Landskampe 1971

Landskampe 1971

Opdateret den 15. august 2016

 

Danmark har scoret – Danske landskampsmål 1971

1971 – Det første vanskelige år med de udenlandsprofessionelle og overraskende succes for OL-aspiranterne

Med et års forsinkelse fik Danmarks landstræner Rudi Strittich omsider mulighed for at realisere sin drøm om at kunne disponere over to landshold.

Det ene landshold skulle bestå af de bedste hjemlige amatørspillere. Målet var at forsøge at kvalificere Danmark til den olympiske fodboldturnering i 1972. Den første modstander i OL-kvalifikationen var Schweiz i april 1971.

Det andet landshold skulle bygges op omkring de bedste udenlandsprofessionelle spillere. Forstærkningen udefra skulle bringe landsholdet væk fra bunden af den internationale rangliste. Samtidig skulle det nye landshold gerne vinde et par af de sidste kampe i den igangværende Nations Cup-turnering, hvor modstanderne var Portugal, Belgien og Skotland.

De nye tider for landsholdet blev skabt på DBU´s repræsentantskabsmøde den 28. februar 1971. Mødet i Ingeniørforeningen i Københavns centrum endte med at blive historisk for dansk fodbold. De delegerede fra de ca. 100 danske divisionsklubber vedtog først efter mange timers behandling og med mindst mulig margin at åbne op for, at klubberne i Danmarksturneringen kunne betale divisionsspillerne en betydeligt højere præmiecheck for vundne kampe end tidligere. Det var en forudsætning, der skulle opfyldes for at Divisionsforeningen overhovedet ville åbne op for de udenlandsprofessionelle på DBU’s landshold. I 1970 nedstemte repræsentantskabet et tilsvarende forslag om præmiechecks, hvorefter Divisionslubberne straffede DBU ved at stemme imod at åbne op for udenlandsprofferne.

Beslutningen om de større gaver i form af præmiechecks til spillerne banede nu vejen for, at repræsentantskabet efterfølgende - uden de store diskussioner - besluttede at indlemme de udenlandsprofessionelle på landsholdet. Udtagelseskomiteen (UK) fik ingen begrænsninger i antallet af spillere fra udlandet, der kunne kaldes hjem, hvad der ellers havde været lagt op til året før på repræsentantskabsmødet i DBU.

Ved starten af året havde DBU planlagt følgende landskampe i 1971:

1971

 

 

 

21.04.1971

Vevey

Schweiz-DK

OL-kvalifikation 1972

05.05.1971

København

DK-Schweiz

OL-kvalifikation 1972

12.05.1971

Oporto

Portugal-DK

EM-kvalifikation 1972

26.05.1971

København

DK-Belgien

EM-kvalifikation 1972

09.06.1971

København

DK-Skotland

EM-kvalifikation 1972

20.06.1971

København

DK-Sverige

Nordisk Mesterskab

30.06.1971

København

DK-Vesttyskland

Venskabskamp

28.07.1971

København

DK-Japan

Venskabskamp – OL-holdet

01.08.1971

Aalborg

DK-England

Venskabskamp – OL-holdet

25.08.1971

Flensborg

Vesttyskland-DK

Venskabskamp – OL-holdet

08.09.1971

København

DK-Finland

Nordisk Mesterskab – OL-holdet

26.09.1971

Oslo

Norge-DK

Nordisk MesterskabOL-holdet

10.10.1971

København

DK-Rumænien

OL-kvalifikation 1972

Landstræneren var allerede langt fremme i sine overvejelser om, hvordan han kunne få mest ud af de udenlandske stjernespillere. Han lagde ikke skjul på, at hans mål på lang sigt var at opbygge et stærkt og holdbart landshold fremfor straks at opnå hurtige topresultater, der kunne tilfredsstille kritikkerne. Der kunne komme flere uventede nederlag i en opbygningsfase.

Amatørspillerne skulle fortsat spille en central rolle på landsholdet. Strittich var betænkelig ved, om landsholdet kunne stå distancen, hvis det bestod alene af de udenlandske spillere, der ikke kunne stille op hver gang. Selv om der var mere end 50 spillere i udlandet til at supplere de hjemlige amatører, ville han til hver kamp grundigt overveje, hvordan landsholdet skulle formeres i forhold til den konkrete modstander og hvordan holdet kunne blandes bedst af både professionelle og amatører.

I et interview i Fodbold Jul 1970 spurgte Ekstrabladets Svend Nielsen den eftertænksomme østriger om, hvordan han ville håndtere den udfordring, at han ikke kunne forvente at kunne disponere over de udenlandsprofessionelle til en træningssamling inden landskampene. 

Landstræneren virkede ikke spor nervøs ved udsigten til, at de fleste spillere ikke ville kunne møde op i landsholdslejren før et par dage før landskampen. På baggrund af mange års trænererfaring var han sikker på, at de danske professionelle både var omstillingsparate og rutinerede nok til at kunne tilpasse sig den taktik, som der blev lagt til kampene. Den fysiske grundform og de spillemæssige kvaliteter på banen ville jo være på plads allerede fra starten.

Faktisk ville landtræneren være yderst tilfreds, såfremt han blot kunne få spillerne til rådighed senest på taktikmødet lige før kampen. ”Jeg får ikke svært ved at tilpasse spillerne til landsholdets taktik. Som professionelle i udlandet har spillerne lært at adlyde træneren”, sluttede den muntre landstræner interviewet, hvor det var tydeligt, at skuffelse over landsholdets resultater i det første år som landstræner og vilkårene for trænerjobbet var vendt til forventning. Rudi Strittich glædede sig til nye tider på landsholdet.  

I pressen gik spekulationerne hurtigt i gang om, hvilke spillere fra udlandet, der kunne komme i betragtning.  Noget overraskende var den ellers velfornøjede landstræner Rudi Strittich meget tilbageholdende med at pege på for mange spillere. ”Vi har næsten 70 spillere i udlandet, men kun 8 af dem er gode nok til landsholdet”, sagde han bestemt og dæmpede derved forventningerne om, at samtlige 11 udtagne spillere plus de 5 reserver på det næste landshold ville blive hjemkaldt fra de professionelle, europæiske ligaer.

Den snu landstræner var ikke ude på at afskære de hjemlige spillere fra at nære ambitioner om landsholdet. Landstræneren ville kun være med til at udtage spillere fra udlandet, der var klart og uomtvisteligt bedre end de hjemlige landsholdskandidater. Legionærerne udefra skulle være i absolut topform og fast mand på deres klubhold, helst som en bærende kraft. Landstræneren ville ikke uddele landsholdspladser blot fordi det daglige brød blev optjent i en udenlandsk klub.

Formanden for UK Ib Skotnborg gjorde opmærksom på, at det kunne blive vanskeligt for medlemmerne af UK at være opdateret på de udlandsprofessionelles kampform, når de optrådte i klubber langt fra Danmark. UK-chefen havde derfor allerede drøftet med DBU, at en række personer i de enkelte ligaer, hvor danskerne spillede, skulle udpeges som spejdere for UK. Der kunne være tale om eks-spillere, trænere eller journalister, der ikke havde en direkte interesse i de enkelte spillere, der var i UK’s søgelys.

Naturligvis lå det også i det nye koncept, at landstræneren, der var medlem af UK, på egen hånd skulle skaffe sig aktuelle oplysning om de danske spillere gennem rejser til udlandet og kontakter til trænere, kollegaer og andre relevante kilder. Men den travle landstræner havde næppe tid til systematisk at rejse rundt i Europa, og økonomien i DBU var heller ikke til store rejse- og diætomkostninger.

I Ekstrabladet dagen efter repræsentantskabsmødet, hvor døren blev åbnet for de professionelle, var Rudi Strittich ikke bange for at nominere de seks spillere, som var selvskrevne til landsholdet og som efter hans opfattelse ville kunne hæve landsholdet op på et højere niveau ved deres blotte tilstedeværelse. De 6 topspillere i søgelyset var:

  • Johnny Hansen, FC Bayern München

  • Kresten Bjerre, Racing White

  • Allan Michaelsen, FC Nantes

  • Bent Schmidt Hansen, PSV Eindhoven

  • Ulrik le Fevre, Borussia Mönchengladbach

  • Jørgen Kristensen, Sparta Rotterdam

Flere danske spillere i hollandsk fodbold bl.a. troldmanden Jørgen Kristensen, lynhurtige Bent Schmidt Hansen og muskelmanden Henning Munk Jensen gav uden forbehold udtryk for, at de glædede sig til at komme hjem og spille på landsholdet. Ingen ønskede et særligt vederlag for at stille op i rødt og hvidt. Spillerne fra udlandet skulle have samme vederlag som amatørerne. Det eneste spørgsmål var, hvor meget en sådant honorar i form af en gavecheck skulle være. Nogle af spillerne nævnte 500,- kr. som et rimeligt forslag. Det var derimod vigtigt for de klubber, der skulle give spillerne fri til landskamp, at DBU ville betale omkostninger til rejse og ophold samt forsikre spillerne mod skade og anden uarbejdsdygtighed, der kunne opstå i forbindelse med landskampen.

I begyndelsen af marts 1971 udpegede UK de 22 professionelle spillere, der kunne komme i betragtning til landsholdet. Spillerne ville skriftligt modtage en forespørgsel fra DBU, om de ville være parat til at stille op for Danmark, hvis UK slap dem igennem nåleøjet.

De 22 danske spillere var følgende (de 12 spillere, der faktisk i de følgende år kom til at spille på landsholdet er markeret med rødt):

Christian Andersen, Union St. Gilloise

Poul Aabling, GVAV Groningen

Kresten Bjerre, Racing White

Henning Munk Jensen, PSV Eindhoven

Flemming Kjærsgaard, KV Mechelen

Bent Schmidt Hansen, PSV Eindhoven

Preben Arentoft, Newcastle United

Jan Andersen, FC Fribourg

Bent Jensen, Girondins de Bordeaux

Henning Hansen, FC Lugano

Allan Michaelsen, FC Nantes

Henning Boel, FC Aberdeen

Tom Søndergaard, FC Metz

Leif Nielsen, Morton Greenock FC

Finn Wiberg, FC Nancy

Ulrik le Fevre, Borussia Mönchengladbach

Jørgen Kristensen, Sparta Rotterdam

Johnny Hansen, FC Bayern München

Jørgen Henriksen, DOS Utrecht

Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen

John Steen Olsen, DOS Utrecht

Jørn Bjerregaard, SK Rapid Wien

Formanden for UK Ib Skotnborg fortalte til Ekstrabladet, at udtagelseskomiteens research og forberedelse af landsholdsudtagelsen byggede på informationer, der blev indhentet fra klubberne i udlandet og på informationer, der blev indsamlet fra de mest saglige og fodboldkyndige aviser og bureauer. Noget overraskende afslørede UK-chefen også, at han ville tage kontakt til landstræneren i de lande, hvor de danske spillere optrådte. Han ville f.eks. kontakte den vesttyske landstræner Helmuth Schön for at høre om kampformen hos de danske spillere i Bundesligaen. Endelig førte UK sit eget grundkartotek over spillerne.

Den gamle Næstved-målmand Skotnborg så i øvrigt frem til at gennemføre en studietur til Belgien og Schweiz, hvor UK skulle have lejlighed til at kikke nogle af spillerne efter i sømmene. Turen havde også til formål at give UK et indtryk af kvalitet, hårdhed og tempo i de to mindre ligaer, som ikke var lige anerkendte som den tyske og engelske liga.

På DBU-kontoret i Idrætsparken modtog generalsekretær for DBU Erik Hyldstrup i den følgende tid bekymrende oplysninger om, at flere af de udenlandske klubber ville kræve et honorar for at afgive deres danske spillere til landsholdet. Interessen var særligt rettet mod FC Bayern München, der forlangte 4.000 kr. for at frigive Johnny Hansen, der var førstevalget til pladsen som højre back. Klubben fik en tilsvarende betaling, når den afgav sine spillere til det tyske fodboldforbund.

En noget chokeret generalsekretær Erik Hyldstrup afviste, at betaling udover tegning af forsikring kunne komme på tale og begyndte allerede at frygte, at den for DBU hårdt tilkæmpede adgang til at indrullere de professionelle var ved at forsvinde i den blå luft, inden den rigtig var kommet i gang. Sagen om de udenlandske klubbers pengekrav begyndte at blive en ubehagelig udfordring for DBU, som forbundet ikke var forberedt på at håndtere. Den katagoriske afvisning fra DBU af nogle klubbers krav hang formodentlig sammen med frygten for, at brug af de udlandsprofessionelle på sigt kunne føre til en form for betalt fodbold – i det mindste på landsholdsplan.

Onsdag den 24. marts 1971: DDR U21-Danmark 4-2 (3-1)

Uofficiel træningskamp på byens stadion i Stralsund

Landsholdets første store opgave i 1971 var OL-kvalifikationskampene mod Schweiz. DBU havde haft held til at tilrettelægge et omfattende forberedelsesprogram for OL-landsholdet, der bl.a. indeholdt tre træningskampe mod udvalgte modstandere, herunder den traditionelle kamp mod pressens udvalgte hold. Det ambitiøse træningsforløb skyldtes, at DBU prioriterede deltagelsen i de olympiske lege meget højt og havde oplevet, at de to træningskampe mod klubhold i efteråret 1970 havde ført til, at især det danske forsvar var blevet bedre sammenspillet og derfor havde kunnet stå for presset i de svære udekampe mod Skotland og Belgien i Nations Cup.

På det olympiske landshold måtte der kun gøres brug af spillere, der ikke tidligere havde spillet som professionelle. Det betød, at landsholdets topscorer og mest robuste angriber Keld Pedersen ikke kunne være med. Den solide defensivspiller Erik Nielsen fra B1901 måtte også kikke langt efter OL-deltagelse, da han havde spillet for den tyske regionalklub VfB Lübeck tilbage i 1968.

For de øvrige spillere, der havde været med i 1970, stod døren til OL-landsholdet åben på vid gab. Det bar udtagelsen af årets første landshold mod det østtyske ungdomslandshold også præg af. Kampen skulle spilles den 24. marts i østersøbyen Stralsund, men i begyndelsen af marts var turneringen slet ikke startet op i Danmark endnu, så UK havde ikke noget bedømmelsesgrundlag.

Udtagelseskomiteen (UK) bestod af landstræneren samt sydsjællænderen Ib Skotnborg, fynboen Jørgen Leschly Sørensen og nordjyden Egon Johansen. Fodbold Danmark var derved geografisk dækket i UK, selv om det ofte hed sig blandt spillere og fodboldledere, at UK-medlemmerne havde en tendens til at favorisere spillere fra deres eget geografiske og klubmæssige bagland.

UK udtog nærmest i blinde det samme hold, der havde spillet mod Belgien i november 1970. Den realistiske formand for UK sagde da også ligeud, at landsholdet var sat efter spillernes præstationer i fjor. Ib Skotnborg og kollegaer i UK havde dog fundet et nyt ansigt frem. Det var Fuglebakkens hurtige og målfarlige Frank Jensen, der afløste Køge-manden Keld Pedersen. UK var også glad for at byde årets fodboldspiller 1970 – AB-backen Jan Larsen - tilbage til landsholdet efter en skade.

Årets første landshold så herefter således ud:

Danmark A

 

Bent Hansen, B1909

 

Jan Larsen, AB

Povl H. Frederiksen, Hvidovre IF

Erik Sandvad, AB

Jørgen Rasmusen, Randers Freja

Flemming Hansen, AB

Poul Erik Thygesen, B1903

Kristen Nygaard, Fuglebakken IK

Jørgen Markussen, Vejle BK

Frank Jensen Frederikshavn IK

Bent Outzen, B1909

Reserver:

  • ·        Kaj Paulsen, AaB (m)
  • ·        Keld Bak, Næstved IF (46.min for Poul Erik Thygesen)
  • ·        Per Madsen, Vejen FS (for Frank Jensen)
  • ·        Benny Nielsen, AB
           

Landstræner Strittich var spændt på den første kamp, fordi spillerne havde deltaget i fælles konditionstræning i løbet af vinteren. Den seriøse landsholdschef, der allerede havde været på spiontogt i Schweiz, var først og fremmest interesseret i at teste spillernes form på dette tidlige tidspunkt af året. 

Foran 2.400 tilskuere og på en plaskvåd bane tabte OL-landsholdet træningskampen med 2-4 til DDR. Det var især manglende kamptræning og et par grove forsvarsfadæser, der skabte grundlag for de fire østtyske mål. Både genkomne Jan Larsen og pålidelig Erik Sandvad var helt ved siden af sig selv i forsvaret, men efter de første 30 minutters forvirring kom de to spillere stærkt tilbage. Det belastede også danskerne, at holdet ankom direkte til kampen fra færgen Gedser-Warnemünde og ingen tid havde haft til at lade op oven på rejsen, der varede 7½ time.

Bent Hansen fra B1909 startede i målet i stedet for den uheldige Kaj Paulsen, som UK havde ofret efter målmandsfadæserne i efterårets landskampe. På grund af skader og sidste øjebliks afbud var der også blevet plads til den spændende Randers-back Jørgen Rasmussen i venstre side og AB-midtbanespilleren Flemming Hansen, der havde været reserve mod Skotland i efteråret.

Den venstrebenede Kristen Nygaard bragte overraskende Danmark foran efter 2 minutter på et smukt udført frispark. I lyset af, at landsholdet i hele 1970 kun havde lavet 2 fuldtræffere, fik det hurtigt hele den danske udskiftningsbænk til at rejse sig med klapsalver. Østtyskerne kom dog på 3-1 i første halvleg, fordi mange af de danske forsvarere efter vinterpausen slet ikke var oppe i omdrejninger.

Danmark spillede derimod 1-1 i 2. halvleg, hvilket var den største overraskelse, fordi det var forventet, at de danske spillere netop ville gå ned på konditionen. De østtyske spillere havde spillet turnering hele vinteren. I den sidste halve time dominerede danskerne ovenikøbet entydigt. De mere og mere spilstyrende outsidere fra nord skabte gode tilbud foran mål i et omfang, som de få danske tilskuere ikke var forvænt med. Det virkede nærmest som, at landsholdet efter vinterdvalen forsøgte at spille sig ud af sidste års fiasko.

Den danske stab benyttede også muligheden til at indsætte fire nye spillere i 2. halvleg. På en aflevering fra en af de indskiftede Keld Bak lavede Vejle-forwarden Jørgen Markussen kampens sidste mål til slutresultatet 2-4. Den svingende Markussen var røget på andetholdet i Vejle Boldklub, men var en behaglig overraskelse for den fortrøstningsfulde landstræner.

På sejlturen hjem til Danmark var der tilfredse miner i den danske delegation. Indsatsen var tidspunktet og omstændighederne taget i betragtning ganske lovende, især havde den gode kondition imponeret. Den eneste spiller, der skumlede på turen hjem, var AB’s Benny Nielsen, der var det normale førstevalg som centerforward, men som ikke kom i kamp - som den eneste spiller i truppen.

Samme aften optrådte to af de danske fremmedlegionærer i fjernsynet. De hollandske pokalvindere fra PSV Eindhoven skulle spille returkamp i Østberlin mod det stærke hold Vorwärts Berlin. Den driblestærke tidligere Horsens-spiller Bent Schmidt Hansen huserede på højre fløj, mens Henning Munk Jensen spillede back. Lynhurtige Bent Schmidt Hansen havde været fast mand siden hans ankomst til Holland for tre år siden. Derimod havde Munken haft svært ved at tilspille sig en fast plads, fordi hans træner fandt den smidige dansker en tand for hård på banen. Noget overaskende kunne TV-spionerne fra DBU’s udtagelseskomite konstatere, at Henning Munk Jensen spillede en fin kamp, mens haren ”Zoef de Hans”, som var Schmidt Hansens hollandske kaldenavn, sad på bænken indtil et kvarter før tid. PSV bragte sig videre til semifinalen mod Real Madrid.

Torsdag den 8. april 1971 kl. 13.30: Næstved IF-Danmark 2-5 (-)

Uofficiel træningskamp på Næstved Stadion

OL-landsholdets spillere og ledere var næste gang sammenkaldt til kamp skærtorsdag den 8. april 1971, hvor Næstved Stadion lagde græs til en kamp mod det lokale 2. divisionshold.

Samme dag var der to semifinaler i landspokalturneringen, hvilket havde givet afbud fra fire af stamspillerne fra B1909 og B1903. Da landstræneren modtog yderligere afbud fra skadede spillere, endte kampen i Næstved med at blive en træningskamp for reserverne. Det var formodentlig kun 5-6 spillere i startformationen, der kunne regne med at blive udtaget til OL-kvalifikationskampen mod Schweiz. Den godmodige Strittich var skuffet over afbuddene, men accepterede, at sådan var vilkårene for landsholdet.

Reservelandsholdet løb på banen i følgende opstilling, (der ikke er valideret på grund af manglende skriftlige kilder):

Danmark A

 

Kaj Paulsen, AaB

 

Jan Larsen, AB

Arne Toft, AaB

Erik Sandvad, AB

Flemming Pedersen, KB

Flemming Heegaard

Kristen Nygaard, Fuglebakken IK

Morten Olsen, B1901

Jørgen Markussen, Vejle BK

Aage Hansen, AB

Erik Sørensen, Randers Freja

Reserver:

  • ·        Per Madsen, Vejen FS 
  • ·        Jørgen Rasmussen, Rander Freja (for Flemming Pedersen)
           

Et imponerende opbud på 2.200 tilskuere var mødt op på helligdagen kl. 13.30. De så et søvnigt landshold præget af reserve vinde 5-2. Spillet var ikke særligt opløftende, men underholdningsværdien var høj på grund af de 7 mål.

Hjemmeholdets mål blev scoret af Ole Andersen og Benny Nielsen, mens Randers-angriberen Erik Sørensen, der først fik sin rigtige debut på landsholdet i 1974 i forbindelse med en Afrika-turne og den formstærke Morten Olsen hver scorede to mål. Det sidste mål for landsholdet var signeret af den arbejdssomme Kristen Nygaard fra 2. divisionsklubben Fuglebakken IK.

Efter kampen udtog UK et landshold i stærkeste opstilling til den traditionelle træningskamp mod Pressen. Kampen var sidste test inden OL-kvalifikationskampene.  Det var sportsjournalisterne på de store dagblade, der udtog Pressens hold, når UK havde udnyttet sin ret til at vælge sine spillere først.

Onsdag den 14. april 1971 kl. 19.00: Danmark (UK)-Pressen 2-3 (0-2)

Uofficiel træningskamp på Århus Stadion

Noget overraskende besluttede UK, at OL-landsholdet skulle prøve en helt ny målmand mod Pressen. Boldklubben Frems tynde og ranglede Valdemar Hansen snuppede sensationelt pladsen foran de mere rutinerede og landskampserfarne Bent Hansen og Kaj Paulsen.

Som tredjemand i angrebet ved siden af den boldsikre falstring Morten Olsen og den tekniske østjyde Jørgen Markussen bød UK velkommen til Hvidovres alsidige Peter Dahl, der allerede havde fået et godt ry som en meget bevægelig centerforward.

Det var på papiret to meget stærke mandskaber, der lagde arm på Århus Stadion onsdag aften den 14. april 1971. UK-chefen Ib Skotnborg lagde heller ikke skjul på, at kampen var en ægte udtagelseskamp, som var 90 pct. afgørende for, hvilke spillere UK ville nominere til at spille mod Schweiz en uge senere. Alle 22 spillere plus reservespillerne, der var fælles for de to hold, kunne spille og kæmpe sig til en plads i startformationen.

De to hold så således ud:

Danmark A

 

Valdemar Hansen, BK Frem

 

Jan Larsen, AB

Povl H. Frederiksen, Hvidovre IF

Erik Sandvad, AB

Torben Nielsen, B1903

Jens Jørgen Hansen, Esbjerg fB

Kristen Nygaard, Fuglebakken IK

Morten Olsen, B1901

Bent Outzen, B1909

Jørgen Markussen, Vejle BK

Peter Dahl, Hvidovre IF

Reserver:

  • ·        Niels Hagenau, KB (m)
  • ·        Jørgen Rasmussen, Randers Freja
  • ·        Jørgen Breum Christiansen, OB
  • ·        Hans Ewald Hansen, B1901
  • ·        Bent Hougaard, BK Frem
  • ·        Erik Sørensen, Randers Freja
  • ·        Keld Bak, Næstved IF
           

Mere end halvdelen af Pressens hold havde snuset til landsholdet, så på papiret var det to meget jævnbyrdige hold.:

Pressen

 

Bent Hansen, B1909

 

Flemming Pedersen, KB

Arne Toft, AaB

Jack Hansen, B1913

Viggo Jensen, B1909

Anders Sørensen, KB

Arno Hansen, B1909

Poul Erik Thygesen, B1903

Hugo Andersen, B1909

Ole Forsing, B1903

Benny Nielsen, AB

           

2.700 tilskuere så derfor 22 særdeles motiverede og meget ihærdige topspillere fra den danske turnering kæmpe om pladserne til de kommende OL-kvalifikationskampe. Pressen vandt 3-2 efter 2-0 ved pausen.

Det var Pressens hold, der viste det bedste angrebsspil i 1. halvleg. Den af UK vragede AB-angriber Benny Nielsen flåede landsholdets forsvar i laser med sine farlige gennembrud.  Det var på trods af, at han lige var stået ud af sengen efter influenza. Den aggressive sjællænder blev godt understøttet af B1903’s høje Ole Forsing, der artistisk jonglerede rundt med bolden på hovedet. KB-midtbanespilleren Anders Sørensen omsatte Pressens overtag til en velfortjent føring på straffespark og senere i 1. halvleg dirigerede Ole Forsing med kaldenavnet ”Daffy” bolden i mål til 2-0. Det så ikke godt ud for OL-landsholdet, der tilmed måtte udskifte en skadet Jørgen Markussen med Næstveds Keld Bak, der allerede i 1966 havde været kortvarigt inde omkring landsholdet.

