blev overværet af HKH Prins Henrik og prinsesse Benedikte, der var kommet med helikopter fra München. De royale gæster hilste på spillerne inden kampens begyndelse. 

De 10.000 tilskuere, heraf mange danskere i rødt og hvidt, fik en kedelig og charmeforladt 1. halvleg. Danskerne satte demonstrativt tempoet ned ved konstant at aflevere bagud og til siden. Det voldte ikke problemer at køre bolden i egne rækker, fordi brasilianerne stormede tilbage i forsvaret, når de havde mistet bolden. Brasilianerne viste sig som forventet som glimrende fodboldteknikere, men med små fodboldhjerner.

Kampens første angreb førte til et frispark i sydamerikanernes venstre side. Kristen Nygaard skruede frisparket smukt direkte i det korte hjørne. Den 20 årige Fluminense-målmanden med det dansk-klingende navn Elias Nielsen reddede den vanskelige bold og blev derved den første brasilianer, der fik lov at røre bolden.

Efter en lille halv times søvndyssende spil havnede et herreløst indlæg i danskernes højre side. Bolden blev opfanget af lille Allan Simonsen, der påpasseligt var rykket tilbage for at støtte backen Flemming Ahlberg, når Brasilien var i angreb. Den arbejdsomme Vejle-angriber satte et opspil i gang, der skulle føre til det forløsende føringsmål.

28.min – Allan Simonsen (1-0) igangsætter, opbygger og afslutter dansk mønsterangreb. Helt nede på kanten af det danske målfelt samler Allan Simonsen en løs bold op. I det øjeblik er han bagerste mand. Han fører bolden frem og afleverer midt på den danske banehalvdel kort til højre back Flemming Ahlberg. Den lille VB-spiller fortsætter sit fremløb i danskernes højre side, medens Ahlberg langsomt fører bolden frem til midterlinjen. Frem-spilleren returnerer igen bolden til Allan Simonsen, der står helt fri midt på brasilianernes banehalvdel. Allan Simonsen tager et par hurtige træk. Da Danmarks nr. 9 bliver angrebet af brassernes venstre back nr. 6 Celso, sparker han bolden højt ind i Brasiliens målfelt. Den brasilianske midterforsvarer Terezo vil afværge angrebet, men kan kun heade bolden højt op i vejret. Den løse bold lander i straffesparkfeltet, hvor Keld Bak i nærkamp med den anden midterforsvarer Fred får kontrol over bolden. Den lange Næstved-angriber trækker sig smart fri af en tacklende Terezo og vil aflevere kort til Heino Hansen, der står fri midt for mål. Afleveringen er dog for hård til at Slagelse-angriberen kan nå bolden. Den fortsætter igennem målfeltet til Allan Simonsen, der har fortsat sit fremløb og nu er helt fri foran mål. Han skyder bolden under målmanden Elias Nielsen, medens den brasilianske back Celso, der ikke har fulgt med Simonsen tilbage, forgæves appellerer for offside.

Resten af halvlegen blev en ørkenvandring. Danskerne fortsatte med at dæmpe tempoet, medens brasilianerne uden held forsøgte at skabe målchancer over for det kompakte danske forsvar. De to danske backs Flemming Ahlberg og Jørgen Rasmussen havde godt fat i deres modstandere, hvilket førte til, at de umodne brasilianere lod sig lokke til at forsøge at komme igennem på midten, hvor det danske forsvar med Jack Hansen som ekstra gardering var stærkest.

I starten af 2. halvleg øgede Danmark til 2-0 og i de efterfølgende minutter havde Danmark flere gode muligheder, der kunne have lukket kampen.

50.min – Per Røntved (2-0) scorer flot på hovedstød. Danmark får tilkendt et frispark i Brasiliens højre side. Kristen Nygaard placerer bolden næsten ved baglinjen midt mellem hjørneflaget og forreste målstolpe. Den ene spydspids Heino Hansen har placeret sig ved forreste stolpe, medens lange Keld Bak dækker den bagerste. Midt for mål befinder sig både Per Røntved og Allan Simonsen. Da bolden fra Nygaard sejler ind i målfeltet, løber Brønshøj-spilleren frem til bolden. Med siden af hovedet dirigerer han bolden ned til venstre for målmand Elias Nielsen, medens han presses af venstre back Celso. Bolden studser jorden ved venstre stolpe uden chance for keeperen. Danskerne har inkl. Hans Ewald Hansen fem spillere i straffesparksfeltet. Den brasilianske defensiv fremstår uorganiseret ved denne dødbold.

Målet fik det støjende danske publikum til at bryde ud i seng. Snart lød ”vi sejler op ad åen” på lægterne, medens publikum nød den gode bayerske øl.

Efter et kvarter i 2. halvleg kom Hvidovres Sten Ziegler på banen i stedet for en helt udslukt Hans Ewald Hansen, der havde virket tøvende i nærkampene og usikker i afleveringerne. Falstringen havde fra kampens første minut følt sig utilpas i varmen og fandt sig aldrig til rette på grønsværen.

Det klare danske spilovertag over for et brasiliansk mandskab, der var på randen af sammenbrud, førte frem til flere muligheder. Keld Bak fik muligheden for at slukke lyset helt hos de følsomme sydamerikanere. I stedet for at afslutte forsøgte Næstved-angriberen at aflevere, men pasningen til Alan Simonsen mislykkedes. Et tredje dansk mål ville formodentlig havde afgjort kampen.

Opgøret ændrede fuldstændig karakter, da Brasilien uventet kæmpede sig ind i kampen igen. Efter at have haft kontrol over kampen i en time, satte danskerne deres føring over styr på 60 sekunder.

68.min – Dirceu José Guimarães (2-1) reducerer med flot spark højt i målet. Brasiliens Ze Carlos, der lige er blevet skiftet ind, sparker bolden i danskernes venstre side højt ind over med retning mod den danske målfelt. Backen Flemming Ahlberg og en brasiliansk angriber springer højt efter bolden ved den bagerste stolpe. Hovedstødsduellen ender med, at bolden fortsætter ud i danskernes højre side, hvor nr. 11 Dirceu står helt udækket. Den kommende storspiller hamrer bolden højt i mål med venstrefoden uden chance for Mogens Therkildsen. Bolden stryger hårdt op i nettaget, medens de brasilianske spillere jubler.

Brasilien havde fået momentum nu og kastede alt frem for at udnytte den danske usikkerhed. Det gav bonus hurtigere end selv den mest optimistisk sydamerikaner havde forventet.

69.min – Manuel Santos (2-2) står helt udækket og udligner. Brasilien udfører hurtigt et hjørnespark. En brasilianer spiller bolden i danskernes højre side kort til en holdkammerat i stedet for at sparke indover. Efter lidt ping-pong havner bolden fladt midt inde i det danske målfelt, hvor Ze Carlos står fuldstændig udækket. Han skal blot sætte en inderside til kuglen, der fladt stryger i nettet. På mållinjen står både Jørgen Rasmusen og Flemming Ahlberg, medens Mogens Therkildsen er gået lidt frem. Det danske forsvar er blevet overrasket over, at bolden ikke er sparket indover ved hjørnesparket og har derfor ikke fundet sine markeringer, da bolden skydes fladt ind i det danske felt.

En times perfekt indsats både taktisk og spillemæssigt var sat over styr på 60 katastrofale sekunder. De skrækslagne tilskuere og hele pressekorpset kunne øje to scenarier for det danske landshold, der var slået helt groggy: Sammenbrud eller genrejsning.

Danskerne fik stabiliseret situationen i de følgende minutter. Brasilien kom ikke til flere chancer, medens danskerne anført af allestedsværende Per Røntved og solide Jack Hansen arbejdede hårdt for at få sat skik på tropperne. Det lignede uafgjort, men de to små folk i angrebet Heino Hansen og Allan Simonsen fik i fællesskabet hevet den smalle sejr i land.

83.min – Allan Simonsen (3-2) sikrer dansk sejr i åbningskampen. Danmark har indkast i Brasiliens højre side. Efter en hurtig kombination mellem Jørgen Rasmusen og Heino Hansen dribler Slagelses-spilleren sig fri af nr. 5 Falcao og rykker mod baglinjen. I første omgang får den tililende Fred afpareret hans indlæg, men bolden går retur til Heino Hansen, der i anden omgang får manøvreret bolden indover. Indlægget er højt og skruet og snyder derfor den brasilianske målmand, der vil forsøge at fiste bolden væk, men misser totalt. Omgivet af backerne Osmar og Celso dukker Allan Simonsen op helt inde under målet og får med hovedet dirigeret den løbske bold i nettet. Med armene strakt højt i vejret modtager den lille vejlenser sine holdkammeraters hyldest.

Danskerne red stormen af i de sidste minutter. Det var lykkelige og dødtrætte danskere, der gik til omklædningsrummet. Først ventede der et svalende brusebad, derefter en 3 timers togtur tilbage til München i selskab med medlemmer af den danske olympiske komite, hele DBU’s top, en horde af spørgelystne journalister samt de slagne brasilianere lidt længere nede ad toggangen. Den trætte Kristen Nygaard måtte lægge sig i en sovekupe, da han fik maveproblemer efter at have indtaget en mineralvand lidt for hurtigt.

OL-kampen var ikke en kamp på højt internationalt niveau. Kampcifrene viste ubarmhjertigt, at selv om Brasilien havde bolden mest, brugte danskerne den bedst. Der var også en kamp med et væld af frispark, der afslørede kampens betydning, men også mandskabernes manglende turneringserfaring. Danmark lavede 32 frispark mod Brasiliens 23. Danskerne spillede i et tempo, der passede bedre til en behersket vals end en fyrig samba.

Banens bedste spiller var libero Per Røntved. Til tider viste den unge københavner verdensklasse. Den brasilianske holdleder Colomino gik så vidt som til at hævde, at Røntved ville gå direkte ind på de professionelle brasilianske landshold. Eksperterne var ikke i tvivl om, at de udenlandske opkøbere ville stå i kø efter at skrive kontrakt med denne nye klassespiller. 

Det danske forsvar stod godt i alle 90 minutter – med undtagelse af det fatale minut, hvor Brasilien scorede to gange. Kun få gange kom brasilianerne afgørende igennem de danske bastioner. Brassernes småspil blev trevlet op eller stoppet af en hård tackling, der fik samba-spillerne til at hoppe højt i luften.

Den danske landstræner var naturligvis en glad og lettet mand, da han på togturen tilbage til München underholdt sig med de danske journalister, der drev rundt fra kupe til kupe for at tale med spillere og ledere. Den stolte landsholdsleder var sikker på, at sejren ville give genlyd i den internationale fodboldverden. Det glædede også landstræneren, at den aftalte taktik med henholdende spil og adstadigt tempo blev fulgt til punkt og prikke af de danske hold. Strittich var opmærksom på, at enkelte spillere som Hans Ewald Hansen og til dels Kristen Nygaard ikke havde spillet op til deres bedste, men gjorde det ikke til en større problem i forhold til kampen mod Iran, der lå kun to dage fremme.

I den anden kamp i gruppe C i Regensburg slog Ungarn klart Iran med 5-0 på mål af Antal Dunai (3), Bela Varadi og Mihaly Kozma.

DR havde ikke mulighed for at transmittere den spændende kamp mod Brasilien direkte i TV. I løbet af søndagen blev Danmark derfor delt i to lejre mellem dem, der fulgte med i den direkte radiotransmission på P2 fra kl. 15.00 og dem, som ville bevare spændingen resten af dagen indtil den forskudte transmission kl. 22.00 søndag aften. Man kunne se folk gå rundt med fingrene i ørerne, når de nærmede sig steder, hvor radioen spillede eller hvor en flok diskuterede fodbold. Rådhuspladsen i København skulle man helt undgå, fordi Politikens lysavis allerede var kl. 17.00 forkyndte det glædelige resultat.

DR viste forskellige OL-konkurrencer live i TV denne søndag eftermiddag og berettede indimellem indslagene om kampens forløb. Det første indslag med en opstemt TV-speaker i studiet handlede om, at Danmark var kommet foran 1-0. Senere på eftermiddagen kunne de forskrækkede journalister fortælle om, at Brasilien havde udlignet. Til slut kom så den forløsende meddelelse om, at Danmark havde vundet.

Kampens fem mål er bevaret og kan genopleves i farver og med Gunner Nu Hansens rolige røst på Danmarks Radios skolehjemmeside www.dr.dk/skole, der indeholder en lang række TV-billeder til brug for undervisningen i grundskolen og ungdomsuddannelserne. 

I en periode var det muligt på YouTube at se et længere uddrag af kampen med flere højdepunkter. Sekvenserne var med italiensk kommentator og havde det nationale italienske TV-station RAI som kilde. Desværre er denne billedfil blevet slettet i mellemtiden.

Tirsdag den 29. august 1972 kl. 16.30: Danmark-Iran 4-0 (3-0)

2. kamp i indledende runde i OL-turneringen på Rosenau Stadion i Augsburg

UK foretog et logisk genvalg på alle 11 pladser i startopstillingen. Til det sidste var der tvivl om, hvorvidt den elegante Hans Ewald Hansen fra de danske sydhavsøer kunne beholde sin plads på midtbanen. Åbningskampen mod Brasilien havde udviklet sig til et mareridt for den 28årige spilfordeler, som løb rundt som om, at han havde bly i støvlerne. Nerver var hans egen forklaring på den uforståelige indsats i Passau.

Spillerne brugte bl.a. hviledagen til at se DDR besejre Ghana 4-0 på Det Olympiske Stadion samt lidt af bokseturneringen, hvor landsmanden Ib Bøtcher knebent besejrede sin modstander fra Puerto Rico i weltervægt. Medens reserverne, der ikke havde været i kamp mod Brasilien, af landstræneren blev dirigeret igennem et grundigt træningsprogram, var stamspillerne på skånekost i OL-byens svømmehal, hvor fotograferne fik mulighed for at tage flere morsomme billeder med de feterede danskere. Især målmanden Mogens Therkildsen, der var formand for landsholdets humørudvalg, optrådte på slap line og lod sig fotografere med himmelvendte øje i en badering. Det blev et billede, der blev bragt af flere aviser i Danmark.

De danske fodboldledere udtrykte inden opgøret i Augsburg stor respekt for det iranske landshold, der i en træningskamp i Teheran før OL havde fejet selveste FC Bayern München af banen med 6-3. Der var masser af mål i de iranske angribere, hvis store stjerne var Ali Jabberi, der var blevet sparet de sidste 25 minutter mod Ungarn. Landstræneren for det persiske rige Mohammad Ranjbar var kommet til München fyldt af optimisme og sikker på, at Iran ville kvalificere sig til mellemrunden sammen med de forsvarende OL-mestre fra Ungarn. Holdet bestod af amatørspillere med bopæl i Iran og tilknyttet militæret.

Danmark kvalificerede sig til mellemrunden. Men 4-0-sejren var en betinget succes. Danskerne spillede klogt og kontrolleret, men også umådeligt kedeligt. Den danske trænerbænk kunne kun være tilfreds med resultatet – ikke spillet, hvor iranerne havde bolden det meste af tiden. 

Fra starten viste det sig, at de grønklædte iranere var taktisk umulige i forsvaret og dækkede med kun tre mand, der tilmed spillede på at trække de danske angribere offside. Iran døde på den selvmorderiske taktik allerede i 1. halvleg, hvor Danmark kynisk og koldblodigt udnyttede de få målchancer 100 pct.

Det danske opspil lagde ud i snegletempo foran de 3.000 tilskuere. Det iranske forsvar lagde sig hurtigt på linje og havde i de første minutter held med at trække danskerne offside. Men efter et kvarter klappede offside fælden forgæves, og de rød-hvide danskere kunne nemt bringe sig foran.

16.min – Heino Hansen (1-0) scorer på hovedstød. Den indolente Kristen Nygaard spadserer i roligt tempo forbi en iransk forsvarsspiller i venstre side. Ingen kan som den blonde århusianer lægge en perfekt aflevering med rette højde og fart. Afleveringen har retning mod det iranske straffesparksfelt, hvor Heino Hansen omgivet et par iranske forsvarer står klar. Helt ugenert header den altid årvågne angriber bolden i mål til venstre for den sprællende målmand Mansour Rasheedi. Bolden studser i jorden, medens Irans målmand med forfærdelse ser bolden gå i mål.

Det danske forsvar agerede i de følgende minutter med autoritet. Danskerne kom dog efterhånden under mere pres, fordi den danske midtbane simpelthen havde svært ved at erobre og fastholde bolden, så defensiven kunne aflastes.

Iranerne virkede mere boldsikre end danskerne og kastede sig med større energi ind i nærkampene, hvor for mange af danskerne virkede tøvende og ubeslutsomme.

Det var stik mod spillets fordeling, at Danmark i slutningen af halvlegen afgjorde kampen med to mål med fire minutters mellemrum

39.min – Allan Simonsen (2-0) scorer behersket på en dyb aflevering. Den allestedsnærværende Kristen Nygaard stikker dybt en bold fremefter midt for mål med adresse til den lurende Allan Simonsen. De iranske forsvarer, der ligger på linje, stopper op i forventning om, at den marokkanske dommer Abdelkrim Ziani vil fløjte for offside. Da hverken linjevogter eller dommer reagerer, kommer Allan Simonsen alene med målmanden, der langsomt kommer ud. Behersket skyder den beslutsomme VB-angriber bolden fladt forbi den fortvivlede Mansour Rasheedi. Den orange bold med sorte pletter går ind ved den venstre stolpe.

Få minutter senere får den iranske målmand et nyt chok. Indtil det tidspunkt havde han kun haft besøg af danskerne nogle få gange.

43.min – Kristen Nygaard (3-0) scorer på straffespark. Den lange angriber Keld Bak med målnæsen opfatter lynhurtigt, at Allan Simonsen – igen – kan komme fri af den iranske offside-fælde. Den ranglede sjællænder spiller Vejle-spirrevippen fri med en aflevering, der går indenom om den usikre iranske back. Da Allan Simonsen er ved at komme helt fri, skubber Iran-backen den lille kæmpe i ryggen, så han vælter omkuld.

Det er som sædvanlig Kristen Nygaard, der skal sparke det soleklare straffespark. Han skyder bolden hårdt til højre for målmanden, der går til venstre. Bolden går højt i nettet med et smæld.

Landstræner Rudi Strittich tog fra starten af 2. halvleg Hans Ewald Hansen ud. Ny mand på den trængte midtbane var AB’s Max Rasmussen, der fik til opgave at prøve på at forstyrre iranernes trivielle boldflytning og erobre nogle flere bolde, så danskerne kunne komme i modangreb.  

2. halvleg udviklede sig til en tro kopi af første halvleg – bortset fra målene. Iranerne havde bolden mest og lavede mange fikse ting midt på banen, men blev aldrig farlige. Danmark stod godt i forsvaret, men var ikke i stand til at skabe noget som helst fremefter. Bortset fra en enkelt spilsekvens efter et kvartes spil i 2. halvleg.

58.min – Heino Hansen (4-0) lukker og slukker den kedelige kamp. Den energiske Max Rasmussen erobrer en bold i højre side og sætter et kontraangreb i gang. Bolden havner i venstre side hos Heino Hansen, der kommer igennem og smart scorer sit andet mål.

Resten af kampen løb og løb iranerne og forsøgte ihærdigt at komme til chancer. De desperate spillere forsøgte sig også med langskud, men skuddene manglede præcision og havnede ofte langt over målet. Den danske sejr kom aldrig i fare.

20 minutter før tid måtte Jørgen Rasmusen forlade banen med en skade. Venstre-backen blev afløst af Flemming Pedersen, der uden problemer faldt ind i OL-holdets afdæmpede og tilbageholdende rytme.

Kristen Nygaard var synlig på banen med målgivende afleveringer, men tilsyneladende også for råbende, fordi inden kampens afslutning fik han en advarsel af dommeren for brok.

Den danske landstræner Rudi Strittich optrådte som en meget tilfreds mand. Skarpt afviste han, at OL-landsholdet havde spillet for kedeligt: ”Vi er ikke kommet til München for at underholde, men for at vinde”, tordnede han over Politikens Flemming Nielsen, der havde været meget kritisk over for landsholdets resultatfodbold. ”Vi har gjort vort job godt. Så vil jeg blæse på manglende fint spil. Vi har tilmed overgået forventningerne ved at komme i mellemrunden – hvad ingen troede muligt før OL”. Den målbevidste mestertræner satte sine kritikere grundigt til vægs. Ingen kunne argumentere imod, at Danmark efter to kampe allerede var på vej mod nye mål.