I 2. halvleg fik de unge midtbanespillere Morten Olsen og Kristen Nygaard sat mere skik på OL-landsholdet. Forsvareren Jan Larsen sneg sig frem i angrebet og reducerede på en aflevering fra århusianeren Nygaard. Lidt senere kronede Morten Olsen sin gode indsats med at forlænge et indkast fra angrebskollegaen Bent Outzen i nettet.

Det lignede efterhånden et uafgjort resultat i den underholdende og velspillede kamp, men den indskiftede Jack Hansen jagtede utrætteligt en afgørelse til fordel for udfordrerne fra Pressen. Et kvarter før tid affyrede den høje B1913-spiller et dejligt skud fra kanten af straffesparksfeltet. Bolden gik i mål bag den slagne Valdemar Hansen.

Efter kampen skulle UK afgøre den noget tilspidsede målmandsduel. Faktisk var UK hverken tilfreds med landsholdets Valdemar Hansen eller Pressens Bent Hansen. Valget faldt slutteligt på den 25årige B1909-keeper, da han var den mest rutinerede.

UK foretrak den energiske angriber Benny Nielsen frem for den fiberskadede Jørgen Markussen, der igen måtte humpe ud af banen allerede efter 35 minutter og derved mistede mulighed for at vise sit værd i den hårde konkurrence. Sejrsmålet af Jack Hansen belønnede UK med en fortjent plads på reservebænken sammen med AaB’s Arne Toft, der havde gjort det godt i træningskampen i Næstved og Keld Bak, der havde spillet imod landsholdet i Næstved.

Selv om UK altså kun overførte 2 spillere – målmanden Bent Hansen og angriberen Benny Nielsen – fra Pressens vindende hold til det slagne landshold, var der ikke dagen efter mange hårde ord fra Pressens udtagelseskomite, som jo var skribenterne på dagbladene. Tværtimod. Landsholdet gav gode løfter for de kommende OL-kampe. Det var tydeligt, at landsholdet havde en solid stamme af dygtige spillere og nok så vigtigt – en stærk rygrad til at kæmpe sig tilbage i kampen, når tingene gik imod. Landsholdet fik stor anerkendelse for, at det i 2. halvleg fik vendt udviklingen efter den dårlige start.

Ungdomsspilerne under 23 år spillede også en udtagelseskamp på Hvidovre Stadion. I en underholdende affære vandt UK-holdet 5-3 over Presses ungdomshold. Med slaskestrømper om hælene spillede Frems Leif Printzlau en stor kamp med fine mål og gode afleveringer. Han blev stærkt sekunderet af Vejles Iver Schriver og Johnny Petersen fra AB.

Samme aften som kampen i Aarhus viste Danmarks Radio 0-0 kampen i Europa Cup for pokalvinderne mellem PSV Eindhoven og Real Madrid. Inden transmissionen fra Holland var der kl. 22.05 fem minutters onsdagssport, hvor der måske har været vist TV-billeder fra udtagelseskampen i Aarhus.

Onsdag den 21. april 1971 kl. 20.00: Schweiz-Danmark 2-1 (1-0)

Kvalifikationskamp (1. runde) til OL 1972 på Stade de Coppet i Vevey

Danmark og Schweiz skulle møde hinanden ude og hjemme i april 1971. Den samlede vinder ville møde vinderen af opgøret mellem Rumænien og Albanien.

OL-landsholdet drog til kampen i Schweiz med en klar forventning om en sikker sejr over de underlegne værter, der af eksperterne var vurderet til at være på niveau med den danske 3. division. Indstillingen i flyet fra Billund til Lausanne hos ledere, spillere og medrejsende journalister var, at den kamp kunne Danmark ikke tabe. Parolen for det danske landshold var såre simpel: Vind – eller gem jer væk! Få af eksperterne havde kendskab til den kommende modstander, endsige havde set alpelandet i kamp.

Den første kvalifikationskamp mod Schweiz skulle spilles på det lille, hyggelige stadion i idylliske Vevey, der ligger smukt ved Geneve-søen. Der var forårsstemning i byen med blomstrende frugttræer og de første gæster på de små fortovscafeer. Interessen for kampen var dog minimal. Samme aften skulle det ”rigtige” landshold spille Nations Cup-kamp mod Malta. Det nationale forbund Schweizerischer Fussballverband (SFB) forventede et par tusinde tilskuere samt et par håndfulde talentspejdere, der var på jagt efter billige spillerindkøb.

Det var kun den kølige 48årige landstræner Rudi Strittich, der prøvede at dæmpe den overdrevne sejrssikkerhed. Han var bange for, at spillerne manglede den rette indstilling og ville gå på banen med den opfattelse, at de schweiziske amatører ville være håbløse. Det var også grunden til, at den betænkelige DBU-chef dagen før hersede sine spillere igennem en hård omgang træning.

Om formiddagen var spillerne ude at træne i 25 graders varme og glødende sol, og om aftenen gentog landstræneren øvelserne i elektrisk lys på det lille stadion, hvor kampen skulle spilles. Om spillere, der klagede over det hårde program, sagde østrigeren barskt, at legesyge danskere skulle tirres for at yde en ordentlig præstation. Det var tydeligt, at landstræneren ikke var tilfreds med indstillingen op til kampen.

B1903’s ivrige angrebsback Torben Nielsen nærede ingen angst for den kommende modstander. ”Det vil være en falliterklæring, hvis vi ikke vinder overbevisende. For mig er et resultat ringere end 4-0 til os en fiasko”. Hans udtalelse var dækkende for den generelle attitude i landsholdslejren.

Samme nedladende holdning havde den professionelle midtbanespiller Jan Andersen, der til daglig spillede i Schweiz. Den tidligere B1903-spiller havde boet i et halvt år i alpelandet og vurderede på den baggrund, at Schweiz ville kunne tværes ud på en halv time, hvis Danmark tog opgaven alvorligt.

De store forventningers tunge åg hvilede på følgende 11 spillere samt reserverne:

Danmark A

 

  1. 1.    Bent Hansen, B1909

 

  1. 2.    Jan Larsen, AB
  2. 3.    Povl H. Frederiksen, Hvidovre IF
  3. 4.    Erik Sandvad, AB
  4. 5.    Torben Nielsen, B1903
  5. 6.    Bent Outzen, B1909
  6. 7.    Jens Jørgen Hansen, Esbjerg fB (A)
  7. 8.    Morten Olsen, B1901
  8. 9.    Benny Nielsen, AB
     
     
 

10. Kristen Nygaard, Fuglebakken IK

11. Peter Dahl, Hvidovre IF

Reserver:

  • ·        Valdemar Hansen, BK Frem (m)
  • ·        Jørgen Rasmussen, Randers Freja
  • ·        Arne Toft, AaB
  • ·        Keld Bak, Næstved IF
  • ·        Jack Hansen, B1913 (79.min for Peter Dahl)
           

Det unge schweiziske mandskab bestod af dygtige kombinationsspillere, der havde trænet hårdt. Forsvaret var velorganiseret med en ekstra mand som gardering bagude.

Landstræneren Strittich var lidt foruroliget over, at træner Bernhard Gehris mandskab som forberedelse havde haft fri til at tilbringe en hel sammenhængende uge i træningslejr og i øvrigt – på trods af amatørstatus – havde udsigt til et betragteligt honorar, hvis den noget selvsikre fodboldnation fra Skandinavien blev besejret.

Landstrænerens taktiske oplæg til dysten tog sit udgangspunkt i, at danskerne ville få et spillemæssigt overtag på midtbanen, da schweizerne spillede med en ekstra mand i forsvaret. Det skulle skabe masser af plads til, at den 21årige Kristen Nygaard fik mulighed for at organisere det danske opspil. Den kombinationsstærke Nygaard skulle simpelthen være landsholdets centrum, og alle boldene skulle passere hans berygtede venstre fod, der både kunne skyde på mål og aflevere præcist.

Danmark tabte chokerende 1-2 til de undervurderede schweiziske amatører. Resultatet var intet mindre end en fodbold-katastrofe. Schweiz vandt på højere kampmoral og to danske forsvarsfejl. Drømmen om deltagelse ved OL i München lå pludselig langt borte.

Danskerne var synligt nervøse fra kampens allerførste minut. Flere af spillerne havde ellers lettere arrogant påtaget sig favoritværdien, men da bolden begyndte at rulle, blev de selv samme spillere stærkt tyngede af nerver. Den usikre begyndelse udnyttede de hårdt kæmpende schweizere, som med enkle midler og høj moral ønskede at sætte sig respekt over for de overlegne danskere og herigennem opnå fuld støtte fra de 3.000 pessimistiske tilskuere. De fleste fremmødte fra det velhavende alpeland opfattede simpelthen det schweiziske amatørlandshold som en dårlig vittighed.

Landstræner Strittich havde lagt et stort ansvar på 2. divisionsspilleren Kristen Nygaards skuldre. Den dygtige tekniker forsøgte også at få styr på det danske spil, men mange af hans lange afleveringer havde forkert adresse. Den målsultne angrebstrio Morten Olsen, Benny Nielsen og Peter Dahl fik derfor ingen bolde at arbejde med og kunne slet ikke true hjemmeholdets forstærkede forsvar.

Landsholdet havde i hele 1970 haft problemer med at skabe målchancer. Selv om de tre træningskampe havde givet optimisme, optrådte landsholdets angreb i store perioder uden ide, optimisme og energi. Krisen og håbløsheden på banen og udskiftningsbænken begyndte hurtigt at eskalere, da det stod klart, at det danske forsvar var helt håbløst og slet ikke kunne få orden i rækkerne.

Det var en logisk udvikling på kampen, men også et stort chok, at Schweiz efter et kvarters overtag bragte sig fortjent foran på en forsvarsfejl.

16.min - Franz Griesener (1-0) kanonerer bolden fladt i mål, da debutantmålmanden Bent Hansen og forstopper Povl H. Frederiksen misforstår hinanden og ikke afstemmer, hvem der skal gribe ind i spillet. Påvirket af den usikre start på kampen sætter den normalt rolige Hvidovre-spiller brystet på et hårdt indlæg, selv om der ikke er fare på færde. Han får bare ikke fat i bolden, som hopper hen til den frie Griesener, der nemt skyder forbi den prisgivne Odense-målmand, der har bevæget sig langt ud af målet. Den danske målmand er korrekt ved indlægget kommet farende ud af målet, medens han på klassisk målmandsmaner råber til Frederiksen: ”Jeg har”. 

Usikkerheden i det danske forsvar med ny målmand og uventet offensiv fra en undervurderet modstander var så stor, så den ellers sikre Frederiksen traf en forkert beslutning og helt prisgav sin målmand. Det var en kedelig start for forsvaret, som forplantede sig til usikkerhed resten af kampen.

Den danske elendighed i de bagerste rækker blev alene opvejet af et godt skudforsøg fra den velspillende fynbo Bent Outzen, der som kampen skred frem markerede sig som den bedste dansker. Benny Nielsen nåede også inden halvlegspausen i et glimt at vise sin kvalitet, da han drønede bolden på overliggeren.

Danskerne spillede ikke et hak bedre fodbold i 2. halvleg. Det viste sig hurtigt, at flittige Kristen Nygaard ikke havde snert i afleveringerne og efterhånden også tabte bolden i nærkampene. På midtbanen forsøgte Bent Outzen i stedet at binde spillet bedre sammen, men kunne ikke få styr på de viljetændte og gnistrende helvetiere.

Udligningen for Danmark kom derfor som lyn fra en klar himmel og skyldtes udelukkende, at de velorganiserede schweizere pludselig holdt op med at spille, fordi en af deres egne lå skadet på banen.

51.min - Kristen Nygaard (1-1) scorer fladt, mens schweizerne venter på, at dommer Gerhard Kunze fra DDR blæser i fløjten for frispark. Den hårdt arbejdende Benny Nielsen fælder i en duel forsvareren Huguenin, der falder skrigende om på græsset. Bolden havner hos Jens Jørgen Hansen, der hurtigt opfatter situationen og koldblodigt spiller bolden frem til Kristen Nygaard, der står på grænsen til offside. Den unge dansker får frit løb mod mål, fordi de fire bagerste centraleuropæere står bomstille og afventer fløjten, der ikke lyder. Med ydersiden af foden passerer Kristen Nygaard koldblodigt målmanden til sit første landskampsmål.

Det diskutable udligningsmål slog ikke helvetierne ud af stilen. Med forbløffende kampvilje, fikse kombinationer og hurtige positionsskift fik schweizerne hurtigt genskabt deres spilovertag og bragte gang på gang de helt i hvidt klædte danskere på glatis.

20 minutter før tid udnyttede det rødklædte hjemmehold koldblodigt, at de danske forsvar koksede og ikke fik afværget et hjørnespark. Målet udsprang af, at de danske forsvarsspillere var tøvende i forhold til målmanden Bent Hansen, der agerede usikkert efter fremløbet, der førte til det første mål. Uheldige Povl H. Frederiksen, der var i gang med en trist og dårlig landskamp, kom til at fremstå som synderen bag schweizernes sejrsmål.

65.min – Jean-Marc Bovy (2-1) sikrer sejren, da han sparker en løs bold fladt i nettet uden chance for en sagesløs Bent Hansen. Optakten er et hjørnespark, som schweizerne sender ind i straffesparksfeltet og som normalt pålidelige Povl H. Frederiksen blot skal sparke væk. Men den høje Hvidovre-spiller med pandebåndet er blevet usikker i løbet af kampen og rammer ved siden af den nemme bold, så den - i stedet for at ende langt uden for farezonen - ryger hen for fødderne af den schweiziske innerwing Bovy. Midt mellem med- og modspillere sparker Bovy bolden forbi en sprællende Bent Hansen.

Et kvarter før tid satte landtræneren den 23årige debutant Jack Hansen ind på banen. B1913-spilleren skulle forsøge at rette op på den danske jammerlighed. Debutanten Peter Dahl måtte tage pladsen på bænken efter en ikke alt for munter oplevelse.  

I slutningen af kampen begyndte de frustrerede danske spillere at losse bolde ind i straffesparksfeltet. Danmark fik faktisk etableret et pres på Schweiz, så den gode målmand Hans Küng flere gange måtte bevise, at Schweiz også i målet havde en mand, der var langt over det forventede niveau. Alligevel var Morten Olsen tæt på at skaffe udligning, da han headede på overliggeren.

Efter kampen

Landstræner Rudi Strittich var efter kampen vred på sine spillere. Noget kort for hovedet hævdede han, at spillerne havde svigtet og slet ikke spillede op til normal standard. Han kunne heller ikke forklare, hvorfor spillerne ikke havde fulgt taktikken. Der blev efter hans opfattelse sparket for mange lange bolde i stedet for kombinationer.

Det var også tydeligt, at han ikke var tilfreds med spillernes indstilling: ”Vi kæmpede for lidt. Ikke på noget tidspunkt satte spillerne alle de gode kræfter ind, som de havde opnået gennem den hårde fysiske vintertræning”.

For første gang siden hans tiltræden som landstræner var der alvorlig kritik af Rudi Strittich. Det var østrigerens fulde ansvar, at hans taktik ikke blev fulgt af spillerne, der spillede planløst med lange bolde, når der skulle have været kombineret mere på midtbanen, hvor der var plads. Ekstrabladets lederskribent Alstrup fandt det ikke rimeligt, at landstræneren kritiserede spillerne, når ansvaret for den ringe indsats var hans alene. Det var trænerens udfordring, hvis hans spillere ikke forstod, hvad han sagde.

Anfører Jens Jørgen Hansen forklarede den frygtelige nedtur med, at spillerne ganske enkelt havde undervurderet deres modstander. ”Vi var hjemmefra blevet tudet ørerne fulde af, at kampen var vundet på forhånd”. Det kom derfor helt bag på danskerne, at de optændte schweizere både spillede strålende og kæmpede med det hvide ud at øjnene.

Den unge stopper fra Hvidovre Povl H. Frederiksen var stærkt impliceret i begge mål. ”Det er bittert at skulle konstatere noget så dumt”, bemærkede han tørt. Ved det første mål hørte han ikke målmanden Bent Hansen råbe på bolden, og ved andet mål ramte han simpelthen ved siden af, da han skulle sparke væk. ”Det var to forvirringsmål, som ingen glemmer foreløbigt”, var den 21årige HIF-spiller bange for.

På vejen hjem i flyvemaskinen til København var landstræner Rudi Strittich sammenbidt og eftertænksom. Han gav ærligt udtryk for, at han havde haft fiasko med landsholdet og var parat til at forlade landsholdet, hvis ledelsen i DBU ønskede at komme af med ham. Hvis han havde været en klubtræner i en stor liga, var han utvivlsomt blevet smidt på porten efter 10 kampe uden sejr, og kun 3 scoringer, vurderede den sympatiske mand med ansigtet i alvorlige folder. ”Jeg har været ansat til at skabe gode resultater, men det har jeg ikke kunnet opfylde med det spillemateriale, som jeg har haft til rådighed”, sluttede Strittich og gjorde opmærksom på, at hans arbejdsbetingelser ikke var de bedste, når han konstant skulle finde erstatning for de talenter, der skrev kontakt med en udenlandsk klub for en overgangssum på et par hundrede tusinde kroner.

TV og radio

DR viste - måske - uddrag af kampen i onsdagens Sport den 21. april kl. 22.10. Det er dog tvivlsomt, om det schweiziske fjernsyn havde optaget TV-billeder af kampen. Kampen blev ikke transmitteret i TV i Schweiz.

Dagen efter torsdag den 22. april var der 60 minutters optagelse fra kampen. Programmet blev sendt kl. 18.00-19.00 og var formodentlig produceret af DR, der havde haft et kamerahold i Schweiz. TV-billederne af de tre mål har ikke siden været vist i DR.

Tirsdag den 20. april 1971: Schweiz U-Danmark U 1-0 (1-0)

Ungdomslandsholdet tabte en trist forpremiere til OL-kampen med 0-1 i Aurau. På den primitive bane formåede de to hold i 1. halvleg at opveje de dårlige baneforhold.

Hjemmeholdet kom foran i 1. halvleg, da Holbæk-målmanden Benno Larsen kom for langt ud af målet ved et indlæg. Som kampen skred frem blev det tydeligt, at de unge schweizere, der til daglig spillede professionelt i alpelandets liga, var bedre teknisk end danskerne og spillede som følge deraf også hurtigere.

I 2. halvleg måtte både midtbaneregissøren Birger Pedersen og målmanden Benno Larsen udgå med skader. Kampen udviklede sig ensformigt på den opblødte bane. Danmark spillede sig til et par chancer, bl.a. fik B1901´s stærke dribler John Nielsen muligheden.

Onsdag den 5. maj 2013 kl. 19.00: Danmark-Schweiz 4-0 (2-0)

Kvalifikationskamp (1. runde) til OL 1972 i Københavns Idrætspark

Udtagelseskomiteen (UK) gik drastisk til værks efter fiaskoen i Vevey og udskiftede 4 spillere til returkampen i København.

Det første offer for fiaskoen var målmanden Bent Hansen, der egentlig ikke var skyld i de to schweiziske mål, men gennem hele kampen havde virket nervøs og forvirret, hvilket smittede negativt af på hele holdet. Som ny målvogter valgte UK den 27årige Niels Hagenau, der havde vist strålende form for hovedstadsklubben KB. Selv om den 190 cm høje bankuddannede Hagenau stod over for sin landsholdsdebut, havde han stiftet grundigt kendskab til miljøet omkring landsholdet, da han i 1968 flere gange var reserve for B1913-målmanden Knud Engedahl.

Fyringen af Povl H. Frederiksen som centerhalf var derimod mere oplagt, fordi den uheldige Hvidovre-spiller var direkte impliceret i begge mål i Vevey og havde måttet tage dem på sin kappe. UK var ikke parat til at tage chancer med en usikker mand på den vigtige forsvarspost. Erstatningen var AaB´s solide Arne Toft. Han var også debutant, men havde spillet 5 ynglingelandskampe og 13 ungdomslandskampe og måtte nødvendigvis trække på sin kamperfaring herfra.

32årige Jens Jørgen Hansen fik kort og godt silkesnoren efter 39 landskampe. Esbjerg-veteranen havde slet ikke slået til i Schweiz, hvor han ikke kunne følge med i tempoet og flere gange halsede efter sine modstandere. Pladsen på den defensive midtbane blev overtaget af næsten debutanten Jack Hansen, der havde fået et kvarter 14 dage tidligere i Schweiz.

Endelig satte UK den hovedstødsstærke Ole Forsing ind i angrebet som nyt trumfkort. Den karakteristiske B1903-angriber havde egentligt døjet med formen i foråret, hvor målene var udeblevet, men landsholdet havde brug for nye strenge at spille på i angrebet. Det ineffektive kombinationsspil skulle forstærkes med noget mere fysik i modstanderens straffesparksfelt, også i lyset af, at Schweiz ville forsvare sig med næb og kløer med alle 11 mand tilbage på banen. Det kostede unge Peter Dahl pladsen på landsholdet.

Ændringerne fra UK bar præg af, at der måtte ske noget efter fiaskoen. Det var tvivlsomt, om landsholdet gennem udskiftningerne blev en døjt stærkere og målfarligere end det hold, der havde tabt. To debutanter i forsvaret, en næsten debutant fra en 2. divisionsklub på midtbanen og en populær angriber i mindre god form var i virkeligheden en voldsom satsning af de udtagelsesansvarlige, der tilmed ikke havde tid og mulighed for at træne med spillerne i en sammenhængende periode.

En finger i gips efter en operation førte til, at målscoreren Kristen Nygaard måtte melde afbud dagen efter udtagelsesmødet. UK indkaldte den lange venstre wing Leif Printzlau, der havde spillet 4 landskampe i 1968/1969. Den ranglede Frem-spiller gjorde tilmed lyncomeback, da han sprang reservebænken helt over og trådte direkte ind blandt de 11, der startede revancheopgøret. Derved overhalede Printzlau Næstveds formstærke Keld Bak, der havde været førstereserve i angrebet.

Det var også ærgerligt for den talentfulde Torben Nielsen, at han på grund af en forvredet ankel måtte lade pladsen som venstre back gå videre til Jørgen Rasmussen. Den 25årige markør fra Randers Freja blev således den tredje danske debutant på denne skæbneaften for Danmarks OL-deltagelse. Moustacheprydede Jørgen Rasmussen var i landspokalfinalen i 1967 blevet kåret som årets pokalfighter og var anerkendt en tæt markerende forsvarer.

Det var med hjertet oppe i halsen, at følgende 11 spillere løb på banen:

Danmark A

 

  1. 1.    Niels Hagenau, KB

 

  1. 2.    Jan Larsen, AB
  2. 3.    Arne Toft, AaB
  3. 4.    Erik Sandvad, AB
  4. 5.    Jørgen Rasmussen, Randers Freja
  5. 6.    Jack Hansen, B1913
  6. 7.    Bent Outzen, B1909
  7. 8.    Morten Olsen, B1901
  8. 9.    Ole Forsing, B1903
     
     
 

10. Benny Nielsen, AB

11. Leif Printzlau, BK Frem

Reserver:

  • ·        Bent Hansen, B1909 (m)
  • ·        Svend Andresen, B1903
  • ·        Jens Jørgen Hansen, Esbjerg fB
  • ·        Keld Bak, Næstved IF
  • ·        Birger Pedersen, Hvidovre IF (46.min for Leif Printzlau)
           

2 fremtrædende aktører Bent Outzen og Benny Nielsen spillede ikke blot for sejr til Danmark, men også for at opnå en eftertragtet klubkontrakt, der ville være en formue værd. Opkøbere fra Frankrig og Belgien havde meldt deres ankomst og sad parat med gode tilbud, hvis de unge danskere kunne håndtere det store pres og score nogle mål. Der var også bud fra storklubben Bayern München efter ombejlede Morten Olsen, forlød det i presselogerne i Idrætsparken.

Den drevne taktiker Rudi Strittich havde lagt en klar plan for kampen. Bolden skulle sparkes højt ind til frontangriberen Ole Forsing, så han med hovedet kunne dirigere bolden ned for fødderne af medspillerne. Det opspil havde fungeret fint i træningskampen mod Pressen, hvor især Benny Nielsen havde haft stor glæde af Forsings dominans i luftrummet. Det var landstrænerens vurdering, at helvetierne var sårbare over for høje bolde. Nok så vigtigt var schweizerne heller ikke forberedt på denne markante ændring af danskernes spillemønster.

OL-kampen var også en sidste mulighed for, at ledelsen omkring landsholdet kunne få genoprejsning. Kritikere havde peget på, at både UK og landstræneren havde svigtet deres ledelsesopgave i Schweiz, fordi spillerne havde fået lov til at undervurdere modstanderen og var dårligt forberedt på både det spil og den gejst, som alpelandets amatører diskede op med. I Vevey havde danskerne lagt kimen til nederlaget allerede i omklædningsrummet inden kampen – nu skulle returkampen vindes mentalt, inden landsholdet gik på banen. Det var de landsholdsansvarliges opgave at sørge for den rette opladning.

Danmark vandt en overbevisende sejr på 4-0 over et svagt schweizisk landshold og sikrede sig dermed adgang til næste kvalifikationsrunde til OL 1972 i München. Samtidig var sejren den første efter 20 drøje og frustrerende måneder.

De feststemte 21.800 tilskuere fik en god dansk åbning. De beslutsomme danskere tog straks initiativet fra starten og ville vise både publikum og modstanderen, hvem der bestemte i Idrætsparken. Afgørende for kampen var det, at landsholdet allerede efter et kvarter fik bragt sig foran. Målet blev hurtigt fulgt op af endnu en scoring, der afslørede, at det tapre mandskab var alpelandet slet ikke var i stand til at true danskerne. Danskernes nederlag i Schweiz var en engangsforeteelse, der slet ikke var udtryk for styrkeforholdet mellem de to amatørmandskaber. Der var heller ikke optræk til nervøsitet i de danske forsvarsrækker som i fiasko-kampen i Schweiz.

16.min – Arne Toft (1-0) scorer sikkert på straffespark. Backen Bühlmann fælder lidt unødvendigt den energiske Benny Nielsen, da han i helvetiernes venstre side bryder igennem tæt på baglinjen. Nielsen tager et snævert træk højre om den febrilske schweizer, der stikker benet for langt frem og nedlægger AB-forwarden. Bolden ville være gået ud over baglinjen, men driblingen er meget smukt udført af den udfordrende angriber.

Debutanten Arne Toft bliver kaldt frem fra forsvaret for at sparke det soleklare straffespark. Den 23årige ålborgenser har lavet flere mål på straffespark for AaB, så under publikums klapslaver løber han til pletten med en god portion selvtillid. Han placerer sikkert bolden i mål uden chance for den schweiziske målmand Hans Küng.

De sejrshungrende danskere havde nu fået selvtillid. Holdet var kommet foran for første gang i lang tid. Flere af spillere brillerede med fikse detaljer og gode gennembrud. Mest iøjnefaldende var den 20årige Benny Nielsen, der på sit klubhold havde været noget svingende og humørforladt, men på denne majaften i København spillede en fantastisk landskamp. Manden, som det ene øjeblik kun lave det sublime og det næste øjeblik kunne misse en nem bold, var også ophavsmand til 2-0 målet.

21.min – Morten Olsen (2-0) laver sit første mål på landsholdet. Utrættelige Benny Nielsen kommer forbi forsvaret i schweizernes højre side, hvor han centrer bolden højt på tværs af målfeltet. Bolden havner hos den adrætte Morten Olsen, der meget akavet får dirigeret bolden i nettet. Skuddet er nærmest sat ind med knæet og er ikke noget, der kan genfindes i fodboldlærebøgerne. Morten Olsen hænger højt i luften og ser ud som, at han har tænkt sig at følge med bolden ind i nettet.

Landstræner Rudi Strittichs tropper gik til pause med en føring på to mål, hvad landsholdet ikke havde prøvet i lang tid. B1913-spilleren Jack Hansen havde gjort en god figur på midtbanen. Han havde tilført landsholdet noget mere fysik og havde været med til at stabilisere det danske opspil.

Meget overraskende entrerede Hvidovres Birger Pedersen grønsværen fra starten af 2. halvleg. Den alsidige midtbanespiller havde slet ikke været med i den oprindelige bruttotrup, som DBU havde afleveret til FIFA en uge før OL-kampen. I første omgang var han derfor ikke spilleberettiget, men DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup havde ikke bare op til, men også under kampen telefoneret med FIFA for at få en godkendelse, så Birger Pedersen kunne bringes i spil.

DBU-generalen havde kontor i Idrætsparken og kunne derfor løbe til og fra telefon og telex til FIFA, mens han opvartede de officielle gæster fra det schweiziske fodboldforbund. Til sidst lykkedes det for den ihærdige Hyldstrup at få formalia i orden, så Birger Pedersen kunne komme på banen efter dispensation fra FIFA.

Han afløste Frems gennembrudsstærke Leif Printzlau, der ikke rigtig havde fået noget ud af det i venstre side.

De danske spillere var i hele 2. halvleg fyldt med en nyvunden selvtillid og en tiltrængt sejrsfølelse i kroppen. Den nye bagerste mand Arne Toft dirigerede sammen med rutinerede Erik Sandved forsvaret, så de slagne schweizere ikke var i stand til at komme på skudhold. Det var en nem kamp for KB-debutanten Niels Hagenau i målet, der ikke havde mange skud at tage sig af.

Spilovertaget i 2. halvleg udløste yderligere to danske scoringer. Mange tilskuere begyndte at undre sig over, hvordan landsholdet havde kunnet tabe i Schweiz. De 11 spillere fra alpelandet var ikke i stand til at skabe sig en reel målchance – et frispark på mål var det bedste forsøg.

66.min – Benny Nielsen (3-0) sikrer sig både sejren og en personlige triumf. Målet kommer efter hjørnespark, hvor flittige Ole Forsing – giraffen fra B1903 – ved forreste stolpe header mod mål. Bolden bliver reddet på målstregen og hopper lige for fødderne af årvågne Benny Nielsen, der fra få meters afstand hamrer bolden i netmaskerne. Bolden går ind til venstre for den liggende målmand, mens en fortvivlet schweizer forsøger at komme i vejen.

Unge Benny Nielsen havde forårsaget et straffespark, lagt op til et mål og selv scoret på denne succesfulde aften.

Den høje centerforward Ole Forsing fik ikke scoret i denne kamp, men han var stærkt involveret i det sidste mål. I forhold til sin uheldige debutkamp mod Sverige i 1970 fik han betydeligt flere bolde at arbejde med mod de defensive schweizere og var i kraft af sin fysik og attitude en afgørende faktor i den danske sejr. Han nåede også at få en advarsel af kampens dommer Marian Srodecki fra Polen.

87.min – Bent Outzen (4-0) scorer midt i et tumultarisk scenario, hvor sagesløse Ole Forsing får knubs af frustrerede schweizere. Målet opstår lidt tilfældigt, da Ole Forsing får mulighed for at heade på mål fra tæt hold. Han mister derved balancen og vælter en forsvarsspiller. Mens de to mand ligger på græsset og roder rundt, krydrer den gæve Bent Outzen en god indsats med at heade bolden i nettet. Målmanden kan ikke rigtig komme til skuddet, fordi der ligger to mand i feltet og spærrer vejen. Frustration og træthed får et par schweiziske forsvarere til at rive Forsing i håret og skubbe lidt voldsomt til den liggende mand, der løfter armene i forsvarsstilling. Den vakse Benny Nielsen iler forståeligt straks sin kammerat til undsætning.

Efter kampen udtrykte både tilskuerne i Idrætsparken og pressen respekt for et dansk landshold, der havde vundet en klar og indiskutabel sejr. Holdet havde gjort sin pligt ved at undertvinge sig de stædige schweizere og havde løst sin opgave med at komme videre til næste runde i OL-kvalifikationen. Kampens kvalitet var ikke værd at prale af, hvilket flere af spillerne også gav udtryk for, men kampindsatsen var tilfredsstillende. Mere forlangte Fodbold-Danmark ikke efter 20 måneders sejrs- og måltørke.

Efter kampen

Det var naturligvis en glad landstræner Rudi Strittich, de tog imod pressen efter kampen. Omsider havde hans underkuede hold vundet en vigtig kamp. Han fremhævede, at spillerne havde været under et kolossalt pres fra omgivelserne. Siden nederlaget i Vevey havde spillerne skullet høre fra alle sider, at de var dårlige og uforberedte. Han var derfor stolt over, at landsholdet havde formået at kæmpe sig ud af den ubehagelige situation, selv om spillet ikke havde været imponerende.

Anfører Jan Larsen fra AB håbede på, at UK ville droppe at udtage de professionelle spillere til den kommende kamp mod Portugal og i stedet benytte kampen til bedre at sammenspille OL-landsholdet. ”Vi er uden chance i Nations Cup, så brug kampen i Portugal til at finde det bedste OL-landshold”, argumenterede den stærke back.

Den debuterende KB-målmand Niels Hagenau glædede sig over, at det nærmest havde været en afslappende ferie at spille på landsholdet. Spøgefuldt spurgte kan: ”Er det virkelig ikke sværere at spille på landsholdet?”.

Den legendariske Harald Nielsen, der havde vundet OL-sølv med landsholdet i 1960, havde været en kritisk observatør på tilskuerpladserne. Det var første gang i 11 år, at Guld-Harald så det danske landshold spille. Han var bestemt ikke imponeret over det, som landsholdet var i stand til at levere fodboldmæssigt. ”For mange kunne for lidt”, vurderede kan kortfattet og var oprigtig skuffet over landsholdets standard.

Efter kampen fortsatte den ombejlede og succesfulde Benny Nielsen til det luksuriøse Grand Hotel midt i København, hvor han underskrev en spillerkontrakt med den belgiske klub Cercle Brügge, der netop var rykket op i 1. division. Den i Danmark mindre kendte Flandern-klub betalte en overgangssum på 260.000 kr. for en toårig aftale.

Hverken målscorerne Morten Olsen eller Bent Outzen indgik efter kampen spillerkontrakter med udenlandske klubber. Det kom især bag på formiddagsaviserne, der efter kampen havde udbasuneret, at OL-landsholdet efter 4-0 triumfen ville miste 2-3 mand til udlandet og at sejren derfor ville blive dyr i forhold til Danmarks OL-chancer. OL-landsholdet mistede kun Benny Nielsen.

TV og radio

Danmarks Radio viste onsdag aften kl. 21.35 en times sammendrag fra kampen. Kommentator var Svend Gehrs. Transmissionens højdepunkt var absolut Morten Olsens spektakulære træffer, hvor han højt svævende over grønsværen og nærmest med knæene dirigerede bolden i mål. TV-billederne af de fire mål har ikke siden været vist i DR eller på internettet.

Onsdag den 12. maj 1971 kl. 21.30: Portugal-Danmark 5-0 (2-0)

Kvalifikationskamp til Nations Cup på Estádio das Antas i Porto

Knap var OL-kvalifikationskampen mod Schweiz overstået, før DBU gik i gang med at forberede Nations Cup-kampen mod Portugal, der skulle afvikles allerede en uge senere. I timerne efter OL-amatørernes sejr gennemførte DBU’s udtagelseskomite et historisk møde i DBU-lokalerne i Københavns Idrætspark. Komiteen skulle udtage det allerførste landshold i DBU’s lange historie, hvor der indgik udenlandsprofessionelle i startformationen.  

DBU’s stab havde store problemer med at forberede udtagelseskomiteens arbejde. Problemet var, at DBU slet ikke havde et klart overblik over, hvilke udlandsprofessionelle UK kunne udtage til landsholdet. Mange af de 22 landsholdskandidater, som DBU allerede i marts havde tilskrevet om deltagelse i årets landskampe, havde ikke haft lejlighed til at svare, fordi det viste sig, at spørgsmålet om betaling af honorar til deres klubber var uafklaret. DBU havde slet ikke kontaktet spillernes klubber direkte for at få dem frigivet uden betaling, men havde kun tilskrevet spillerne selv.

Proceduren var af DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup fastlagt således, at de 22 spillere hver især og uden om klubben skulle svare skriftligt på DBU’s henvendelse inden den 5. maj, hvor landsholdet mod Portugal skulle udtages.

Da tidspunktet for udtagelse af holdet mod Portugal nærmede sig, kunne DBU forskrækket konstatere, at alene 5 af de 22 proffer have meldt sig klar til landskampen. Det drejede sig om følgende spillere:

  • Kristen Bjerre, Racing White Molenbeek

  • Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen

  • Preben Arentoft, Newcastle United FC

  • Henning Boel, FC Aberdeen

  • Poul Aabling, GVAV Groningen

Derudover var målmanden Erik Lykke Sørensen, der havde afløst den langtidsskadede Leif Nielsen i skotske Morton Greenock FC, kommet i spil. Et andet nyt navn på listen over mulige forstærkninger var den ny-professionelle Bjarne Jensen, der var topscorer for sin klub GVAV Groningen i den hollandske 2. division.

DBU’s bestræbelser på at hente de udenlandsprofessionelle hjem var ved at gå i fisk. Det var kommet helt bag på DBU-lederne i kontorerne i Idrætsparken, at flere af de udenlandske klubber, der skulle afgive deres spillere, ønskede betaling for at stille deres arbejdskraft til rådighed for DBU. Både DBU’s bestyrelse og generalsekretæren havde været uforberedt på, at udtagelse af spillerne i udlandet fordrede ikke alene en aftale med de enkelte spillere, men også deres klubber.

Grunden til, at DBU var kommet på bagkant var, at unionen ikke rigtig havde fået etableret kontakt til nogle af klubberne. Det var på trods af, at flere af dagbladene berettede om, at de to tyske storklubber FC Bayern München og Borussia Mönchengladbach forlangte penge for at frigive deres to stamspillere Johnny Hansen og Ulrik le Fevre. Tilsvarende gjorde sig gældende med den franske klub FC Nantes, der havde Allan Michaelsen i staben. Alle tre spillere indgik i den sekstet af topspillere, som landstræner Rudi Strittich – i forbindelse med repræsentantskabsmødet i februar – euforisk og fuld af store forventninger havde skrevet på sit holdkort med ”drømmelandsholdet”.

Først sent i forløbet fik DBU-kontoret etableret kontakt til nogle af klubberne. Der var på et tidspunkt tilsagn fra PSV Eindhoven om at stille Bent Schmidt Hansen og Henning Munk Jensen til rådighed, men DBU nåede aldrig at få en skriftlig bekræftelse. Og skulle det vise sig – PSV Eindhoven trak sit tilsagn tilbage.

Da DBU samtidig havde andre vigtige opgaver at løse i den hektiske april måned med to OL-landskampe og tre træningskampe, løb timeglasset ud for generalsekretæren og hans medarbejdere. Der havde ikke været tid og ressourcer til at få aftaler i stand med klubberne, endsige at opsøge de største klubber i Vesttyskland for ad den vej at lave forpligtende aftaler, der kunne anvendes som model i forhold til de andre klubber.

Da UK i højt humør efter sejren over Schweiz trådte sammen i Idrætsparken om aftenen den 5. maj, kunne generalsekretæren over for UK-medlemmerne gøre følgende nedslående og chokerende status:

  • 5 spillere havde meldt sig klar til kamp og deres klubber forlangte ikke vederlag for at afgive spillerne til DBU.

  • 9 spillere havde meldt afbud – enten fordi de var optaget af kamp for deres klub eller fordi klubben forlangte vederlag af DBU. Afbuddene var hovedsagelig fra spillere med domicil i Vesttyskland og Frankrig.

  • 8 spillere havde meldt sig klar til kampen, men DBU havde ikke fået afklaret, om deres klubber stillede krav om vederlag. Det var særligt en problemstilling i forhold til de 5 spillere i Holland.

Det var en stor overraskelse for pressen, at DBU ikke havde fået flere tilsagn fra spillerne i udlandet i betragtning af, at de professionelle danskeres indlemmelse på landsholdet havde været et vigtigt emne i flere måneder. Efter mange års tilløb skulle ”profferne” omsider på landsholdet, men når det kom til stykket, havde DBU kun en håndfuld at gøre godt med.

UK’s medlemmer, der havde drømt om at vælge og vrage mellem 50-60 danske stjernespillere i udlandet, havde på afgørelsens dag ikke mange at vælge imellem. Dårlig planlægning, manglende erfaring og ukendskab til professionelles klubbers ageren i forhold til landsholdsudtagelse gjorde starten på den nye æra med professionelle meget vanskelig for DBU.

I løbet af et par timer lykkedes det UK at nominere 15 spillere.

Det var en stor overraskelse for de forventningsfulde sportsjournalister, at UK gav comeback til målmanden Erik Lykke Sørensen efter 7 år. Morton-målmanden, der havde debuteret på landsholdet i 1963 og havde spillet 10 landskampe, havde faktisk afsluttet karrieren i skotsk fodbold og havde i stedet købt et værthus ved havnen i Greenock, som han drev sammen med sin ægtefælle. Da landsmanden Leif Nielsen var blevet alvorlig skadet, lod fynboen sig overtale af sin gamle klub Morton Greenock til at springe ind og erstatte den tidligere Frem-målmand i resten af sæsonen. Karrierestoppet var blevet udskudt en stund. Ingen af UK’s medlemmer havde haft mulighed for at se den tidligere B1913-målmand i aktion. Den reaktionsstærke målmand var dog rimelig kendt i offentligheden, fordi han altid spillede i en helsort spillerdragt – som sit store forbillede målmandslegenden Lev Yashin.

Mindre overraskende var det, at UK valgte den løbestærke Preben Arentoft, selv om han ikke var fast mand på sit engelske hold Newcastle United. Den lille, flittige defensivspiller havde gennem årene haft stor succes, og havde i sæsonen 1968/69 - som den første danske spiller nogensinde - scoret i en europæisk finale, da Newcastle vandt Messebyturneringen (UEFA-Cup) over Ujpest Dozsa fra Ungarn. Den 28årige eks-Brønshøj spiller havde derfor den internationale erfaring, som et uprøvet professionelt landshold havde brug for.

Som højre back nominerede UK den store Henning Boel, der efter et kort ophold i amerikansk fodbold var havnet hos skotske FC Aberdeen. Boel var anerkendt som noget af en jernmand i forsvaret og havde bl.a. været med til at vinde den skotske pokal i 1970. Den kontante fighter havde spillet 13 landskampe og havde været en af stamspillerne på det succesfulde 1967-landshold.

De to sidste professionelle fra udlandet var uopslidelig Kresten Bjerre, der var en bærende spiller hos belgiske Racing White, og fynboen Ole Bjørnmose, der var debutant og kun havde spillet 12 kampe for B1909, inden han blev hvervet af SV Werder Bremen i den tyske Bundesliga.

UK gav også comeback til to stærke hjemlige profiller, der havde optrådt i en kort periode i udlandet, men nu huserede på de danske stadions.

Den elegante Finn Laudrup havde - efter et års karantæne - valgt Brønshøj Boldklub som sin nye klub efter det korte ophold i østrigsk fodbold. Den iøjnefaldende familiefar med to små drengebørn var en unik spiller, der ikke havde sin ligemand i dansk foldbold. Boldbehandling, afleveringer over distancen og de glidende driblinger kunne på de bedste dage være på et niveau, som matchede de største fodboldspillere i verden.

Den anden eksprofessionelle var den store og fysisk stærke Mogens Berg, der havde spillet 3 landskampe i 1964 som højre wing og ovenikøbet havde scoret mod Grækenland på udebane. Fynboen med tilnavnet Big Mo var under sit ophold hos Dundee United i Skotland blevet omskolet til en boldsikker centerhalf på B1909’s hold og havde efter hjemkomsten imponeret UK.

Den talstærke repræsentation af nuværende og tidligere professionelle førte til, at UK kun gav plads på landsholdet til tre rene amatører – den nye venstre back Jørgen Rasmussen, der havde fortrængt skadede Torben Nielsen og den altid forudseende Erik Sandvad, der med 20 landskampe var den mest erfarne. Den tredje amatørspiller var det eftertragtede stortalent Morten Olsen, der ellers dagen efter kampen mod Schweiz af en enig presse var blevet rapporteret til FC Bayern München, men som blev hjemme i Nykøbing Falster lidt endnu.

Om aftenen efter triumfen mod Schweiz var det derfor en flok skuffede amatørspillere, der måtte se sig vraget af DBU. Den mest nedslåede var årets spiller 1970 Jan Larsen, der aldrig havde spillet en dårlig landskamp. Skuffelsen var også stor for KB-målmanden Niels Hagenau, der havde stået en pletfri kamp, selv om han ikke var blevet testet alvorligt af de svage schweizer-angribere. Han kom dog med til Oporto som reservemålmand.

Landsholdet, der skulle på den historiske rejse til Oporto, kom herefter til at bestå af 5 udenlandsprofessionelle, 2 eksprofessionelle, 1 ny-professionel Benny Nielsen samt 3 amatørspillere.

Målmanden Erik Lykke Sørensen ankom tidligt til Danmark om lørdagen før afrejsen og benyttede chancen til at se landsholdets centerhalf Mogens Berg i kamp på Odense Stadion, hvor B1909 mødte Køge. Den elegante målmand fik også fik lov til at deltage i fynboernes lørdagstræning. Erik Lykke var overbevist om, at de professionelle ville give danskerne en tiltrængt succesoplevelse, selv om spillerne ikke kunne udrette mirakler på banen. ”Vi kan ikke få fiasko”, sagde han til Ekstrabladet og håbede på et godt resultat.

For at ryste spillerne godt sammen inden den store premierekamp, havde DBU besluttet, at både de hjemlige spillere og udlandsprofferne skulle mødes på et godt hotel i København. Efter spisning og hygge, hvor flere af spillerne mødte i moderigtig jakke og slips, fik pressefotograferne lejlighed til at tage fotos af de velklædte og optimistiske spillere.

Det var en samling dyre spillere med forgyldte ben, der gik om bord på den chartrede flyvemaskine til Porto tirsdag den 11. maj. De fem professionelle spillere var i alt forsikret for 3 mio. kr. Præmien for forsikringen var dog såre beskeden. DBU kunne nøjes med betale kr. 6.250,- kr. i forsikringspræmie.

I det chartrede Tjæreborg-fly gik anfører Erik Sandved sædvanen tro straks i gang med at uddele de obligatoriske 100,- kr. i lommepenge til spillerne. Det var naturligvis samme beløb til alle uanset om spilleren havde bopæl i udlandet eller i Danmark. Selv landsholdets læge Ole Halsskov modtog til sin overraskelse penge til frimærker, postkort og små forfriskninger.

DBU-lederne havde i dagene op til kampen haft travlt med at skrue ned for forventningerne. ”Vi er ikke favoritter, fordi vi har fem proffer med i startopstillingen”, lød det samstemmende fra UK og landstræneren. Journalisterne undlod dog heller ikke at bemærke, at det langt fra var den stærkeste startopstilling, som Danmark kunne mønstre. Bekymringen tog særligt sit udgangspunkt i, at angrebet, der havde haft det svært i de forudgående Nations Cup-kampe, ikke var blevet forstærket. Benny Nielsen, Morten Olsen og reserven Peter Dahl var uerfarne spillere, der endnu ikke for alvor havde fundet vej til nettet på landsholdet.

Men pressen trøstede sig med, at landsholdet ubetinget var på vej mod en lysere fremtid, fordi DBU – med årtiers forsinkelse – omsider havde indset, at de udenlandsprofessionelle var nødvendige for at landsholdet kunne klare sig i VM- og Nations Cup-sammenhæng. Uanset kampens udfald var det gennemførte nybrud at betragte som en stor ”sejr” for Danmark.

Kommentatorerne i dagspressen var også meget afbalancerede i deres vurdering af de danske sejrschancer. Der var ingen skribenter, der skulle have noget i klemme ved at love en dansk sejr.

På den ene side var det en intimiderende kendsgerning, at UK i virkeligheden havde et meget ringe kendskab til dagsformen hos de fem udlandsprofessionelle spillere. Spillerne var udtaget på deres tidligere meritter i Danmark. Det var umuligt at sige noget om landsholdets reelle styrke, når ingen i UK eller i den danske presse for den sags skyld havde set udlandsprofferne i aktion.

På den anden side viste spillernes udsagn i avisartikler, at deres motivation og kampgejst var helt i top. Spillerne ønskede i Porto at retfærdiggøre DBU’s modige beslutning om at udtage de professionelle til landsholdet og derved fortrænge nogle hjemlige amatører. De fem udlændinge følte sig nærmest som pionerer i et fodboldeksperiment, der havde afgørende betydning for landsholdets fremtid. Profferne ville på den baggrund kæmpe for Danmark med det hvide ud af øjnene, selv om der var risiko for, at samspillet ikke kom til at hænge ordentligt sammen. Landsholdet bestod i den sidste ende af en sammenbragt flok spillere.

”Vi får noget med hjem fra Portugal”, hævdede målmanden Erik Lykke Sørensen, der havde bevaret optimismen efter det korte træningsophold hos B1909 i Odense. Det var ikke en flot udebanesejr, som var målet, men landsholdet skulle formå at udfordre de skrappe sydeuropæere til at yde deres absolut bedste.

Landsholdet havde gjort sig klar til en dansk verdenspremiere – i Oporto. Det første danske landshold med professionelle så således ud:

Danmark A

 

  1. 1.    Erik Lykke Sørensen, Morton Greenock FC

 

  1. 2.    Henning Boel, Aberdeen FC
  2. 3.    Mogens Berg, B1909
  3. 4.    Erik Sandvad, AB (A)
  4. 5.    Jørgen Rasmussen, Randers Freja
  5. 6.    Finn Laudrup, Brønshøj BK
  6. 7.    Preben Arentoft, Newcastle United FC
  7. 8.    Kresten Bjerre, Racing White Molenbeek
  8. 9.    Morten Olsen, B1901
     
     
 

10. Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen

11. Benny Nielsen, AB

Reserver:

  • ·        Niels Hagenau, KB (m)
  • ·        Erik Nielsen, B1901 (29.min for Mogens Berg)
  • ·        Arne Toft, AaB
  • ·        Bent Outzen, B1909
  • ·        Peter Dahl, Hvidovre IF
           

Drømmen om dansk fodboldsucces udviklede sig til fodboldmareridt. De udlandsprofessionelle fik resultatmæssigt en kæmpefiasko den første gang, hvor de optrådte i rødt og hvidt.

Landsholdet gik i den sene aftenkamp helt ned mod et oplagt portugisisk mandskab, der var forberedt til kampen til fingerspidserne og skånseløst udnyttede de målchancer, som holdet enten spillede sig til eller fik foræret af et usikkert dansk forsvar. 0-5 i Portugal blev et historisk resultat – desværre på den negative måde.

Danskerne åbnede egentligt den sene aftenkamp meget professionelt og afventende. Klogt dirigeret af den løbestærke Preben Arentoft og den uopslidelige Kresten Bjerre spillede hele holdet henholdende og defensivt. Med stor boldsikkerhed og professionel selvtillid formåede Arentoft, Bjerre og Ole Bjørnmose at holde på bolden. Det var tydeligt, at forsvaret først skulle sættes i system. Midtbanespillerne skulle finde deres positioner over for de hurtige portugisere. Angriberne skulle holde igen og kun i glimt forsøge at teste portugisernes bagerste række. De danske spillere i hvide bluser og røde bukser tog simpelthen ingen chancer.

På denne beherskede og kloge måde kom Danmark igennem det første vigtige kvarter af kampen uden at få en scoring imod sig. Den vanskelige udekamp havde fået en fin åbning for danskerne.