De iranske ledere gik fuldstændig over gevind efter kampen. Først forlangte de, at Kristen Nygaard ekstraordinært skulle dopingtestes sammen med den dopingudtagne Jack Hansen, fordi århusianeren under kampen fik behandling med nedkølende isvand fra en spray. Dernæst forsøgte en iransk leder at overfalde den marokkanske dommer Abdelkrim Ziani, da han var på vej til omklædningsrummet. Kun hurtig indgriben af de to linjedommere forhindrede den store skandale. Endelig rasede den iranske træner Mohammad Ranjbar over, at danskerne skulle have spillet alt for hårdt. Han hævdede, at alle hans spillere var blevet skadet i den brutale kamp af de uværdige nordboere.

Dagens mand var så ubetinget den 24årige kleinsmed Heino Hansen. Han placerede sig i toppen af Ekstrabladets rangliste og blev sammenlignet med legendariske Ole Madsen, der i 60´erne scorede mere end 40 mål for Danmark. Den vakse Slagelse-spiller var ikke til at skubbe fra bolden. Hele tiden var han med sine fremstød og utrættelige arbejdsindsats en trussel mod de vakkelvorne iranere.

Efter lang ventetid bl.a. på grund af dopingkontrollen kunne den danske delegation omsider tage med Deutsche Bahns særtog tilbage til OL-byen i München. De danske spillere kunne begynde at glæde sig til yderligere tre spændende kampe samt – nok så vigtigt – deltagelse i afslutningsceremonien.

I den anden puljekamp spillede Ungarn og Brasilien 2-2. Et kvarter før tid kom sydamerikanerne foran 2-1 og havde chancen til at lukke kampen, men måtte i den sidste ende nøjes med uafgjort. Et flot langskud 6 minutter før tid gav magyarerne den livgivende udligning.

Danmark var nu kommet i den vanvittige situation, at landsholdet efter to kampe i den hårdeste pulje kunne afgøre, hvilket hold skulle følge med over i mellem runden. Det var der ingen, der havde set komme for to måneder siden.

Kampen i Augsburg blev bragt i fjernsynet af DR om aftenen kl 21.00 i forbindelse med det olympiske program. OL-udsendelsen varede helt til kl. 00.45, men højdepunkterne fra kampen har formodentligt været vist tidligt i udsendelsen, da kmpen var blevet spillet allerede om eftermiddagen.

Radioens P2 var som sædvanlig på pletten fra kl 16.30 i et program, der vekslede mellem sport og musik. I hvert fald erindrer forfatteren, at han fulgte med i programmet sammen med to irske teenagere fra Dublin, der var gæster hos familien, medens børnenes fader var til OL i München.

Torsdag den 31. august 1972 kl. 16.30: Ungarn-Danmark 2-0 (1-0)

3. kamp i indledende runde i OL-turneringen på Rosenau Stadion i Augsburg

Den efterfølgende hviledag anvendte de danske OL-spillere til at aflægge et besøg hos det verdensberømte sports-ekviperingsfirma Puma, der havde hovedsæde i München. Spillerne vendte hjem fra udflugten med et kontant udbytte, der ikke var til at overse bl.a. et flot sæt fritidstøj med det karakteristiske Puma-emblem. Besøget skabte voldsom bekymring i den danske olympiske komite, der frygtede, at danskerne uforvarende havde udsat sig selv for at komme i alvorlig konflikt med de strenge amatørbestemmelser. De mest pessimistiske kommentatorer fablede om en udelukkelse af de succesrige danske fodboldhold, fordi spillerne havde modtaget en form for vederlag fra en fremtrædende aktør inden for professionel fodbold. Den noget oppiskede stemning forsvandt dog hurtigt i løbet af nogle dage.

Om aftenen var de danske spillere igen gæster på Det Olympiske Stadion, hvor de overværede fodboldopgøret mellem Sovjetunionen og Sudan. For anden kamp i træk måtte russerne nøjes med en smal et måls sejr over en af de formodede underdogs i gruppe A. Det lykkedes ikke danskerne at komme ind i den olympiske boksearena for at se landsmanden Ib Bøtcher udkæmpe sin anden kamp. Arenaen var helt udsolgt, så spillerne måtte i stedet nyde kampen på TV. Det danske boksehåb tabte til en irsk modstander.

Udtagelseskomiteen (UK) var inden kampen mod Ungarn i et dilemma. På den ene side havde Danmark kvalificeret sig til mellemrunden og kunne derfor spare nogle af spillerne, der havde været i kamp hver anden dag og i den følgende uge fortsat skulle tørne ud med kun et døgns mellemrum. På den anden side kalkulerede DBU med, at landsholdet ved at vinde puljen kunne undgå Sovjetunionen, som blev opfattet som en at favoritterne til OL-guldet sammen med titelholderne fra Ungarn. Summen af overvejelser førte til at UK valgte at stille i stærkeste opstilling igen. Det betød genvalg til de samme 11 spillere, der var løbet på banen mod Brasilien og Iran.

Den solide venstre back Jørgen Rasmussen var gået ud mod Iran og løb på hviledagen rundt med en ordentlig blodsamling på benet. Landsholdets læge Rasmus Back Andersen forkyndte, at det seje jyde var ude af betragtning til puljefinalen, men på kampdagen var Randers-manden alligevel at finde på sin vante plads.

Formanden for UK Ib Skotnborg lagde ikke skjul på, at han var begyndt at drømme om olympiske medaljer. Den garvede DBU-leder havde været med som menigt medlem af UK ved OL i 1960 og fandt mange lighedspunkter mellem de to OL-hold. ”Forsvaret er meget sikkert og i angrebet er der folk, der kan lave mål. Kammeratskabet minder også om de glade dage i Rom”, berettede den tidligere målmand, der sammen med spillerne red på en bølge af selvtillid og velvilje.

Ganske bemærkelsesværdigt havde den tænksomme UK-mand også regnet sig frem til, at kun fire af de 20 spillere, der efter nytår 1972 var blevet udtaget til den olympiske vintertræning, var at finde i München. En hel del gode spillere var blevet professionelle, medens andre var faldet fra i det skrappe kapløb om OL-pladserne. De fire spillere, der havde været med hele vejen fra januar måned var målmanden Valdemar Hansen, slideren Jack Hansen, spilregissøren Kristen Nygaard og den lange angriber Keld Bak.

Det ungarske OL-landshold var langt fra identisk med det succesrige hold, der i juni havde spillet finalerunde i Nations Cup – europamesterskabet for landshold. Vejen til semifinalen i Bruxelles i Belgien havde været lang og besværlig for det traditionsrige mandskab. I den indledende gruppe måtte magyarerne have hjælp fra Bulgarien for at klare sig forbi gruppefavoritterne fra Frankrig. I kvartfinalen var der efter to kampe i Budapest og Bukarest ikke fundet en vinder i naboopgøret mod Rumænien. Ungarn vandt den afgørende kamp i Beograd med 2-1.

Modstanderen i semifinalen på Parc Astrid i Bruxelles var angstmodstanderen fra Sovjetunionen. Foran en beskeden kulisse på 3.000 tilskuere, heraf mange fordrevne eksilungarere tabte træner Rudolf Illovszkys mandskab 0-1 i en kedelig regnvejrskamp. Den følgende kamp om tredjepladsen mod værterne fra Belgien gav endnu en smalt nederlag på 1-2.

De store internationale angrebsstjerner Florian Albert, Ferenc Bene, og Sandor Zambo, der i tidligere opgør havde splittet et dansk forsvar fuldstændigt, var ikke med i München. Men 9 af de 11 ungarere i startopstillingen havde været med i Belgien, om end ikke alle havde været førstevalg på banen. Blandt gengangerne fra EM-finalerunden var målmanden Istvan Geczi, forsvarsklippen Miklos Pancsics samt angriberne Antal Dunai og Laszlo Balint.

Danmark spillede sin hidtil bedste kamp i OL-turneringen, men blev sparket ned af brutale ungarere, for hvem sejren gjaldt for enhver pris. En svag, umoden dommer fra Malaysia tillod et uskønt og hensynsløst spil, der miskrediterede fodboldspillet.

Ungarn lagde meget defensivt ud og overlod initiativet til danskerne. De 4.000 tilskuere fornemmede tydeligt, at magyarerne ville nøjes med 0-0 for at sikre sig videre til mellemrunden. I modsætning til de tidligere modstandere gav ungarerne ingen blottelser bagude, som de tre vakse angriber Keld Bak, Heino Hansen og Allan Simonsen kunne udnytte

For Danmark var det derfor uheldigt, at landsholdet kom bagud efter et kvarter. Topmotiverede og kamplystne glemte danskerne den henholdende taktik og gik uovervejet på boldjagt. De hurtige ungarere fik fikst kombineret sig forbi de halsende nordboere og åbnede døren til det kompakte danske midtforsvar, der indtil da havde afvist de fleste angreb.

16.min – Ede Dunai (1-0) dirker effektivt den danske defensiv op. Spilleren fra Újpesti Dózsa havde ikke været med i den foregående kamp mod Brasilien, men står rigtigt placeret, da en hård aflevering kommer ind fra venstre fløj. Midt for mål kommer Ungarns nr. 14 stormende til og passerer Mogens Therkildsen i det danske mål.

Danmark var for første gang bagud i den olympiske turnering. Det tidlige mål var en gave til Pusztaens sønner, der trak sig helt tilbage og overlod midtbanen til danskeren. Danskerne kunne brillere med smarte driblinger og kloge afleveringer. Men så snart opspillet begyndte at blive farligt, sparkede ungarerne koldblodigt danskerne ned.

Det danske opspil strandede i den destruktive opdækning, som Ungarn præsterede foran eget straffesparksfelt. Det blev en nedslående opvisning i benspænd, hiven i trøjen og træden ned bagfra. Danmark fik et væld af frispark, der sjældent førte til noget. Ungarerne derimod opnåede hver gang, at forsvaret kom på plads før et dansk angreb kunne blive virkeligt farligt.

Den inkompetente dommer Oei Poh Hwa fra Malaysia mistede hurtigt grebet om kampen og tillod alt for hårdt spil af de rødbluserede magyarer.

Den veloplagte Allan Simonsen, der konstant bragte de ungarske voldsmænd på hælene, blev snydt for et klokkeklart straffespark. På højre kant driblede han sig fri af en liggende forsvarer. I en sidste desperation indsats låste den kyniske ungarer Allan Simonsens ankel i en skruestik. Forseelsen var oplagt, fordi bolden var væk, men alligevel forblev dommerens fløjte tavs. 

Danskerne forsatte presset i anden halvleg. Kombinationerne rullede glimrende på midtbanen, hvor den konstruktive Kristen Nygaard og den genopstandne Hans Ewald Hansen fordelte boldene i hele banens bredde. De danske angribere fandt ofte en fri position, men blev fældet, når bolden var kommet under kontrol.

Den brutale back Miklos Pancsics fik et gult kort, da han havde fældet Allan Simonsen lige uden for straffesparksfeltet. Voldsmanden havde forsøgt at flå trøjen af den lille spirrevip, da Vejle-spileren var strøget forbi i en fiks dribling.

Lidt senere afbrød wingen Bela Varadi et farligt dansk opspil, da han steg til vejrs og med hænderne greb om bolden, der var på vej til en helt fri Heino Hansen. Det efterfølgende frispark sendte Per Røntved på overliggeren.

Danskerne havde klar overvægt i spillet, men formåede ikke at skabe målchancer, fordi den sidste aflevering eller dribling ubønhørligt blev forpurret med et professionelt frispark. Begge midtforsvarere Peter Juhasz og Lajos Szucs fik advarsler uden at det dæmpede gemytterne. Den tiltagende dårlige atmosfære på banen fik også danskerne til at gå over gevind. Per Røntved så gult for at skubbe en modstander flere meter hen over grønsværen efter at den danske anfører var blevet provokeret forinden. Allan Simonsen nåede også at få en advarsel for under et spilophold at skubbe en ungarer i ryggen.

Det begyndte at ligne en smal 1-0 sejr til guldvinderne fra 1968. Kort før tid udnyttede de fodboldmæssigt usympatiske østeuropæere en ny blottelse i den danske defensiv, da danskerne i et sidste desperat raid havde rykket alle mand frem.

84.min – Ede Dunai (2-0) bliver dobbelt ungarsk målscorer. En ungarsk spiller kommer fri på fløjen efter et hurtigt ryk, der helt overrubler danskerne. Ede Dunai er igen med fremme og modtager på midten centringen fra den ungarske wing. Dunai sparker hårdt og fladt under reservemålmanden Heinz Hildebrandt, der er uden chance for at redde.

Den erfarne 29årige Heinz Hildebrandt var kommet på banen fra starten af 2. halvleg. Mogens Therkildsen var humpet af grønsværen og kunne ikke genoptage kampen efter tepausen. Hvidovre-målmanden havde debuteret for Danmark i Rudi Strittichs første landskamp i 1970 mod Polen og spillede sin anden kamp i Augsburg.

Humøret var slet ikke dårligt i den danske lejr efter kampen. Danmark var trods nederlaget i mellemrunden og have overgået sig selv spillemæssigt, selv om det blev et ufortjent nederlag til de ungarske favoritter.

Overraskende bebrejdede rigstræner Rudi Strittich heller ikke eftermiddagens modstander det hårde spil: ”Sådan er international fodbold blot”, konstaterede han nøgternt og slog sig til tåls med, at hans hold have spillet nydeligt. Tankerne var tydeligvis allerede rettet mod Danmarks første kamp i mellemrunden mod Polen

I den sidste puljekamp vandt Iran overraskende 1-0 over Brasilien, der slet ikke kunne stå distancen i OL-turneringen.

De danske tilskuere kunne glæde sig over, at Dannebrog kom til tops på den olympiske cykelbane. Niels Fredborg startede som nr. 13 af 32 ryttere i konkurrencen om at køre hurtigst på tid over 1.000 meter. De danske cykelfans måtte vente i lang tid inden det var afgjort, at den seje jyde fra Odder havde vunder OL-guld.

Det er meget sandsynligt, at højdepunkterne fra Ungarns-kampen i TV måtte vige for den flotte guldmedalje i cykelsport. Aftenens TV-udsendelse fra München begyndte fra kl.21.30 og varede til kl. 00.45.

For dem, som ønskede at følge kampen minut for minut var der kun radioens P2, der som sædvanlig var fra pletten fra kampens start kl. 16.30.

Søndag den 3. september 1972 kl 15.00: Danmark-Polen 1-1 (1-1)

1. kamp i mellemrunden i OL-turneringen på Jahnstadion i Regensburg

De danske spillere have håbet, at de omsider ville komme til at spille en match på det store, flotte OL-stadion, men resultaterne i de tre andre puljer betød, at Danmark skulle åbne mellemrunden mod Polen i Regensburg, der lå flere hundrede kilometer nordøst for München. Igen skulle hele den danske fodbolddelegation ud på en lang rejse med tog på selve kampdagen.

Efter afslutningen af kampen mod Ungarn ilede rigstræner Rudi Strittich og anfører Per Røntved til Nürnberg for at overvære opgøret mellem naborepublikkerne Polen og DDR. Kampen mellem de to statsamatørhold gav de danske fodboldspioner bange anelser. Den kommende modstander Polen præsenterede sig som en af favoritterne til at vinde OL-guldet. Polakkerne spillede nærmest som et håndboldhold, hvor alle spillere angreb, når holdet havde bolden og alle var med tilbage, når modstanderen en sjælden gang fik fat i bolden. Sejren over østtyskerne på 2-1 var for lille i forhold til spil og chancer.

Det polske hold var under ledelse af den fodboldintelligente nationaltræner Kazimierz Gorski bygget op omkring en stærk midterakse, der bestod af tre fodboldikoner udover det sædvanlige. Bagerst huserede den blonde Jerzy Gorgon, der både kunne holde sit forsvar solidt sammen og samtidig udgjorde en måltrussel. Den iøjnefaldende gigant havde scoret begge polakkernes mål mod DDR.

På midtbanen løb de fleste pasninger gennem den elegante Kazimierz Deyna, der både kunne sætte sine medspillere smukt i scene og selv kunne afslutte, hvis muligheden bød sig. Spilleren fra Legia Warszawa havde allerede scoret 3 mål.

Fremme foran havde Polen det privilegium, at Włodzimierz Lubański som en af Europas bedste forward pr. automatik kunne skabe panik hos selv de bedste modstandere. Den karismatiske Górnik Zabrze-spiller var allerede kendt uden for hjemlandet og blev spået til at blive den største spiller i polsk fodboldhistorie.

På holdkortet figurerede også navne som den lynhurtige wing og aktuelle topscorer Robert Gadocha og måltyven Grzegorz Lato, der var ved at arbejde sig ind på holdet. Eksperterne forudså, at det polske forbund PZPN med det spillerpotentiale var på vej ind i en guldalder.

De fleste danske spillere var på hviledagen fortsat hårdt mærkede af det barske opgør mod Ungarn. Trætheden gav sig udtryk ved, at spillerne tilbragte formiddagen hjemme i den olympiske landsby i stedet for på sightseeing i centrum af München. Enkelte kombattanter kunne dog svinge sig op til en rask bordtenniskamp, men mange spillere hvilede sig blot på deres værelser. Tid blev der dog også til at modtage besøg af den anden store sportsudstyrsgigant Adidas, der ikke ville stå i skyggen af konkurrenten Puma. Denne gang var det dog ikke alene spillerne, men hele det danske OL-hold, der blev begavet med flotte træningsdragter med de karakteristiske striber.

Sidst på eftermiddagen havde træner Rudi Strittich indkaldt sine trætte spillere til en let gang træning. Både Allan Simonsen og Heino Hansen var alvorligt handikappede af blå mærker og rifter på benene og stod helt over træningen. Spillerne indrømmede åbent, at programmet med kamp hver anden dag var betydeligt hårdere end forventet, især når spillerne blev sparket ned af modstanderne. Optimismen var dog i behold trods de hårde strabadser.

I forhold til bataljen mod de ungarske bisser foretog UK en enkelt ændring på landsholdet. Den energiske Max Rasmussen kom med fra start i stedet for Hans Ewald Hansen. Den dygtige spilfordeler fra Nykøbing Falster havde efter en vanskelig start spillet sig en del op, men blev vraget af UK til fordel for Rasmussens mere kampbetonede stil.

Det uafgjorte resultat mod titelfavoritterne fra Polen var en større bedrift end sejrene over Brasilien og Iran. De 90 minutter viste, at Danmark realistisk set kunne vinde OL-guld og ikke behøvede at frygte nogen fodboldnation i olympisk sammenhæng.

Danskerne startede opgøret som lyn og torden. Den værdifulde Kristen Nygaard spillede lynsnart den flakkende Keld Bak i dybden. I medløb flugtede den målsultne spydspids bolden mod kassen. Skuddet var hårdt, men sad desværre lige i næverne på den rutinerede Hubert Kostka.

Efter en halv time kom danskerne frem igen. Den lyslokkede Jerzy Gorgon måtte ty til at stoppe et indlæg fra Kristen Nygaard med hænderne. Det algierske dommer Abdelkader Aouissi burde have stanget en advarsel ud, men lod nåde gå for ret. Det soleklare frispark var et pænt stykke uden for straffesparksfeltet. De fleste tilskuere troede, at den store polaks forbrydelse ved at stoppe bolden med hånden blot ville resultere i et uskadeligt frispark. Det kom til at gå helt anderledes. Forbrydelse kom ikke til at betale sig i denne kamp - i modsætning til opgøret mod Ungarn.

29.min – Heino Hansen (1-0) bringer Danmark i drømmeland for en stund. Kristen Nygaard placerer bolden til venstre for det polske straffesparksfelt. Afstanden til mål er 30 meter, så det er langt ude fra. 5 hvidblusede polakker har lavet en tæt mur og skal dække målets højre side, medens målmand Hubert Kostka tager sig af den venstre side. Nygaard tager et langt tilløb og skyder hårdt. Bolden går forbi muren og har retning direkte mod målmanden, der er gået et lille skridt til venstre. Målmanden får dog ikke fat i den skruende bold, der drilagtigt dykker lige foran målmanden. Bolden rammer i stedet Kostka i brystet og triller ud i målfeltet. Den vakse Heino Hansen har set udviklingen før alle andre og løber lynhurtigt hen til den løse bold. Men et flot vristspark smækker han koldblodigt bolden højt i nettet uden chance for Kostka, der knælende i græsset må tage målet på sin kappe. ”Kleinsmeden fra Slagelse brugte forhammeren”, lød det begejstret fra Gunner Hansen.

De 5.000 tilskuere, heraf størstedelen danskere fra OL-byen eller på en hurtig flyrejse til Vesttyskland, brød ud i jubel. Snart lød det fra de åbne lægter, at Polen var helt på røven.