Den ærgerlige portugisiske 1-0 føring efter blot 17 minutter var et resultat af, at heldet ofte følger det hold, der forsøger at gribe initiativet. Målet lå ikke i luften, selv om Portugal havde forsøgt at presse danskerne langt tilbage gennem hurtige kombinationer. Men portugiserne havde ikke haft held til at spille sig uden om de defensive danskere. Nogen så tilmed en begyndende usikkerhed i de portugisiske rækker. VM-bronzevinderne fra 1966 måtte foran de 24.000 tilskuere prøve noget overraskende for at komme ind i kampen.

Der skulle et overrumlende langskud fra 35 meters afstand til at åbne kampen. Hugget kom fra den agile halfback Rui Rodriques, der til daglige huserede i den mindre kendte klub Académica de Coimbra.

17.min – Rui Rodriques (1-0) scorer langt ude fra på et fremragende men også heldigt langskud, der kun vil gå i mål i et ud af 100 tilfælde. Den udækkede portugiser modtager bolden fra venstre side 35 meter væk fra det danske mål og har god tid til at skubbe bolden lidt frem, da Ole Bjørnmose tøver for længe med at angribe ham. Rodriques får derved alt for meget plads og tid til at tage sigte, justere sparket og rammer bolden perfekt. På TV-billederne ses det tydeligt, at balance, sparkebevægelse og kropsholdning er som taget fra en fodboldlærebog. Bolden passerer som et projektil den hastigt fremrykkende Erik Sandvad, der prøver at komme i vejen for skuddet, og fortsætter med stor fart direkte ind målhjørnet. Bolden går højt ind til højre for Erik Lykke Sørensen, der kaster sig så langt som muligt. Langskuddet er som trukket på en snor og går fra portugiserens højre fod og til målnettet uden nogen retningsændring eller dyk. Skuddet er så hårdt, at bolden hopper ud på banen igen, så en tililende angrebskollega euforisk kan losse bolden i nettet igen. Det er et fantastisk langskud.

Det heldige føringsmål fik dog ikke danskerne til at miste modet. Danskerne arbejdede fortsat på at få kontrol over defensiven, så 1. halvleg kunne overstås med et godt resultat. De to profiler Preben Arentoft og Kresten Bjerre havde et godt tag i den 28årige Eusebio. Den sorte angriber var mødt op til kampen fri for skader og fuld af selvtillid efter flere scoringer i landsholdets træningslejr.

På trænerbænken kunne Rudi Strittich dog bekymret iagttage, at danskerne ikke rigtig var i stand til at skabe noget frem ad banen. De lange bolde frem til Morten Olsen og Benny Nielsen nåede sjældent deres mål, fordi de portugisiske forsvarere simpelthen kunne udmanøvrere og løbe fra danskerne. Høje bolde fremad banen gav blot Portugal en mulighed for at starte et nyt angreb op.

Det gjorde det bestemt heller ikke nemmere, at uheldet igen ramte Rudi Strittichs tropper efter 30 minutter. Den rutinerede og hurtige Mogens Berg måtte lade sig udskifte med en skade. Ind i stedet kom den defensive slider Erik Nielsen. B1901-spilleren havde sin force i forsvarspillet, men det var alligevel en svækkelse af landsholdet, at forsvaret måtte omorganiseres på et kritisk tidspunkt i kampen.

Minutterne tikkede ned mod pausen. En spinkel halvlegsføring til værterne var slet ikke et dårligt resultat for Danmark, selv om det bekymrede, at Benny Nielsen og Ole Bjørnmose sjældent var gæster foran målmand Vitor Damas fra Sporting CF Lissabon.

Heldet viste sig dog igen at være med den portugisiske landstræner Jose Maria Pedroto. 4 minutter før pausen, hvor det gode halvlegsresultat skulle være holdt, opstod der en løs målchance til Eusebio, da Kresten Bjerre og Erik Sandved misforstod hinanden i en situation, hvor der ikke var fare på færde.

41.min – Eusebio (2-0) scorer energisk og sikkert midt for mål, da han koldblodigt udnytter en dum misforståelse mellem to danske spillere. Den portugisiske stjernespiller opsnapper midt i det danske straffesparksfelt bolden fra den liggende Erik Sandvad, mens en fortvivlet Kresten Bjerre kikker på uden mulighed for at gribe ind. I næsten samme bevægelse skyder Eusebio bolden hårdt til højre for målmanden Erik Lykke Sørensen, der prøver at afværge målet. Den sorte panter demonstrerer et flot løb med smidige bevægelse fra han opfanger bolden og eksekverer skuddet. TV-billederne viser, at en anden portugisisk spiller står offside, men han har tydeligvis ikke indflydelse på spillet og står heller ikke i boldens bane. Formodentlig er den rødblusede spiller blevet hængende efter den forudgående angreb, som Danmark i første omgang afværgede.

Portugal havde været mere dominerende end danskerne i 1. halvleg og havde altså scoret to afgørende mål på vigtige tidspunkter, hvor danskerne var ved at føle sig ovenpå.  De hvidblusede danskere hang derfor meget naturligt med hovedet, da de forlod banen. De to mål havde ødelagt danskernes spilleplan, og spørgsmålet var nu, om målene også ville ødelægge danskernes moral.

1. halvleg havde afsløret, at det kunne blive overordentligt vanskeligt for Danmark at score to gange efter pausen. Den danske midtbane var fuldstændig overbebyrdet af det portugisiske tryk, så der ikke kunne produceres målchancer. Landstræneren kunne dog finde trøst i, at det heller ikke lå i luften, at Portugal behøvede at få scoret yderligere, medmindre den danske kampmoral og indstilling brød sammen. Danskerne kunne fortsat slippe fra kampen med æren i behold og et lille nederlag. Udfordringen var, om heldet fortsat var med Portugal.

Portugal fik den gode start på 2. halvleg, som det ambitiøse mandskab kunne ønske sig. 2 mål på syv minutter punkterede fuldstændig kampen. Spillemæssigt satte sydeuropæerne også tingene helt på plads efter den ikke helt overbevisende 1. halvleg og begyndte at spille sig tilbage i kampen om gruppens førsteplads ved at forbedre målregnskabet dramatisk.

Modsat udviklede 2. halvleg sig til en katastrofe for Danmark. Drømmen om et opsigtsvækkende resultat fortonede sig i den lune aften. Landsholdet brød nærmest helt sammen. Allerede 2 minutter inde i 2. halvleg øgede Portugal til 3-0. Derefter gik spillet alt for hurtigt for Danmark, der i 2. halvleg blev udspillet at de portugisiske atleter på kryds og tværs.

47.min – Vitor Baptista (3-0) scorer sikkert på riposten efter Erik Lykke Sørensens uheldige parering af et frispark. Portugal får tilkendt et frispark til venstre for det danske mål. Afstanden til målet er 30 meter, så umiddelbart er der ingen fare på færde. Det er ikke oplagt, at bolden kan sparkes direkte i mål, men portugiserne gør sig tydeligvis parat til det. En portugisisk spiller vælger optimistisk at skyde direkte på mål. Det virker ikke som om, at den danske muropdækning eller målmand Erik Lykke er helt klar. Portugiseren rammer tilmed bolden så hårdt, at støvet flyver til vejrs. Bolden passerer i en meters højde til venstre for den ikke særligt påpasseligt opstillede mur og rammer på vejen jorden omkring straffesparkspletten. Målmanden Erik Lykke Sørensen behøver ikke at bevæge sig ret meget efter bolden, men den rammer fynboen hårdt på brystet på grund af voldsomme opspring. Den erfarne keeper er formodentlig overrasket over både skuddets styrke og det høje opspring fra jorden. Det nye portugisiske fodboldhåb Baptista er hurtigere end Erik Sandvad og kaster sig sultent over riposten, der er landet et par meter fra målmanden. Han kanonerer effektivt bolden forbi Erik Lykke Sørensen, medens han jublende tumler ind i målet. Det danske forsvar arbejder ikke årvågent i forbindelse med frisparket og reagerer alt for langsomt på skuddet.

5 minutter senere gik det galt igen for Danmark.

52.min – Vitor Baptista (4-0) fordobler sin målscore efter en ihærdig solopræstation, hvor han viser bedre fysik end et par danskere. Stortalentet fra den lille klub Vitoria de Setubal kæmper sig flot fri af to danske forsvarere i danskernes højre side. Først kommer den unge portugiser forbi en rundtosset Henning Boel. Derefter angribes portugiseren på kroppen af Erik Sandvad, men i den tætte nærkamp får Baptista slidt sig fri. Den sultne angriber har nu arbejdet sig ind i det danske straffesparksfelt og kommer til sidst fri foran det danske mål. Baptista har kun målmanden tilbage. Erik Lykke har dog opdaget faren og kommer modigt ud til Baptista, men den unge angriber skyder bolden hårdt og højt forbi målmanden. Både venstre back Jørgen Rasmussen og uopslidelige Preben Arentoft er nået at komme tilbage, men kan ikke afværge det hårde skud. Baptista noterer sig for sit andet mål på 5 minutter.

I de følgende minutter kunne de 24.000 tilskuere glæde sig over, hvordan deres yndlinge gang på gang udspillede de fortvivlede danskere. I takt med at danskerne mistede pusten, voksede hjemmeholdets styrke og moral mere og mere. Danmark var på vej til at tage en ordentlig snitter i den første landskamp med udenlandsprofessionelle.

På trænerbænken førte den danske nedtur ikke til flere udskiftninger, selv om landstræneren fortsat havde en indskiftningsmulighed tilbage. Det virkede som om, at danskerne ikke blot var slået helt ud inden på banen, men også uden for grønsværen. Den anden naturlige udskiftning fra landstræner Rudi Strittich kom aldrig.

I kampens sidste kvarter slappede det overlegne portugisiske mandskab mere af. De slagne nordboere fik lidt mere spil, men boldbesiddelsen udmøntede sig ikke i egentlige målchancer. De stærke forsvarskæmpere da Silva, Coelho, Carlos og Adolfo var hele tiden hurtigere end danskerne i både tanke og handling og tillod ikke, at de trætte angribere fik mulighed for at afprøve målmanden Vitor Damas` evner i målet.

Den portugisiske sejrsdans sluttede i det sidste minut, hvor veteranen Antonio Simoes satte det femte mål ind. Der findes dog hverken TV-billeder eller nærmere beskrivelse af det sidste mål, som Portugals feterede kantspiller fra VM-turneringen i 1966 scorede.

90.min – Antonio Simoes fra Lissabon-klubben Benfica slukker brutalt de danske fodbolddrømme for denne aften.

Danskerne havde i løbet af kampens 90 minutter samlet 1-2 skud på mål. Den bedste mulighed tilfaldt ihærdige Benny Nielsen, der sendte et skud i sidenettet.

Turen ned til det danske omklædningsrum var meget lang for de 11 danske spillere, da dommer Malcolm Wright fra Nordirland fløjtede den for DBU historiske kamp af. Klokken nærmede sig midnat.

Kampen kunne bedst beskrives som en flok brillante fodboldkunstneres sejr over en flok solide fodboldhåndværkere. Det havde vist sig, at fem hjemkaldte professionelle ikke var nogen garanti for, at landsholdet ville kunne sejre over et stærkt tophold på udebane. Landsholdet var i lange perioder overmatchet. Da portugiserne samtidig havde det held at lave mål på tidspunkter, hvor danskerne var ved at finde sig selv i de uvante omgivelser, faldt landsholdet fra hinanden. Spillernes modige forsøg på at vende kampen blev hver gang hårdt slået ned af dumme scoringer, f.eks. 4 minutter før halvlegspause og 3 minutter inde i 2. halvleg.

Det danske forsvar virkede paradoksalt nok i starten af kampen ganske overbevisende. Hele det danske hold spillede henholdende for at komme ind i kampen. Fokus var tydeligvis på at undgå at lave fejl i opspillet. Frem ad banen tog ingen af spillerne chancer med farlige driblinger eller småspil overhovedet. De tætte kombinationer, der kunne føre til boldtab, var helt langt på hylden.

Landsholdets gode rytme blev ødelagt, da forstopper Mogens Berg udgik med en skade. Hertil havde portugiserne det afgørende held, som et spilstyrende og overlegent hold ofte har. Det flotte langskudsmål af Rui Rodriques var en klassisk eksempel på, at tingene går op i en højere enhed, når et fodboldhold har overtaget og tror på egne evner.  

Efter kampen

Kritikerne af DBU’s hjemkaldelse af udenlandsprofessionelle fik med det store nederlag ny vind i sejlene. Amatørernes negative målscore i de tre kampe i Nations Cup i efteråret 1970 var 0-4, mens de professionelle allerede efter en enkelt kamp var bagud med vanvittige 0-5.

De fleste kommentatorer på dagbladene var dog enige om, at de professionelle ikke skulle droppes, fordi de havde haft fiasko. Profferne skulle have lov til at lave fejl den allerførste gang i nationaldragten. Kravet måtte klart være, at landsholdet skulle gøre det bedre i den næste hjemmekamp mod Belgien.

Øverst på Ekstrabladets rangliste befandt sig den solide højre back Henning Boel tæt fulgt af målmanden Erik Lykke Sørensen samt lidt overraskende angriberen Benny Nielsen, der havde arbejdet hårdt for holdet, men som ikke havde haft meget at arbejde med i front. Nederst på listen figurerede Morten Olsen, der ikke rigtig kom i gang samt venstre back Jørgen Rasmussen, der havde svært ved at matche de hurtige portugisere.

Banens mindste Preben Arentoft havde imponeret alle i et sandt arbejdsraseri over hele banen. På ægte britisk vis tacklede Newcastle-dynamoen de portugisiske boldekvilibrister, så det sang i knoglerne, men Big Ben imponerede også med frækhed og snert i sine driblinger, når han prøvede at vikle danskerne ud af det tiltagende pres fra portugiserne.

I teknisk henseende var den 25årige Finn Laudrup portugiserne en værdig ligemand. Han formåede ofte at glide fri af sin direkte modstander og servere bolden til en medspiller. Presset på de danske boldholdere var dog så stort, at det sjældent lykkedes for dem at kombinere over mere end to stationer. I den sidste ende forsvandt Laudrup ud af kampen sammen med resten af landsholdet.

Skotten Erik Lykke Sørensen fik trods de fem mål et godt comeback som målmand og var en af de bedste spillere. Han imponerede med gode redninger, bl.a. reddede han flere gange knaldhårde skud fra en sprudlende Eusebio. Uopmærksomheden og den dårlige parering ved Portugals fjerde mål trak dog kraftigt ned.

Den mest skuffende spiller var Kresten Bjerre, der aldrig kom ind i kampen. Den herlige fighter virkede stiv og uoplagt og kom slet ikke til at dominere på landsholdet som forventet.

Midtbanespilleren Ole Bjørnmose var fuldstændig fejlplaceret som angriber, hvor han slet ikke kunne finde sig til rette. Den kommende HSV-spiller havde hverken fysik eller psyke til at være frontangriber. Han blomstrede lidt op, når han trak sig tilbage for at hjælpe det trængte forsvar. ”Jeg fandt mig aldrig til rette som centerforward”, kom det uden forbehold fra den fynske debutant. Den arbejdsomme Bundesliga-spiller sagde ligeud, at han havde foretrukket at vente med at debutere til en senere kamp, hvor der ville være plads til ham på hans rigtige position – på midtbanen.

I øvrigt var Bjørnmoses førstegangsmøde med landsholdet alt andet end lykkeligt. SV Werder Bremens nøglespiller havde lovet sin klub at være fremme til den næste turneringskamp i Bundesligaen allerede torsdag middag dvs. dagen efter. Da han ikke tidligt om morgenen som aftalt blev vækket af hotelreceptionen i Oporto, missede han sit rutefly til Vesttyskland. I stedet måtte han en omvej over København inden han kunne støde til sit klubhold – med mere end fem timers forsinkelse.

Den kommende udenlandsprofessionelle Benny Nielsen havde kvajet sig under pakningen af sit spillerudstyr og måtte spille i lånte fodboldstøvler. Da den selvbevidste angrebsstjerne i omklædningsrummet før kampen skulle til at tage sine støvler på, vidste det sig at være to venstresko. Heldigvis brugte Benny Nielsen samme skostørrelse som reserven Peter Dahl, der herefter overværede kampen i strømpesokker. Det var godt, at der ikke blev brug for den målfarlige Hvidovre-angriber.

I det danske omklædningsrum var der dyb tavshed og triste miner. ”Dette nederlag gjorde langt mere ondt end de nederlag, som jeg oplevede som amatør på landsholdet”, mumlede en nedslået Kresten Bjerre, der havde forestillet sig et helt andet gensyn med landsholdet. Den karismatiske midtbaneslider indrømmede, at han havde et stort medansvar for det andet portugisiske mål, der kort før pausen endegyldigt tippede kampen over i portugisernes favør. Den tidligere AB-spiller var dog ikke mere nedslået end at han lovede, at han var parat til at stille op til den næste kamp, hvis DBU kunne bruge ham. Han så ingen grund til at pege fingre af holdets forberedelse, trænerens taktiske oplæg eller spillernes indstilling til kampen. Den eftertænksomme midtbanespiller konstaterede nøgternt, at inddragelse af stærke udlandsprofessionelle ikke var en garanti for succes, fordi også de professionelle stod magtesløse over for en stærkere modstander.

”Vi kunne have fået uafgjort”, proklamerede den stærkt spillende Erik Lykke Sørensen noget overraskende i omklædningsrummet. ”Et fodboldhold kan ganske enkelt ikke få mere held og medgang end hvad portugiserne fik mod os. Og så på de helt rigtige tidspunkter i kampen” Den rødblonde keeper havde bidt mærke i, at portugiserne var ved at være rystede efter det første kvarter, hvor de ikke kom til klare målchancer. ”Drømmehugget fra lang afstand var et mål, som kun scores hvert 30 år”, fremførte den kamplystne Erik Lykke Sørensen. ”2-0-målet kom på et tidspunkt, hvor vi var kommet os over chokket og havde stabiliseret spillet. Det tredje mål var heldigt, fordi frisparket strejfede opdækningen og derved snød mig”, sluttede en frustreret Erik Lykke Sørensen.

Medlem af UK Jørgen Leschly Sørensen manede til besindighed: ”Portugal spillede så godt, at der går mindst 10 år, inden vi møder en så dygtig modstander igen”, beroligede han. Den tidligere udenlandsprofessionelle i Italien fandt det klogest at falde til ro oven på skuffelsen. Han trøstede sig med, at netop de professionelle spillere vil være gode til at absorbere den negative oplevelse og komme videre til den næste kamp.

Formanden for UK Ib Skotnborg slog fast, at DBU ville fortsætte den lagte linje med at anvende udlandsprofessionelle i forårets landskampe. ”En enkelt kamp er ingen chance. De professionelle får en chance mere. Det ville amatørerne også få efter et stort nederlag.” UK-formanden vurderede, at den danske midtbane ikke havde levet op til forventningerne, hvilket var kommet meget bag på ham, da netop midtbanen med Bjerre, Arentoft og Laudrup var stærkt besat af udenlandsprofessionelle. Den tvungne udskiftning af forsvarsklippen Mogens Berg tidligt i første halvleg anså han også som en væsentlig årsag til den danske nedtur.

Rigstræner Rudi Strittich konstaterede helt opgivende, at alle hans overvejelser om holdets taktik var blevet smadret alt for hurtigt i kampen. ”Vi blev presset helt i bund af de fantastiske portugisere, så det var ikke muligt at følge nogen taktik udover at forsvare sig. De knuste os - simpelthen”, sagde han uden forsøg på at bortforklare nederlaget. Han sammenlignede Portugal med Brasilien, når sydamerikanerne var på deres højeste niveau.

DBU’s formand Wilhelm Skousen havde ikke lyst til at svare på spørgsmål om landsholdets brug af udenlandsprofessionelle. Han var kendt for at have været skeptisk over for indlemmelsen af profferne, så nu havde han chancen for at gå i rette med optimisterne. Den snu fodboldleder anerkendte, at danskerne ikke kunne skabe mirakler mod en overlegen modstander, men han var forbløffet over, at danskerne prøvede at spille med korte afleveringer i stedet for lange afleveringer fremad og på tværs af banen. ”De danske spillere kunne slet ikke hamle op med de atletiske spillere fra den iberiske halvø i boldomgang og hurtighed”, havde han noteret sig. Topmanden fra DBU havde gerne set, at Strittichs mænd havde spillet mere britisk.

Den portugisiske træner Jose Maria Pedroto var glad for den overbevisende sejr og håbede på, at danskerne ville revanchere sig i den næste kvalifikationskamp mod Belgien. En dansk sejr ville for alvor bringe Portugal ind i kampen om gruppens førsteplads.

Den sorte panter Eusebio så mere pessimistisk på fremtiden. Han regnede ikke med, at Danmark kunne hjælpe Portugal i kappestriden mod Belgien, fordi danskerne var ringere end forventet. ”Ejendommeligt nok virkede det som om, at amatørerne fra efterårets kamp spillede betydeligt bedre fodbold end aftenens hold, der var forstærket med professionelle”, kom den sviende bemærkning fra banens bedste spiller.

TV og radio

Den sene aftenkamp sluttede først efter kl. 23.00, og blev ikke transmitteret i Danmarks Radio. 2. halvleg blev dækket af P2 fra kl. 22.20. Gunner Nu Hansen var ved mikrofonen

I mange år havde de fleste fodboldnostalgikere affundet sig med, at der ikke eksisterede levende TV-billeder af Danmarks første landskamp med udenlandsprofessionelle spillere.

I 2012 offentligjorde DR som optakt til EM-kampen mod Portugal ved EM-slutrunden i Polen/Ukraine højdepunkterne fra tidligere landskampe mod den vanskelige modstander.

Helt sensationelt var de fire første mål fra kampen i 1971 med i tilbageblikket i god sort/hvid kvalitet. De historiske TV-billeder var flettet sammen med aktuelle kommentarer fra landstræner Morten Olsen, som havde været med i Porto i 1971. ”Kampen i Portugal glemmer jeg ikke, selv om jeg helst vil glemme den”, sagde Morten Olsen mere end 40 år efter den famøse aften.

Onsdag den 12. maj 1971 kl. 19.00: Danmark U-Portugal U 2-1 (1-1)

Dansk fodbold fik dog en kærkommen opmuntring samme aften i Ålborg, hvor U21-landsholdet besejrede Portugal med 2-1 foran 7.500 tilskuere. Det danske amatørhold spillede og fightede sig til en sensationel gevinst mod de professionelle portugisere. Landsholdet kvalificerede sig derved til kvartfinalen i Nations Cup.

Det var ungdomslandsholdets bedste kamp i de seneste fem år. Angrebet bestod af Vejle-kæden Tommy Hansen, Jørgen Markussen samt Iver Schriver, der scorede sejrsmålet i kampens sidste minut. De unge danskere med ungdomstræner Kaj Christensen i spidsen gav DBU troen tilbage.

Det unge himmelstormer-hold så således ud i Aalborg:

Danmark U

 

Benno Larsen, B1903

 

Flemming Pedersen, KB

Svend Andresen, B1903 (A)

Claus Johansen, AaB

Viggo Jensen, B1909

Tommy Hansen, Vejle BK

Niels Thorn, B1909

Sten Ziegler, Hvidovre IF

Hugo Andersen, B1909

Jørgen Markussen, Vejle BK

Iver Schriver Vejle BK

Reserver:

  • ·        Per Røntved, Brønshøj BK (71. min for Tommy Hansen)
  • ·        Frank Hansen, (75.min for Niels Thorn)
           

Onsdag den 26. maj 1971 kl. 19.00: Danmark-Belgien 1-2 (0-0)

Kvalifikationskamp til Nations Cup i Københavns Idrætspark

DBU’s udtagelseskomite tog ingen alvorlige konsekvenser af det ydmygende 0-5 nederlag til Portugal, da komiteen om aftenen den 20. maj efter landspokalfinalen mellem B1909 og Boldklubben Frem udtog landsholdet mod Belgien. Den eneste nye spiller i startopstillingen var den succesfulde højre wing John Steen Olsen, der skubbede unge Morten Olsen ud af holdet. Falstringen bevarede dog en plads som reserve.

Den 28årige John Steen Olsen havde i tre uger i træk været på ugens hold i Hollands største fodboldblad, så han var en oplagt kandidat til landsholdet. Hans klub FC Utrecht forlangte dog betaling for at frigive den populære spiller, der havde fået tilnavnet Mr. Utrecht på grund af sine strålende kampe. Den tidligere Hvidovre–spiller tog dog ikke denne melding så tungt, fordi det af hans spillerkontrakt klart fremgik, at han kunne få fri, når han ikke skulle spille vigtige kampe for sit klubhold. De økonomiske krav fra klubben skulle ikke stoppe ham, udtalte han til Ekstrabladet, og det viste sig at holde stik.

Det store problem for de fire medlemmer af UK - Ib Skotnborg, Jørgen Leschly Sørensen, Egon Johansen samt Rudi Strittich - var manglen på kvalificerede angribere. Danmark ejede ikke en international centerforward med klasse. Den bekymrede landstræner lagde heller ikke skjul på, at han var parat til at give sin egen løn for en ny stærk angriber – helst en Ole Madsen type. Han indrømmede blankt, at landsholdet stod uden en rigtig centerforward. Han var slet ikke begejstret for, at UK på ny måtte sætte midtbanespilleren Ole Bjørnmose helt i front, hvilket ikke havde fungeret i Oporto.

Formanden for UK Ib Skotnborg konstaterede bittert, at UK ikke havde fået opbakning af DBU til at besigtige flere af de danske spillere i udlandet. De ærgerrige UK-medlemmer havde faktisk planlagt en studietur til Holland, Belgien og Schweiz, men der var i DBU ikke stemning for at bruge penge på at besigtige spillere.

En spiller som Groningen-angriberen Bjarne Jensen, der scorede mange mål i den hollandske 2. division, ville UK-bossen gerne have kastet en nøje blik på, når landsholdet i den grad savnede målfarlige angribere.