Der var noget om snakken, for det var danskerne, der prægede kampen entydigt. Danskerne formåede at holde på bolden, dæmpe tempoet og narre polakkerne med kloge afleveringer. Det var derfor en spand koldt vand i hovedet, at de hvid-blusede østeuropæere fik udlignet

36. min – Kazimierz Deyna (1-1) udnytter koldblodigt et svigt i den bundsolide danske forsvar. Midt på den danske banehalvdel overtager Włodzimierz Lubański bolden fra en medspiller, der fortsætter langs danskernes venstre side og derved trækker det danske forsvar ud. Den elegante Lubański afdribler nemt nr. 8 Kristen Nygaard og fortsætter mod mål. Ved straffesparksfeltet angriber Jack Hansen beslutsomt den dynamiske polak. Inden fynboen får tacklet får Lubański smart afleveret på tværs ind mod midten, hvor Kazimierz Deyna lurer på bolden. Da den skudstærke polak modtager bolden, befinder han sig på kanten af straffesparksfeltet. Selv om både Per Røntved og Max Rasmussen angriber ham energisk, når Deyna at affyre et af sine frygtede præcise skud på mål. Bolden går lynsnart i mål. Skuddet overrasker Mogens Therkildsen så meget, at han ikke rigtig får hænderne i vejret, men kaster sig bagover. Med lidt held kunne OB-målmanden have nået bolden, der ikke er placeret yderligt.

I 2. halvleg formåede de snu og begavede fodboldamatører fra Skandinavien at rulle jerntæppet helt ned foran straffesparksfeltet, så polakkerne løb panden mod muren. Forbavsende for de fleste skabte det polske hold ganske få målchancer. Polen fandt aldrig et modtræk over for den stærke danske defensiv.

Danskerne var meget trætte til sidst. Nationaltræner Kazimierz Gorskis tropper pressede på, men forsvaret lod sig ikke overrumple. I de sidste 20 minutter kæmpede danskerne med ryggen mod muren.

De glade, men trætte danskere kunne omsider forlade banen med hænderne i vejret og glade omfavnelser. De røde-hvide spillere samlede sig inde på midten af banen og applauderede det entusiastiske publikum, der havde fungeret som en 12. mand på banen. Hvis kampen skulle have haft en sejrherre, var det Danmark. De danske OL-drenge havde overtaget i chancer i forholdet en tre til en.

På Ekstrabladets rangliste dominerede forsvarspillerne, medens angriberne lå længere nede, hvilket nok skyldtes de mange brændte chancer. Men samlet set var heltene i kampen hele det danske hold.

Polakkernes indsats var en skuffelse. De virkede stive i benene og var nok negativt påvirket af, at de havde haft en hviledag mindre end danskerne. Den polske førstemand Kazimierz Gorski forklarede efter kampen den ringe indsats med, at hans hold var træt efter den hårde kamp mod DDR. Han var tilfreds med resultatet og glad for, at Danmark ikke bedre havde udnyttet de gode muligheder til Keld Bak og Heino Hansen.

”I morgen mod Marokko scorer jeg mit første mål”, lød det højlydt fra den flegmatiske Keld Bak, der ærgrede sig over, at han ikke fik scoret på de to store chancer, som han fik mod de stærke polakker. Men lidt mere held i de situationer var Næstved-manden røget helt til tops. Den 28årige Keld Bak var fortsat på jagt efter mere selvtillid og havde allerede sat kurs mod den næste kamp. Nu skulle det første mål komme.

DBU’s formand Wilhelm Skousen var helt oppe at køre over det flotte resultat. Han beundrede spillernes sammenhold og holdets taktiske styrke. ”Alt kan ske i denne turnering, også at vi får medaljer”, kom det højstemt fra den overstadige DBU-boss.

Rigstræner Rudi Strittich foretog ingen udskiftning i kampen. Det overraskede nogle journalister, fordi flere af danskerne virkede meget trætte til sidst. Den rolige Strittich forsvarede sig dog med, at reserverne ikke ville have kunne gøre det bedre end de folk, der allerede var på banen.

Den ombejlede landstræner var naturligvis tilfreds efter kampen. Strittich indrømmede, at han før kampen var nervøs for, om danskerne kunne stå distancen rent fysisk. ”Det var landsholdets fjerde gode kamp i løbet af otte dage”, konstaterede spillernes mand tørt. ”Jeg fatter ikke, hvor spillerne får kræfterne fra. Min opgave er ikke længere at træne spillerne, men at sørge for, at de får nok hvile mellem kampene”, sluttede han og markerede derved, at hans bekymringer om holdets fysisk ikke var en overstået kapitel.

Den kendte engelske landsholdmanager Alf Ramsey roste de danske OL-kæmpere til skyerne. VM-triumfatoren fra 1966 var på spiontogt til München, fordi England skulle møde Polen i kvalifikationskampene til VM 1974 i Vesttyskland. Den britiske fodboldkapacitet fremhævede især midtbaneregissøren Kristen Nygaard, der måske var langsom på banen, men havde den største fodboldhjerne af dem alle.

I den anden kamp slog Sovjetunionen overbevisende Marokko med 3-0 på det olympiske stadion. Der var aldrig tvivl om udfaldet. Hammer- og segl-holdet førte med 2-0 allerede efter et kvarter. Sovjetrusserne imponerede med hurtige opløb på fløjene og flotte langskud, der ubønhørligt afslørede, at nordafrikanerne taktisk slet ikke kunne hamle op.

Medens det danske fodboldlandshold vadede i succes, oplevede de danske håndboldherrer en gedigen fiasko. Efter et overraskende uafgjort mod Sovjetunionen i åbningskampen, tabte VM-sølvvinderne fra 1967 de næste to kampe til Polen og Sverige. Dermed var Danmark ude af OL-turneringens slutspil og måtte tage til takke med at spille om de sekundære placeringer. Nederlagene medførte også, at favoritterne fra håndboldens moderland skulle ud i kvalifikation for at komme med til det næste VM i 1974.

Landsholdets succes var i det hele taget meget kærkommen, da de danske sportsfolk i sejlsport, roning, cykling og svømning generelt havde det meget svært i OL-konkurrencerne. Banerytteren Niels Fredborg stod for landets eneste medaljer. I alle andre konkurrencer havde Danmark haft fiasko. Den danske OL-lejr satte nu sin lid til, at fodbolddrengene kunne redde æren for dansk idræt.

Selv om det var en afgørende kamp, var det fortsat ikke muligt for Danmarks Radio at lave en direkte TV-transmission. De tyske TV-værter ARD og ZDF producerede ikke direkte TV-billeder fra OL-kampene uden for det olympiske stadion. Højdepunkterne fra kampen blev vist i det olympiske aftenprogram. Aktuelle nyheder fra kampen måtte danskerne derhjemme følge på radioens P2, der sendte olympisk hele søndagen fra kl 12.40. En reporter gav løbende bulletiner fra Regensburg afbrudt af musik og andre sportsbegivenheder.

Kampens to mål kan i dag findes på Danmarks Radios hjemmeside for skoleelever www.dr.dk/skole. Billederne er med Gunner Hansens kommentarer, der er indtalt efter kampen i forbindelse med redigeringen som et nyhedsindslag. Målene er også tilgængelige på YouTube

Torsdag den 5. september 2015 kl. 16.30: Marokko-Danmark 1-3 (0-0)

2. kamp i mellemrunden i OL-turneringen på Drei Flüsse Stadion i Passau

Hviledagen bar tydeligt præg af, at flere af de danske spillere var nedslidte efter fire kampe på 8 dage. Værst så det ud for lille Allan Simonsen, der havde haft det meget svært i den sidste del af kampen mod Polen. Lidt bedre var det for terrieren fra Slagelse Heino Hansen, der godt nok var træt, men var sikker på, at en dags hvile med søvn og rigtig kost kunne få ham på benene igen.

Spillernes daglige mønster havde også ændret sig markant. De tilbragte mere tid på deres værelser i stedet for at overvære konkurrencerne. ”Jeg har sovet mindst 16 timer og føler mig stadig træt”, berettede en søvndrukken Kristen Nygaard, der som resten af holdet havde fokus på, at den største sejrsmulighed i slutspurten havde det hold, der forstod at hvile sig bedst mellem kampene.

Fodbolddoktoren Rasmus Bach Andersen havde beordret spillerne på en kombineret chokolade- og saltpastilkur. Chokoladen skulle bruges til at give spillerne ny energi og saltpastillerne til at genskabe væskebalancen. Staben omkring spillerne kunne i øvrigt glæde sig over, at ingen af danskerne havde skader. De 19 OL-spillere var alle fit for fight – om end dødtrætte.

Da den danske fodbold-delegation tidligt om morgenen drog fra den olympiske by til Münchens hovedbanegård for at køre med tog til Passau, begyndte et forfærdeligt gidseldrama at udspille sig i OL-byen.

Tidligt om morgenen omkring klokken 04.30 stødte fem arabiske terrorister iklædt træningsdragter på en lille gruppe halvfulde amerikanske sportsfolk uden for hegnet ved den olympiske landsby i München. Amerikanerne hjalp dem over hegnet i troen på de var atleter. De fem mænd stødte til tre andre, der havde snydt sig ind med falsk ID. Sammen løb de otte mænd mod Bygning 31, hvor de israelske atleter holdt til.

En af de første til at åbne døren var brydetræner Moshe Weinberg. Han forsøgte at lede terroristerne hen mod vægtløfterne og bryderne i håbet om, at de kunne afvæbne mændene. Det skete aldrig. To blev dræbt og ni holdt som gidsler.

Klokken 09.30 forkyndte gidseltagerne, at de var palæstinensere, og deres krav var frigivelse af i alt 236 palæstinensiske fanger i israelske fængsler samt to tyske terrorister i Frankfurt og fri passage til Mellemøsten. Forhandlinger med gidseltagerne var nyttesløse, og til sidst blev ni gidsler og terroristerne transporteret til Fürstenfeldbruck Lufthavn, hvor to helikoptere og et fly mod Cairo stod parat.

Tysk politi havde håbet at skyde terroristerne ved hjælp af skarpskytter uden at skade gidslerne, men operationen slog fejl. Klokken tre om natten efter næsten 24 timers drama smed terroristerne en håndgranat ind i den ene helikopter og mejede gidslerne i den anden helikopter ned med maskinpistoler.

Da tabstallene var gjort op, var alle 11 israelere døde, otte terrorister var blevet dræbt og en enkelt tysk betjent blevet skudt. Tre terrorister endte i tysk fængsel.

De danske spillere og ledere fik på togrejsen de første chokerende bulletiner om gidseltagningen. Da de nåede frem til Passau, var der tvivl om, hvorvidt kampen overhovedet skulle afvikles. I den sidste ende satte den canadiske dommer Werner Winsemann kampen i gang til det planlagte tidspunkt.

Den marokkanske fodboldleder Abdallah Settati erkendte inden opgøret mod nordboerne, at hans unge hold svingede meget i præstationerne. Den ene dag spillede nordafrikanerne som verdensmestre, den næste dag som en flok amatører. Marokko havde været med i VM-slutrunden i Mexico, hvor holdet var tæt på at få uafgjort mod Vesttyskland. Kun af fem af deltagerne ved VM i 1970 var med i München.

Lidt overraskende havde UK valgt den dygtige tekniker Sten Ziegler som ny mand på midtbanen til at understøtte Kristen Nygaard. Landstræner satsede på at spille bolden omkring de stationære marokkanere i stedet for en mere rå kampindsats, som Max Rasmussen indestod for.

I den svageste af de 6 kampe ved OL fik de dødtrætte danskere den nødvendige sejr over Marokko, der gjorde kampen mod Sovjetunionen til en rigtig kvartfinale. Kun kampvilje og sammenhold førte Danmark til sejr, hvorimod spillet var elendigt.

De 5.000 tilskuere så omsider den tredje danske spydspids Keld Bak tage teten og sikre Danmark en sejr. Målmæssigt havde den ranglede angriber stået i skyggen af de to små angribere Heino Hansen og Allan Simonsen.

1. halvleg afslørede ubønhørligt, at lakken var slidt af det danske hold. Manglende koncentration og generel langsommelighed over hele banen fremstod som det logiske resultat af, at spillernes batterier var ved at være udtømte. Marokkanerne formåede dog ikke at udnytte det, fordi de rødblusede - lige som de hvidblusede danskere - var nedslidte af alt for mange kampe på alt for få dage dage. Ved de store VM-turneringer var der altid mindst to dage mellem kampene og ofte tre dage, så de såkaldte amatører spillede altså efter et hårdere program end verdensforbundet FIFA turde byde de professionelle spillere.

Nedslidningen kom også til udtryk ved, at Danmarks bedste dribler Allan Simonsen i pausen måtte lade sig udskifte med midtbaneslideren Max Rasmussen. Alle kræfter var opbrugt hos den lille Vejle-spiller.

I begyndelsen af 2. halvleg kæmpede danskerne sig til det vitale føringsmål, der i den sidste ende tippede kampen over til fordel for Strittichs udmattede tropper.

55.min - Keld Bak (1-0) skaber forløsning hos de nervøse danskere. Manden med målnæsen, som indtil dette tidspunkt ikke havde scoret ved OL, opfanger en dårlig aflevering fra Max Rasmussen og takler og dribler sig igennem det marokkanske forsvars venstre side. Det ser ikke ud til at blive en chance, der kan omsættes i mål, men Næstved-spillerens målinstinkt er blevet vakt. Omgivet af marokkanere og med målmanden på vej ud til sig, skyder Bak resolut på mål. Bolden går fladt ind ved venstre stolpe, medens målmanden Mohamed Hazzaz forfærdet kan se tilbage mod det tomme mål.

Resten af halvlegen forsvarede danskerne sig tappert. Marokko formåede ikke at skabe faretruende situationer foran Mogens Therkildsens mål.

I nødens stund, hvor alle kræfter var opbrugt, fik Danmark endnu et nemt mål.

82.min - Keld Bak (2-0) kroner sit værk og sikrer sejren. Med et indersidespark sender Keld Bak en aflevering fra den robuste Jack Hansen i mål.

Et minut før tid reducerer Marokko på en flot helflugter. Det efterfølgende pres på det danske mål skaber åbninger bagude, som den indskiftede Leif Printzlau udnytter.

90.min - Leif Printzlau (3-1) slukker for nedslidningsslaget i Passau. Som det første mål er det sidste mål også et rigtigt solomål. Fra baglinjen i marokkanernes højre side trækker den kvikke Frem-spiller bolden ind mod midten forbi en passiv marokkansk forsvarer, der ikke rigtigt griber ind. Fra Printzlaus højre fod flyver bolden som et projektil højt op i nettaget forbi den stående målmand, som blot målløs kan kikke op på det sted, hvor projektilet lige har passeret ham.

Det lettelsens suk, som de danske tilskuere drog, kunne formodentlig høres over hele Sydtyskland. Sejren blev halet i land med det yderste af fingerspidserne.

TV-dækningen om aftenen på Danmarks Radio var naturligvis præget af minut for minut udviklingen i gidseltagningen, hvor de israelske sportsudøvere og deres kidnappere blev transporteret i bus fra OL-byen til flyvepladsen. Mellem de foruroligende nyheder om udviklingen viste DR højdepunkterne fra kampen.

Hverken målene eller de øvrige højdepunkter har været vist siden den famøse aften, der ændrede OL-historien for bestandigt.

Fredag den 8. september 1972 kl. 16.30: Danmark-Sovjetunionen 0-4 (0-2)

3. kamp i mellemrunden i OL-turneringen på Rosenau Stadion i Augsburg

Det store spørgsmål inden kampen var, om de slidte og udmattede danskere turde gå på banen i Augsburg for at spille på 0-0. Uafgjort ville sikre OL-landsholdet en kamp om medaljer uanset hvordan det gik i det andet opgør mellem Polen, der have slået Sovjet, og Marokko, der var uden point i mellemrunden.

Den succesrige landstræner Rudi Strittich boblede bestemt ikke over af optimisme. ”Vi møder et stærkt Sovjet-mandskab på et tidspunkt, hvor mine spillere er psykisk og fysisk slidt ned af det hårde program”. Den durkdrevne fodboldtaktiker var overbevist om, at de russiske fodboldatleter var i langt bedre forfatning end danskerne, hvilket især skyldtes, at de havde forberedt sig grundigt i træningslejr i flere måneder. Russernes grundkondition var simpelthen langt over danskernes.

De trætte danskere havde på grund af gidseltragedien fået en ekstra hviledag. De olympiske lege blev sat på stand by, medens en mindehøjtidelighed for de dræbte israelske sportsfolk blev gennemført foran 80.000 knugede tilskuere på det olympiske stadion, hvor alle flag gik på halvt.

I forhold til kampen mod Marokko foretog Udtagelseskomiteen kun en enkelt ændring. Den elegante Sten Ziegler røg på bænken igen og flittige Max Rasmussen fra forstadsklubben AB kom ind på midtbanen for at give Danmark noget mere fysik mod de veltrænede USSR-legioner. Forstopperen Svend Andresen løb rundt med en stor vabel på hælen, der måtte holdes ned med en smertestilledne sprøjte fra landsholdlægen Rasmus Bach Andersen. Den genopstandne Allan Simonsen havde sovet det meste af hviledagen og følte sig nu parat til at tage kampen op mod den uovervindelige modstander.

Den danske landstræner Rudi Strittich havde også slappet af på hviledagen. Den gennemprofessionelle trænerkapacitet var den mest omtalte træner i fodboldturneringen og skulle konstant udtale sig til alverdens medier. Alle ville høre hans forklaring på, hvordan han havde løftet et rent amatørhold til et niveau både fysisk og taktisk, som ingen havde drømt om.

I sit tredje år som landstræner havde den trinde østriger endelig fået den succes, som hans store indsats berettigede til. Debutåret 1970 havde udviklet sig til en gedigen fiasko, hvor landsholdet ikke vandt en eneste sejr. Det andet år 1971 var en stor succes for OL-landsholdet, medens det professionelle landshold løb ind i flere nederlag og faktisk leverede resultater klart under forventning. Det var tydeligt, at den stolte landstræner nød den brede anerkendelse fra nær og fjern i lyset af, at han tidligere fra mange sider var blevet kritiseret i skarpe vendinger.

Det sovjetrussiske hold havde haft en travl sommer. Efter sejre over bl.a. Spanien og Nordirland i den indledende kvalifikation og en overbevisende kvartfinalesejr over Jugoslaviens boldekvilibrister havde træner Aleksandr Ponomarevs stærke tropper kvalificeret sig til slutspillet i Nations Cup. På Parc Astid i Bruxelles besejrede sovjetrusserne i en trist kamp rivalerne fra Ungarn med 1-0 på mål af Anatoli Konkov og var i finalen.

I finalen var de rødklædte russere med det store USSR på brystet chanceløse over for et vesttysk drømmemandskab, der i en fantastisk underholdende kamp vandt 3-0. Russerne havde dog stor ære af kampen og spillede sig frem til mange målchancer.

Sovjetunionen stillede med et formidabelt og frygtindgydende mandskab. Ikke mindre end 9 af de 19 russere i OL-truppen havde været med i finalerunden i Belgien og var altså fortsat fra at have spillet mod de ypperste fodboldhold i Europa til at spille olympisk mod amatører fra hele verden.

Bredden på det sovjetrussiske hold var ubeskrivelig stor. Tre mand fra startopstillingen mod Vesttyskland sad således på bænken mod Danmark. Reserverne var rigeligt dygtige til at kunne erstatte spillere, der trængte til en pause eller skulle spares til næste kamp. Det var tydeligt, at den store sovjetiske trænerstab i langt højere grad end Danmark havde kunnet benytte sig af et rotationsprincip. Bortset fra enkelt mand var forsvaret identisk med forsvaret fra finalen mod BRD.

Det første skud på mål var dansk. Efter at den tyrkiske dommer Dogan Babacan havde fløjtet kampen i gang og holdopstillingerne rullede hen over TV-skærmen, førte anfører Per Røntved bolden op langs banens midterakse. Den boldsikre Brønshøj-spiller blev angrebet et par gange, men han nåede til sidst frem til midten af russernes banehalvdel, hvor han overlod bolden til nr. 8 Kristen Nygaard. Den kampberedte århusianer trak bolden modsat retning og fik efterhånden arbejdet sig frem til modstanderens straffesparksfelt. Bolden lå til Nygaards kolde højreben, fordi han havde skåret sig ind i banen fra venstre. Det fik dog ikke danskeren til at betænke sig. Resolut trykkede Kristen Nygaard af. Skuddet var overaskende hårdt, men sad lige på den russiske målmand Vladimir Pilguy, der havde nemt ved at favne bolden. Men en optimistisk start af de rød-hvide farver.

Straks gjaldede det højt fra de mange danske tilskuere: Hissa, hussa hejsasa, nu skal russen ha' dada. Det klassiske slagord fra utallige svenskelandskampe siden starten af århundredet var blevet pudset af til lejligheden.

Den danske målmand Mogens Therkildsen spillede helt i sort og nappede minuttet efter uden problemer et højt indlæg. Det var betryggende at se, at den store odenseaner fra starten udstrålede autoritet og ro.