Da UK således ikke havde tilegnet sig afgørende ny viden om spillerne i udlandet, havde UK ikke noget grundlag for at nominere nye spillere – bortset fra John Steen Olsen, hvis bedrifter i Holland var nået frem gennem pressen.

Manglende viden om spillernes kampform og aktuelle position på deres klubhold var formodentlig også grunden til, at UK så bort fra målmanden Jørgen Henriksen, der var holdkammerat med John Steen Olsen i FC Utrecht samt de to mindre kendte spillere fra belgisk fodbold Flemming Kjærgaard og Christian Andersen. Noget overraskende var det dog, at UK slet ikke fandt plads til Nantes-spilleren Allan Michaelsen, der i februar ellers var blevet udpeget som nøglespiller af landstræneren.

De skarpe udtalelser fra de frustrerede UK-medlemmer bekræftede, at DBU fortsat var i gang med at finde frem til de rette procedurer og rammer for indlemmelse af de udenlandsprofessionelle.

De 4 store fodboldnavne med europæisk succes - Johnny Hansen, Ulrik le Fevre, Henning Munk Jensen og Bent Schmidt Hansen – var fortsat lukket land for DBU, fordi klubberne krævede betaling for at lade spillerne stille op. DBU havde klart udmeldt et rungende nej til at begynde at betale honorar for forstærkninger til landsholdet. Så de største udenlandsstjerner manglede fortsat på landsholdet.

En spændende reservespiller var Hvidovres Birger Pedersen, der netop havde sagt nej tak til et tilbud fra den belgiske klub KV Mechelen. Overgangsummen lød ellers på 290.000,- kr., men den blonde 21årige midtbanespiller foretrak at gøre sit universitetsstudium færdigt.

Da spillerne tjekkede ind på Hotel Skodsborg Søbad dagen før kampen, var det uden Randers-backen Jørgen Rasmussen, der var blevet skadet i søndagens turneringskamp. Hans afløser var den rutinerede Torben Nielsen, der allerede havde spillet 17 landskampe og faktisk havde været tæt på at fortrænge sin back-kollega på venstrekanten. Den manglende internationale erfaring havde været et handikap for Jørgen Rasmussen mod de agile portugisere.

Den stærke Køge-angriber Keld Pedersen blev indkaldt som reserve for Rasmussen, da Strittich i sidste øjeblik ønskede at forstærke landsholdets angreb og havde nok forsvarere siddende på udskiftningsbænken. Den 28årige venstrefodsangriber havde masser af erfaring fra udlandet og var landsholdets topscorer i 1970. Den humørsvingende centerforward Benny Nielsen havde også haft et bekymrende formdyk og havde i weekendens turneringskamp mod B1903 spillet det svageste, som var set længe fra den kant. Så landsholdets angreb havde brug for et stærkt alternativ i Keld Pedersen.

Naturligvis var der op til kampen meget fokus på, hvordan de hjemkaldte professionelle mentalt havde formået at håndtere det store nederlag til Portugal.

I et stort interview i Ekstrabladet indrømmede den karismatiske Kresten Bjerre, at de professionelle spillere havde dummet sig i Oporto. ”Mod Portugal havde vi så travlt med at føre os frem enkeltvis, at det gik udover helheden”. Han argumenterede for, at de professionelle fuldstændig havde glemt, at det var første gang, at de spillede sammen på landsholdet. Spillerne var af pressen og den euforiske stemning blevet gejlet så meget op, at de trådte ind på Estádio das Antas med urealistiske forestillinger om egne evner. ”Vi skulle have koncentreret os mere om forsvaret med Erik Lykke og rutinerede Henning Boel som omdrejningspunkter og vi skulle ikke have forsøgt at presse portugiserne for langt oppe ad banen”. De rutinerede udenlandsproffer burde i langt højere grad have taget ansvaret for udviklingen af kampen. Men Bjerre, der netop havde forlænget sin kontrakt med Racing White, var sikker på, at de begåede dumheder i Portugal havde gjort det danske hold meget klogere.

DBU forventede op til 40.000 tilskuere på lægterne i Idrætsparken. Det var første gang, at de udenlandsprofessionelle skulle vise deres værd over for det utålmodige publikum, der i årevis i talløse læserbreve og skriverier havde forlangt, at Danmark skulle stille et landshold forstærket med profferne.

DBU ville gerne have flere tilskuere på tribunerne, men helst ikke på banen efter kampen. Berusede tilskuere havde givet store problemer i pokalfinalen på Kristi Himmelfartsdag, hvor de invaderede grønsværen og gjorde pokaloverrækkelsen besværlig. DBU havde derfor skriftligt bedt ledelsen af Københavns Idrætspark om at sikre, at tilskuerne blev bag banderne, der omkransede grønsværen.

Belgien kom fuld af optimisme direkte fra en træningskamp mod Luxembourg, som var blevet besejret med 4-0. Belgierne havde maksimumpoint i gruppen efter tre kampe, og havde i Anderlecht-forwarden Paul van Himst en af Europas bedste angribere. I angrebet huserede også Johan de Vrindt, der havde scoret begge mål i 2-0 sejren i Brügge i efteråret. De røde djævle måtte undvære den anden store stjerne Raoul Lambert, samt midtbanegeneralen van Moer, der blev skadet under opvarmningen.

Til den første hjemmekamp med professionelle på holdet stillede Danmark med følgende hold:

Danmark A

 

  1. 1.    Erik Lykke Sørensen, Morton Greenock FC

 

  1. 2.    Henning Boel, Aberdeen FC
  2. 3.    Mogens Berg, B1909
  3. 4.    Erik Sandvad, AB (A)
  4. 5.    Torben Nielsen, B1903
  5. 6.    Finn Laudrup, Brønshøj BK
  6. 7.    Preben Arentoft, Newcastle United FC
  7. 8.    Kresten Bjerre, Racing White Molenbeek
  8. 9.    John Steen Olsen, FC Utrecht
     
     
 

10. Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen

11. Benny Nielsen, AB

Reserver:

  • ·        Niels Hagenau, KB (m)
  • ·        Arne Toft, AaB
  • ·        Birger Pedersen, Hvidovre IF (83.min for Benny Nielsen)
  • ·        Morten Olsen, B1901
  • ·        Keld Pedersen, Køge BK (75.min for John Steen Olsen)
           

 

Danmark fik oprejsning, men tabte 1-2 til et erfarent og kontant belgisk hold, der bedre udnyttede sine få målchancer end danskerne. Den sammenbragte danske flok af professionelle og amatører lavede god underholdning for det feststemte publikum, men landsholdet optrådte uden et angreb, der kunne true de snu og rutinerede belgiere.

Kresten Bjerre blev efter kampen kåret som banens altdominerende spiller, også i belgiernes øjne. Med overlegen elegance og hård fight var han ophavsmanden til, at danskerne var på bolden det meste af tiden – på banens midte. Men europæiske fodboldkampe afgøres ikke alene af et holds dominans og boldbesiddelse på midten, hvor bolden er langt fra modstanderens mål.

1. halvleg var en meget lige og jævnbyrdig affære. Danskerne greb straks initiativet og forsøgte at sætte sig på kampen. Spillet var dog mest på tværs af banen og for meget bagud. De centrale midtbanespillere kom til at stå alt for stille med bolden, fordi der var for lidt bevægelse i danskerne. Benny Nielsen, der gerne ville føre sig frem over for sin kommende arbejdsgiver i Brügge, stod for halvlegens eneste danske afslutning.

Belgierne var hele tiden mere farlige end danskerne, når de førte deres få angreb frem mod det danske forsvar. Med fløjene Wilfred Puis og Leon Simmeling som bevægelige spilstationer byggede belgierne hurtigt deres angreb op.

0-0 ved halvleg var tilfredsstillende for både landstræner Rudi Strittich og den internationalt anerkendte kollega Raymond Goethals, der havde stået i spidsen for Belgiens sammenbragte flok af wallonere og flamlændere siden 1968. Det var tydeligt, at det første mål ville blive afgørende i en kamp med to velorganiserede forsvar.

Uheldigt for Danmark var det Belgien, der scorede først. Føringsmålet 20 minutter inde i 2. halvleg var et resultat af et hurtigt opspil, hvor belgierne flyttede et angreb fra venstre side over i højre side og derved bragte det danske forsvar ud af balance.

65.min – Johan de Vrindt (0-1) udnytter, at backen Henning Boel kikser en bold. Midt på den danske banehalvdel i venstre side sender Wilfried Puis bolden på tværs af banen helt over til sin wingkollega Leon Semmeling, der står mutters alene på højre fløj. Belgierne har med et uventet spiltræk åbnet det danske forsvar. Da Torben Nielsen energisk går på Semmeling, dribler han fikst forbi backen. Næste dansker på vej frem er Preben Arentoft, der angriber med en tililende Erik Sandvad som gardering. Med tre danskere omkring sig beslutter Semmeling sig for at aflevere tilbage til backen George Heylens, der står helt fri. Heylens smækker resolut bolden højt ind i det danske straffesparksfelt med retning mod Paul van Himst, der er tæt dækket af både Mogens Berg og Kresten Bjerre. Hverken Berg eller van Himst rammer den høje bold, der fortsætter ned lige for fødderne af Henning Boel, der ikke når at reagere på den hurtige bold. Bolden preller af på hans højre fod og fortsætter til Belgiens farlige nr. 9 Johan de Vrindt, der står helt udækket. Midt i det danske straffesparksfelt til højre for målmanden skyder han hårdt til bolden. Bolden har retning mod mål og rammer undervejs Henning Boel ganske let, hvorefter den fortsætter i mål forbi en sagesløs Erik Lykke.

Efter føringsmålet blev det tydeligt, at Belgien var bedre sammenspillet end Danmark. Raymond Goethals´ tropper dæmpede smart tempoet, når de havde bolden, men var fortsat pågående og farlige i deres kontraangreb. Holdet besad også den portion professionel kynisme, der var nødvendig for at vinde en landskamp på vippen.

Landstræner Rudi Strittich tog efter en halv time af 2. halvleg den halvskadede John Steen Olsen ud. Den hollandske legionær var ikke blevet sat i scene med de rigtige afleveringer i dybden, hvor han kunne udnytte sin hurtighed. Målfarlige og energiske Keld Pedersen kom ind som den anden ”rigtige” angriber ved siden af Benny Nielsen. Danmark var bagud, så der skulle satses noget mere.

Belgiernes mål nr. 2 var resultat af, at vallonerne iskoldt udnyttede en fejlkendelse af den norske dommer Kåre Sirevaag, hvor det danske forsvar ikke nåede at komme på plads, fordi spillerne var ved at gøre sig klar til et dansk frispark.

75.min – Johan de Vrindt (0-2) laver sit fjerde mål mod Danmark i to kampe. Belgien får under høje protester fra danske spillere og tilskuere tilkendt et frispark midt på den danske banehalvdel. Medens Preben Arentoft og Kresten Bjerre diskuterer med den norske dommer, afleverer en belgier kort til Wilfred Puis midt på banen. Med sin venstre fod smækker han en lang aflevering frem i det danske straffesparksfelt, som Paul van Himst er spurtet ind i samme moment. Det er et strålende spiltræk. Tæt ved baglinjen i den danske venstre side når van Himst bolden før en energisk Erik Sandvad. Den belgiske stjerneangriber header fantastisk bolden ind mod midten og skråt tilbage i det danske straffesparksfelt, hvor målscorer de Vrindt er kommet stormende til. Eindhoven-angriberen er helt fri, da han tordner bolden op i målet til højre for Erik Lykke. Hverken den tililende Mogens Berg eller Kresten Bjerre, der tydeligvis har set faren fra van Himst, når at komme i vejen for projektilet, som den danske målmand er chanceløs overfor.

Den kampberedte Kresten Bjerre var så rasende over, at dommeren havde overset et dansk frispark i forbindelse med 2-0-målet, at han styrtede frem ad banen for at få revanche. Minuttet efter steg han op mellem to belgiere og headede reduceringen ind.

76.min – Kresten Bjerre (1-2) scorer smukt på hovedstød og spurter efterfølgende over til den norske dommer Kåre Sirevaag. Danmark har tilkæmpet sig et hjørnespark i belgiernes højre side. Det er Finn Laudrup, der skal sparke. Hans fine indlæg skruer ind mod forreste stolpe. Tæt omgivet af to belgiske forsvarere springer den optændte Kresten Bjerre ind i bolden og pander fra kanten af målfeltet bolden skråt videre i målet. Bolden rammer hårdt ind under overliggeren og også mellem hænderne på den belgiske målmand Christian Piot, der ser meget overasket ud, medens han tumler tilbage i nettet. Det er formodentlig indlæggets meget kraftige skruning, der kommer så voldsomt bag på de påpasselige forsvarsspillere, at Bjerre alene i kamp med to mand kan komme først til bolden. Fremme for det belgiske mål er også indskiftede Keld Pedersen samt de hovedstødsstærke Mogens Berg og Henning Boel.

Da bolden lå i nettet, stormede Kresten Bjerre over mod den norske dommer, mens han råbte og knyttede sin næver. Den iltre dansker gav udtryk for, at Danmark ville have haft uafgjort 1-1, hvis ikke den norske dommer fejlagtigt havde tilkendt Belgien det frispark, som de udnyttede til at fordoble deres føring. De knyttede hænder var Bjerres reaktion over for en dommer, som han var meget irriteret over.

Syv minutter før slutfløjtet kom den konstruktive og offensive Birger Pedersen ind på banen. Han skulle tilføre landsholdet det chanceskabende spil, som han i flere uger havde brilleret med i 1. division. Lidt overaskende forlod Benny Nielsen Idrætsparken efter en kamp, hvor hans indsats som for de øvrige angribere havde bestået af mere skidt end godt.

Efter kampen

Flere i presselogen undrede sig efter kampen over, at de danske udskiftninger i angrebet kom alt for sent i kampen. Det var tydeligt, at danskerne på trods af spilovervægt fra starten af kampen ikke havde kunnet true belgierne foran målet. Den afdæmpede Strittich begrundede de sene udskiftninger med, at han var bange for at ødelægge holdets rytme, fordi den danske midtbane havde godt fat i belgierne. Først da hans hold kom bagud, følte han sig tvunget til at ændre holdet.

I Ekstrabladet forholdt sportsredaktør Axel Alstrup sig kritisk til landstrænerens passivitet på udskiftningsbænken. Den anerkendte kommentator havde været bombesikker på, at landstræneren allerede fra starten af 2. halvleg ville have skiftet den målfarlige og kropsstærke Keld Pedersen ind, idet 1. halvleg havde afsløret, at angrebet ikke slog til. Det svage angreb havde netop været den største betænkelighed, da de elleve i startopstillingen blev nomineret. Det var også oplagt tidligere i kampen at sætte den chanceskabende Birger Pedersen på banen, fordi han var landets p.t. stærkeste offensive midtbanespiller. Kritikken lød på, at landstræneren ikke udnyttede potentialet i hele landsholdstruppen og havde for meget fokus på at begrænse nederlaget i en periode, hvor der i højere grad var behov for at eksperimentere med landsholdet.

Endelig skabte det også en vis forundring, at landstræneren udskiftede to angrebsspillere på et tidspunkt, hvor Danmark var bagud. Det havde været mere oplagt at udskifte elegante Finn Laudrup, der havde været ved at køre træt og ikke havde haft held til at skabe bevægelse i det danske opspil. En anden udskiftningsmulighed havde været bundsolide Preben Arentoft, der havde spillet godt, men som kunne have været ofret for en offensiv satsning. Der var efter kritikkernes opfattelse på den danske trænerbænk for meget observation og gentleman-optræden og for lidt autoritet og handling.

Kampen afslørede ubarmhjertigt, at landsholdet var sløjt kørende i angrebet. Både manden i front Benny Nielsen og den formstærke John Steen Olsen udgjorde ikke nogen trussel over for det bundsolide belgiske forsvar. Angriberne var for stillestående og rykkede ikke ofte i position, så de kunne afleveres i dybden. Selv om Bjerre & Co havde overtaget på midten, var danskernes spil fremefter for stereotypt og uopfindsomt.

De opstemte tilskuere kunne indimellem fornemme, at landsholdet nok havde potentiale til noget mere. De gode resultater ville dog først komme, når DBU havde fundet nogle angribere, der med frækhed og styrke kunne gøre Danmark farlige i modstanderens straffesparksfelt. Der var alt for fredeligt i det belgiske målfelt foran Christian Piot, der reelt kun havde 2-3 skud at tage sig af.

Den bedste dansker var ubetinget Kresten Bjerre, der tog en gevaldig revanche for den sløje indsats mod Portugal. ”Kampen viste tydeligt, at vi er ved at blive sammenspillet. I aften var vi direkte uheldige med ikke at vinde”, fastslog han.

Der var ros fra den belgiske mestertræner Raymond Goethals. Han fandt, at Danmark havde spillet langt bedre end i efteråret i Brügge. Hans største indvendig var, at danskerne spillede med for mange mand på midtbanen, så der ikke kom noget ud af angrebene. Danskerne skød også for lidt, men det var han i den sidste ende mere end glad for.

Skuffende var der kun 27.300 tilskuere, der ville overvære det professionelles landsholds debut på hjemmebane. Det var 10.000 færre end DBU havde forventet. Det store nederlag i Portugal havde nok fået mange til at opgive kampen på forhånd. Samtidig var landsholdet udsat for konkurrence fra svensk TV, der direkte viste Nations Cup kampen mellem Sverige og Østrig.

Nogle ganske få tilskuere var dog blevet en udfordring for de 200 kontrollører i Idrætsparken. På trods af advarsler over højtalerne og øget opsyn lykkedes det 3-4 fulde og hensynsløse bøller at trænge ind på banen. En af bøllerne kom endog så tæt på den upopulære norske dommer, at han fik mulighed for at lave et udfald mod dommeren, da han var ved at forlade banen. Heldigvis fik de vakse kontrollører afværget en situation, der kunne have ført til en skandale med efterfølgende sanktioner og bøder for DBU.

TV og radio

Den næstsidste kamp for Danmark i Nations Cup turneringen var naturligvis i fjernsynet senere på aftenen. Danmarks Radio var på pletten fra kl. 21.35, hvor der blev vist en time forskudt med alle målene. Radioens P1 var også på pletten – direkte tranmission af 2. halvleg fra kl. 19.50.

Alle 3 mål kan findes på YouTube med den originale lyd fra den belgiske TV-transmission. Målene indgår i opsamling fra belgisk Sporza TV, hvor også højdepunkterne fra Belgiens kampe mod Portugal og Skotland samt Italien i kvartfinalen indgår. Den originale danske udsendelse med Gunner Hansen som kommentator er ikke tilgængelig på DR eller internettet.

Onsdag den 9. juni 1971 kl. 19.00: Danmark-Skotland 1-0 (1-0)

Kvalifikationskamp til Nations Cup i Københavns Idrætspark

Den fire mand store udtagelseskomite (UK) var tvunget til at præsentere nye folk på banen til kvalifikationskampen mod Skotland, da der forelå flere ærgerlige forhåndsafbud fra spillere, der ellers var rimelig sikre på at stå på landstræner Rudi Strittichs holdkort.

Den rutinerede højre back Henning Boel havde meldt afbud på grund af en familierejse til USA med sin amerikanske ægtefælle. Han havde mødt sin kone, mens han kortvarigt spillede som professionel i den amerikanske fodboldliga. Det var to år siden, at parret sidst havde været i konens hjemland, så den kontante og kropstærke fighter valgte at prioritere familien.

En anden forsvarskrumtap Erik Sandvad havde pådraget sig en alvorlig ledbåndsskade i knæet under træningen i AB i Gladsaxe. Det var den samme alvorlige skade, som havde stoppet den 26årige forsvarsspiller tidligere i karrieren, hvor han var en af de førende spillere i dansk fodbold. Denne gang var den gal med det andet knæ. 

Selv om begge spillere var i deres bedste fodboldalder, endte det med at blive et permanent farvel til landsholdet.

UK havde til gengæld den store glæde at kunne byde velkommen til to store fodboldprofiler, der omsider efter langt tilløb var klar til at spille for landsholdet.

Ulrik le Fevre havde allerede som amatør i Vejle Boldklub spillet 28 landskampe og var en af de bærende kræfter på landsholdet i 1965-1969. Den elegante og skudstærke venstre wing drog i sommeren 1969 til Borussia Mönchengladbach, hvor han hurtigt spillede sig til en fast plads. Det blev til et flot mesterskab i den første sæson. I flere kampe havde le Fevre været en af de bedste på banen og opnåede den store anerkendelse, at den vesttyske forbundstræner Helmuth Schön gerne ville have indrulleret den stærke vejlenser i den tyske VM-trup, hvis le Fevre blot havde været tysk statsborger. Den 24årige stjernespiller, der formodentlig var Danmarks førende fodboldspiller, kom til landsholdslejren på Hotel Skodsborg Bad med endnu et tysk mesterskab i bagagen.

Den anden nytilkomne profil var boldvirtuosen Jørgen Kristensen, der som professionel i hollandsk fodbold havde gennemgået en eksplosiv udvikling. I Sparta Rotterdam var den tidligere Køge-spiller anerkendt som en strålende dribler og chanceskaber. Han serverede oplagte scoringsmuligheder for sine holdkammerater, mens han driblede rundt med modspillerne. Den 24årige humørspreder var debutant på landsholdet og havde - som Ole Bjørnmose - kun spillet ganske få kampe i Danmark, inden han strøg af sted til udlandet.

UK havde sammensat ikke alene et mere festligt angreb, men også et stærkere angreb, fordi Ulrik le Fevre med 6 mål på landsholdet havde vist, at han kendte vejen til modstanderens mål. Lidt overraskende var det, at UK havde sat den fodrappe John Steen Olsen helt af holdet. Den populære Utrecht-spiller fandt sig aldrig til rette i kampen mod Belgien, men havde også som undskyldning, at han sjældent fik de rigtige bolde at arbejde med i det meget stationære danske opspil. I euforien over, at både le Fevre og Kristensen efter et langt tilløb omsider skulle optræde i rødt og hvidt, var der forbavsende nok ingen forundring over, at en anden udenlandsk profil uden videre blev droppet af UK.

UK havde ikke flere muligheder for at forstærke angrebet. DBU havde ikke i franske Girondins de Bordeaux tilvejebragt en afklaring om angriberen Bent Jensens deltagelse og PSV Eindhoven ville fortsat ikke frigive Bent Schmidt Hansen uden betaling. Bent Jensen, der havde scoret 13 mål for landsholdet som amatør, havde i flere aviser været bragt i tale som en ønsket forstærkning.

Den lille slider Preben Arentoft flyttede til en ny position på landsholdet. Mod Skotland skulle han overtage pladsen som sweeper efter uheldige Erik Sandvad. Newcastle-spilleren tog ikke rokaden særligt tungt. Men yderligere omplaceringer gjorde, at det danske forsvar endte med at være helt nyt. UK rykkede den påpasselige Torben Nielsen fra venstre back til højre back. Den alsidige B1903-spiller afløste den ferierende Henning Boel. Ny på venstre back var Jørgen Rasmussen fra Randers Freja, der var tilbage efter en kamps pause og i øvrigt følte, at han derved fik mulighed for oprejsning efter den hårde kritik efter kampen i Portugal. Den eneste genganger i forsvarsblokken var store Mogens Berg.

Der lå en stor opgave for landstræner Strittich i at binde de fire spillere i forsvaret sammen til en ny stærk enhed. Noget var der dog at bygge på. Foran forsvaret lå en superprofessionel kæde med den nye anfører Kresten Bjerre som omdrejningspunkt, der også kunne tage en tørn i forsvaret, når det var nødvendigt.

Spilopbyggeren Ole Bjørnmose fik omsider i tredje omgang mulighed for at spille sin foretrukne plads på midten af banen, hvor han både kunne støbe kuglerne til de hurtige angribere, men også vise sin internationale styrke i det defensive arbejde.

UK havde udtaget et på papiret meget stærkt landshold, der burde kunne spille underholdende angrebsspil uden at sætte noget over styr bagude. Det ineffektive angreb var blevet forstærket med to mand Ulrik le Fevre og Jørgen Kristensen, hvilket kritikerne havde sukket efter i flere år. Landsholdet ledte dog fortsat efter en ægte centerforward.

Den endelige startopstilling kom til at se således ud:

Danmark A

 

  1. 1.    Erik Lykke Sørensen, Morton Greenock FC

 

  1. 2.    Torben Nielsen, B1903
  2. 3.    Mogens Berg, B1909
  3. 4.    Preben Arentoft, Newcastle United FC
  4. 5.    Jørgen Rasmussen, Randers Freja
  5. 6.    Kresten Bjerre, Racing White Molenbeek (A)
  6. 7.    Finn Laudrup, Brønshøj BK
  7. 8.    Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen
  8. 9.    Ulrik le Fevre, Borussia Mönchengladbach
     
     
 

10. Benny Nielsen, AB

11. Jørgen Kristensen, Sparta Rotterdam

Reserver:

  • ·        Niels Hagenau, KB (m)
  • ·        Arne Toft, AaB
  • ·        Flemming Pedersen, KB
  • ·        Keld Pedersen, Køge BK (62.min for Benny Nielsen)
  • ·        Bent Outzen, B1909 (75.min for Finn Laudrup)
           

Efter de to første forsøg med udenlandsprofferne trængte Danmark også til en sejr, der kunne bekræfte, at DBU’s beslutning om at indkalde de udenlandsprofessionelle var rigtig. Den nye anfører Kresten Bjerre var parat til at tage udfordringen op. ”Vi kan ikke tåle et nyt nederlag, sagde han til Ekstrabladet. ”Så mister publikum troen på de professionelle på landsholdet”. Han manede dog også til besindighed. ”Man kan ikke forlange, at de professionelle alene kan rejse dansk fodbold efter 2-3 kampe. Det kræver tid at blive sammenspillet. Så skal resultaterne nok komme”.