Russerne fik tilkæmpet sig nogle hjørnespark, som den tyndhårede Gennadi Yevryuzhikhin udførte kort til en holdspiller. Lidt senere fik samme spiller en god mulighed i danskernes højre side. Hans flade skud strøg dog lige forbi den fjerne stolpe.

I de første 20 minutter troede de 3.000 tilskuere i cementsiloen, at danskerne måske kunne skabe endnu et OL-mirakel og holde en uafgjort hele den lange vej hjem. Det var dog foruroligende at se, hvor friske de hvidblusede russere virkede fra første fløjt. Det var ikke til at se, at træner Ponomarevs røde hær spillede deres sjette kamp. Boldomgang, pasninger og tacklinger lå flere niveauer over Danmark.

I denne tidlige fase af kampen var det ærgerligt, at energiske Heino Hansen brændte en oplagt chance. Han kom alene igennem det russiske forsvar, men kom til at sparke i jorden, da han ville føre bolden tættere på målmanden Vlademir Pilguy fra hovedstadsklubben FC Dynamo Moskva. Banen var frygtelig ujævn med mange knolde. Begge mandskaber havde problemer med at styre kuglen på det uregerlige underlag. 

Sovjetunionen havde efterhånden fået lagt et voldsomt tryk på det danske forsvar. Angrebene blev ført frem over fløjene med efterfølgende indlæg. Danskerne prøvede sig frem med nogle lange afleveringer til de løbestærke Heino Hansen og Keld Bak, men afleveringerne var alt for vanskelige at få noget ud af. Føringsmålet til russerne kom egentlig ikke som den store overraskelse.

19.min – Viktor Kolotov (0-1) udnytter et tøvende dansk forsvar og knalder koldblodigt en løs bold i nettet. En russer dribler sig i danskernes venstre side fri af en flagrende Jørgen Rasmussen og centrer bolden ind mod midten. Helt udækket midt for mål kan den mørkglødede Vyacheslav Semenov heade bolden skråt tilbage til det unge talent Oleg Blochin, der får alt for meget tid til at tage bestik af situationen. Selv om bolden er i straffesparksfeltet, har Blochin tid nok til at aflevere tilbage til Semenov, der resolut retningstæmmer bolden og i samme moment sparker fladt på mål. Et hårdt kæmpende Flemming Ahlberg parerer skuddet, men bolden fortsætter til venstre til en helt fri ukrainer Viktor Kolotov. Den erfarne midtbanespiller fra FC Dynamo Kiev tøver ikke et sekund, men hamrer bolden ind midt i målet forbi en sprællende Mogens Therkildsen. Det danske forsvar ser meget passivt ud.

Lige efter føringsmålet forsøgte de optimistiske danskere at komme ind i kampen igen. På midten af banen modtog Heino Hansen en lang centring fra Kristen Nygaard. Det vimse Slagelse-spiller vendte lynhurtigt rundt på en tallerken og satte sin russiske modstander. Den efterfølgende pasning til en fri Keld Bak i højre side var desværre ikke nøjagtig, så den gode mulighed gik tabt.

Opspillet var dog en lille undtagelse fra fodboldstormagtens klare dominans. Nogle minutter senere rykkede den driblestærke Gennadi Yevryuzhikhin uimodståeligt forbi det danske forsvar. Veteranen fra Dynamo Moska huggede til med venstrebenet flere meter uden for straffesparksfeltet. Bolden prellede af højt på den venstre stolpe og trillede ud mod hjørneflaget. Mogens Therkildsen slap med skrækken denne gang. Et øjeblik senere fik den samme spiller fra samme sted muligheden en gang til, men denne gang havde OB-målmanden ingen problemer med at samle bolden op.

Som minutterne gik, blev det tydeligt, at danskerne ville forsvinde fra kampen som trussel over for de selvbevidste russere, der egentlig ikke virkede spor nervøse kampens afgørende betydning taget i betragtning. Målet til 2-0 lå lige om hjørnet.

27.min – Vyacheslav Semyonov (0-2) er hurtigere end de tunge danskere og udnytter en løs bold. Den hurtige Gennadi Yevryuzhikhin centrer fra højre side en høj bold i det danske målfelt, hvor Mogens Therkildsen kraftfuldt bokser bolden væk i nærkamp med nr. 8 Vyacheslav Semyonov. Bolden havner hos den fritstående Yozhef Sabo uden for det danske straffesparksfelt. Den energiske Moskva-spiller med de ungarske rødder, der har domineret russernes midtbanespil fra første fløjt, skyder direkte på mål. Bolden stryger fra kanten af straffesparksfeltet i jordhøjde mod det danske mål. Midt for mål tæmmer Semyonov elegant bolden og skyder i samme bevægelse med et strakt højre ben bolden forbi den taklende Flemming Ahlberg. Bolden går i mål uden chance for Mogens Therkildsen, der simpelthen ikke kan nå ned til bolden hurtigt nok. Russeren får overraskende meget tid til at ekspedere bolden i mål over for en passiv Svend Andresen, der ikke skrider ind hurtigt nok.

Danmark fik en lille chance mere inden halvlegspausen. Med venstrebenet følte Kristen Nygaard i russernes venstre side en frisparksbold ind i det russiske straffesparksfelt, hvor Heino Hansen endnu engang kom drønende på tværs af feltet. Den ivrige spydspids forsøgte at sætte tåspidsen på den dybe stikning, men kunne desværre ikke ramme bolden.

Lille Allan Simonsen var som i de øvrige kampe både med fremme og tilbage i en fantastisk arbejdsindsats. Det sled alt for meget på VB-forwardens ressourcer. Det var en nødvendig handling at udskifte den lille gigant allerede i halvlegspausen. Ny på banen var Frems Leif Printzlau, der kun havde spillet 25 minutter mod Marokko og derfor ville kunne tilføre de slagne danskere ny energi.

Straks i begyndelsen af 2. halvleg var anfører Per Røntved tæt på at skabe spænding i matchen. Keld Bak sparkede et hjørnespark i russernes venstre side højt indover. Omkring straffesparkspletten steg anfører Per Røntved til vejrs. Hans veltimede hovedstød gik i en blød forbi den russiske målmand Vlademir Pilguy, men på stregen stod en forsvarer, der headede bolden bag om baglinjen. Det efterfølgende hjørnespark blev sparket indover efter samme recept, men de russiske forsvarere kom denne gang højere end Røntved.

Landstræner Strittich havde i pausen dikteret Per Røntved op på midten af banen, hvor hans store boldsikkerhed og præcise afleveringer skulle føre til et dansk overtag. Fynboen Jack Hansen rykkede tilbage i forsvaret ved siden af Svend Andresen. Brønshøj-spilleren kom straks med i nogle nydelige opspil, men pludselig manglede han i forsvaret, da russerne broderede sig igennem de svækkede forsvarsværker.

54.min – Ole Blochin (0-3) hamrer på kort afstand bold i kassen bag et udspillet dansk forsvar. Den blonde spiller fra Dynamo Kiev skaber selv målet, da han bryder igennem danskernes højre side, medens Kristen Nygaard og Flemming Ahlberg ubeslutsomt kikker på. Centringen fra baglinjen går helt på tværs af det danske målfelt og lander hos den allestedsværende Gennadi Yevryuzhikhin, der resolut sparker på mål. Skuddet er dog upræcist og går lavt på tværs af målfeltet igen. Det dårlige skud bliver i stedet til en fremragende aflevering til den helt frie Blochin, der er trukket ind i straffesparksfeltet. På kanten af målfeltet i danskernes højre side kan superstjerne in spe uhindret kanonerer bolden i kassen. Den prisgivne Mogens Therkildsen har febrilsk måttet springe fra stolpe til stolpe for at dække sit mål, men når ikke rettidigt at dække den højre stolpe.

Minuttet efter diskede Danmark op med måske kampens smukkeste angreb. Fighteren Per Røntved var ikke parat til at lægge sig ned. Midt på russernes banehalvdel erobrede han en løs bold og trak sig fri af et par modstandere. Han afleverede kort til bage til den fremstormende Jørgen Rasmussen, der ville være med til løjerne. Backens fremløb var så effektivt, at han trak to russere til sig. Da de skulle til at sætte tacklingerne ind, afleverede Randers-manden bolden dybt til Leif Printzlau, der var helt fri i venstre side. Den dygtige kombinationsspiller fornemmede med det samme, at Røntved i mellemtiden var løbet ind i straffesparksfeltet. Afleveringen kom første gang fra Frem-spilleren og sad lige i fødderne på Per Røntved, der havde frit skud på mål i russernes højre side. Tæmningen var dog for en gangs skyld ikke helt god, så bolden løb fra Røntved. Inden han fik kontrol over bolden igen, var en russer kommet i vejen. De 3.000 tilskuere kunne dog glæde sig over de smukke kombinationer.

Som 2. halvleg skred frem, kom det entusiastiske publikum aldrig i tvivl om hvem der ville vinde udskilningsløbet om medaljekampene. De professionelt trænede sovjetiske atleter var fysisk overlegne fra første minut. Modsat var danskerne slidt ned af det hårde program og kunne slet ikke samle kræfter til at udfolde det besnærende spil, som holdet havde disket op med i de første kampe. 

På en flot pasning fra Leif Printzlau, der havde flere gode aktioner, var Kristen Nygaard tæt på at komme fri foran det russiske mål, men han blev bremset i sidste øjeblik. Minuttet efter sendte landstræneren friske kræfter på banen, da den boldsikre Hans Ewald Hansen afløste den elegante men trætte midtbanespiller fra Fuglebakken IF. Falstringen afleverede som det første på banen pænt en seddel med navn og nummer på trøjen til den myndige tyrkiske dommer.

Det var også den ranglede Leif Printzlau, der stod for danskernes sidste forsøg. Midt på russernes banehalvdel centrerede højre back Flemming Ahlberg ind mod midten til sin klubkammerat. Den russiske midterforsvarer Vlademir Kaplichny gik fuldstændig galt af bolden, der i stedet havnede for fødderne af Frem-angriberen. Midt for mål lavede Printzlau et par korte træk inden han fyrede af med højrebenet. Bolden gik ved siden af målet tæt ved den højre stolpe.

Da kampen var ved at ebbe ud på den hullede og ujævne bane, hamrede det overlegne CCCP-mandskab det sidste søm i den danske ligkiste.

87.min – Yozhef Sabo (0-4) scorer på et flot langskud. Den russiske back Yuri Istomin erobrer bolden i danskernes venstre side. Efter et slalomløb forbi en række trætte danskere afleverer den arbejdssomme back til sin holdkammerat nr. 16 Yozhef Sabo, der har knoklet uafbrudt i 90 minutter på midten af banen, men ikke desto mindre har kræfter nok til en enkelt aktion mere. Sabo laver et kort træk mod venstre og kanonerer derefter bolden i mål med et perfekt vristspark. Afstanden til mål er 20 meter. Bolden går som et projektil højt op i venstre hjørne uden chance for Mogens Therkildsen. Efter målet spadserer målscoreren sammenbidt tilbage mod banens midte. Attituden er Færdigt arbejde – lad os så komme videre til medaljekamp! Ikke en eneste af holdkammeraterne gratulerer Sabo for det flotte mål.

I slutminutterne måtte den danske trænerbænk og de mange supporters nedtrykt konstatere, at Danmark ikke havde spillet op til sit bedste i den afgørende kamp. Årsagerne var ikke alene trætheden, men også manglende held i de afgørende situationer samt problemer med at styre bolden på den knoldede bane. Sovjetunionen producerede ikke mere end en håndfuld målchancer. De russiske angribere var utroligt effektive til at omsætte chancerne til mål og udnyttede koldblodigt de få gange, hvor det danske forsvar reagerede for langsomt på opstående huller.

Rigstræner Rudi Strittich hang slet ikke med hovedet, da han efter kampen tog imod pressen. ”Da jeg begyndte med de olympiske forberedelser for tre år siden i 1970, var der ingen der havde ventet, at vi skulle være nået så langt som i dag. Spillerne har gjort det aldeles fortræffeligt”, sammenfattede han de 14 dage i Vesttyskland.

Den danske målmand Mogens Therkildsen proklamrede efter kampen, at han sagde farvel og tak til landsholdet. ”Det har været dejlige dage i München, men et par gange har nervepresset været for stort”, sagde han eftertænksomt. Som en af udfordringerne på landsholdet anførte Odense-målmanden, at det havde været svært at vænne sig til lejrlivet i OL-byen og en vigtig kamp hver anden dag. På den baggrund var Mogens Therkildsen ikke overrasket over, at det var fire stærke lande med fodboldspillere som fultidsbeskæftigede statsamatører, der havde kæmpet sig frem til medaljekampene. ”De har jo i flere år forberedt sig på OL-turneringen med træningslejre og spillerens frihed for andre arbejdsforpligtigelser”, bemærkede Mogens Therkildsen.

Danmarks Radio fik heller ikke i den sidste kamp mulighed for at lave en direkte transmission. Det meste af kampen blev vist om aftenen i OL-programmet, der løb over skærmen fra kl. 22.05. Radiolytterne kunne som sædvanlig følge med direkte fra kl. 16.30.

På Det Olympiske Stadion i en af de sidste konkurrencer vandt Polen OL-finalen. I en hårdt spillet kamp måtte de forsvarende OL-mestre fra Ungarn bøje sig.

Kampen om bronzemedaljerne derimod var en ren farce. I tilfælde af uafgjort ville begge mandskaber få bronzemedalje. I det lys var det ikke overraskende, at der stod uafgjort efter ordinær spilletid tid og forlænget spilletid. Mere overraskende ar det, at der stod 2-2 på måltavlen. Med fire mål havde holdene dog gjort en indsats for at få det til at se ud som en fodboldkamp af betydning.

Slutstilling i den olympiske fodboldturnering 1972

Nr.

Land

Kampe

Sejr

Uafgjort

Nederlag

Målscore

Point

1.

Polen

7

6

1

0

21-5

13

2.

Ungarn

7

5

1

1

18-5

11

3.

Sovjet

7

5

1

1

17-6

11

4.

DDR

7

4

1

2

23-9

9

5.

BRD

6

3

1

2

17-8

7

6.

Danmark

6

3

1

2

11-10

7

7.

Mexico

6

2

1

3

4-14

5

8.

Marokko

6

1

1

4

7-14

3

I mange år havde fodboldnostalgikerne alene avisreferater og årbøger som grundlag for at genskabe de fire sovjetrussiske mål. Pludselig i foråret 2015 opdukkede der på YouTube et sammendrag på 41 minutter. Indslaget er uden kommentator spor. Til gengæld er lydkulissen præget af de mange danske tilskuere, der både med slagsange og tilråb forsøgte at hidse OL-landsholdet op til dåd. Indimellem er det faktisk muligt at høre kommandoerne fra trænerbænken og spillernes indbyrdes kommunikation. De fire russiske mål er også med i sammendraget.

De 19 danske OL-spillere rejste ikke hjem på en tiltrængt og velfortjent ferie. Tværtimod. Spillerne fra Vejle og Frem skulle i ilden allerede onsdagen efter i de europæiske cupturneringer, hvor første runde løb af stablen. Vejle Boldklub med Allan Simonsen skulle en tur til Bruxelles for at møde RSC Anderlecht, medens Valby-klubben Frem med Valdemar Hansen, Flemming Ahlberg og Leif Printzlau skulle til Montbéliard for møde FC Sochaux.

De øvrige spillere kom heller ikke til at hvile på laurbærerne. Weekenden efter var der fuldt program i de danske divisioner, så røde hvide farver, vi skal hjem og slås, kunne alle spillerne let skråle med på.

Onsdag den 4. oktober 1972 kl. 19.00: Danmark-Schweiz 1-1 (1-1)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark

Det danske OL-landshold var dårligt kommet hjem til fædrelandet efter den succesfulde OL-turnering, inden forberedelsen til den næste store opgave begyndte. Målet var, at A-landsholdet efter flere års tilløb omsider skulle kvalificere sig til at deltage i en VM-slutrunde. Danmark havde ikke kvalificeret sig til nogle af de foregåede 9 slutrunder, der var gennemført siden 1930. Den tiende VM-slutrunde skulle afholdes i nabolandet Vesttyskland i juni 1974.

Ved lodtrækningen var Danmark havnet i en ikke uoverkommelig treholdspulje. Den første modstander var Skotland i to kampe hjemme og ude i efteråret 1972. Skotland havde ikke deltaget i VM siden 1958 og fremstod som en modstander, som Danmark kunne besejre.

I foråret 1973 ventede to hårde kampe mod forhåndsfavoritterne fra Tjekkoslovakiet, der havde stærke VM-traditioner at leve op til. Holdet havde gjort det strålende ved VM 1970 i Mexico, hvor østeuropæerne dog var kommet til kort over for Brasilien og England. Tilbage i 1962 spillede tjekkoslovakkerne sig sensationelt frem til VM-finalen i Chile, hvor det dog blev et klart nederlag til verdensmestrene fra Brasilien.

OL-landsholdets flotte resultater ved München-legene åbnede en principiel diskussion i offentligheden om, hvilket type hold DBU skulle stille med i VM-kvalifikationen. OL-holdets succes fik fremtrædende fodboldeksperter bl.a. Ole Lange i Information til at argumentere for, at DBU ville være bedst tjent med at opbygge et slagkraftigt VM-hold alene ved brug af de hjemlige amatører. De professionelle spillere havde mere eller mindre skuffet fatalt i de kampe, hvor de skulle have forstærket landsholdet. Det var i de seneste to år kun blevet til to sejre mod upåagtede Finland og et afbudssvækket skotsk landshold. Begge prestigekampe mod arvefjenden fra Sverige var blevet tabt klart og i de øvrige kampe havde profferne ikke kunne afvende nederlag til modstandere, der burde besejres. Modsat var OL-landsholdet fuldstændig sammenspillet efter 6 kampe og boblede i øvrigt af optimisme og godt kammeratskab. 

Fodboldunionens åbenlyse problem var, at den ikke kunne disponere over de udenlandsprofessionelle, som den ønskede. Holdsammensætningen var fuldstændig afhængig af, at de forskellige fodboldbosser rundet om i Europa ville frigive deres danske spillere til forberedelse og kampe. Spillerne havde ikke mulighed for at gøre den store forskel, fordi deres loyalitet meget naturligt var overfor den arbejdsgiver, der betalte løn og bonus. DBU risikerede, at VM-landsholdet ville ende som et tilfældigt sammenrend af spillere, der kunne få fri til landskampen. Til næste kamp ville DBU stå med et nyt sammenrend af spillere, uden kontinuitet og sammenhæng. Fordelen ved at satse på amatørerne var, at DBU mere sikkert kunne regne med dem til hver kamp, selv om de danske klubber ofte ikke var begejstrede for at frigive de travle spillere til træningsamlinger.

Formanden for DBU’s udtagelseskomite Ib Skotnborg undlod ikke at adressere debatten og valgte i klare udsagn at skære igennem diskussionen. Den hovedansvarlige for landsholdets udtagelse gav udtryk for, at de olympiske helte ville får deres chance til at komme på VM-landsholdet, men opvarmningskampen mod Schweiz skulle først og fremmest anvendes til at afprøve de professionelle fra udlandet. De dygtige amatørspillere, der evt. blevet vraget til venskabskampen, havde ikke endegyldigt mistet deres landsholdsplads, men måtte blot vige pladsen for en udenlandsk profil.

”Udtagelseskomiteen ved udmærket godt, hvad vores amatører er værd i landsholdssammenhæng”, fastslog Ib Skotnborg over for Ekstrabladet nogle dage før udtagelsen af landsholdet til Schweiz-kampen. ”De professionelle fra udlandet skal have en mulighed for at spille sig ind på VM-holdet og nok så vigtigt på et tidspunkt, hvor de er i kampform efter turneringsstarten rundt omkring i Europa”. Den erfarne UK-formand havde ved denne bemærkning nok i baghovedet, at de danske legionærer havde spillet kampene mod Finland og Sverige i deres sommerferie. Indsatsen bar tydeligt præg af, at spillerne var trætte og uoplagte efter en udmarvende sæson.

På de indre linjer måtte det glæde DBU, at forbundet stod i den gunstige position, at der var hård konkurrence om landsholdpladserne mellem succesdrengene fra OL og de topmotiverede professionelle, der øjnede en chance for at opleve en VM-turnering.

På den baggrund skabte det frustration i UK, at flere af de udenlandske kandidater var tvunget til at melde afbud til forberedelseskampen. Afbudsbølgen begyndte med Henning Munk Jensen og Bent Schmidt Hansen. Præsidenten for deres nederlandske klub PSV Eindhoven meddelte kort og kort DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup, at spillerne ikke havde frihed til landskampen. Både Munken og Schmidt Hansen var ellers parat til at drage til Danmark, da der ikke var planlagt turneringskamp på kampdagen.

Afbuddene fra udenlandslegionærerne i den vesttyske Bundesliga var derimod mere forventeligt. På kampdagen var der fuldt program hos den sydlige nabo. Det betød afbud fra Bayern München-backen Johnny Hansen, der midt i en travl sæsonforberedelse havde haft lejlighed til at overvære OL-kampen mod Sovjetunionen, kometen Henning Jensen, der på rekordtid havde triumferet for sin nye klub Borussia Mönchengladbach i Europa Cuppen, balancespilleren Ole Bjørnmose i ambitiøse HSV samt de to spillere fra Eintracht Braunschweig Bent Jensen og Allan Michaelsen.

Derimod var afbuddet fra den største stjerne i udlandet Ulrik le Fevre en slem streg i regningen. Den erfarne landsholdswing med 31 landskampe havde straks fået succes i sin nye belgiske klub FC Brügge, der lå i toppen af ligaen. Et topopgør mod rivalerne fra Standard Liège weekenden efter landskampen betød, at klubben ikke vil frigive sin danske topscorer.

UK kunne dog glæde sig over, at de øvrige 12 danskere i belgisk fodbold ville være til disposition. Samme aften den 4. oktober skulle De Røde Djævle spille den første VM-kvalifikationskamp mod Norge, så vejen var banet for en sand ”belgierinvasion” på landsholdet.

Dagen efter udtagelsen af landsholdet vågnede medlemmerne af UK op til temmelige negative kommentarer i de store dagblade. De elleve udvalgte til startopstillingen til forberedelseskampen gav i høj grad anledning til barsk polemik i både Politiken og Ekstrabladet.

For det første vragede UK boldkunstneren Finn Laudrup, der weekenden før havde været en af de bedste i Brønshøjs kamp mod Hvidovre og også havde toppet Ekstrabladets rangliste i begge sommerens venskabskampe mod Finland og Sverige. Ikke engang en plads på udskiftningsbænken var der blevet plads til for den 27årige boldvirtuos. Kritikkerne regnede fortsat Laudrup som en spiller i særklasse – også efter international målestok. Forbigåelsen blev kort og godt karakteriseret som en brøler af rang.

Dernæst foretrak UK den usikre målmand Jørgen Henriksen på bekostning af de hjemlige OL-målmænd, der havde vogtet målet overbevisende både i 1. division og under OL. Utrecht-målmanden havde optrådt usikkert i de to nordiske sommeropgør og blev også beskyldt for at spille for meget for galleriet.

Endelig undlod UK fuldstændig at gøre brug af de unge danskere i den belgiske liga. Både Morten Olsen, der havde været en nøglespiller i forårets OL-forberedelser, og Benny Nielsen, der havde markeret sig som effektiv målscorer i Cercle Brügge KSV, blev siet fra. Mere forståeligt var det, at de to ny-professionelle Peter Johansson, der havde scoret i pinsen mod Rumænien og Birger Pedersen, der var årets spiller 1971, måtte vente en postgang inden det blev deres tur. En mand som Iver Schriver fra østrigske klub Sturm Graz, der i efteråret havde scoret på samlebånd, skulle UK heller ikke nyde noget af.

Både Hans Ewald Hansen fra B1901 og Keld Bak fra Næstved var noget overraskende i startformationen. Det havde formodentlig gavnet deres kandidatur betragteligt, at UK-chefen Ib Skotnborg, der var fra Næstved og rigstræner Rudi Strittich havde overværet det underholdende opgør i 1. division mellem de to klubber på Næstved Stadion. Hans Ewald Hansen, der havde lidt under varmen ved OL, dominerede fuldstændigt midtbanen i 1. halvleg med et hav af gode afleveringer til sine medspillere. Med 3 mål i 2. halvleg på både hovedstød, langskud og opsamling i det lille felt dokumenterede Keld Bak, at han havde bevaret den gode form fra München. På lægterne sad i øvrigt de to Cercle Brügge-danskere Morten Olsen og Benny Nielsen, der altså ikke fik noget fodboldmæssigt ud af rejsen til Danmark.

UK havde også fundet plads til den formstærke højre back Flemming Ahlberg. Med sin klub Frem havde han været med til at skabe en lille sensation i UEFA-cuppen, hvor Valby-klubben havde elimineret det stærke franske hold FC Sochaux – med Ahlberg som målscorer.

Naturligvis var der også blevet plads til forsvarsdirigenten Per Røntved. Han havde chokeret sine kammerater ved efter divisionskampen mod Hvidovre at meddele, at der var hans sidste kamp for hvepsene i Tingbjerg. Den 21årige ledertype havde skrevet kontrakt med danskerklubben SF Werder Bremen, der tidligere havde haft de stærke fynboer John Danielsen og Ole Bjørnmose i stalden. Det var på tale, at OL-anføreren skulle lyndebutere allerede den 5. oktober, men diverse formaliteter satte en stopper for det.

Alt i alt bestod landsholdet mod Schweiz af seks spillere fra OL-landsholdet og fem spillere fra de europæiske ligaer. De fem reserve var også OL-kæmper.

I lyset af UK’s tidligere udmeldinger om at benytte opgøret til at teste de udenlandsprofessionelle var det iøjnefaldende, at flere oplagte kandidater var ladt ude af betragtning. UK satsede tydeligvis på, at den afgørende forstærkning af landsholdet ville komme fra den vesttyske Bundesliga samt Ulrik le Fevre.

I dagene op til kampen var aviserne fyldt med kommentarer om den manglende udtagelse af publikumsynglingen Finn Laudrup. Hovedpersonen kunne ikke selv give en ordentligt forklaring på den forbavsende udeladelse og følte selv, at han var i form til landskampen. Selv om de professionelle var rykket talstærkt ind på landsholdet fra starten af 1971, havde den boldglade Laudrup altid været fast mand på landsholdet.

Et afbud fra en anden boldvirtuos Jørgen Kristensen åbnede pludselig op for, at UK alligevel i sidste øjeblik kunne finde plads til Finn Laudrup på udskiftningsbænken. Et møde mellem landstræner Rudi Strittich og en samarbejdsvillig Finn Laudrup kom i stand to dage før landskampen. Hen over en kop kaffe fik parterne talt ud om evt. modsætninger. Efter mødet sagde en glad Finn Laudrup, at luften var blevet renset. ”Jeg har accepteret at være reserve mod Schweiz. Vel mener landstræneren, at jeg mangler noget i den mere kampbetonede indsats, hvorimod han ikke klager over mine spillemæssige kvalifikationer”. Enighed om at arbejde sammen for dansk VM-kvalifikation fik gjort en ende på affæren.

De mange afbud reducerede efterhånden værdien af landskampen mod Schweiz. Det var åbenlyst for alle, at VM-holdet mod Skotland vil blive ændret på 4-5 pladser. Det var ved at blive et irriterende problem for dansk landsholdsfodbold, at DBU ikke kunne kalkulere med alle profferne i forberedelsen. De tilsvarende udfordringer forekom mindre i Sverige, hvor det svenske forbund i alle spillerkontrakter obligatorisk fik indføjet, at landsholdsspillerne skulle have fri til landskampe.

I den schweiziske lejr var der heller ikke jubel. Det var et svækket hold fra Helvetia, der landede i København. Tre af de mest fremtrædende landsholdskæmper var ikke på holdkortet på grund af skader. Den forholdsvis nye landstræner Bruno Michaud, der var ubesejret i 1972, skulle bruge kampen i Idrætsparken som sidste opvarmning inden den første VM-kvalifikationskamp mod Italien.

Reserven Finn Laudrup var den største oplevelse i tusmørket i Idrætsparken. Da han i 2. halvleg kom på banen, blev skeptikerne sat grundigt til vægs. Publikumsynglingen kunne dog ikke sikre en dansk sejr i generalprøven til VM-kvalen.

Beskedne 10.800 tilskuere fandt det ulejligheden værd at bevæge sig til Østerbrokvarteret for at se landsholdsfodbold. I lyset af OL-landsholdets succes og kampens vigtighed som sidste afpudsning inden de krævende VM-kvalifikationskampe var det et skuffende fremmøde.

Det schweiziske mandskab indledte kampen meget defensivt. De hvidblusede gæster med det karakteristiske hvide kors på brystet afgav på italiensk maner frivilligt banens midte til de angrebslystne danskere. Samtidig gennemførte udeholdet en snærende markering af de tre danske spydspidser Keld Bak, Eigil Nielsen og Allan Simonsen. Helvetiernes forsvar var ekstra sikret med en sweeper, der effektivt samlede alle indspil i dybden op. Kun er par friske langskud fra Per Røntved fik den årvågne målmand Rene Deck fra Grasshopper Club Zürich i aktion.

Det danske forsvar, der bortset fra målmand Jørgen Henriksen bestod af lutter OL-veteraner, virkede meget usikkert og måtte indkassere aftenkampens første mål.

16.min – Walter Balmer (0-1) udnytter en forsvarsblottelse. Den schweiziske anfører Karl Odermatt fra FC Basel centrer bolden ind i det danske straffesparksfelt. Indlægget er temmelig upræcist, men anførerens 24årige holdkammerat Walter Balmer kaster sig frem mod bolden. Forstopper Svend Andresen har ikke markeret Balmer særlig tæt og hele det danske forsvar virker ikke agtpågivende nok i situationen. Angriberen fra Alpelandet kan ubesværet heade bolden forbi en udstrakt Jørgen Henriksen, der heller ikke i tide har opdaget faren.

Målet afslørede, at OL-forsvaret og målmand Jørgen Henriksen ikke kendte hinanden godt nok. Målmanden tøvede med at gå frem til det høje indlæg, og forsvaret var i tvivl om opgavefordelingen. Tydeligt var det, at ingen danskere tog ansvaret for at dirigere forsvaret på plads. Gæsteholdets føringsmål afslørede ganske enkelt, at det danske forsvar knirkede alvorligt i de tre vigtige led fra målmand over midterforsvar til den defensive midtbane.

Den hjemhentede hollændermålmand Jørgen Henriksen havde et usikkert greb om bolden og skabte uro i forsvaret ved sine hasarderede fremstød i feltet. Både ved målet og i andre situationer optrådte den normalt solide Svend Andresen ubeslutsomt og lod sig for ofte lokke ud i en mand-mod-mand duel uden for straffesparksfeltet, hvor han blev overrumplet af de rapfodede schweizere. Værst stod det til med anfører Kresten Bjerre, der ikke i tilstrækkelig grad som den bagerste mand på midtbanen understøttede det vakkelvorne forsvar. Den tidligere AB-mand manglede den sædvanlige autoritet og bid i sit fremspil og var ikke rigtig den samlingsfigur, som landsholdet havde brug for.

Inden modløsheden for alvor satte sig ind på tilskuerrækkerne, fik den slidstærke John Steen Olsen udlignet for Danmark.

20.min – John Steen Olsen (1-1) kommer foran den schweiziske målmand og header bolden i et tomt mål. Æren for målet tilfalder Frems formstærke Flemming Ahlberg, der flere gange i løbet af kampen kommer frem i tomrummet i højre side. Da lille Allan Simonsen får lokket schweizernes Lausanne-backen Anton Weibel ind mod midten af banen, bliver der plads til, at Ahlberg kan centre en høj bold. Målmanden Rene Deck farer ud for at bokse til bolden, men kommer for sent. Nærmest med ryggen til målet sætter nr. 6 John Sten Olsen panden på bolden. Bolden går højt ind i målet.

Det bedste foto fra landskampen var ubetinget fotograf Morten Langkildes klassiske billede af en svævende John Steen Olsen, der med ryggen til målet kikker bagud på den hvide bold, der er på vej i nettet. På billedet strækker målmanden sig forgæves efter det overrumplende hovedstød.

Fra starten af 2. halvleg afløste Finn Laudrup en bleg Hans Ewald Hansen. Udskiftningen tilførte landsholdet et ekstra niveau i samspil og kombinationer. Efterhånden, som 2. halvleg skred frem, glædede publikum sig mere og mere over, at Laudrup omsider var kommet på banen. Enten med skødeløs elegance eller med vidunderlig sparketeknik skabte Brønshøj-spilleren flere scoringsmuligheder for sine holdkammerater i kampen. Finn Laudrup slog fast, at hverken publikum eller landsholdet kunne undvære ham.

Det schweiziske forsvar begyndte at få flere sprækker i 2. halvleg. Danskerne fik et par gode chancer, men der kom ikke flere mål. Grunden til det var bl.a. at landstræneren ikke kastede flere folk frem i angrebet til at modtage Laudrups skarpe afleveringer. Både John Steen Olsen og Allan Simonsen blev ved med at operere på midtbanen.

Midt i 2. halvleg måtte angriberen Eigil Nielsen udgå, da han fik en knæskade. Thisted-drengen blev afløst af Kristen Nygaard, der ikke fandt sig til rette som spydspids, da han normalt spillede på midten. Udskiftningen blev derfor en svækkelse af angrebet.

Den vesttyske dommer Gerhard Schulenberg havde ikke så meget at se til i det fair spillede opgør Dog uddelte han et gult kort til Karl Odermatt, der i frustration sparkede benene væk under banens bedste spiller Finn Laudrup.

Landstræner Rudi Strittich var efter kampen tilfreds med resultat, men ikke spillet på banen. Afdæmpet påpegede Strittich, at Danmark havde klaret sig godt mod et rutineret mandskab, der optrådte på internationalt niveau og havde flere bemærkelsværdige resultater. Der havde efter østrigerens opfattelse været en tendens til at undervurdere alpelandet.

Det meste af opmærksomheden i omklædningsrummet rettede sig naturligvis mod den i første omgang vragede Finn Laudrup, der i løbet af én halvleg havde sat sine kritikere og DBU’s udtagelseskomite effektivt på plads. Hovedpersonen selv holdt sig dog tilbage med at hovere over for DBU eller svare kraftigt igen på kritikken af hans kampindsats.

Den besindige Laudrup afslørede, at han havde været meget nervøs, da han løb på banen. ”Jeg troede efterhånden, at jeg som fodboldspiller havde været igennem hele følelsesregisteret, men jeg var i dag mere nervøs end i min debutkamp. Jeg kiksede godt nok den første aflevering, men herefter gik det godt”, fortalte den fortabte søn afslappet til bl.a. Ekstrabladet, der under hele optakten havde advokeret kraftigt for, at UK burde have udtaget Finn Laudrup til startopstillingen.

Ganske naturligt fik den hårdhudede landsholdleder Rudi Strittich også det forventede spørgsmål om, hvorvidt han havde fortrudt, at UK kun havde udtaget Laudrup som reserve. Landstræner anlagde en pokermine, da han roligt svarede: ”Finn Laudrup havde godt af en lærestreg. Det fik ham til at fighte, som UK forlanger af alle på landsholdet”.

Den danske målscorer Jonn Steen Olsen strålede i omklædningsrummet. ”Jeg scorer normalt kun et mål om året på hovedstød. I 1972 skete det altså i Idrætsparken mod Schweiz”, konstaterede den stærke Utrecht-spiler, der kunne være rimelig sikker på at komme med mod Skotland. Den tidligere Hvidovre-spiller placerede sig øverst på Ekstrabladets rangliste med måloplæggeren Flemming Ahlberg som nr. 2.

Den sympatiske nordjyde Eigil Nielsen scorede ikke mod sit værtsland. Det blev til flere gode skudforsøg, men ingen mål. Lidt overraskende var Eigil Nielsen nærmest lettet over, at han ikke havde sænket sine ”landsmænd” i Alperne, fordi mange schweizere opfattede nordboen som en af deres egne og ville have reageret meget negativt, hvis han havde haft et schweizisk nederlag på samvittigheden. Knæskaden var ikke mere alvorlig end at Eigil Nielsen regnede med at være klar til næste turneringskamp og derved inde i billedet til kampen mod Skotland.

Dagen efter bragte flere aviser en stort opsat historie om intern splid på landsholdet mellem amatørerne fra OL-landsholdet og de professionelle. Flere af OL-spillerne skulle være fortørnede over, at der var lykkedes for Finn Laudrup at tale sig på landsholdet efter at han i første omgang var blevet vraget.

Den afgørende samtale, der havde banet vej til landsholdet, var et forsoningsmøde mellem landstræner Strittich og den udskældte boldvirtuos, der havde ført til, at Laudrup kom med som reserve og senere blev skiftet ind fra starten af 2. halvleg på bekostning af OL-spilleren Hans Ewald Hansen. Sagen påvirkede tydeligvis den uskyldige Finn Laudrup, der følte, at nogle af hans holdkammerater havde hængt ham ud, selv om han ikke havde ansvar for UK’s dispositioner.

Da sagen var ved at komme ud af kontrol, brød formanden for UK Ib Skotnborg markant ind i polemikken. I et interview i Ekstrabladet sagde den chokerede DBU-leder, at han og UK alene udtog landsholdet. Spillerne havde ikke indflydelse på holdsammensætningen og ingen spiller kunne få særbehandling. I øvrigt bemærkede UK-formanden, at han kun have hørt om amatørspillernes utilfredshed på rygteplan og ikke havde fået en konkret henvendelse. Den koldblodige sjællænder manede til ro på landsholdet og sluttede af med at fastslå, at DBU ikke have planer om at gøre mere ved sagen.

TV og radio

DR var på pletten allerede kl. 21.15 dvs. en halv time efter kampens afslutning. Det lave tilskuerantal gav staks anledning til diskussion om, hvorvidt den tidlige TV-transmission fik publikum til at blive hjemme foran skærmen i stedet for at møde op i Idrætsparken. DBU modtog fra DR ca. kr. 40.000,- i gennemsnit for hver landskamp. På grund af det lave tilskuerantal gav landskampen samlet set DBU et underskud. Indtægterne fra TV kunne ikke opveje, at der manglede 5.000 tilskuere på lægterne for at få balance i arrangementet.

De to mål og øvrige højdepunkter har ikke været vist offentligt siden denne oktober aften i 1972. Både spillere og presse klagede over, at lysanlægget i Idrætsparken var dårligt. Spillerne løb rundt i tusmørke i det mudrede lys fra de store lysstandere. Kvaliteten af TV-billederne har formodentlig været præget af dette.

Onsdag den 18. oktober 1972 kl. 19.00: Danmark-Skotland 1-4 (1-2)

VM-kvalifikationskamp (1) i Københavns Idrætspark

Betingelserne inden den første kvalifikationskamp til VM var egentlig ganske enkle for fodboldlandsholdet. Danmark måtte ikke tabe premierekampen mod skotterne. Et nederlag i den lille gruppe med kun tre nationer ville medføre, at danskerne var færdige i VM-turneringen inden den rigtig var kommet i gang.

Medlemmerne af Udtagelseskomiteen (UK) kunne derfor om aftenen den 10. oktober mærke forventningens pres. Komiteen havde stort set alle mand til rådighed – både hjemlige amatører og de udenlandske professionelle. Opgaven bestod i at sammensætte en trup på 11 spillere og 5 reserver, der kunne løse opgaven.

UK foretog i forhold til schweizer-kampen to opsigtsvækkende udskiftninger på landsholdet.

OB-målmanden Mogens Therkildsen, der ellers efter OL-turneringen havde proklameret, at han stoppede på landsholdet, fik overdraget den tunge opgave at vogte målet mod Skotland. Fynboen havde forinden meddelt UK, at han var parat til at forlænge landsholdskarrieren med endnu et halvt år. På det personlige plan lagde Therkildsen heller ikke skjul på, at trætheden efter OL-strabadserne var et overstået kapitel. En fyldt Idrætspark i en afgørende kamp og måske en efterfølgende rejse til returkampen i Glasgow var bestemt en ekstra indsats værd.

Reservemålmand blev Hvidovres solide Heinz Hildebrandt, der også have været med i München. Det betød, at førstevalget til målmandsposten i årets 3 venskabskampe med professionel deltagelse Jørgen Henriksen helt blev kasseret af UK. UK satsede på at bibeholde det olympiske forsvar så vidt muligt. Bulletiner fra den hollandske æresdivision kundgjorde ellers, at den reaktionsstærke københavner med en fortid i både amerikansk og svensk fodbold havde stået en brandkamp i den forudgående weekend. På nederlandsk TV havde Utrecht-målmanden sammen med fire andre aktører fået den højeste karakterscore. Det flotte skudsmål var dog ikke nok til at give en plads blandt de 16 spillere.

UK vragede også den tidligere anfører Kresten Bjerre. Den fighterglade general blev højst overraskende erstattet af OL-landsholdets defensive midtbanespiller Jack Hansen, der i OL-kampene havde fungeret som en solid ekstra gardering i forsvaret, når liberoen Per Røntved bevægede sig frem over stepperne eller når landsholdet var presset i bund. Ekstrabladet kom samme aften i kontakt med en yderst fåmælt Kresten Bjerre i Bruxelles, der blot kunne ønske VM-holdet held og lykke, men ellers ikke havde kommentarer. De fleste havde forventet, at UK havde fundet en plads på bænken til den dedikerede Racing White-spiller, der f.eks. kunne sendes på banen i den sidste del af kampen, hvis landsholdet skulle holde et godt resultat i en hektisk afslutning.