Der var ingen sure miner hos de amatørspillere, som UK havde vraget til fordel for de udenlandsprofessionelle. Den hurtige højre wing Morten Olsen havde i efteråret 1970 fået en flyvende start på landsholdet og havde scoret mod Schweiz i april 1971. Nu var det unge talent fra Vordingborg ikke engang blandt reserverne på landsholdet længere. ”De fleste professionelle er en klasse bedre end amatørerne”, udtalte B1901-spilleren til Ekstrabladet. Han fandt ingen grund til, at amatørspillerne skulle skamme sig, fordi udenlandsprofferne havde overtaget pladserne.

Helt på samme linje var B1909’s stærke midtbanespiller Bent Outzen, som nåede fem landskampe, inden han blev fortrængt af stjernerne fra udlandet. Fynboen argumenterede for, at profferne blev kaldt under fanerne for at rejse dansk fodbolds renomme. ”Vi var et færdigt hold i Nations Cup, da de professionelle kom til”, sluttede Bent Outzen, der havde fået en reservetjans mod Skotland.

Dagen før kampen langede en tredje amatørspiller Birger Pedersen hårdt ud efter ledelsen i DBU. Forbundet havde afvist at dække reservespillerens tabte arbejdsfortjeneste, fordi han var universitetsstuderende. DBU fandt på den baggrund ikke, at den ambitiøse midtbanespiller havde en tabt arbejdsindtægt, der skulle økonomisk kompenseres.

Den stærkt pikerede Birger Pedersen besluttede helt at melde afbud til kampen mod skotterne, fordi han ikke ville spilde sin tid. Han anførte som begrundelse, at han mistede tre dages læsning og studier ved at møde op på spillerhotellet i Skodsborg. Med sit overraskende afbud ønskede den ombejlede Hvidovre-spiller at understrege, at DBU ikke burde gøre forskel på spillere med fast ansættelsesforhold og studerende, når det kom til spørgsmålet om tabt arbejdsfortjeneste.

”Jeg glæder mig til at møde skotterne – næsten som en lille dreng, der har fået sine første fodboldstøvler”, kom det spontant fra Finn Laudrup, der var tiltænkt en nøglerolle i skottekampen, fordi han omgivet af dygtige boldspillere ville få plads til at iscenesætte spillet. Den geniale storspiller mente før kampen, at landsholdet for første gang kunne gå på banen uden frygt for modstanderen. Den rutinerede Brønshøj-spiller var sikker på, at DBU omsider havde fået rystet den rigtige cocktail sammen. Landsholdet ville få sin første sejr med professionelle i startopstillingen, var den 25årige elegantier overbevist om.

Det skotske landshold under ledelse af manager Robert Brown mødte op i København med store problemer. Ikke mindre end 9 spillere havde meldt afbud til kampen. Samtidig havde de fleste spillere ikke rørt en fodbold i 2-3 uger, fordi den britiske og skotske liga havde ligget stille siden turneringens afslutning. Kun tre af spillerne kom fra den engelske liga – resten var fra den skotske liga. Skotterne var mere eller mindre gået på tiltrængt sommerferie, hvilket også skyldtes, at holdets rolle var udspillet i Nations Cup.

Den danske målmand Erik Lykke Sørensen advarede dog sine kammerater om at undervurdere den kommende modstander. Fraværet af stjerne som Leeds-terrieren Billy Bremner og Tottenham-strikeren Alan Gilzean ville betyde, at spillerne fra anden række ville bruge matchen i København til at gøre opmærksom på sig selv og derved løfte deres attraktion på det britiske spillermarked.

Midtpunktet i det danske forsvar Mogens Berg var helt på linje med Erik Lykke Sørensen. ”Vi er bestemt ikke favoritter. De mange afbud gør netop skotterne ekstra farlige”, advarede den tidligere professionelle spiller i Dundee United, der kendte flere af de skotske spillere særdeles godt.

Den unge Benny Nielsen kom for sent til landsholdets træning om tirsdagen, fordi han skulle forbi politistationen for at afhente en stjålet knallert, der var dukket op efter en års bortkomst. På træningsbanerne ved Hotel Skodsborg Søbad fik den 20årige angriber lejlighed til at møde sine to angrebskollegaer Jørgen Kristensen og Ulrik le Fevre. Hurtigt fandt de tre spillere sammen om en fælles forståelse om, at de skulle prøve at flakke rundt og skifte positioner under kampen.

Det mest bemærkelsesværdige under træningen var spillernes overtrækstrøjer. De farvestrålende trøjer var påført en stort logo for sparekassen Bikuben. Det var uklart, hvordan spillerne var havnet i disse trøjer, som bl.a. tydeligt kunne identificeres i avisernes grumsede sort-hvide fotos i tirsdagsudgaverne. Det var ikke DBU, der havde beordret spillerne til at agere reklamesøjler for Bikuben. Brugen af overtrækstrøjerne kom dog til at smitte voldsomt af på optakten til kampen mod Sverige senere i juni 1971.

Danmark fik endelig en sejr i en betydningsfuld landskamp. De 36.700 tilskuere havde en herlig aften i Idrætsparken, skønt de kun fik et mål at juble over. Landsholdet gjorde de skotske sækkepiber tavse. Forventningerne blev skruet voldsomt op til den kommende kamp mod arvefjenden Sverige.

Stemningen blandt de 36.700 tilskuere var helt i top, da dommer Wolfgang Riedel fra DDR fløjtede kampen i gang. Klapsalverne bølgende ned over banen lige så snart en dansker havde bolden. Det var næsten ligegyldigt, hvad spillerne gjorde, så var der bragende bifald.

Løjerne på banen var dog ikke særligt effektivt. Danskerne havde kun et par skud på mål. Først fik den pågående Benny Nielsen chancen, da han modtog en aflevering fra Ole Bjørnmose. Senere var det publikumshelten Ulrik le Fevre, der med et frisk skud fik det højstemte publikum op af sæderne.

Det var fuldt fortjent, at Danmark to minutter før pausen fik udbytte af overtaget på banen.

43.min – Finn Laudrup (1-0) scorer direkte på frispark på en indøvet frisparksdetalje. Danskerne har fået tilkendt et frispark midt for det skotske mål. Energiske Benny Nielsen var blevet nedlagt. Afstanden til mållinjen er ca. 25-30 meter. Den skotske målmand Bobby Clark placerer en firemandsmur, så den skal dække målets venstre side, mens målmanden selv klarer sin højre side. Da Finn Laudrup begynder at tage tilløb til bolden, rykker anfører Kresten Bjerre frem mod den højre side af skotternes mur, mens han med sine bevægelser og kropsholdning signalerer, at Laudrup vil spille bolden kort til den fremstormende dansker. Bevægelsen får flere spillere i muren til at vende sig mod Bjerre, hvorved der kommer et lille hul i den skotske muropdækning. Samtidig virker Aberdeen-målmanden ikke helt årvågen og klar.

Finn Laudrup sparker hårdt og fladt. Den lave bold stryger mellem de skotske spillere og går i mål nede i venstre hjørne, hvor den ukoncentrerede Bobby Clarke slet ikke er nået ned. Da bolden passerer målstregen er Kresten Bjerre allerede nået om på den anden side af muren. Også angriberen Benny Nielsen er helt fremme ved målet og springer jublende i vejret, da bolden går ind. Frisparksdetaljen har Laudrup og Bjerre øvet sig på under tirsdagens træning i Skodsborg, så efter kampen var der ingen af spillerne, der var overraskede over, at den smarte manøvre havde givet pote.

Danmark fik heller ikke mere gang i angrebspillet i starten af 2. halvleg. Finurlige Jørgen Kristensen snød ofte et par mand, når han med venstrepoten driblede ind mod midten af banen, men han var ikke i stand til at vende spillet ud mod venstre fløj igen, fordi han ikke brugte sin højre fod. Den veloplagte Ulrik le Fevre havde på højre fløj også flere mesterlige driblinger, men indimellem blev hans træk for lange.

Skotterne begyndte dog efterhånden at åbne mere op bagude, da Bobby Browns tropper var bagud med et mål. Det gav Danmark betydeligt flere målchancer i den sidste halve time af kampen.

Det hjalp også for Danmark, at landtræner Strittich et kvarter inde i 2. halvleg tog den uheldige Benny Nielsen ud, som ene mand i front havde været skotterne helt underlegen. Den selvbevidste midtangriber gav udtryk for, at han ikke var skuffet over udskiftningen. ”Jeg havde ingen chance for succes”, begrundede han de få skud på mål, som han havde haft. Han havde i hele 1. halvleg måttet kæmpe alene oppe foran. Mellem linjerne var det dog tydeligt, at den kampivrige kommende Cercle-angriber ikke var tilfreds med den ekstraordinære markeringsopgave, som landstræneren havde tildelt ham. Han var blevet beordret til at markere de skotske forsvarere tæt i hele kampen. Det var grunden til, at han ikke kunne få personlig succes.

Den indskiftede Keld Pedersen fik betydeligt mere fra hånden end Benny Nielsen og fandt sig til rette som målfarlig angriber, der kendte sin opgave. På en aflevering fra Jørgen Kristensen var reservespilleren tæt på at score.

Indskiftningen af Køge-angriberen bevirkede også, at Jørgen Kristensen rykkede ind på midten af banen, hvor han straks med finurlige driblinger og spidsfindige afleveringer fik sat højlænderne under mere pres. Det var også en stor fordel, at Ulrik le Fevre i det sidste kvarter skiftede side og begyndte at spille klassisk venstre wing. Ole Bjørnmose rykkede herefter mere ud mod højre.

Rudi Strittich udskiftede en kvarter før tid målscoreren Finn Laudrup, der havde været en af de bedste danskere. Den udskiftning var ikke helt nem at acceptere for det opstemte publikum, fordi Laudrup havde disket op med et utal af flotte afleveringer. Det var tydeligt, at Strittich på sidelinjen var ved at blive nervøs for et heldigt skotsk udligningsmål. Landstræneren valgte på den baggrund at forstærke midtbanen med Bent Outzen.

Den sympatiske fynbo måtte dog tåle at høre publikums højlydte frustration over udskiftningen af Laudrup. I flere minutter råbte publikum taktfast på BB-spilleren, hvilket gjorde stærkt indtryk på den benovede 23 årige B1909-spiller ”Jeg vil ikke glemme den ubehagelige modtagelse, som publikum gav mig”, sagde Bent Outzen i omklædningsrummet efter kampen. Han forstod og anerkendte tilskuernes reaktion på udskiftningen, fordi Laudrup hverken havde virket træt eller skadet. Men det endte med at blive en hårrejsende og trist afsked med landsholdet i den sidste landskamp for Bent Outzen.

Landstræner Rudi Strittich afviste kategorisk kritikken af udskiftningen. ”Jeg gjorde det eneste rigtige, hvis vi skulle gøre os håb om en sejr. Laudrup havde svært ved at følge med. Med en smal føring handlede det først og fremmest om at forstærke midtbanen på bekostning af en angriber”, begrundende østrigeren selvsikkert sin disposition over for de kritiske journalister.

Publikumsyndlingen Finn Laudrup var både sur og ærgerlig, da han forlod banen. Senere anerkendte han, at udskiftningen var foretaget for at hjælpe hele holdet og sikre den lille sejr. ”Jeg har i udlandet lært at følge trænerens ordre, selv om jeg i situationen ikke er enig”, sluttede den erfarne eksprofessionelle diskussionen om landstrænerens disposition.

Banens bedste spiller var Skotlands lille højre wing Tommy McLean, der nærmest ejede bolden, når den var i hans besiddelse. Det gik ud over genkomne Jørgen Rasmussen, der havde det meget svært og gang på gang blev efterladt af den skotske hvirvelvind. Den fodrapper spiller afsluttede også besøget i København med at skrive en flot kontakt med Glasgow Rangers. Storklubben betalte den lille provinsklub Kilmarnock FC 1,2 mio. kr. i overgangssum.

Efter kampen

På trods af det til tider pæne danske spil var det tydeligt, at landsholdet fortsat stod over for et stort problem: Mål! Eller mere præcist: Mangel på mål!

”Målene gemmer vi til svenskelandskampen om et uge”, galpede flere spillere op, men optimismen kunne ikke dække over, at landsholdet simpelthen ikke kunne lave nok mål. Danskernes styrke var spillet på midten af banen, hvor skotterne i det højt opskruede tempo var tvunget til at styrte rundt efter bolden. De danske trekanter var nøgternt bedømt en elegant og raffineret march på stedet. Fremme i angrebet havde Danmark ikke den mand, der kunne skabe plads til sine medspillere eller på egen hånd lave et forløsende solomål. Centerforwarden Benny Nielsen imponerede ganske vist med stor kamplyst og ihærdighed, men han var for langsom og fik ikke noget ud af anstrengelserne. 

På den defensive midtbane spillede Kresten Bjerre igen en stor kamp og placerede sig i toppen af Ekstrabladets rangliste. Især i 2. halvleg trak den kampivrige anfører det store løs i defensiven. ”Det var jeg simpelthen nødt til at gøre”, erklærede den 25årige krøltop om sine bevæggrunde. ”Jeg savnede Erik Sandveds sikre forsvarsspil bag mig, for alle de øvrige danske spillere rykkede kraftigt frem ad banen inklusiv Ole Bjørnmose, som skulle have været den mere defensive”.

Boldkunstneren Jørgen Kristensen indfriede alle de store forventninger og placerede sig som nr. 2 på ranglisten i Ekstrabladet. Sparta-angriberen ærgrede sig højlydt over, at han havde brændt en kæmpechance, da han på langs ad banen havde driblet forbi 2-3 skotter. I stedet for at skyde bolden det sidste stykke i mål valgte den lille driblekunstner at tage endnu et træk, hvorefter chancen løb ud i sandet. ”Der gik lang tid inden jeg fik dannet mig et indtryk af kammeraternes spillefacon”, var publikumsfavorittens forklaring på den lange optakt, inden det danske angrebsspil sprang i blomst i slutningen af 2. halvleg.

Efter kampen faldt solide Ole Bjørnmose næsten omkuld på banen med kramper i benene. Landskampen var hans tredje kamp på fem dage, så den stærke Werder Bremen-spiller havde svært ved at stå distancen. Trætheden opstod også af, at danskerne i 2. halvleg forcerede spillet for at afgøre kampen endeligt. ”Hvis vi blot havde fået et mål mere, så var spillet blevet mere roligt”, fortalte han. Den uopslidelige fynbo fik selv en stor chance i 2. halvleg. Med ryggen mod målet fik han sendt en bold af sted, der blev afværget på stregen af en skotsk forsvarsspiller.

Publikumshelten Ulrik le Fevre havde svært ved at sætte ord på den fantastiske oplevelse, som det store publikum gav alle spillerne ved kampens start. ”Publikums enestående modtagelse gav mig en klump i halsen”, sagde den rørte og bevægede stjernespiller, der allerede med begejstring var begyndt at se frem til svenskelandskampen ugen efter.

I starten af 2. halvleg havde skotterne en gylden mulighed for at udligne. Den store centerhalf Ronnie McKinnon vandt en duel over Erik Lykke Sørensen, men på den danske målstreg afværgede en årvågen Torben Nielsen bolden fra at gå i mål. Det var ikke en tilfældighed, at den effektive københavner netop stod på stregen. Målmanden Erik Lykke havde beordret sine backs til at blive på stregen ved dødbolde, fordi Morton-målmanden havde erfaring med, at Skotland typisk lod en mand angribe målmanden, mens den høje McKinnon skulle heade på mål.

Det gode resultat skabte grobund for at skrue stemningen yderligere op til den forestående landskamp mod Sverige. De fleste fodboldeksperter analyserede sejren i forhold til, hvilken betydning den ville få i forhold til den eftertragtede sejr over arvefjenden, der samme aften havde spillet uafgjort mod Italien i Stochholm. Skottekampen endte med at blive en forberedelseskamp til årets landskamp mod Sverige 11 dage senere.

Danmark havde nu et landshold med sikker bund under fødderne. Svenskerne ville få et ligeværdigt modspil uanset hvor gode de måtte være. En sejr til Danmark ville ikke længere afhænge af, om heldet var med danskerne, eller om holdet fik en god start eller svenskerne viste sig dårligere end forventet. For første gang i mange år havde de rød-hvide en realistisk mulighed for at slå Sverige på egne præmisser og som et fodboldmæssigt bedre hold. Aviserne skrev allerede dagen efter om den søde ventetid frem mod svenskelandskampen.

TV og radio

Danmarks Radio viste en times forskudt transmission af kampen fra kl. 21.25. Det var i sort/hvid, hvilket gjorde det uhyre vanskeligt at skelne holdene fra hinanden, da skotterne stillede op i København i deres normale hjemmedragter – sorte bluser og hvide bukser. På de sort/hvide TV-apparater var det næsten umuligt at se forskel på spillerne. 2. halvleg af kampen blev direkte transmitteret i P1 kl. 20.00.

I en portrætudsendelse om Laudrup-familien i 2010 viste TV2 enkelte højdepunkter fra Finn Laudrups landsholdskarriere, der begyndte i 1967 og først sluttede i 1979. Frisparksmålet fra Skotland-kampen er blandt de mange korte glip i portrætudsendelsen. Senere er målet blevet offentliggjort på YouTube.

Søndag den 20. juni 1971 kl. 13.30: Danmark-Sverige 1-3 (1-3)

Nordisk mesterskab 1968-1971 i Københavns Idrætspark

På nær en enkelt mand udtog Udtagelseskomiteen (UK) mod Sverige de samme spillere, der havde indledt landskampen mod Skotland så overbevisende. Det var der ikke mange af sportsjournalisterne på dagbladene, der havde noget at indvende imod. UK fandt, at landsholdet havde spillet fortræffeligt mod Skotland og ville kunne gøre det endnu bedre mod Sverige.

Den eneste spiller, der ikke slap igennem UK’s nåleøje, var AB’s unge Benny Nielsen, for hvem foråret 1971 havde svinget mellem skyhøj begejstring og afgrundsdyb nedtur. Den gæve Nielsen røg helt ud af landsholdstruppen. Det var det absolutte nulpunkt på en forfærdelig uge, hvor han også var blevet vraget til AB’s hold i 1. division. Det lignede et voldsomt æselpark ud af dansk fodbold for den ambitiøse angriber, der efter sommerferien skulle fortsætte karrieren i belgiske Cercle Brügge.

Den formstærke Keld Pedersen rykkede ind som ny mand i Strittichs holdopstilling, hvor han efter mange kritikeres mening burde have figureret allerede mod Skotland. Køge-angriberen havde lavet mange mål for sin sjællandske klub og var efterhånden det tætteste, Danmark kom på en ægte centerforward. Med sin store erfaring og spilleglæde var UK overbevist om, at den hjemmegående amatørspiller kunne stå distancen i det fornemme selskab.

Som angrebsreserve fandt UK igen frem til den hovedspilstærke Ole Forsing. Han skulle kastes ind i kampen, hvis Danmark var kommet bagud i 2. halvleg. UK var i en truende situation parat til at tage en hasardchance, hvor Danmark skulle gå over til at spille med to rene centerforwards. Den 2 meter høje B1903-spiller havde sidst været på banen i 4-0 sejren over Schweiz i Idrætsparken.

Jørgen Rasmussen blev igen udtaget som venstre back, selv om han havde været til diskussion, fordi han både mod Portugal og senest mod Skotland havde været i store vanskeligheder over for de bevægelige angribere. Men i den sidste ende bibeholdte UK den solide 25årige Randers-spiller.

Taktisk lavede UK dog en væsentlig ændring på holdet. Bundesliga-mesteren Ulrik le Fevre fik igen tildelt sin normale plads på venstre fløj, mens chanceskaberen Jørgen Kristensen blev rykket ind i midterkæden sammen med den anden spilopbygger Ole Bjørnmose og terrieren Kresten Bjerre, der skulle være den mest defensive af de tre. Rokeringen på midten førte til, at den boldbegavede Finn Laudrup blev skubbet mere frem i angrebet. UK havde dog store forventninger om, at de to boldvirtuoser Laudrup og Kristensen kunne supplere hinanden.

UK udtog også et meget stærkt ungdomslandshold, der skulle møde Sverige på udebane i Uddevalla. Det var en vigtig forberedelseskamp til det fortsatte kvalifikationsforløb i Nations Cup, hvor U-landsholdet havde kvalificeret sig til kvartfinalen. På det stærke ungdomslandshold figurerede bl.a. Svend Andresen, Per Røntved, Bent Outzen, Jørgen Markussen, Kristen Nygaard og Morten Olsen, der alle havde stiftet bekendtskab med A-landsholdet og som trængte sig på til det kommende OL-landshold.

Efter udtagelsen af landsholdet trak pressen tæppet til side for den store affære om de professionelles brug af træningsdragter med Sparekassens Bikubens logo på brystet. Skandalen udviklede sig hurtigt dramatisk. Forhistorien var, at alle de professionelle spillere dagen før kampen mod Skotland var mødt op til den sene eftermiddagstræning iført flotte, lyse trøjer med Bikubens karakteristiske og meget genkendelige logo på brystet. I aviserne var der på kampdagen den 9. juni flere fotos af spillerne i de uvante trøjer, der tydeligvis ikke havde et officielt DBU-logo på brystet.

Det var i forbindelse med et interview med anfører Kresten Bjerre i Aktuelt kommet frem, at spillerne op til skotte-kampen havde en indgået en aftale med Bikuben om at reklamere for banken, når de var samlet på landsholdet. Hver spiller fik 500,- kr. for at stille op i Bikuben-trøjen. I første omgang havde spillerne dementeret, at de havde iført sig de farvestrålende overtrækstrøjer på eget initiativ, dernæst gik historien på, at spillerne havde overtrækstrøjerne til låns uden at der var penge involveret. Dragterne var således blevet indsamlet af Preben Arentoft efter benyttelsen og afleveret til en ansat i Bikuben efter kampen mod Skotland.

DBU havde gjort både spillerne og Sparekassen Bikuben opmærksom på, at landsholdsspillerne alene måtte optræde i træningstøj uden reklamer, når de var samlet til træning på landsholdet. Det omfattede også den forberedende træning på Hotel Skodsborg Bad. Bikubens ledelse udbad sig dog dokumentation for, at det af forbundets love og bestemmelser fremgik, at spillerne ikke måtte reklamere, mens de var på landsholdet. I den anledning fremhævede banken, at der allerede forelå en bindende kontrakt med spillerne, som skulle overholdes, medmindre der var grund til at annullere den.

I dagene før landskampen forlød det i flere aviser, at de professionelle spillere vil strejke, såfremt DBU forbød dem at træne i Bikuben-trøjerne. DBU fastholdt uden tøven, at spillerne ikke kunne reklamere for private foretagender, når man repræsenterede DBU. En overtrædelse af DBU’s regler ville føre til en udelukkelse fra landsholdet. DBU’s formand Wilhelm Skousen undrede sig højlydt over, at konflikten mellem DBU og spillerne udspillede sig i aviserne, i særdeleshed i Ekstrabladet, når de ville være mest naturligt, at spillerne først havde henvendt sig til DBU for at undersøge mulighederne.

Bikuben-affæren endte med, at Bikuben besluttede at inddrage sine overtrækstrøjer, så de ikke blev udleveret til spillerne. Det skete på et tidspunkt, hvor DBU havde ryggen mod muren, fordi den udsolgte landskamp ikke kunne aflyses med to dages varsel. Det var heller ikke muligt at indkalde nye spillere, hvis DBU udelukkede de professionelle. Striden mellem DBU og spillerne var derfor alene foreløbigt bilagt indtil svenskelandskampen var overstået. Parterne havde aftalt at forhandle videre om brug af reklametrøjer efter kampen.

Midt i stridighederne om brugen af reklamer på træningsdragterne fik landsholdet også lejlighed til at spille en træningskamp.

Onsdag den 16. juni 1971 kl. 19.00: B1901-Danmark 0-4 (0-0)

Uofficiel træningskamp på Nykøbing Falster Stadion

Begge Bundesliga-profiler Ulrik le Fevre og Ole Bjørnmose havde sendt afbud til træningskampen, da spillerne fortsat var involveret i træningskampe for deres klubber i Vesttyskland. I deres sted spillede Køges målfarlige Mogens Olsen i venstre side og alsidige Birger Pedersen, der på trods af sit provokerende afbud mod Skotland var taget til nåde af DBU.

Det gav følgende startopstilling:

Danmark A

 

  1. 1.    Erik Lykke Sørensen, Morton Greenock FC

 

  1. 2.    Torben Nielsen, B1903
  2. 3.    Mogens Berg, B1909
  3. 4.    Preben Arentoft, Newcastle United FC
  4. 5.    Jørgen Rasmussen, Randers Freja
  5. 6.    Birger Pedersen, Hvidovre IF
  6. 7.    Kresten Bjerre, Racing White Molenbeek (A)
  7. 8.    Jørgen Kristensen, Sparta Rotterdam
  8. 9.    Finn Laudrup, Brønshøj BK
     
     
 

10. Keld Pedersen, Køge BK

11. Mogens Olsen, Køge BK

           

Landsholdet vandt ciffermæssigt overbevisende med 4-0 i generalprøven inden svenskelandskampen. Opvisningskampen markerede værtsklubbens B1901 70 års jubilæum.

Landsholdsspillerne fik dog ikke sved på panden af den hyggekamp. De blå trøjer og sorte bukser, som DBU næsten altid anvendte til uofficielle træningskampe, kunne uden problemer genbruges uden vask efter kampen. Spillerne spadserede mere rundt på grønsværen end de løb. Den kolossale overlegenhed i teknik og spilforståelse gjorde til sidst udslaget. Landsholdet viste sig fuldstændig overlegent, da tempoet og boldomgangen blev øget i den sidste del af 2. halvleg. Et kvarters opvisning af profferne var altså nok til at vinde stort over amatørerne fra Falster.

Sparta Rotterdam-wingen Jørgen Kristensen tegnede sig for to mål, mens Finn Laudrup og reserven Ole Forsing hver nettede en gang.