Summa summarum droppede UK to hærdede og erfarne udenlandsproffer til fordel for to fynske amatørspillere fra den danske 2. division. Ingen ville på den baggrund beskylde UK for ikke at tage chancer i kampen mod skotterne.

De stressede UK-medlemmer var dog dårligt kommet ud af det tre timer lange møde, førend det første ubehagelige afbud indløb. FC Bayern München havde meddelt nøglespilleren Johnny Hansen, at han ikke måtte rejse til Danmark. Tidligere havde sydtyskerne givet DBU håndslag på vejlenserens deltagelse, men pludseligt opståede skader hos flere spillere fik Bayern-ledelsen på andre tanker. Forude ventede både hårde Europa Cup-kampe og et prestigeopgør mod rivalerne fra Borussia Mönchengladbach, så Bayern München vægtede klubbens interesser højere end Danmarks.

UK valgte som afløser en anden ”tysker” Torben Nielsen fra Mainz 05. Den tidligere B1903-spiller havde i foråret ganske pludseligt udskiftet amatørtilværelsen med en professionel i den næstbedste vesttyske række. Skiftet var sket umiddelbart før den afgørende OL-kvalifikationskamp mod Rumænien. Efterudtagelsen af den hurtige back viste, at DBU ikke bar nag over backens dispositioner i de hektiske forårsmåneder.

Dårligt nok havde fans og journalister fordøjet den nedslående nyhed fra Sydtyskland, førend det næste chokafbud indløb. Ulrik le Fevre havde haft en strålende start i Club Brügge KV. Tre mål i fem kampe var det imponerende udbytte af danskerens indmarch på det ambitiøse hold. Men den belgiske liga var betydeligt mere brutal end Bundesligaen. Forsvarsspillerne begik flere grove frispark og slap ofte fra det uden indgriben fra dommerne. I den seneste turneringskamp mod mesterskabsrivalen Standard Liège blev le Fevre sparket ned flere gange. I første omgang troede den tidligere VB-wing, at det blot var slag, men som dagene gik, blev det desværre tydeligt, at ledbåndene var læderet.

UK indkaldte som afløser for Ulrik le Fevre en dansk angriber, der i slutningen af 60´erne havde scoret mål på samlebånd på landsholdet. Bent Jensen spillede nu i Bundesligaen for Eintracht Braunschweig. Den lyslokkede fynbo havde dog svært ved at få en stamplads på det nordtyske hold. Hans 13 mål på landsholdet i 17 kampe, heraf tre hattrick lovede dog godt for indsatsen.

”Vi har meget at sige dansk fodbold tak for. Det gør vi bedst ved at sende Henning Jensen hjem til kampen mod Skotland”, var den overraskende udtalelse fra mestertræner Hennes Weisweiler i Borussia Mönchengladbach, der ikke var kendt for at tage andre hensyn end klubbens. Frigivelsen af den tidligere Nørresundby-spiller til landskampen var endnu mere chokerende i lyset af, at BMG kun havde opnået 6 point i de første seks kampe og tilmed havde flere syge spillere på nedsat kampkraft.

UK måtte igen se bort fra den hurtige wing Bent Schmidt Hansen, der ikke kunne få fri af PSV Eindhoven. Hollænderne havde mange skadede angribere, så den hollandske klubledelse ville ikke frigive den fodrappe dansker, der ellers var meldt i storform. Modsat var det en glædelig overraskelse, at PSV Eindhoven frigav forsvarsklepperten Henning Munk Jensen. Udfordringen var dog, at Munken ikke var fast mand på det stærke PSV-hold.

UK så igen helt bort fra årets spiller 1971 Birger Pedersen, der til daglig huserede i belgiske KV Mechelen. Den tidligere Hvidovre-spiller havde heller ikke gjort det nemt for sig selv. Tilbage i april efter venskabskampen mod amatørerne fra Vesttyskland havde han brokket sig over, at han ikke fik afregnet tabt arbejdsfortjeneste som studerende i modsætning til de andre fuldtidsansatte amatørspillere. Den unge midtbanespiller havde været så pikeret over uretfærdigheden, at han havde skrevet sin klage til DBU’s generalsekretrær Erik Hyldstrup. I nogle medier og måske også på DBU-kontorene var dette brev blevet udlagt således, at Birger Pedersen ikke ville spille på landsholdet førend han fik penge for det. Op til kampen mod Skotland forsøgte den boldbegavede spiller at gøre skaden god igen, men hans appeller til DBU prellede af. Birger Pedersen var ikke i nærheden af landsholdet til skotte-kampen og kom i øvrigt aldrig til at spille en landskamp igen.

Det var i virkeligheden påfaldende, at de belgiske legionærer igen blev overset af UK. Både den målfarlige Benny Nielsen og den arbejdssomme Morten Olsen spillede fast på holdet i Cercle Brügge. Unge Peter Johansson havde også så småt fundet vejen til angrebet i KV Mechelen. Angriberen Peter Dahl havde tidligere været på ungdomslandsholdet og fortsatte med at lave mål i Lierse SK. Selv det forholdsvis ukendte Steen Rømer Larsen, der havde nettet fire gange for landsholdet i 1968, var kommet på scoringstavlen i den lille klub Union St. Galloise.

Alle spillerne indlogerede sig to dage før kampen på det skønne Hotel Skodsborg Bad i Nordsjælland, der var landsholdets samlingssted, når det spillede i København. Den vakse iagttager lagde dog hurtigt mærke til, at udenlandsprofferne samt landstræner Strittich var begyndt at optræde i trøjer og træningsdragter med en reklame på brystet for et kendt sodavandsprodukt 7 Up. Landsholdet var udstyrsmæssigt delt i to lejre, fordi de professionelle spillere havde fået lov til af DBU at indgå en reklameaftale med det kendte amerikanske læskedriksgigant Coca Cola Company, der bl.a. producerede 7 Up.

De otte amatørspillere i VM-truppen fik ikke DBU’s tilladelse til at reklamere på tøjet og derved tjene en skilling. Det faldt flere af de hjemlige spillere for brystet. Reservemålmanden Heinz Hildebrandt udtrykte over for Ekstrabladet klart, hvad flere af kammeraterne tænkte. ”Det er i forvejen spillere med forskellige forudsætninger, der skal finde hinanden på landsholdet. Den urimelige adskillelse af spillerne i den ydre optræden kan kun understrege forskellen yderligere”, konstaterede den erfarne målmand lakonisk.

Som noget nyt offentliggjorde UK først startopstillingen på selve kampdagen. I DBU forudgående 360 landskampe havde spillerne fra med nr. 1-11 på ryggen altid været kendt samme dag, som UK udtog landsholdet. I de trykte kampprogrammer, som DBU havde solgt før kampen siden 1910, kunne tilskuerne nærmere studere på landsholdets og modstanderens holdopstilling. De tider var nu forbi på landsholdet.

I de seneste år var det i de internationale kampe blevet mere og mere almindeligt, at nationaltrænerne holdt deres startformation under deres hat indtil det sidste taktikmøde. Modstandernes trænerstab skulle ikke opnå fordelen ved at kende navnene på de 11 spillere, der løb ind på banen.

UK valgte fra starten at satse på midtbanekreatøren Finn Laudrup, der havde startet på bænken mod Schweiz. Med sin boldsikkerhed, evne til at skifte tempo og chanceskabende afleveringer skulle Brønshøj-spilleren åbne det kompakte skotske forsvar, der ville komme drønende i et opskruet tempo. Danmark skulle vinde ved at spille klogere og mere fantasifuldt end Tommy Dochertys ilte og temperamentsfulde kampbataljon.

For at styrke midtbanen valgte UK den erfarne HSV-spiller Ole Bjørnmose i stedet for den urutinerede Allan Simonsen, der havde spillet få kampe på dette høje niveau. Eigil Nielsens indsats i venskabskampen mod Schweiz, hvor han havde lært sine medspillere at kende, gav ham pladsen i angrebet på bekostning af hurtige Bent Jensen, der til daglig klarede sig fint i Bundesligaen.

Prisen for det skotske hold blev anslået til 40 mio. kr. Manager Tommy Docherty stillede op med en frygtindgydende angrebskæde i København. Angrebet bestod af den hårdt skydende Peter Lorimer fra Leeds United, den bevægelige Lou Macari fra Celtic FC, den mindre kendte Jimmy Bone fra Norwich City, den store Arsenal-stjerne George Graham, der i pokalfinalen i 1971 var blevet udråbt som banens bedste spiller samt den driblestærke Willie Morgan fra Manchester United.

På midtbanen huserede den lille terrier Billy Bremner fra Leeds United, som de fleste danskere kendte særdeles godt fra Tipslørdag. Den rødhårede slider udtrykte respekt for det danske mandskab. Vejen til skotsk sejr var at spille kampen som en ægte cup-finale, hvor skotterne fra første minut skulle skrue tempoet i vejret, så danskerne ikke kunne følge med i det hektiske spil.

De 31.200 tilskuere havde hørt om det nye hegn og mange af dem havde også set det – den nye skammens mur, der var opført omkring den grønne græsbane. Københavns Idrætspark havde lånt penge af DBU til at opføre et 2,40 meter højt ståltrådshegn, der skulle forhindre tilskuerne i at trænge ind på banen både under kampen, men nok så vigtigt også efter kampen Det var slut med at se begejstrede drenge og overrislede lømler vælte ind på banen ved dommerens slutfløj, medens spillerne spænede direkte mod udgangen inden de blev omringet af fansene. Den gamle idrætspark i København trådte ind i en ny udvikling, der var sat i gang på alle Europas stadioner, hvor uroligheder og ballade var blevet mere udbredt. De nationale fodboldforbunds svar på denne kedelige degeneration af supporterkultur var indhegning af nationalarenaerne.

En overmægtig skotsk modstander knuste de danske drømme om at kvalificere sig til VM i fodbold for første gang. Det blev en dansk nedtur i to tempi. De 90 minutter afslørede ubarmhjertigt, at det danske landshold bestående af de bedste amatører og en håndfuld professionelle byggede sine ambitioner på en livsløgn.

Kampens indledning gav håb om dansk succes i det skandaløst ringe elektriske lys, der efterhånden var blevet et stort problem i Idrætsparken – ikke bare for tilskuerne men også for de TV-hold, der skulle producere TV-billeder. Den unge Henning Jensen åbnede op med adskillige bravurnumre, hvor Borussia-angriberen med ustyrlige driblinger og overaskende ryk flåede det tunge skotske forsvar op. Det var en fejende flot optakt for de varmt klædte tilskuere, der hurtigt fik varmen på den kolde aften. Mange af tilskuerne var børn og unge mennesker, der nød en landskamp i skolernes efterårsferie.

Fodboldfesten begyndte dog at fuse ud alt for hurtigt. 20 minutter inde i kampen udnyttede de energiske skotter, at de danske hold slet ikke var sammenspillet godt nok og gav store blottelser i forsvaret. Som hold hang Danmark ikke sammen, når det kom under det kolossale pres, som skotterne diskede op med.

Optakten til kampens første mål var et fantastisk langskud fra den frygtede Peter Lorimer, som uantastet af de danske forsvarere fik lov til at trække med bolden hele vejen fra midterlinjen til kanten af det danske straffesparksfelt. Det hårde skud havde retning mod det venstre målhjørne, men med en hurtig reaktion fik den frygtløse målmand Mogens Therkildsen pareret bolden til skotsk hjørnespark.

18.min – Lou Macari (0-1) scorer det vigtige første mål. På hjørnesparket hugger den frygtede Leeds-skarpretter Peter Lorimer knaldhårdt bolden ind i det danske målfelt. Der er ikke meget skrue i indlægget, men farten er kolossal. Skotterne har placeret fire mand i det danske straffesparksfeltet og derved spredt de danske forsvarer. Den forreste skotte er den unge Celtic-angriber Lou Macari, som inde i målfeltet frygtløst sætter panden på projektilet. Han studser bolden i jorden uden chance for Mogens Therkildsen. De danske backs Torben Nielsen og Flemming Ahlberg står limet til mållinjen og har slet ikke mulighed for at værge scoringen. 

Det danske forsvar havde slet ikke styr på opdækningen. Den 23årige Macari stod helt umarkeret mellem anfører Røntved og Munk Jensen, der også i sekunderne efter målet kikkede bebrejdende på hinanden. Det var tydeligt, at spillerne ikke havde klare aftaler om opdækningen.

Mindre end to minutter efter fik Skotland mørket til at sænke sig endnu mere over den dunkelt oplyste Idrætspark. Det var igen den veloplagte Peter Lorimer, der var arkitekten bag målet

20.min – Jimmy Bone (0-2) udnytter resolut det svage danske forsvarsspil. I venstre side sender Peter Lorimer en høj bolden hele vejen over i danskernes venstre side, hvor George Graham står fuldstændig udækket. Med højre fod skyder Arsenal-spilleren resolut til bolden der lavt stryger mod det danske mål. På vejen snitter bolden en dansk fod, men mirakuløst får Mogens Therkildsen parereret. Bolden går dog lige til Norwich-strikeren Jimmy Bone, der noget overraskende er valgt i startformationen på bekostning af Joe Harper. Frankeret af en anden hvidbluset holdkammerat kan Jimmy Bone ubesværet lossen bolden i mål. 

Det så sort ud for Danmark, men en svinestreg af midtforsvareren Alex Forsyth fra Manchester United gav de danske farver nyt håb. Anfører Per Røntved brød en skotsk angreb og afleverede over en halv banelængde til den enlige danske angriber Eigil Nielsen. Bolden var som trukket på en snor og lå lige for fødderne af Winterthur-legionæren, der smart skubbede bolden frem inden han blev pløjet ned under grønsværen af den unge Alex Forsyth. Frisparket var en ren nødbremse, der gik upåtalt hen af dommer Bahramov.

27. min – Finn Laudrup (1-2) reducerer på et smukt frisparksmål. Den elegante Brønshøj-spiller selv placerer bolden 5 meter fra straffesparksfeltet lidt til venstre for målet. Skotterne nøjes med kun at sætte fire mand i muren. Laudrups tilløb er temmelig kort. Med højre fod kommer han godt ind under bolden, der ser ud til at ville gå over målet, men skruningen fører til, at bolden som et blad daler ned under overliggeren. Frisparket er placeret yderligt i målmandens højre side. Keeperen Bobby Clark kaster sig akrobatisk efter bolden, der slår ind i nettet. Skuddet er så velplaceret og teknisk brillant udført, at målmanden er uden chance.

Fra begyndelsen af 2. halvleg var det tydeligt, at skotterne fuldstændigt ville kvæle danskerne på tempoet. De nærkampsstærke højlændere pressede de danske boldholdere over hele banen. Det danske opspil kom ikke ud af stedet. I hele 2. halvleg havde Danmark ikke et eneste skud på mål.

Skotterne tilsatte dertil deres fodboldspil en pæn portion hårdhed og brutalitet, så den udmærkede sovjetrussiske dommer T. Bahramov måtte uddele advarsel til Manchester Uniteds unge Martin Buchan, der koldblodigt jordede Henning Jensen, da han var ved at få overtaget. Senere fik yderligere en skotte et gult kort.

Det stod efterhånden pinligt klart for de 31.200 frysende tilskuere, at de skotske proffer havde overskud af kræfter og kampvilje til at nedspille det danske hold, hvis det passede dem. Det skotske opspil udviklede sig også i 2. halvleg og blev overraskende for de fleste mere sofistikeret med korte afleveringer og pingpong hen over de desperate danskere.

Rigstræner Rudi Strittich prøvede at vende kampen ved at udskifte den defensive Jack Hansen med en ægte angriber Bent Jensen. Udskiftningen førte desværre ikke til flere danske muligheder, men gav derimod døgnbrænderen Billy Bremner mere plads til at boltre sig på midtbanen, hvor han både styrede den skotsk defensiv og fodrede sin angribere med bolde.

Danskerne satsede hele butikken i det sidste kvarter og kastede Røntved frem i en mere offensiv rolle. Med den normale defensive sikring Jack Hansen på udskiftningsbænken måtte de give store huller i de bagerste geledder. På to minutter knuste de sprudlende skotter de sidste danske VM-drømme.

80.min – Joe Harper (1-3) eksekverer dommen over helt udspillet dansk forsvar. Danskerne satser højt på banen og både Per Røntved og Flemming Ahlberg forsøger at erobre bolden i skotternes højre side, hvor Willie Morgan varmer bolden. Den snu Manchester United snyder begge danskere med et par skarpe finter og fører bolden frem til det danske straffesparksfelt, hvor han har flere gode spillemuligheder i det hullede forsvar. Morgan afleverer fladt til Lou Macari i det danske straffesparksfelt, der frækt afleverer skråt bagud til den helt fri Joe Harper. I ren opvisningsstil trækker den indskiftede debutant fra FC Aberdeen bolden kort til venstre, inden han kanonerer bolden højt i mål forbi en sprællende Mogens Therkildsen.

Den ydmygende fodboldopvisning sluttede ikke med det tredje mål. Kort efter broderede gæsterne sig igennem det danske forsvar til en ny scoring, hvor værterne stod helt afklædte tilbage. Nedturen begyndte med, at lille Billy Bremner i danskernes venstre side respektløst vippede en høj bold fem til allestedsværende Peter Lorimer, der på baglinjen lossede bolden ind foran mål. Efter et par hovedstødforsøg og parreringer havnede bolden hos Joe Harper, der var på jagt efter endnu en scoring.

82.min – Willie Morgan (1-4) fuldbyrder henrettelsen af de danske VM-hold. Den indskiftede Joe Harper samler en løs bold op i danskernes højre forsvarside. Reservens venstre fod lyner med det samme som den gjorde ved 3-1-målet. Bolden går igennem det danske målfelt og rammer venstre stolpe inden den fortsætter ud i danskernes venstre side. Det er ikke længere overraskende for nogen, at endnu en skotte står klar til at presse på. Igen er det Peter Lorimer, der giver sig god til midt i det danske straffesparksfelt at tage bestik af situation, inden han løfter bolden over i det modsatte ende. Mellem de forvirrede danskere stiger Willie Morgen til vejrs og studser bolden i jorden. En dansk forsvarer prøver at komme imellem, men kan ikke forhindre bolden i at gå i mål.

I kampens sidste del var skotterne tættere på at øge føringen. To gange hamrede Bremner & Co. bolden på den danske målstolpe.

Dommerens slutfløjt var en nådesgave for de udspillede og desillusionerede danske spillere, der slap for flere ydmygelser.

I forreste kæde startede Danmarks nye superstjerne Henning Jensen forrygende, men han forsvandt ud af kampen i takt med, at danskerne ikke kunne gøre sig fri af de skotske markeringer. Både Eigil Nielsen og indskiftede Bent Jensen fik ikke meget at arbejde med, fordi det danske fremspil blev stoppet. Det danske angreb havde for lidt tyngde i forhold til de adrætte og stærke forsvarere. Sjældent havde danskerne flere mand i gæsternes straffesparksfelt samtidig, fordi angriberne flakkede rundt, medens midtbanespilerne ikke kunne overkomme at støtte angrebet.

Den højtbesungne danske midtbane bestående af kreatøren Finn Laudrup, organisatoren Ole Bjørnmose og konstruktive John Steen Olsen blev kort og kontant udklasseret af bedre modstandere på alle pladser. Det var kampens største overraskelse, at de kreative danskere slet ikke kunne hamle op med såkaldte arbejdsmænd fra de britiske øer. De skotske spilleres fysik, tempo og gejst overstrålede fuldstændigt de danske legionærers indsats, der endte med at være aftenens største skuffelse.

Et vakkelvornt forsvar, der lukkede fire mål ind, havde også tabt den store VM-eksamen. Backerne Flemming Ahlberg og Jørgen Rasmusen fik raget en del bolde til sig, men danskerne dækkede for løst op og havde simpelthen ikke den nødvendige kynisme og hårdhed til at afparere de mange skotske angrebsstød. Forsvaret var trods gode spillere som Per Røntved og Henning Munk Jensen ikke af international klasse.

Med hænderne hævet over hovedet i ren overgivelse tog den danske rigstræner Rudi Strittich imod det slukørede danske pressekorps. ”Der var ikke noget at stille op”, proklamerede den trinde østriger. ”Skotterne var bedre til alt – boldbehandling, tempo og hårdhed. De var ganske enkelt perfekte”. Mere kampanalyse var der egentlig ikke behov for efter den afklapsning, kunne de tilstedeværende reportere udlede af Strittichs afmålte ordvalg. Landsholdschefen kunne alene finde trøst i de første 20 minutter af kampen, hvor danskerne havde været lidt med i VM-slaget. Efter de to hurtige mål satte Skotland sig fuldstændigt på de slagne danskere.