Den matte omgang fodbold skabte heller ikke meget stemning hos de 4.600 tilskuere. Landsholdet gad ikke rigtig spille fodbold og B1901 kunne ikke spille mod den overlegne modstander. Kun en enkelt gang testede den lokale ungdomslandsholdsspiller John Nielsen målet bag Erik Lykke Sørensen, da bolden bragede på overliggeren.

Underholdende Jørgen Kristensen var den bedste på banen, hvor han med sine skarpe driblinger drev gæk med falstringerne og trak de øvrige holdkammerater op til dåd efter en målløs 1. halvleg. ”Jeg kender ingen forskel på træningskampe og vigtige turneringskampe”, begrundede driblekongen sin ekstraordinære indsats med. Dagens mand Jørgen Kristensen brugte kampen til at holde formen ved lige og gav sig fuldt ud.

Finn Laudrup skuffede en del som højre wing, men blev bedre, da han i 2. halvleg rykkede ind på midten af banen. Brønshøj-spilleren forklarede den dårlige indsats med, at han behøvede tid til at vænne sig til den uvante plads. Det var to år siden, at han sidst havde spillet wing. Til gengæld blegnede dynamiske Birger Pedersen ude på fløjen, som han blev forvist til.

Preben Arentoft dirigerede glimrende forsvaret fra sin nye plads som sweeper. I badet efter kampen gik snakken dog om, at kommunikationen mellem spillerne skulle forbedres. ”Vi må råbe noget mere til hinanden, så vi ved, hvad vi skal gøre med bolden”, sagde den kommende forsvarsdirigent til Sveriges-kampen.

Hos falstringerne optrådte den lokale helt Morten Olsen, der ikke var udtaget til landsholdet, men som havde spillet 5 landskampe på det rene amatørlandshold samt veteranen Erik Nielsen, der havde været indhopper i 0-5 nederlaget i Oporto.

Der var mønstring af hele landsholdstruppen fredag aften den 18. juni på Hotel Skodsborg Bad. Træningsmenuen stod på en let gang træning – i sorte træningsdragter uden reklamer for de professionelles vedkommende. Lørdag formiddag var der træning igen. Om eftermiddagen skulle spillerne på en tur til Holbæk for at heppe på ynglingelandsholdet og skrive autografer. Den sidste opladning foregik lørdag aften i Cirkusrevyen, hvor Dirch Passer skulle få gang i lattermusklerne.

Landstræner Rudi Strittich gav i et interview med Ekstrabladet udtryk for, at hans udskiftninger på landsholdet flere gange var blevet misforstået af publikum. Når landstræneren trak en spiller ud, var det ikke fordi spilleren var svagt spillende, men fordi træneren ønskede at forstærke holdet. Østrigeren argumenterede for, at det danske fodboldpublikum måtte lære at forstå, at et landshold består af 13 spillere, hvor det både var nødvendigt og hensigtsmæssigt, at landstræneren foretog taktiske udskiftninger, som ikke havde noget at gøre med den enkelte spillers indsats på banen. Med tydelig reference til publikums mishagsytringer over indskiftningen af Bent Outzen for Finn Laudrup i Skotlandskampen bønfaldt den venlige østriger det letantændelige publikum om at acceptere udskiftninger som et element i spillet, som ikke burde gå ud over spillerne.

De optimistiske danskere stod over for en frygtindgydende svensk forsvarsbastion. Den nye supermand Krister Kristensson var en 85 kilo og 188 cm høj tidligere bryder, der fuldstændig havde pillet pynten af de italienske angribere Boninsegna og Prati i 0-0 kampen i Nations Cup. Den blev afviklet samme aften, som Danmark mødte Skotland. Malmø-forsvareren havde fortrængt den professionelle Kurt Axelsson fra Club Brügge fra startopstillingen. Ved sin side havde den nye mand anføreren Björn Nordqvist, der havde debuteret i 1963 og havde været årets spiller i 1968. Den svenske veteran havde bestemt ikke plan om at gentage tilbagelægningen fra 1965, der gav legendariske Ole Madsen muligheden for at score med hælen.

Backpladserne var besat med den hurtige, VM-erfarne Roland Grip og et nyt talent Christer Hult, der havde skubbet den rutinerede Hasse Selander ud i kulden. Det var det forsvar, der havde holdt de italienske VM-sølvvindere fra fadet i Stockholm.

Den svenske landstræner Georg Åby Ericson havde kun plads til to udenlandsprofessionelle i sin startopstilling. Landets største profil Ove Kindvall var selvskreven på holdet. Han havde netop med sin klub Feyenoord Rotterdam vundet det hollandske mesterskab for tredje gang og toppede Æresdivisionens topscorerliste. Nu havde han afslået en ny millionkontrakt med hollænderne for at komme hjem og spille for IFK Norrköbing.

Fra den schweiziske klub Grasshoppers Zürich var den skudstærke Owe Grahn kaldt under fanerne. Han havde scoret Sveriges sejrsmål i VM-kampen mod Uruguay året før i Mexico. Han skulle til at forny sin kontrakt, men ville først afvente landskampen mod Danmark, hvor han planlagde at gøre en ekstraordinær god figur.

De øvrige ni spillere kom med masser af topfodbold i benene. På trods af danskerlandskampen havde der været fuldt program i All Svenskan om torsdagen tre dage før landskampen. Fire af spillerne på det svenske hold havde været involveret i topbraget mellem Malmø FF og IFK Norrköbing.

Ekstrabladet havde naturligvis skrevet side op og side ned om årets sportsbegivenhed i Danmark. Stemningen var ved at blive pisket op til søndagsbraget.

Da det kom til stykket, afslørede sportsredaktør Axel Alstrup modigt, at han regnede med, at Sverige ville vinde 2-1. Det største sats i dette ciffertips var i virkeligheden, om Danmark overhovedet ville få et mål i kamp mod et forsvar, der havde holdt Østrig og Italien på nul mål. Sverige stillede med sit absolutte stærkeste hold og var på ingen måde tynget af komplekser og opgejlede forventninger, der skulle opfyldes. I svenskernes øjne var Danmark blot en ordinær træningsmodstander, der med fysik og sejhed skulle nedkæmpes.

Politikens skribent Flemming Nielsen var heller ikke særlig optimistisk. Han erindrede om, at det svenske landshold havde en irriterende evne til at pille danskerne ned, når kritikere og publikum var allerhøjst oppe at køre. Ikke siden 1960, da landsholdet med sølvmedaljer om halsen drog til Stockholm, havde Idrætsparkens publikum troet så meget på en sejr over den fodboldmodstander, som Danmark helst ville slå. I 1960 tog det Sverige 20 minutter at punktere den falske optimisme. Den realistiske Nielsen frygtede om ikke tidligere landskampes ydmygelse, så dog en lektion i moderne fodboldspil af de ambitiøse svenske atleter. Landsholdets akilleshæl var angrebet, hvis mangler den flot besatte midtbane ikke kunne opveje.

Den danske landstræner Rudi Strittich var heller ikke særlig optimistisk. Han tvivlede på sejren og klagede sin nød over, at han ikke havde haft mulighed for at spionere mod svenskerne, da Nations Cup-kampen mod Italien blev spillet samme aften som kampen mod Skotland. Den afdæmpede østriger havde kalkuleret med, at han i stedet kunne kikke på TV-billeder fra Italiens-kampen, da Danmarks Radio som led i en udvekslingsaftale havde modtaget et magnetbånd fra Sverige Radio. Men journalist Svend Gehrs fra DR måtte nedslået fortælle landstræneren, at det af tekniske grunde ikke var muligt at vise optagelserne fra SVR.

Søndagen oprandt omsider. Ventetiden var overstået. Lang tid før kampstart kl. 13.30 holdt tilskuerne deres fantastiske indtog i Fælledparken. Det var med skralder, dannebrogsflag og plakater med opildnende slogans. Humøret var højt og publikum drak traditionen tro øl i stride strømme fra de medbragte flasker. Mange af fansene kom direkte fra en god søndagsfrokost med det hele.

De dyreste siddepladser på den store tribune fra 1955 kostede 28,- kr. og de billigste ståpladser kunne erhverves for beskedne 7,- kr. DBU’s billetpriser var blandt de laveste i Europa. DBU havde overvejet at hæve priserne i 1971, men fordi de professionelle spillere blev kaldt hjem fra udlandet, ville DBU ikke hæve priserne for at lave en god forretning. I DBU frygtede ledelsen nemlig, at de professionelle spillere kunne beskylde DBU for at ville udnytte de udenlandske stjerners tilstedeværelse, hvilket kunne føre til krav om betaling for at spille på landsholdet.

Danmarks hold mod Sverige så således ud:

Danmark A

 

  1. 1.    Erik Lykke Sørensen, Morton Greenock FC

 

  1. 2.    Torben Nielsen, B1903
  2. 3.    Mogens Berg, B1909
  3. 4.    Preben Arentoft, Newcastle United FC
  4. 5.    Jørgen Rasmussen, Randers Freja
  5. 6.    Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen
  6. 7.    Kresten Bjerre, Racing White Molenbeek (A)
  7. 8.    Jørgen Kristensen, Sparta Rotterdam
  8. 9.    Finn Laudrup, Brønshøj BK
     
     
 

10. Keld Pedersen, Køge BK

11. Ulrik le Fevre, Borussia Mönchengladbach

Reserver:

  • ·        Niels Hagenau, KB (m)
  • ·        Arne Toft, AaB
  • ·        Flemming Pedersen, KB (46.min for Jørgen Rasmusen)
  • ·        Ole Forsing, B1903 (65.min for Keld Pedersen)
  • ·        Birger Pedersen, Hvidovre IF
           

Danmarks håb om en hurtig genvej til international klasse bristede denne sommersøndag i juni. Det danske landshold blev knust af en effektiv svensk fodboldmaskine, der spillede med en overlegen autoritet, fysisk tilstedeværelse og professionel kynisme, som danskerne som kollektiv slet ikke kunne matche. Forskellen mellem et sammentømret svensk mandskab og elleve dygtige danske individualister var åbenlys allerede efter 1. halvleg.

Den vesttyske dommer Walter Eschweiler havde dårligt nok fået sat kampen i gang, førend håbet om en sejr bristede for øjnene af 47.300 højstemte tilskuere. Der gik sølle fem minutter, så lå bolden i nettet bag Erik Lykke Sørensen. Den indbyrdes aftale om, hvem der skulle dække hvilken svensker i det danske straffesparksfelt ved et frisparksindlæg var ikke på plads. En vågen svensk angriber udnyttede koldblodigt det danske forsvarskoks.

05.min - Owe Grahn (0-1) udnytter et løs dansk opdækning efter frispark. Sverige har fået frispark i danskernes højre side. Venstre back Roland Grip sender en høj skruet bold ind i det danske straffesparksfelt, hvor to svenskere Kindwall og Eklund og tre danskere Mogens Berg, Arentoft og Bjerre samtidig hopper efter bolden. Nærmest ved straffesparkspletten er det nr. 9 Owe Kindvall, der omgivet af to danskere når højest, men alene snitter bolden, så den ændrer retning. Den løse bold fortsætter over i Danmarks venstre side, hvor den nykårede schweiziske mester Ove Grahn står helt udækket, fordi hans oppasser Jørgen Rasmussen også er gået frisparksbolden i møde. Bolden rammer jorden en gang, hvorefter Grasshoppers-spilleren kanonerer bolden højt op midt i målet uden chance for Erik Lykke Sørensen. Den udspillede Jørgen Rasmussen har forsøgt at komme tilbage, men han når alene at spærre synet for den danske målmand. Morton-målmanden løfter opgivende armene i vejret inden han bukker sammen i ærgrelse. Den brødebetyngede Randers-back ser med beklagelse tilbage på sin målmand, som han har svigtet ved ikke at dække sin mand tæt nok.

I det første kvarter af kampen var svenskerne en klasse bedre end danskerne. Forsvaret omkring målmanden Ronnie Hellstrøm slog ingen sprækker og den stærke svenske midtbane producerede masser af chancer. Publikum konstaterede vantro, at svenskerne var mere pågående og hurtigere end danskerne, mens Strittichs tropper febrilsk prøvede at få styr på spillet. Den eneste opmuntring var en dribletur på baglinjen af Finn Laudrup, hvor han snød to svenskere.

Efter det første kvarter udviklede duellen sig mere jævnbyrdigt. De dygtige danske individualister, især Jørgen Kristensen, der flere gange undslap de hårdt taklende svenskere, fik efterhånden Danmark med i spillet. Det opstod chancer både til den hårdt arbejdende Ole Bjørnmose og den sprudlende Jørgen Kristensen, men pludselig udnyttede svenskerne igen kynisk det svage danske forsvarspil til 0-2.

26.min - Ove Eklund (0-2) scorer sikkert, da to danske forsvarere misser bolden. Optakten til målet er en flot dribletur af den oplagte Owe Kindwall, der i danskernes venstre side fuldstændig afdribler en febrilsk Jørgen Rasmussen og fortsætter ned mod den danske baglinje. Den rolige sweeper Preben Arentoft får dog i første omgang afværget angrebet sammen med den tilbageilende Kresten Bjerre, så den nye Norrköbing-angriber må spille bolden tilbage til den defensive Tommy Svensson, der har set, at tre svenskere Örjan Persson, Eklund og Grahn er alene fremme i det danske straffesparksfelt i selskab med kun to danske forsvarere, fordi Arentoft og Bjerre har været ude at afværge Kindwalls farlige stormløb. Svensson med nr. 6 på ryggen førstegangsafleverer fladt bolden ind i det danske felt, hvor Torben Nielsen og Mogens Berg i fællesskab forsøger at sparke bolden væk, mens den målsultne Ove Grahn forsøger at skyde på mål. Bolden snitter blot Mogens Bergs fod og fortsætter for nedsat fart forbi de tre kæmpende spillere. Bolden fortsætter til den helt udækkede topscorer i All Svenskan Ove Eklund, der alene foran mål har god tid til at sparke bolden fladt i mål. Bolden suser ind til venstre for Erik lykke Sørensen, der forsøger at komme ud at målet for at afværge den pludseligt opståede mulighed. De danske forsvarer håber på en offside-kendelse fra linjedommeren, men bolden er kommet til Åtvidaberg-angriberen fra en dansk fod, så der er ikke offside.

Svenskerne havde med lidt held udnyttet det dårlige danske forsvarsspil, hvor hverken Bjørnmose eller Jørgen Kristensen var kommet med hjem. Sverige blev herved overtallig foran Erik Lykke Sørensen bur.

Danskerne lod sig dog ikke slå helt ud af det unødvendige mål. Både anfører Kresten Bjerre og ihærdige Ole Bjørnmose havde efterfølgende gode forsøg inden for målrammen. 8 minutter før pausen gav danskernes anstrengelser sig endelig udbytte i form af det vitale reduceringsmål, der kunne anvendes til løfte moralen i omklædningsrummet. For tredje kamp i træk var det danske mål et resultat af en dødboldssituation.

37.min - Kresten Bjerre (1-2) opfanger riposten efter stolpeskud og scorer sikkert.Den hårdtarbejdende Keld Pedersen har tilkæmpet sig et frispark foran det svenske mål. Bolden bliver placeret 2-3 meter fra det svenske straffesparksfelt. Svenskerne sætter en mur på fem mand op. Den optændte Finn Laudrup blander sig med de svenske spillere. Der skubbes og puffes under publikums højlydte piften. Alle venter, at enten Kristensen eller Laudrup skal skyde direkte. I stedet udnytter Jørgen Kristensen forvirringen og løfter bolden kort til Keld Pedersen, der hårdt med sin venstrefod flugter bolden mod mål. Bolden går igennem den svenske muropdækning, men snitter samtidig en spiller, så bolden ændrer kurs. Den dygtige Ronnie Hellström har allerede kastet sig til sin venstre side, hvor bolden er på vej, da den skifter kurs. I stedet slår bolden mod venstre stolpe til højre for den liggende målmand og fortsætter ud i feltet. Den danske anfører Kresten Bjerre, der har stået ved siden af muren, er fulgt godt med ind i straffesparksfeltet. I hård nærkamp med den barske svenske back Christer Hult og med Laudrup som tililende assistance lykkes det Bjerre med venstrefoden at dirigere bolden ind i målet. Hellström er kommet op at stå igen, men kan slet ikke nå på tværs af målet til at afværge scoringen.

Det var i første omgang en glædestrålende Kresten Bjerre, der med armene højt i vejret løb tilbage mod midten af banen. På vejen lykønskede de danske spillere deres anfører, først den uheldige Jørgen Rasmussen, derefter le Fevre, Bjørnmose, oplæggeren Keld Pedersen, Laudrup og Torben Nielsen. Det var dog tydeligt, at målscoreren ikke ønskede at blive hyldet, men derimod med fagter, knyttede hænder og vinderattitude var i gang med at opildne sine holdkammerater og de 48.000 tilskuere til fornyet dåd.

Under publikums jubel var Danmark omsider ved at kæmpe sig tilbage i kampen. Da optimismen for alvor var ved at komme tilbage i Idrætsparken, slukkede de gule-blå farver brutalt forhåbningerne, da uret gik ud på sin sidste omgang i 1. halvleg.

45.min - Owe Grahn (1-3) scorer for Sverige efter passivt dansk spil. Den svenske stopper Bjørn Nordqvist vinder en hovedstødsduel på banens midte over lille Jørgen Kristensen og fører bolden frem mod det danske mål. Den danske sweeper Preben Arentoft rykker frem på banen for at afværge opløbet, mens en passiv Ole Bjørnmose kikker på. Da Arentoft er nået frem til Nordqvist, afleverer den svenske anfører kort til Owe Grahn, der står helt fri. Samtidig løber Nordqvist ind i det danske felt skarpt forfulgt af Arentoft. Situationen er ikke farlig, fordi Ove Grahn befinder sig på god afstand af målet og bliver afskærmet af den iltre Kresten Bjerre. Da den målsultne Grahn har modtaget bolden, går han med et langt træk forbi Kresten Bjerre og har derved mulighed for at skyde på mål. Den nærmeste dansker er Ole Bjørnmose, der har forholdt sig underligt passivt under det svenske opspil, der er foregået inden for hans rækkevidde. 2-3 meter uden for straffesparksfeltet trykker svenskeren af. Bolden har retning til højre for Erik Lykke Sørensen og studser jorden lige foran målmanden. Det er et hårdt skud, men målmanden har kunnet se det hele vejen fra Grahns fod. Den danske målmand kaster sig dog for sent og bolden går ind i mål nede i målmandens højre hjørne.

Det svenske mål var resultat af et meget passivt dansk forsvar. I første omgang kikkede Ole Bjørnmose blot på, at svenskerne arbejdede sig frem mod det danske mål. Derefter kom Owe Grahn overraskende nemt forbi den danske anfører Kresten Bjerre. Endelig forsøgte ingen andre danskere at komme i vejen for Eklunds langskud.

Efter kampen brugte Erik Lykke Sørensen meget pasende omstændighederne omkring målet som illustration for den manglende hårdhed i det danske forsvarsspil. Efter fynboens opfattelse burde indtil flere af de passive holdkammerater have jævnet svenskeren med jorden inden han kom på skudhold. Det ville svenskerne have gjort i en tilsvarende situation.

Rigstræner Strittich benyttede halvlegspausen til at udskifte venstre back Jørgen Rasmussen, der havde været helt rundt på gulvet af nervøsitet og ofte havnede i placeringsvanskeligheder over for de hurtige svenskere. Den påpasselige KB-back Flemming Pedersen overtog tjansen og spillede betydeligt mere sikkert end sin forgænger. Han nåede også at få en advarsel af den vesttyske dommer Walter Eschweiler.  

Danskerne fik i begyndelsen af 2. halvleg mere overvægt i spillet. Det virkede som om, at svenskerne gravede sig ned i forsvaret og overlod initiativet til danskerne.

Løbestærke Ole Bjørnmose havde et godt skud på mål, der havde fortjent bedre. Den indskiftede Ole Forsing forsøgte også at ændre kampens udfald med et smukt hovedstød. Den populære B1903-angriber afløste Keld Pedersen efter 25 minutter i 2. halvleg. I lyset af landstrænerens udtalelse før kampen om at spille med to centerforwards var det overraskende, at Danmark alligevel ikke forsøgte med en ny konstellation på et tidspunkt, hvor holdet var bagud med to mål.

11 minutter før slutfløjtet blev kampen krydret med ekstra dramatik. Højre back Torben Nielsen sparkede den svenske målscorer Ove Eklund bagi, da de var kommet i karambolage på grønsværen. Den svenske målscorer havde låst danskerens ben og i irritation herover reagerede den ellers besindige københavner ganske uoverlagt. Den rutinerede dommer udviste den brødebetyngede dansker helt korrekt, da sparket var sket efter at dommerens fløjte havde lydt. Det var ikke en ondskabsfuld handling, og spillerne udvekslede også håndtryk, da Torben Nielsen spadserede ud til den ventende Rudi Strittich, der var kommet sin uheldige spiller i møde.

I flere aviser dagen efter var det anført, at det var den første danske udvisning nogensinde, men tilbage i 1928 var en anden B1903-spiller Ernst Nilsson også blevet udvist. Dengang i Oslo skete udvisningen syv minutter før tid. Danmark vandt dog alligevel 3-2.

Svenskerne udnyttede overtallet og sluttede kampen bedst. To gange kom de danske målstolper i vejen for skud fra venstreangriberen Örjan Persson og backen Roland Grip. Det kunne meget nemt være blevet et større nederlag.

Der var ingen tvivl om, at Sverige vandt landskampen fortjent. Svenskerne havde bedre fysik i mand til mand-duellerne, større kynisme både i udnyttelse af chancer og brug af frispark til at bremse de dygtige danske individualiser samt fremstod som et mere sammenspillet fodboldhold. Danskerne stillede nok op med de bedste individualister i Jørgen Kristensen, Finn Laudrup og Ulrik le Fevre, men sammenspillet var planløst. Det var nemt for de tæt markerende svenskere at bremse danskerne – til tider temmelig hårdt, men helt igennem internationalt.

Efter kampen

Landstræner Rudi Strittich virkede ikke mere skuffet over resultatet end at han meget præcist kunne sætte fingeren på det ømme punkt: ”Sverige viste os, hvilken betydning det har, at et mandskab er godt sammenspillet. Før vores landshold bliver bedre sammenspillet, kan vi ikke klare os mod de bedste”, analyserede den elegante østriger, der var klædt i de nydeligste jakkesæt. Han fremhævede også, at to foræringsmål tidligt i kampen og derefter lige før pausen helt slog Danmark ud af kurs.

Den danske målscorer Kresten Bjerre var ikke helt tilfreds med sin indsats. I modsætning til de foregående landskampe kom han til at spille meget defensivt, fordi Kristensen, Bjørnmose og Laudrup myldrede frem på banen for at støtte det blodfattige angreb. ”Jeg skulle nærmest efter trænerens anvisning løbe rundt og samle op lige foran det danske forsvar. Og det er næppe et spil, der kan imponere”, konkluderede den lyslokkede ex-AB’er, der denne gang måtte tage til takke med en fjerdeplads på Ekstrabladets rangliste.

”Det var de værste sekunder, som jeg har oplevet i min fodboldkarriere”. Således beskrev den udviste Torben Nielsen den lange spadseretur fra banen efter det røde kort. Den sympatiske forsvarer var helt klar over, at han havde dummet sig, da han sparkede sin svenske modstander bagi. Alligevel var han overrasket over, at det førte til et direkte rødt kort fra den vesttyske dommer, fordi svenskeren forinden havde fastlåst hans ben, da han prøvede at rejse sig fra banen. Den alsidige back, der kunne spille begge backpladser, kunne dog trøste sig med, at hans offer Ove Eklund også fandt, at udvisningen var for hård.

Trods personlig succes hang hovedet på den snart forhenværende Werder Bremen-spiller Ole Bjørnmose. Fynboen udrettede et kæmpearbejde på midten af banen og var også et par gange fremme foran mål med gode afslutninger. ”Kampen understregede, at vi ikke er så gode som vi troede. Svenskerne pillede os ned på jorden igen. Det er også der, dansk fodbold hører hjemme for øjeblikket”, konkluderede den kommende HSV-spiller, der begyndte at frygte et stort dansk nederlag i sommerens sidste venskabskamp mod Vesttyskland.

Dagens bedste dansker var Jørgen Kristensen, der toppede Ekstrabladets rangliste, men det kunne den stærke individualist ikke glæde sig over. ”Det er ikke nok alene at hente profferne hjem” fnyste publikumsynglingen i omklædningsrummet. I hans øjne havde det været for naivt at tro, at et til lejligheden sammenbragt landshold af professionelle og amatører, der ikke havde spillet ordentligt sammen, kunne besejre en stor fodboldnation som Sverige. Det ville tage mindst et år at opnå resultater.

Den dødtrætte Ulrik le Fevre var første mand på massagebriksen efter kampen. Han havde slet ikke rørt bolden, da Sverige efter fem minutter kom foran, og resten af halvlegen kom han ikke med i kampen overhovedet. Den elegante wing fik heller ikke mange bolde at arbejde med, og de gange, hvor han modtog en aflevering, agerede den ellers selvsikre Borussia-spiller temmelig planløst. Den tidligere Vejle-spiller kom bedre med i 2. halvleg, men nogen stor landskamp var det ikke for den feterede klassespiller, der også måtte nøjes med en plads som nr. 8 på Ekstrabladets rangliste.

Den danske målmand Erik Lykke Sørensen forklarede nederlaget ved, at danskerne var alt for flinke – simpelthen. Ved det andet mål skulle Sverige storstjerne Ove Kindvall have været jordet inden han driblede sig fri til at skabe et farligt angreb, og ved det tredje mål burde adskillige af de danske forsvarere hårdhændet have bremset Eklund, så han ikke kom fri foran mål. Danskerne burde have brugt samme hårde metoder som svenskerne, herunder begå de nødvendige frispark, når det trak op til fare foran mål. ”Svenskerne var ikke bange for at lave grove frispark eller bruge hænder, når det var nødvendigt”, sluttede den skuffede fynbo.