En udtalelse til Ekstrabladet gav tilmed et indtryk, at landstræneren var ved helt at smide håndklædet i ringen og opgive landsholdet. ”Vi får aldrig et hold af verdensklasse uanset hvor mange professionelle, som vi sætter på holdet”, kom det uopfordret fra landsholdets førstemand. Manglende træningstid sammen og håbløse muligheder for at forberede landsholdet var efter Strittichs opfattelse årsagen til, at skotterne kom til fire nemme mål. Selv om det store nederlag kunne forklares fodboldfagligt, hang frustrationerne tydeligvis uden på landstrænerens tøj, fordi forventningerne trods alt havde været så store.

UK-chefen Ib Skotnborg konstaterede træt, at skotterne formåede at bevare tempoet i hele 2. halvleg og derved eliminerede ethvert dansk forsøg på at komme ind i kampen igen. Danskerne havde ikke et eneste forsøg på den skotske målmand Bobby Clark i 2. halvleg, hvilket måtte siges at være helt usædvanligt i en afgørende VM-kamp på hjemmebane.

”Vi var chanceløse og havde også været det, hvis de to udenlandsstjerner Johnny Hansen og Ulrik le Fevre havde været på grønsværen” resignerede den gamle Næstved-målmand til slut. UK-chefen måtte se alle sine VM-drømme, der havde været gødet gennem flere måneder, fordufte op i luften på denne deprimerende aften i oktober.

Den skotske træner Tommy Docherty var uvenlig nok til at smøre ekstra salt i de åbne danske sår, da han tørt udbrød til de mange journalister, at der næsten ikke var tale om en kamp. ”Danskerne var gode i det første kvarter af kampen. Derefter blev de spillet ned af mit hold”, hoverede den åbenlyst velfornøjede manager.

Alle de slagne danske spillere erkendte uden omsvøb, at de havde tabt til en bedre modstander. Finn Laudrup havde håbet, at reduceringsmålet kunne have vendt kampen, men tog fejl. ”Vi fik aldrig ro til at etablere et fornuftigt spil frem ad banen. Skotterne naglede os fast med det samme med deres pres, så der ikke nogen medspillere at slippe bolden til”, analyserede den erfarne midtbanespiller sig frem til. Det var især den danske midtbanekvartet, der ikke havde kunnet hamle op med de løbestærke og kampberedte skotter.

At det danske angreb havde sultet det meste af kampen kom bedst til udtryk gennem en barsk udtalelse fra den indskiftede Bent Jensen. ”Jeg modtog kun tre afleveringer i hele 2. halvleg”, kom det dybt frustreret fra en spiller, der kun fik 35 minutter på banen. Den ambitiøse Braunschweig-angriber var bestemt ikke tilfreds med udbyttet af kampen. I lyset af, at der var brug for mere angrebsspil for at vende kampen var tre afleveringer til den forreste angriber heller ikke optimalt.

Forsvarschefen Per Røntved var højlydt utilfreds med, at landstrænerne ikke ved dødbolde havde beordret en tæt mandsopdækning af skotterne i det danske forsvar. ”Vores forsvarstaktik var helt tilfældig. Der var panik i vores rækker, når skotterne nærmede sig Mogens Therkildsen. Modstanderne fik lov til at stå udækkede og score, fordi vi ikke havde klare aftaler om, hvem der skulle tage sig af hvilken spiller”, lød den hårde kritik fra en spiller, der som ny professionel i Bundesligaen var ved at lære den effektive tyske mandsopdækning at kende. Kritikken af den slappe opdækning af skotterne pegede direkte på landstræneren og hans mangelfulde taktiske instruks til spillerne inden kampen.

TV og radio

De slørede sort-hvide billeder løb over TV-skærmene i de danske hjem fra kl. 21.25. Danmarks Radio (DR) var som sædvanlig på pletten, men havde problemer med billedkvaliteten, fordi det kunstige lys i Idrætsparken var meget svagt og slet ikke tilstrækkeligt til at understøtte gode TV-billeder. Farve-TV var så småt ved at komme i anvendelse, men endnu havde de danske TV-seere den første landskamp til gode i farver.

Kampens mål har været tilgængeligt på internettet både i en udgave med dansk kommentatorlyd og med engelsk kommentatorspeak.

Den danske udgave med Gunner Hansen ved mikrofonen blev offentliggjort i 2002 i serien Gyldne Timer, hvor DR viste højdepunkter fra landsholdets VM-kvalifikationskampe. Serien havde tre afsnit. I det første afsnit Dengang Danmark ikke var med bragte DR de fem mål fra de råkolde oktober aften.

På YouTube har den nysgerrige nostalgiker også mulighed for at høre en engelsk udgave med en begejstret kommentator, der først glæder sig over, at Skotland får det vigtige første mål i kampen og derefter nærmest er ved at falde i svime over skotternes udspilning af de danske vikinger.

Radioens P2 var med fra starten kl. 19.05 med Svend Gehrs og Niels Christiansen ved mikrofonen.

I Information skrev journalisten Per Høyer Hansen en stemningsfuld reportage fra kampen. Artiklen havde alle de finurlige udtryk og skarpe formuleringer, der var kendetegnende for denne ypperlige fodboldskribent. PHH havde været journalist på Information i flere år og havde også skrevet fodboldartikler. Ikke desto mindre må indlægget om skotte-kampen i oktober 1972 kategoriseres som ikonets første rigtige landskampartikel i den en fanatiske serie af kampreportager, der skulle række helt frem til Høyer Hansens død i januar 2001. 

Ungdomslandsholdet

Ungdomslandsholdet besejrede i Frederikshavn gæsterne fra Norge med 2-0. Kampens store profil var Allan Michaelsen fra Eintracht Braunschweig, der konstant var i bevægelse og fordelte spillet fortrinligt. Sin store indsats kronede den tidligere B1903-spiller og årets spiller 1969 med føringsmålet i 1. halvleg. Paradoksalt spillede Allan Michaelsen sig nærmest af ungdomslandsholdet på det lille Frederikshavn Stadion. UK-medlemmet Egon Johansen proklamerede efter kampen, at den rutinerede Bundesliga-spiller var selvskreven til landsholdet næste gang.

Den anden store midtbaneregissør Kristen Nygaard kom til at stå i skyggen af sin landsholdskollega. Selv om Kristen Nygaard flot scorede det andet mål i 2. halvleg, fandt OL-helten ikke frem til sit sædvanligt konstruktive spil. Aarhus-strategen virkede både tøvende i kombinationer og afslutninger.

Den anden udenlandsprofessionelle Flemming Lund fra Royal Antwerpen FC, der havde en A-landskamp mod Sverige på sit CV, afslørede sig selv som en lynhurtig angriber, men han fik ikke så meget ud af det. Det var midtbanespillerne, der løb med al opmærksomheden foran de 3.100 frederikshavnere.

Tirsdag den 14. november 1972 kl. 19.30: Danmark-Polen 0-2 (0-1)

EM-kvalifikationskamp (1) for ungdomslandshold (U21) i Esbjerg Idrætspark  

Det danske ungdomslandshold havde trukket Polen og Vesttyskland som modstandere i den nye Nations Cup-ungdomslandsholdsturnering, der løb over to år. Spillerne skulle være under 23 år for at være med. Vinderne af den forudgående turnering 1970-1972 havde været Tjekkoslovakiet, der havde slået Sovjetunionen i finalen i en tæt turneringsafslutning, der var domineret af de østeuropæiske landshold.

På papiret fremstod de to store sydlige naboer som uoverkommelige modstandere for Danmark, men de unge talenter havde gjort det glimrende i den foregående UEFA-turnering, hvor holdet havde elimineret Portugal, inden fremmarchen brat blev stoppet af Grækenland i kvartfinalen.

Leder af udtagelseskomiteen for ungdomslandsholdet Ejvind Sørensen satsede hårdt på at forstærke ungdomslandsholdet i den første kvalifikationskamp med en håndfuld rutinerede udenlandsprofessionelle, der kunne give Danmark både spillemæssig tyngde og international erfaring.

Udtagelseskomiteen rettede øjnene mod Belgien og udtog tre mand, der spillede fast på deres klubhold. Benny Nielsen og Morten Olsen fra Brügge-klubben Cercle samt lille Flemming Lund fra Royal Antwerpen FC havde alle tidligere spillet på ungdomslandsholdet. Desværre kom en række omkampe i den belgiske pokalturnering i vejen. Alle tre måtte melde afbud til premierekampen i Esbjerg.

Da samtidig den tidligere danmarksmester fra B1903 Allan Michaelsen, der havde været bedste mand i venskabsopgøret mod Norge, blev forfremmet til A-landsholdet, måtte holdleder Kaj Christensen med bøjet hoved konstatere, at han ikke kunne forstærke sit hold med udenlandsproffer.

2 dage før kampen fik trænerstaben yderligere dårlige meddelelser. De to Vejle-angribere Tommy Hansen og Allan Simonsen havde begge pådraget sig skader i sæsonens sidste pokalkamp mod Silkeborg og meldte afbud. Sidste øjebliks afbuddene på A-landsholdet førte tilmed til, at Fuglebakkens Kristen Nygaard blev overført til A-landsholdet, der skulle til Skotland.

UK-chef Ejvind Sørensen og holdleder Kaj Christensen stod pludselig uden de stærke udenlandsprofessionelle samt 2 holdbærende OL-profiler, der havde masser af international erfaring. Sidst men ikke mindst var VB-strategen Tommy Hansen også et sikkert kort i startopstillingen.

Konklusionen var, at Danmark måtte klare sig med et reservehold med flere debutanter til den første EM-kvalifikationskamp. Der var kun fem gengangere fra den forudgående træningskamp mod Norge. ”Det vil være en sensation, hvis vi formå at vinde” kom det iskoldt fra Ejvind Sørensen. Optimismen var forduftet op i det trøstesløse november-vejr.

Den første EM-kvalifikationskamp blev desværre også et tæppefald for de danske talenters EM-drømme. Danskerne formåede ikke at overføre den iskolde aftenluft i Esbjerg til koldblodighed mod de snedige gæster.

Det begyndte egentlig ganske udmærket for de mange debutanter. Styret af rutinerede Sten Ziegler og klubkammeraten Klaus Nørregaard fra Hvidovre byggede Danmark glimrende spillet op midt på banen, men der manglede dybde og hårdhed i de afgørende afleveringer. Vejen til det polske mål, der blev vogtet af Edward Bielewicz, blev for lang, så danskerne kom ikke rigtigt til målchancer. I stedet udnyttede den hurtigt opfattende Andrzej Szarmach kynisk den dårlige opdækning i danskernes forsvar. Hans pasning lå lige for fødderne af Kazimierz Kmiecek, der efter 18. minutter bragte Polen foran. Den polske mandskab havde spillet flere kampe sammen og havde også nogle folk, der havde været med ved OL som reserver.

Polakkerne løftede ikke deres spil i 2. halvleg. Hverken i hurtighed eller fysik var danskerne underlegne, men holdets uerfarenhed i internationale kampe slog tydeligt igennem. Danskerne kunne ikke finde en måde at få hul på bylden. Næstveds Benny Nielsen have flere gode tilbud, som debutanten af ren benovelse ikke kunne udnytte. Silkeborgs wing-debutant Aage Klitte havde et flot hovedstød på overliggeren. Tættere kom danskerne ikke i den kamp.

Fem minutter før tid afgjorde Karel Kot så matchen. Den polske indskiftningsspiller udnyttede igen et dansk forsvarskoks, som der generelt var for mange af.

De skuffede 1.100 esbjergensere måtte nøgternt konstatere, at premierekampen mod polakkerne endte som en fiasko for Ejvind Sørensens unge tropper. Den danske trænerstab måtte sidde tilbage med en følelse af, at masseafbud havde berøvet ungdomslandsholdet en vital triumf. I virkeligheden var afbuddene, det manglende kendskab spillerne imellem og usikkerhed om holdets formåen dansk landsholdsfodbold i en nøddeskal. Som på A-landsholdet vat det en utaknemmelig opgave at få 11 fremmede spillere til at fungere som et hold på 24 timer.

En af de bedste danskere var Holbæk-målmanden Benno Larsen, der spillede sin ungdomslandskamp nr. 20. Den 21årige tidligere dobbelte danmarksmester med B1903 havde mere eller mindre været fast mand på U23-landsholdet siden 1969, men savnede i høj grad at få en chance på A-landsholdet. Faktisk følte den rutinerede sjællænder, at Udtagelseskomiteen (UK) måtte have tilføjet hans navn i den sorte bog over uønskede spillere, fordi han flere gange i perioder med problemer på målmandsposten var blevet forbigået.

Onsdag den 15. november 1972 kl. 20.00: Skotland-Danmark 2-0 (1-0)

VM-kvalifikationskamp (2) på Hampden Park i Glasgow

Interessen for det danske landshold faldt markant i dagene efter det forsmædelige nederlag til skotterne. Faktisk dækkede hverken Politiken eller Ekstrabladet udtagelsen af landsholdet til returkampen mod Skotland, der ellers ikke var uden spændingsmomenter. Dels havde de hårdtprøvede UK-medlemmer en håndfuld nye spillere fra udlandet til rådighed, dels var kampen ikke uden betydning. En sejr over skotterne kunne bringe Danmark tilbage i VM-kampen – hvor usandsynligt en sejr end forekom efter fiaskoen i Idrætsparken.

Udtagelseskomiteen valgte at indsætte seks nye udenlandsprofessionelle profiler i startopstillingen – Johnny Hansen, Allan Michaelsen, Kresten Bjerre, Jørgen Kristensen, Bent Jensen og Ulrik le Fevre. DBU kunne således glæde sig over, at Danmarks to største, internationale stjerner Ulrik le Fevre og Johnny Hansen – efter et langt tilløb – omsider var klar til at tørne ud i en afgørende kamp.

Ulrik Le Fevre havde været knæskadet i flere uger, men var blevet klar i sidste øjeblik. Selv om kampformen ikke var den bedste, var den tidligere vejlenser en klar forstærkning, også fordi han mødte med masser af selvtillid på grund af Club Brügges dominerende position i den belgiske liga.

Mere overraskende var det, at backen Johnny Hansen havde fået fri af sin turneringstravle arbejdsgiver i det smukke Sydtyskland. FC Bayern München lå klart nr. 1 i Bundesligaen og var også voldsomt involveret i både Europa Cup og den nationale pokalturnering. Den karrige klubledelse havde derfor mange gode grunde til helt at blokere for Johnny Hansens deltagelse i en ligegyldig VM-kvalifikationskamp, men det spillede ind i vurderingen, at klubben måtte afgive 4-5 spillere til det vesttyske landshold, der samme aften skulle spille en venskabskamp mod Schweiz. Bayern-ledelsen så derfor situationen således, at den ikke kunne tillade sig at forskelsbehandle sine spillere – i hvert fald i denne omgang.

Udtagelsen af den kampberedte Kresten Bjerre måtte opfattes som en tilståelsessag fra UK. De fleste iagttagere var enige om, at landsholdet mod Skotland havde fejlet i nærkampe, kondition og kampgejst. Den iltre Racing White-slider skulle skabe en signifikant modvægt til skotternes overvældende fysik, der i København helt havde taget pippet fra danskerne. Kresten Bjerre havde succes på sit Bruxelles-hold som ekstra sweeper på midtbanen.

Samme overvejelser om danskernes fysiske formåen gjorde sig også gældende med hensyn til nomineringen af Allan Michaelsen, der skulle styrke den vakkelvorne danske midtbane. Den tidligere B1903-spiller havde succes i sin ny klub Eintracht Braunschweig og havde fået masser af ros, da provinsklubben besejrede mesterskabsbejlerne fra VfB Stuttgart.

Prioriteringen af fysik fremfor teknik gik ud over fynboen Jack Hansen, der også var lidt småskadet, og lidt overaskende boldkunstneren Finn Laudrup, hvis teknisk anlagte spil ikke passede til det forventede fodboldslagsmål i Glasgow.

Den legendariske tyske mestertræner Hennes Weisweiler havde igen givet sin himmelstræbende angrebsstjerne Henning Jensen fri til at spille på landsholdet. Men den unge nordjyde havde været på rhinlændernes hold siden sæsonstarten og var begyndt at føle trætheden presse sig på. Allerede i forbindelse med Borussia Mönchengladbachs UEFA Cup-kamp mod Hvidovre, som tyskerne vandt 6-1 samlet, havde Henning Jensen fortalt landstræner Rudi Strittich, at han overvejede at melde fra til kampen i Glasgow.

2 dage før kampen - efter endnu en krævende weekend-kamp i Bundesligaen - valgte Henning Jensen derfor selv at skære igennem alle spekulationerne om hans deltagelse ved at melde afbud til landsholdet. Det ærgrede naturligvis de mange danske beundrere, der med forbavselse havde fulgt med i, hvordan den letbenede nordjyde i løbet af et kun halvt år var vokset fra seriespiller i Nørresundby til fast mand på et hold med verdensnavne som Bertil Vogts, Günter Netzer og Jupp Heynkes.

Afløseren blev Feyenoord-virtuosen Jørgen Kristensen, der med sin boldsikkerhed skulle kunne holde bolden på danske fødder under det voldsomme skotske presspil. Den tidligere Køge-spiller havde i weekendens kamp mod AZ Alkmaar scoret for sin ambitiøse nederlandske klub og var efter en sløj sæsonstart ved at spille sig i form.

En anden Bundesliga-profil Ole Bjørnmose valgte også - med to dages varsel - at melde afbud til landsholdet. Hans hold Hamburger Sport-Verein klarede sig skidt i den bedste vesttyske række og havde både det selvbevidste nordtyske publikum og havnebyens fodboldeksperter på nakken. Et nyt nederlag i weekendens hjemmekamp mod upåagtede Rot Weiss Oberhausen fik derfor den driftssikre fynbo til i den vanskelige situation at prioritere klubben frem for landsholdet.

Den formstærke Eigil Nielsen fra FC Winterthur havde også måttet melde afbud på grund af forpligtigelser over for sin schweiziske klub. Det gav Bent Jensen, der ikke havde haft meget at arbejde med i Idrætsparken, en mulighed for at starte på toppen af angrebet sammen med Ulrik le Fevre. Den 25årige Bent Jensen havde dog ikke været på Eintracht Braunschweigs succesfulde hold i weekenden.

På papiret var det altså et frygtindgydende dansk hold med stærke spillere på alle pladser. Bag de store navne gemte sig den foruroligende kendsgerning, at holdet var nyt på seks pladser og derfor ikke forekom bedre sammenspillet end det hold, der blev blæst ud af banen i København. Det var også fortsat et fysisk svagt hold, selv om det var blevet forstærket med den gæve Kresten Bjerre, der på sine gode dage i ren fight kunne præstere det utrolige.

Samtidig var det det dyreste hold nogensinde, som DBU sendte på banen i Glasgow. De ni udenlandsprofessionelle på holdet blev af Politikens Frits Ahlstrøm vurderet til at være mindst 1 million kr. værd pr. stk. I toppen af pengelisten lå FB Brügges Ulrik le Fevre tæt forfulgt af Johnny Hansen fra FC Bayern München. DBU slap nemt om at tegne forsikring for de mange dyre ben. Præmien udgjorde beskedne 10.000 kr.

Den ny professionelle forsvarsspiller Per Røntved var på rekordtid steget i værdi fra 300.000,- kr. til 1 million kr. Angrebslysten havde den flotte libero dog ikke lagt på hylden ved overgangen til tyske Werder Bremen, men Røntved havde hurtigt opdaget, at fejl i professionel klubfodbold ikke blev tolereret. Da den optimistiske Røntved havde dristet sig frem i de sidste minutter af en turneringskamp, udnyttede modstanderen den opstående blottelse bagude til en hurtig scoring. Lettere betuttet kunne Per Røntved fortælle de danske journalister, hvordan hans unge træner Sepp Piontek efter kampen foran alle holdkammerater havde givet danskeren sit livs fodboldskideballe. Den unge landsholdsspiller ville aldrig glemme den skraldespand af ukvemsord, som hans ophidsede træner havde smidt i hovedet på ham på grund af én eneste fejl.

Endnu engang forbigik UK fuldstændigt de tre succesfulde belgiske legionærer Benny Nielsen og Morten Olsen fra Cercle Brügge samt Birger Pedersen fra KV Mechelen. De to unge midtbanespillere havde gjorde det glimrende i lokalopgøret mod Ulrik le Fevres Club Brügge. Årets danske spiller 1971 Birger Pedersen havde været manden bag en af sæsonens store overraskelser i belgisk topfodbold, da hans mandskab slog det formstærke hold fra Lierse SK. Det tidligere Hvidovre-spiller kronede den gode dag med et mål. I belgisk fjernsyn fik Birger Pedersen stor ros af eksperterne, men på trods heraf var landsholdet et lukket land for den tidligere profil på OL-landsholdet.

Danmarks modstander på Hampden Park var måske verdens bedste fodboldhold i øjeblikket. Det var i hvert fald, hvad Politikens Flemming Nielsen havde hørt i sin forberedelse af kampen. Under ledelse af den temperamentsfulde Tommy Docherty ville det ambitiøse skotske mandskab rette op på mange års skuffelser i kvalifikationsturneringerne. De danske gæster skulle lige som i København tæmmes effektivt fra starten med bidende tacklinger og senere væltes over ende af det oppiskede tempo foran entusiastisk hjemmepublikum.

De danske VM-drømme led sit endegyldige knæk, da Skotland ubesværet vandt 2-0. Det stærkeste danske landshold nogensinde var chanceløst og kollapsede inden for det første minut i hver af halvlegene. Så var den kamp afgjort. Nederlaget var den triste kulmination på de udenlandsprofessionelles fiasko på et landshold, hvor forventningerne var blevet gejlet op på et urealistisk niveau.

Skotland chokerede danskerne allerede efter 2 minutter, da de forholdsvis ubesværet bragte sig foran til stor begejstring for de 37.000 tilskuere. Det startede med, at nr. 11 Willie Morgen fuldstændig tørrede Johnny Hansen i danskerens venstre side og strøg til baglinjen. Heldigvis var den nye forsvarsforstærkning Kresten Bjerre årvågen og lossede bold ud til skotsk hjørnespark. I København havde Skotland bragt sig foran efter et hjørnespark fra Peter Lorimer. Nu stod danskeren over foren tilsvarende udfordring fra samme hjørne.

02.min – Kenny Dalglish (1-0) scorer midt for målet. Peter Lorimer sender en høj, blød bold ind i det danske målfelt, hvor Mogens Therkildsen med sin højre hånd forsøger at bokse bolden ud af farezonen. Forsøget på at cleare bolden mislykkedes. Bolden daler ned i straffesparksfeltet, hvor skotternes Eddie Colguhoun samler den løse bold op og ekspederer den hurtigt videre til Arsenals George Graham, der i venstre side står på grænsen af offside. Fra venstre side skyder George Graham bolden fladt ind foran det danske mål, hvor Kenny Dalglish lurer på en sådan mulighed. Det danske forsvar fremstår uorganiseret og rådvildt. På kanten af målfeltet midt for mål kan Celtic-stjernen helt umarkeret banke bolden fladt i mål. Mogens Therkilsen er kommet på benene, men er chanceløs over for den skottens bragende venstrefod.

Det tidlige chokmål prægede de sårede danskere resten af halvlegen. I den danske venstre side forsøgte de boldsikre Johnny Hansen, Kresten Bjerre, Jørgen Kristensen og Ulrik le Fevre at bygge noget op. Danskerne formåede i sekvenser at køre bolden rundt, men holdet kom ikke ud af stedet.

I resten af halvlegen pressede de hæsblæsende, non-stop løbende og tacklende højlændere på for fuld udblæsning. Danskerne blev tvunget til at spille baglæns og på tværs. En stikning i dybden kom aldrig på tale, da værterne ikke gav plads eller tid til det. Gæsterne slap billigt med kun 0-1 ved halvleg.

Hjemmeholdet gentog kunststykket fra begyndelsen af 1. halvleg. Allerede efter 20 sekunder lå bolden i nettet bag den indskiftede Heinz Hildebrandt, der havde afløst en håndskadet Mogens Therkildsen. Ingen danskere nåede at rør bolden inden Peter Lorimers fuldtræffer.

46.min – Peter Lorimer (2-0) banker bolden i kassen tæt under målet. Joe Harper modtager efter boldopgivelsen bolden fra Dalglish og skubber den hurtigt ud på venstre fløj, hvor den veloplagte Willie Morgen i lyntempo fører bolden op i danskernes højre side. Danskerne tøver tydeligvis med at angribe Manchester United-wingen. Han har derfor masser af tid til at stoppe op og spille bolden kort tilbage til George Graham, der allerede har lagt op til et mål men er på jagt efter mere succes. Graham med nr. 10 på ryggen tager bestik at situationen og sender en høj bold ind i det danske straffesparksfelt. Afleveringen er tiltænkt den hovedstødsstærke Joe Harper, der dog kikser med sit hovedstød. Bolden fortsætter igennem det danske forsvar og havner hos en udækket Peter Lorimer i højre side. Den opmærksomme Johnny Hansen har set fare, men kan ikke holde skotten, der med sit forrygende højre ben skyder bolden fladt i mål. Bolden går ind til venstre for den tøvende Heinz Hildebrandt, der slet ikke har haft en chance for at komme ordentlig ind i kampen.

Foran med solide 2-0 tillod skotterne aldrig de på papiret stærke danskere at komme ind i kampen. I løbet af de 90 minutter formåede gæsterne ikke at skabe en eneste målchance.

I 2. halvleg udviklede kampen sig som fodboldspil negativt. Spillet blev skæmmet af en række meningsløse frispark, der hidsede spillerne op. Danskerne kunne ikke hænge på skotterne spillemæssigt, men i attitude og fight stod danskerne ikke tilbage i forhold til værterne.

Den vage hollandske dommer Charles Corver forsøgte at dæmpe gemytterne og begyndte at stikke advarsler ud bl.a. til Joe Harper og Henning Munk Jensen. Atmosfæren blev dog ikke bedre af det. Sammenstødene endte med en urimelig udvisning af Per Røntved, der blev offer for tilskuerhelten Peter Lorimers ubeherskede angreb. Leeds United-fløjen med verdens hårdeste skud blev også sendt tidligt til omklædning, men dommer Corver burde have givet det røde kort til skotten alene.

Skotland brændte et straffespark i 2. halvleg. Højre back Flemming Ahlberg brugte albuen i det kriminelle felt til at bremse en fremrykkende angriber. Danmark slap dog med skrækken, da Willie Morgan sparkede over Heinz Hildebrandt og målet.

Finn Laudrup blev skiftet ind et kvarter før tid i stedet for lille Jørgen Kristensen, der var blevet slidt op af de mange hårde nærkampe. Kampen mod Skotland blev Laudrups sidste kamp i de næste mange år, da han i vinterpausen skiftede til Danmarksserie-holdet Brøndby, der lå tættere på hans bopæl.

”En fej dommer var mit uheld i aften”, var den uheldige Per Røntveds kommentar. Den meningsløse udvisning af danskeren 10 minutter før tid startede med, at Bremen-spilleren lavede et frispark på den iltre Peter Lorimer. Skotten reagerede meget voldsomt og slog ud efter danskeren.  Da det kun var Røntveds andet frispark i kampen, blev han forbavset, da dommeren sendte ham af banen sammen med den ophidsede Peter Lorimer. ”Dommeren turde jo ikke foran hjemmepublikummet sende Lorimer ud af banen alene som han burde. Det var mit uheld, at Corver var så fej.

Den danske landstræner Rudi Strittich havde ikke mange lovord til overs for sin modstander. ”Skotterne sparkede mere end de spillede og optrådte nærmest brutalt”, kom det lavmælt i omklædningsrummet under tribunerne. Det hårde spil var dog ingen undskyldning for nederlaget. ”Vi forærede begge mål og tabte en kamp, hvor vi kunne have fået uafgjort”, sluttede østrigeren det korte interview. Der var ingen journalister, der nærmere spurgte ind til, hvordan danskerne skulle have produceret de nødvendige mål i en kamp, hvor landsholet ikke skabte en eneste chance.

UK-chefen Ib Skotnborg glædede sig over, at danskerne indimellem havde spillet bedre i Glasgow end i København. Den realistiske holdchef lagde dog ikke skjul på, at værterne var klart bedre, især fordi skotterne fremstod i en bedre træningstilstand end danskerne. ”Så snart skotterne havde mistet bolden, var de tilbage på pladser i forsvaret”, analyserede den tidligere målmand. ”De tvang os til at spille på tværs uden mulighed for at kunne bryde igennem de skotske forsvarsværker”.

Den indskiftede målmand Heinz Hildebrandt havde på forhånd proklameret, at han stoppede på landsholdet. Sent ville Hvidovre-målmanden dog glemme sin sidste kamp i DBU-tøjet. ”Inden der var gået 20 sekunder, lå bolden i nettet bag mig. Det var noget af et chok”, smilede den rods alt tilfredse landsholdsmålmand, der efter vinterpausen skulle begynde en trænerkarriere i Glostrup IC.

Superprofessionelle Johnny Hansen var skuffet over den måde, som landsholdet taktisk havde forberedt sig på opgøret. ””Jeg havde ventet en planlagt taktik inden kampen, hvor hver spiller fik instruks om, hvilke opgaver han skulle løse. Jeg fandt selv under kampen ud af, hvilken modstander, som jeg skulle holde øje med. Men gang på gang oplevede jeg, at 2-3 skotter stod alene uden opdækning, således at jeg pludselig skulle tage mig af flere modstandere”. Den besindige jyde udtrykte på denne diplomatiske måde en alvorlig kritik at landstrænerens taktiske kompetencer.

Johnny Hansene præstation lå i top. Han satte sig på førstepladsen på Ekstrabladets rangliste med den anden back Flemming Ahlberg som nr. 2. Nr. 3 på listen var den anden amatørspiller Mogens Therkildsen, der endnu engang tilkendegav, at han stoppede med topfodbold både i Odense Boldklub og på landsholdet.

TV og radio

Den direkte TV-transmission fra Hampden Park hang i flere dage i en tynd tråd. Som ved OL-kvalifikationskampen i Bukarest i maj var det endnu engang opstillingen af danske reklameskilte langs banens sider, der fik Danmarks Radio på barrikaderne. Ledelsen i Gyngemosen i Gladsaxe udmeldte kort og kontant, at transmissionen ville blive droppet, hvis arrangørerne ekstraordinært tillod danske reklameskilte, der så at sige var sat op til lejligheden. Det betød i praksis alle dansksprogede reklamér, da reklamerne på Hampden Park til daglig var udført på engelsk og rettede sig mod et engelsksproget publikum.

Det skotske management, der stod for driften af Hampden Park, herunder salg af reklameplads, tilkendegav på sin side, at arrangørerne under ingen omstændigheder ville sætte hindringer op for salg af skilte med danske reklamer. Kredsen omkring Hampden Park prioriterede i højere grad den økonomiske indtægt ved salg af reklamebander end TV-transmissionen til Danmark. Det var heller ikke i strid med hverken UEFA’s regler eller det skotske fodboldforbunds regler at lave målrettet skiltning til en målgruppe i anledning af enkelt kamp. Problemet var alene, at monopolvirksomheden DR havde formuleret interne strikse regler om reklame i det licensfinansierede og reklamefri nationale TV.

Som det skete i Bukarest, begyndte de danske firmaer, der havde købt reklameplads i Glasgow gennem Dansk Industrireklame A/S, at få kolde fødder, da DR på højeste niveau i Radiorådet havde besluttet, at TV-begivenheden ville blive aflyst, hvis der var danske reklamer. Direktør Ole Møller fra Dansk Industrireklame fløj til Skotland for at rede trådene ud, men stod med en håbløs opgave, da kunderne ikke turde løbe risikoen ved at sætte hårdt mod hårdt. Det ville ikke være god reklame for danske firmaer at være årsag til sort skærm.

Enden på den ømtålige reklamesag blev, at de danske reklamer blev droppet igen – som i Bukarest. De danske TV-seere kom ikke til at se en sort skærm med et ”Vi beklager…” Sagen betød dog, at Danmarks Radios programudvalg, der havde ansvaret for reklamereglerne, besluttede at drøfte et sæt nye retningslinjer på grundlag af en undersøgelse af, hvordan andre statslige TV-stationer i Europa håndterede tilsvarende udfordringer.

Balladen over Danmarks Radio fodbolddækning vedrørte i øvrigt ikke blot til TV-transmissionen fra Glasgow. Efter aftale med DBU havde DR fået mulighed for hver søndag eftermiddag i den populære sportsudsendelse Halvleg på P3 at sende rapportager direkte fra to af kampene i 1. division, der i 1972 alle blev afviklet på samme tidspunkt kl. 13.30. Men radioværterne i det populære program havde udvidet dækningen til at omfatte stort set alle 1. divisionskampe og i form af løbende indslag under hele kampen, hvor der blev skiftet fra kamp til kamp. Succesen med direkte indslag fra kampene afbrudt af aktuelle popnyheder og veloplagte radioværter havde skabt frygt for, at publikum ville foretrække den bløde sofa foran radioen fremfor at gå på stadion. DBU havde derfor sendt en protest til DR.

Selve kampen blev transmitteret direkte fra kl. 21.00 med NN ved mikrofonen. Det var i hvert fald planen, men på grund af tekniske vanskeligheder kom den danske TV-kommentator først på få sekunder efter, at Skotland havde bragt sig foran 2-0 i starten af 2. halvleg. Første halvleg var alene med lydspor fra selve kamparenaen, men uden kommentatorlyd.

I serien Gyldne Timer fra 2002, hvor DR viste højdepunkter fra landsholdets VM-kvalifikationskampe, var der mulighed for at genopleve de to skotske scoringer. Begge mål er også tilgængelige på YouTube med den originale BBC-kommentatorlyd med en entusiastisk journalist, hvis dialekt afslører, at han umiskendeligt er fra Skotland.

Afslutningen på landskampåret 1972

I begyndelsen af året drømte de fodboldinteresserede danskere om, at landsholdet omsider efter mange års tilløb skulle kvalificere sig til en VM-slutrunde. Vejen til VM i Vesttyskland udviklede sig hurtigt til et mareridt, hvor det hårdt kæmpende skotske fighterhold udklasserede den til lejligheden sammenbragte flok af danske koryfæer fra udlandet.

Proffernes indtog på landsholdet var en kæmpefiasko og havde reelt ikke gjorde nogen forskel i forhold til de tidligere år, hvor amatørerne prøvede at bane vej til VM-slutrunden. Forskellen var udelukkende, at danske fodboldledere og den opgejlede presse denne gang troede på, at Danmark havde en chance. Skotterne punkterede ubarmhjertigt den danske livsløgn om VM-succes.

De to kampe mod Skotland afslørede, at det danske landshold trods professionel støtte ikke var så godt i international målestok, som de fleste danskere havde gejlet sig selv op til at tro.

Dansk landsholdfodbold blev i to omgange eftertrykkeligt sat på plads af et fysisk, hårdt spillende hold, der kynisk udnyttede enhver fejl i forsvaret. Samtidig havde skotterne et klarere taktisk koncept, der tog højde for, at de danske spillere kun i begrænset omfang havde spillet sammen før. Taktisk havde skotterne skaffet sig overtaget med simple midler. Den skotske manager Tommy Docherty havde pudset sine kamphunde på de danske spillere. Parolen om at gå hårdt til danskerne og de vil bryde sammen, viste sig at være opskriften på at knække et urutineret hold af sammenbragte spillere.

De danske midtbanespillere blev ganske enkelt slidt op af de mange dueller og sammenstød, der ofte var på grænsen af chikane. Den ellers rolige Ole Bjørnmose brugte det meste af 2. halvleg af kampen i Idrætsparken til at skændes med et par modstandere, medens små ondskabsfulde spark blev udvekslet, når dommeren havde vendt ryggen til. På den måde blev der ikke kreeret mange chancer til det udsultede angreb.

Sportsredaktør Axel Alstrup i Ekstrabladet skrev dagen efter årets sidste landskamp, at profferne ikke havde indfriet forventningerne. Det var trist at konstatere for lederskribenter for et dagsblad, der systematisk gennem flere år havde arbejdet for at trække de bedste proffer hjem til landsholdet. I to betydningsfulde kampe havde skotterne klædt profferne af til skindet. De danske stjerner, der hver weekend trak pæne overskrifter i udenlandske aviser, blev af en flok arbejdsmænd reduceret til middelmådigheder. Allerværst var det måske, at et rent amatørhold – baseret på resterne af OL-landsholdet – formodentlig kunne have klaret sig lige så godt som det forstærkede VM-landshold.

I 1972 spillede landsholdet i alt følgende kampe:

1972

 

 

 

 

27.02.1972

Vejle

Vejle Boldklub-DK

3-3

Uofficiel træningskamp

08.03.1972

Firenze

ACF Fiorentina-DK

1-1

Uofficiel træningskamp

09.03.1972

Pistoia

US Pistoiese-DK

0-2

Uofficiel træningskamp

18.04.1972

København

DK-Vesttyskland

0-1

Venskabskamp – OL-holdet

26.04.1972

Vejle

DK U-Grækenland U

2-0

EM-kvartfinale U21

03.05.1972

København

DK-England

1-2

Venskabskamp – OL-holdet

03.05.1972

Athen

Grækenland U-DK U

5-0

EM-kvartfinale U21

21.05.1972

Bukarest

Rumænien-DK

2-3

OL-kvalifikation 1972

01.06.1972

København

OL-holdet-VM-holdet

2-1

Uofficiel træningskamp

07.06.1972

København

DK-Finland

3-0

Nordisk Mesterskab

26.06.1972

København

DK-Gornik Zabrze

4-1

Uofficiel træningskamp (proffer)

29.06.1972

Malmø

Sverige-DK

2-0

Nordisk Mesterskab

03.07.1972

Reykjavik

Island-DK

2-5

VenskabskampOL-holdet

02.08.1972

København

DK-Man. United

2-3

Arrangør Stævnet – OL-holdet

16.08.1972

København

DK-Mexico

3-0

Venskabskamp – OL-holdet

27.08.1972

Passau

DK-Brasilien

3-2

OL-slutrunden i München

29.08.1972

Augsburg

DK-Iran

4-0

OL-slutrunden i München

31.08.1972

Augsburg

DK-Ungarn

0-2

OL-slutrunden i München

03.09.1972

Regensburg

DK-Polen

1-1

OL-slutrunden – mellemrunde

05.09.1972

Passau

DK-Marokko

3-1

OL-slutrunden – mellemrunde

08.09.1972

Augsburg

DK-Sovjetunionen

0-4

OL-slutrunden – mellemrunde

04.10.1972

København

DK-Schweiz

1-1

Venskabskamp

18.10.1972

København

DK-Skotland

1-4

VM-kvalifikation 1974

15.11.1972

Glasgow

Skotland-DK

2-0

VM-kvalifikation 1974

De fleste eksperter var enige om, at DBU ikke kunne skabe et slagkraftigt fodboldlandshold ved at sende 11 til lejligheden sammenbragte spillere på banen uden forberedelse.

Et mere ømtåleligt emne var landstræner Rudi Strittichs ledelse af landsholdet. Hans resultater var meget svingende, hvilket fik flere aviskommentatorer til at betvivle østrigerens taktiske kompetencer. Han havde givet OL-landsholdet succes med en defensiv taktik med ekstra gardering på midten, der fungerede godt i forhold til spillernes niveau og erfaring

Det professionelle landshold derimod havde defensivt stået meget svagt og havde givet for mange lette mål væk. Enkelte af profferne udtrykte forsigtigt, at den taktiske forberedelse til kampen ikke var særlig grundig og slet ikke stod mål med det, som de kendte fra deres klubber. Ofte løb spillerne på banen uden at have klare arbejdsopgaver f.eks. ved dødbolde.

Landstrænerens udskiftninger var heller ikke altid velovervejede. Det mest paradoksale var, at Strittich ikke benyttede chancen for at sætte nye spillere på banen, når der var behov for nye impulser eller trætheden havde meldt sig hos startformationen.

I 1973 skulle landsholdet spille yderligere to VM-kvalifikationskampe mod Tjekkoslovakiet. Spørgsmålet var, om DBU skulle ændre mål og strategi for landsholdet ved i højere grad at anvende de hjemlige amatørspillere evt. forstærket med en håndfuld udenlandsprofessionelle, der havde mulighed for at stille op i landsholdstrøjen flere kampe i træk, så landsholdet ville bestå af en mere fast stamme. Alternativt skulle DBU fortsætte med fra kamp til kamp at udtage de bedste af de forhåndenværende spillere og satse på, at landsholdet på et tidspunkt ville finde sammen i en højere enhed.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.12 | 23:06

hi, i am looking for the kick off times of 1982 qualifiers denmark v. luxemburg and denmark v greece. can you mail me at marko@laenderspiel.tv ?

...
23.07 | 09:24

I am looking for Yugoslavia or Serbia national team tickets 1920 - today. If you have something for exchange or sell, please contact me
office@gacikdesign.com

...
22.06 | 10:21

Hej Simon
Har du programmet fra "torsdag d. 30.maj 1985- VM-landsholdet mod Anderlecht på Odense Stadion?

...
16.06 | 11:53

Hej
Spændende læsning. Opdagede dog en lille fejl ved Wales-kampen i 1965. Det var ikke landstræneren Poul Petersen, der havde landskamprekorden, men P.P. AIA.

...
Du kan lide denne side