Billethajerne brændte ind med flere hundrede billetter. I forsalget havde DBU afsat samtlige 48.800 billetter, men der blev kun registreret 47.400 betalende personer gennem tælleapparaterne. En time før kampen blev standardbilletter til 20,- kr. pr. stk. solgt for det femdobbelte, men kort før kick off gik billetterne pludselig til under indkøbspris. Billethajerne brændte inde med 1.400 billetter, hvilket skyldtes, at DBU stærkt havde frarådet københavnerne om at møde op uden billet.

Hver spiller på landsholdet fik i bussen på vejen fra Hotel Skodsborg Bad til Idrætsparken udleveret to fribilletter. Spillerne puttede fribilletterne i DBU-konvolutter og skrev navnene på de heldige familiemedlemmer eller venner, der skulle have dem. Konvolutterne efterlod spillerne så ved spillerindgangen på P.H. Lings Alle.

Radio og TV

Den skuffende landskamp i Københavns Idrætspark fik den maksimale mediedækning af Danmarks Radio. DR forsøgte at købe retten til at sende hele kampen direkte i TV, da billetterne flere uger før kampen var helt udsolgt. DBU vurderede dog, at en direkte transmission kunne føre til, at mange billetkøbere ville føle sig snydt. Med de store udfordringer op til kampen vedr. de professionelles reklamering på overtrækstrøjerne havde DBU heller ikke brug for at stå med yderligere en dårlig sag, hvor utilfredse tilskuere ønskede at få deres fodboldbilletter refunderet, fordi kampen alligevel blev sendt direkte i TV.

Kampen sluttede kl. 15.15, så de mange tilskuere kunne nemt nå hjem til kl. 18.00, hvor DR viste en time forskudt fra kampen med Gunner Nu Hansen som kommentator. De tre mål med Gunner Hansens speak er tilgængelige i mediebiblioteket på Danmarks Radios hjemmeside for elever i folkeskolen – www.dr.dk/skole. Der kræves en adgangskode.

I dag er de tre mål endvidere tilgængelige på YouTube i en dårlig kvalitet, hvor kilden formodentlig er DR’s skolehjemmeside.

For de, som ikke havde set nok fodbold, var der søndagssport i DR kl. 19.45. De 30 minutters sport indeholdt også højdepunkter fra kampen samt interview.

I radioen transmitterede DR hele kampen på P1. Det var fra kl. 13.15.

Søndag den 20. juni 1971: Sverige U-Danmark U 0-1 (0-1)

Det danske ungdomslandshold gav danskerne en smule oprejsning, da holdet vandt med 1-0 i Uddevalla. Selv om sejren var fortjent, var der ingen grund til den store jubel. Håbet havde været, at de ambitiøse danske angribere ville have været i stand til at producere chancer på samlebånd, men Iver Schriver, Jørgen Markussen og Morten Olsen var uden brod. 

B1903-målmanden Benno Larsen stod sin 14. U-landskamp i træk og reddede i den sidste ende den spinkle sejr. UK-chefen for ungdomslandsholdet Ejvind Sørensen var heller ikke tilfreds med spillet, men så trods alt fortrøstningsfuldt på fremtiden, fordi holdet havde stort potentiale. Det danske mål scorede Kristen Nygaard, der derved bragte sig fint i spil til det kommende OL-hold.

Onsdag den 30. juni 1971 kl. 19.00: Danmark-Vesttyskland 1-3 (1-0)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark (75 års jubilæumskamp for DIF)

Det var et held for DBU, at den nybagte tyske pokalmester Johnny Hansen i slutningen af juni var vendt hjem til sin fødeby Vejle på en velfortjent sommerferie. Ganske sensationelt åbnede det op for, at FC Bayern München sagde OK til at frigive klubbens stærke højre back til landsholdet - uden vederlag.

Den tidligere Vejle-spiller havde fri fra arbejde så at sige, så den tyske klub ville ikke blande sig i, hvordan den lynhurtige back brugte sin fritid. Den tyske storklub havde været en af de klubber, der havde stået stærkest på kravet om, at DBU skulle betale et vederlag for at anvende klubbens arbejdskraft på landsholdet.

Udtagelseskomiteen (UK) var ikke sen til at udnytte den uventede chance for at forstærke landsholdet. Den normale højre back Torben Nielsen fra B1903 var blevet udvist i den foregående kamp mod Sverige. Selv om kampen mod Sverige ikke var en officiel kvalifikationskamp i UEFA-regi, valgte UK at give den brødebetyngede Gentofte-spiller en spilledags karantæne mod Vesttyskland.

Afløseren Johnny Hansen var den perfekte back til landsholdet. Han havde i perioden 1965-1968 været fast mand, inden han skrev kontrakt med FC Nürnberg. 20 landskampe og 2 mål stod der på Bundesliga-spillerens landsholds-CV, da han meldte sig klar under fanerne.

En anden forstærkning var den tidligere B1913-angriber Bent Jensen, der huserede som midtbanespiller i den franske klub FC Girondins Bordeaux. Det var blevet til 15 træffere i 38 ligakampe. Fynboen var et godt navn at sætte på holdkortet, men spørgsmålet var, om han var manden til at løse landsholdets angrebsproblem. Den lynhurtige spiller havde scoret i de seneste kampe for sin klub, men var en meget teknisk funderet spiller, der langt fra fremstod som den klassiske centerforward. Han vidste dog udmærket, hvordan man scorer mål på landsholdet. Inden for et år i 1968-1969 scorede Bent Jensen ikke mindre end 13 mål i DBU-trøjen, inden han strøg af sted til Frankrig.

UK slettede en smule brutalt den effektive Køge-angriber Keld Pedersen fra landsholdstruppen. Oplæggeren til det danske trøstmål mod Sverige fik ikke engang en tjans som reserve, selv om han næppe havde været årsag til miseren mod arvefjenden. B1903’s høje centerforward Ole Forsing havde derimod igen gjort sig værdig til UK’s nåde og blev angrebsreserve. Han meldte dog afbud dagen før landskampen og gjorde derved alligevel plads til Keld Pedersen.

Den tredje og sidste ændring var udtagelsen af KB’s Flemming Pedersen som venstre back. Allerede i omklædningsrummet efter Sverigeskampen havde den uheldige Jørgen Rasmussen indikeret, at han behøvede en pause fra landsholdet til at få samling på sig selv efter flere dårlige kampe. Det lå derfor i kortene, at UK gav den sympatiske Randers-spiller tidlig sommerferie, så han kunne genopbygge sin moral til de kommende kampe på OL-landsholdet.

Udtagelsen af Flemming Pedersen holdt dog kun et døgn. Så meldte den solide back afbud, da for længst havde planlagt sin sommerferie. De planer havde KB-spilleren ikke mulighed for at ændre med kort varsel.

Kørt før B1909’s Viggo Jensen løb på banen for at spille forårets sidste 1. divisionskamp mod B1903, fik den 23årige venstreforsvarer besked om, at han var udtaget til landsholdet i stedet for Flemming Pedersen. Vestjyden, der havde slået sig ned på Fyn, havde erfaring fra ungdomslandsholdet og var ikke spor bange for at møde de vesttyske stjerner. ”Hvorfor skulle det genere mig at trække i den rød-hvide spilledragt mod Gerd Müller & Co”, skræppede debutanten op. ”Tyskerne er vel ikke overmennesker”, sluttede Viggo Jensen, som ville løbe på banen for at yde sit bedste.

Startopstillingen mod Vesttyskland kom herefter til at de sådan ud:

Danmark A

 

  1. 1.    Erik Lykke Sørensen, Morton Greenock FC

 

  1. 2.    Johnny Hansen, FC Bayern München
  2. 3.    Mogens Berg, B1909
  3. 4.    Preben Arentoft, Newcastle United FC
  4. 5.    Viggo Jensen, B1909
  5. 6.    Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen
  6. 7.    Jørgen Kristensen, Sparta Rotterdam
  7. 8.    Kresten Bjerre, Racing White Molenbeek (A)
  8. 9.    Finn Laudrup, Brønshøj BK
     
     
 

10. Bent Jensen, FC Girondins Bordeaux

11. Ulrik le Fevre, Borussia Mönchengladbach

Reserver:

  • ·        Niels Hagenau, KB (m)
  • ·        Arne Toft, AaB (81.min for Viggo Jensen)
  • ·        Svend Andresen, B1903
  • ·        Ole Forsing, B1903
  • ·        Birger Pedersen, Hvidovre IF (46.min for Finn Laudrup)
           

Det var på papiret det stærkeste danske landshold nogen siden. Fra idealopstillingen manglede vel egentlig kun de to PSV Eindhoven-spillere Bent Schmidt Hansen og Henning Munk Jensen, hvis klub fortsat spærrede for at frigive de dyrebare danskere til DBU. Den eneste renlivede og ægte amatørspiller på landsholdet var debutanten Viggo Jensen. Resten af drømmelandsholdet var nuværende eller tidligere proffer, heraf flere med solid international succes i deres udenlandske klubber.

DBU’s formand Wilhelm Skousen og de professionelle spillere, der var hjemme på sommerferie, benyttede de stille junidage til at afslutte sagen om brug af reklamer på trøjer og træningsdragter. Det tog ikke parterne mange timer at blive enige. Begge parter var ivrige efter at finde hinanden, fordi reklamesagen havde været pinlig og havde skabt et billede af en flok forkælede udlandsprofessionelle, der ikke kunne indordne sig under reglerne og en svag DBU-ledelse, der ikke kunne styre spillerne.

Aftalen mellem DBU og spillerne gik ud på, at spillerne skulle bære officielle DBU-trøjer, når de deltog i en officiel træning under ledelse af rigstræneren. Amatørspillere måtte heller ikke møde op med trøjer, der reklamerede for spillerens danske klub eller klubbens sponsor. Med andre ord måtte spillerne ikke reklamere for produkter eller serviceydelser, når de optrådte på landsholdet.

De tre spillerrepræsentanter Erik Lykke Sørensen, Kresten Bjerre og Jørgen Kristensen, der førte forhandlingerne for spillerne, fik gennemført, at også de professionelle spillere havde adgang til at modtage betaling for tabt arbejdsfortjeneste, hvis det kunne dokumenteres. Der var herefter identiske vilkår i DBU-regi for både amatørspillere og profferne fra udlandet.

Som sædvanlig mødte spillere op på Hotel Skodsborg Søbad dagen før landskampen. De professionelle spillere skulle møde kl. 18.00, mens der ikke var fast mødetidspunkt for amatørerne. Den sene aftentræning foregik i små grupper uden en egentlig træningsplan. Kresten Bjerre og Finn Laudrup trænede på egen hånd dødbolde. Træningen var mest at betragte som hyggeligt samvær for at løse musklerne op. Der var ingen taktisk træning eller afprøvning af spilformationer og systemer. Mest imponerende var de nye hvide træningstrøjer med DBU-logoet på brystet.

Landsholdets forberedelse fik en ophidset Jørgen Kristensen til at udbryde, at opholdet på det dejlige Hotel Skodborg Søbad ingen værdi havde. Til Ekstrabladet sagde den populære driblekonge, at landsholdet simpelthen forberedte sig forkert til de store opgaver. Han fremhævede, at spillere burde møde frem på hotellet på samme tidspunkt og at træningen skulle være mere systematisk.

I øvrigt håbede han, at Danmark havde lært af de mange forsvarsfejl mod svenskerne. Danmark skulle satse på at holde tyskerne væk fra det danske mål, så Danmark ikke igen kom hurtigt bagud. I den første halve time skulle der kun være få mænd fremme – resten skulle forsvare sig. Sjællænderen med en fortid i Køge anerkendte, at en defensiv taktik kunne skuffe det forventningsfulde publikum, men det var nødvendigt for at få succes, at landsholdet lærte at holde modstanderen fra at score nemme mål.

Udbruddet fra Jørgen Kristensen havde formodentlig også sin årsag i, at kun fire ud af 15 spillere var mødt til fællestræning om fredagen den 25. juni, hvor DBU var vært på Hotel Skodborg Søbad. Ingen af de hjemlige spillere var til stede – kun Erik Lykke Sørensen, Preben Arentoft, Kresten Bjerre og Jørgen Kristensen.

Træningen bestod af småbold mellem spillerne samt skud på mål. Det sidste var vigtigt, fordi Erik Lykke bortset fra landskampene havde ligget stille i flere uger og derfor savnede træning. En fodboldinteresseret tilskuer overværede træningen og drog fluks hjem for at skrive en afslørende læserbrev, der blev bragt i Ekstrabladet to dage før kampen. Beretningen fra Skodsborg efterlod et stærkt indtryk af dårlig forberedelse og manglende lederskab.

Landskampen havde status som en officiel jubilæumskamp for Danmarks Idrætsforbund (DIF), der var en samlende organisation for både elite- og breddeidræt i landet. DIF havde 75 års jubilæum, og DBU havde i den anledning foræret overskuddet fra kampen til DIF som en jubilæumsgave. Da samtidig Københavns Kommune ikke krævede leje af Idrætsparken, havde DIF udsigt til en god gevinst ved arrangementet.

Danmark var den tredje modstander, som Vesttyskland stod over for i Deutscher Fußball-Bunds store Skandinaviens turne. I Oslo havde de suveræne germanere pulveriseret Norge med 7-1 bl.a. på fire mål af målbomberen Gerd Müller. Modsat gik det i Göteborg et par dage senere, hvor Sverige afslørede, at de blå-gule i sandhed var blevet et storhold på den europæiske scene. I et morads af mudder og vand vandt de stærke svenskere 1-0 på mål af den hjemkomne Owe Kindwall.

Det var et nederlag, der gjorde den tyske forbundstræner Helmuth Schön eddikesur. Han brugte det irriterende nederlag til at sætte sit feriemandskab op til dåd til kampen i København. Et nederlag til Danmark ville i hjemlandet bliver karakteriseret som en fodboldskandale. ”Taber vi til Danmark, må vi snige os over grænsen”, kom til gravalvorligt fra VM-topscoreren Gerd Müller, der kun smilede under træningen, når han sendte bolden i mål.

Der var heller ingen Tivoli-tur for de vesttyske stjerner, når de var færdige med aftentræningen i Idrætsparken. Turen gik direkte hjem til hotellet til hvile og restitution.  

Pessimisme var den dominerende tone i avisernes omtale af den kommende landskamp. Håbet var, at landsholdet kunne score bare en enkelt gang, men det var faktisk alt for meget at ønske sig mod en af verdens bedste hold, der allerede havde sat sig som mål at blive europamester i 1972.

Alle så dog frem til at se ægte verdensfodbold i København, fordi Vesttyskland var nr. 3 fra VM-turneringen og stillede op med en perle af stjernespillere f.eks. Sepp Meyer, Franz Beckenbauer, Wolfgang Overath, Günter Netzer og Gerd Müller. Det var urealistisk at tale om sejr eller uafgjort mod Vesttyskland. Det traumatiske nederlag mod Sverige havde vist Danmarks begrænsninger. Sveriges-kampen sved stadig og havde fuldstændig tømt fodboldjournalisterne for tillid til landsholdets evner.

Danmark fremstod i mere end en time som det bedste hold og førte 1-0 efter en imponerende holdindsats. Landsholdet tabte sejren på gulvet, da det udmattede danske hold faldt sammen. Den danske målmand Erik Lykke Sørensen fik en ærgerlig hovedrolle i nedturen, da han omgivet af et træt forsvar koksede i det og lod tre mål gå ind. Målmanden stod således ikke alene med nederlaget. Det danske forsvar var kørt træt efter en times boldjagt, og den dansk udskiftningsbænk forholdt sig forbavsende passivt, da det danske forsvar kollapsede.

Den danske landstræner Rudi Strittich havde lagt op til en meget defensiv taktik i 1. halvleg. Fejlene fra Sverige-kampen skulle ikke gentages. Spillerne udførte ordren meget dygtigt og holdt fuldstændig de tyske verdensstjerner nede i 1. halvleg. Tilmed scorede Danmark allerede efter et kvarter – for fjerde gang i træk – efter en dødbold.

Optakten til målet stod den lille, hårdtarbejdende Preben Arentoft for. Han brød ene mand igennem de tyske forsvarsbastioner, men blev fældet lige uden for straffesparksfeltet.

14.min – Kresten Bjerre (1-0) kommer elegant foran Franz Beckenbauer og udnytter koldblodigt et frisparksoplæg fra Finn Laudrup. For tredje kamp i træk udløste en dansk frisparkskombination en scoring. Midt for det tyske mål vippede Finn Laudrup elegant bolden frem i det tyske straffesparksfelt. Anføreren var samtidig løbet med frem og på grænsen til det lille felt stødte han bolden forbi den tyske fantommålmand Sepp Meyer til en overraskende dansk føring.

De 40.400 tilskuere eksploderede nærmest af begejstring over den danske optakt. VM-bronzevinderne var ved at komme i knæ. Det var tydeligt, at det slet ikke bekom de store Bundesliga-profiler behageligt at være bagud mod miniputnationen. Enkelte af de hvidblusede begyndt at skændes indbyrdes, og Der Kaiser Franz Beckenbauer gestikulerede voldsomt over for sine holdkammeraters slappe indsats.

Kritikere af landsholdets forberedelse havde ofte fremhævet, at træningen på banerne ved Hotel Skodsborg Søbad manglede styring og systematik, men på trods heraf var de seneste tre danske mål blev sat ind efter frisparkskombinationer midt for modstanderens mål. Disse manøvrer måtte i de forudgående aftensamlinger nøje have været indstuderet og afprøvet.

Danmark var dog ikke i stand til at udnytte det opståede momentum i kampen og den voksende tyske frustration. Ulrik le Fevre og Bent Jensen sled fremme i angrebet, men havde sjældent nogen at aflevere til, fordi den danske midtbane orienterede sig defensivt.

De danske spillere gik til pause med en smal føring på en veludført defensiv taktik. Danskerne dækkede klogt op og spillede nærmest hårdkogt professionelt. Nok så vigtigt afleverede danskerne strålende til hinanden med den kommende HSV-spiller Ole Bjørnmose som den mest iøjnefaldende. De mange tilskuere tog det henholdende danske spil til deres hjerter, selv om det langtfra var morsomt at overvære. Til tider var det nærmest italiensk spillestil, hvor danskerne helt tog tempoet ud af kampen og blot holdt bolden i egne rækker, så vesttyskerne ikke kunne komme i gang.

Den stærke Hvidovre-spiller Birger Pedersen erstattede fra starten af 2. halvleg Finn Laudrup. Det var tydeligt, at den alsidige HIF-spillers defensive evner skulle bruges til at bryde det tyske opspil midt på banen, hvor Franz Beckenbauer med sin velkendte rushs ville forsøge at skabe et tysk overtag. Tyskerne rådede over ikke mindre end tre fremragende spilregissører i Beckenbauer, Overath og Netzer, der for enhver pris skulle stoppes af den forstærkede danske midtbane.

Danskerne forsøgte også at udnytte, at Berti Vogts, Franz Beckenbauer, Georg Schwarzenbeck og Wolfgang Weber åbnede op bagude, men spilforløbet afslørede endnu engang, at danskerne savnede angribere, der kunne score. Afslutningerne var for få og ikke tilstrækkeligt kvalificerede til at kunne true vesttyskerne.

I 2. halvleg blev Danmark snydt for et straffespark. Den storspillende Ole Bjørnmose havde bragt sig fri foran det det tyske mål og afleverede på tværs til en helt fri Ulrik le Fevre, der blot havde legendariske Sepp Meier tilbage som den sidste forhindring. I skudøjeblikket kastede den tilbageilende Günter Netzer sig ind i danskeren bagfra. Tilskuerne krævede straffespark, men den udmærkede hollandske dommer Theodorus Boosten vinkede afværgende.

Det var en ikke særlig kammeratlig handling fra Ulrik le Fevres holdkammerat i Borussia Mönchengladbach, men den blonde midtbanedynamo afværgede, at Vesttyskland kom bagud 0-2. Netzers tackling førte dog til, at han måtte lade sig udskifte med en anden kendt BMG-spiller Jupp Heynckes. Den 27årige blonde Spielmacher, der på grund af en skade var gået glip af VM i Mexico i 1970, måtte bæres fra banen med frygt for et benbrud.

De ambitiøse tyskere var ikke til sinds at indkassere et nederlag i København og forstærkede trykket på Danmark betydeligt i løbet af 2. halvleg. De nye folk Jürgen Grabowski og Herbert Wimmer tilførte Helmuth Schöns tropper frisk energi. 25 minutter inde i 2. halvleg gik det galt for Danmark.

70.min – Gerd Müller (1-1) udnytter koldblodigt, at den danske målmand taber bolden for fødderne af den målsultne angriber.

Det var nu tydeligt, at det danske landshold var kørt helt træt. Det næste tyske mål kom ikke overraskende, men var samtidig resultat af en meget dårlig indsats på trænerbænken. Den unge debutant Viggo Jensen humpede febrilsk rundt midt på banen med krampe i benene. Han kunne ikke gå et skridt mere. Han råbte på at blive udskiftet, men af uforklarlige grunde så den danske landstræner ikke, at Viggo Jensen tydeligvis burde udskiftes. Reserveforsvareren Arne Toft var ikke gjort klar, men stod fortsat med overtræksbukser og manglede også at snøre sine sko. Situationen kom helt ud af kontrol, da den uheldige målmand Erik lykke Sørensen håbløst kastede bolden ud til den unge B1909-spiller, der hverken kunne tæmme bolden eller losse den væk. Tyskerne erobrede hurtigt bolden og scorede i stedet for, at danskerne havde fået lavet det nødvendige spilstop til at komme op på fuld styrke igen.

80.min – Heinz Flohe (1-2) 

Det danske forsvarssammenbrud var totalt, og 3 minutter senere lukkede Vesttyskland kampen endegyldigt.

83.min – Franz Beckenbauer (1-3)

Det på papiret overdådige vesttyske landshold skuffede samlet set en del. I den sidste ende var naboerne fra syd en smule heldige med at vinde kampen. Den tyske landstræner Helmuth Schön, der havde stået i spidsen for DFB-mandskabet siden 1964, var også fuld af beundring for Danmark: ”Jeg har aldrig set et dansk landshold spille så vidunderligt som i 1. halvleg. Den danske første halvleg glemmer jeg sent.”

Den ansete trænerkapacitet forklarede det danske nederlag med, at indsatsen i 1. halvleg havde kostet så mange kræfter, at danskerne ikke kunne stå distancen. Hvis danskerne kom i bedre træning, var den 55årige trænerkapacitet sikker på, at Danmark ville kunne kvalificere sig verdensmesterskaberne, hvor Vesttyskland var vært i 1974.

Efter kampen

Den danske målmand Erik Lykke Sørensen mente, at landskampen var den sorteste dag i hans fodboldkarriere. Efter det tredje mål havde han mest lyst til at grave sig ned i et stort hul. Den sympatiske fynbo forsøgte ikke at bortforklare, at han havde en afgørende andel i de tre tyske scoringer. ”Da jeg gik ned, trak jeg hele holdet med ned”, sagde skotten umiddelbart efter kampen. Ved det første tyske mål parerede han bolden lige for fødderne af Gerd Müller i stedet for ud af banen. Ved det andet mål kastede han bolden til en ukampdygtig Viggo Jensen. Klappen gik helt ned ved det sidste mål, hvor en blød bold gik mellem benene på den stakkels målmand. ”Min 3årige søn ville have kunne have klaret det sidste skud”, kom det fra hjørnet af omklædningsrummet, hvor Erik Lykke Sørensen havde søgt fred.

Den 31årige målmand forklarede sin nedtur med, at han havde været væk fra turneringsfodbold for længe, så hans reflekser var blevet sløvede.

På Ekstrabladets rangliste toppede den arbejdssomme Ole Bjørnmose, der imponerede sin kommende arbejdsgiver i Hamburger Sport-Verein. Den 27årige spinkle spiller solgte sig selv godt på vesttysk TV, der viste hele kampen. Fynboen var dog ikke tilfreds med resultatet. ”Nu blev de professionelle hentet hjem til landsholdet for at vinde for Danmark og så taber vi den ene kamp efter den anden”.

Ole Bjørnmose havde været med i alle 5 landskampe i foråret og regnede ikke sejren over Skotland for noget særligt. Den tidligere B1909-spiller glædede sig til tre ugers sommerferie og var ved at indstille sig på, at DBU næppe ville indkalde de professionelle til efterårets landskampe, da OL-kvalifikationen ville få prioritet.

Anfører Kresten Bjerre glædede sig over, at landsholdet havde holdt stangen mod et af verdens bedste fodboldhold i mere end en time. Den karismatiske københavner lagde dog ikke skjul på, at Danmark kunne have afværget den tyske dominans i den sidste del af kampen, såfremt danskerne havde haft flere professionelle spillere siddende på udskiftningsbænken.

Bjerre undrede sig højlydt over, at kapable udlandsprofessionelle som f.eks. John Steen Olsen måtte overvære kampen fra tilskuerrækkerne i stedet for fra udskiftningsbænken, hvor de kunne have gjort større gavn. Krøltoppen vurderede, at vesttyskerne havde vundet kampen, fordi de havde været i stand til at indsætte tre stærke reservespillere – Jupp Heynckes, Jürgen Grabowski og Herbert Wimmer – der kunne øge presset på de udmattede danskere. Modsat gjorde de udasede danskere sig ikke håb om, at de fem amatører på udskiftningsbænken for alvor kunne aflaste de trængte landsmænd. Det var tydeligt, at generalen ikke var helt tilfreds med DBU’s forberedelse af landskampene og trænerstabens dispositioner under kampene.

Den populære Johnny Hansen placerede sig som nr. 2 på Ekstrabladets rangliste og spillede en flot kamp. Han var ovenikøbet tæt på at score i begyndelsen, men hans hovedstød gik lige forbi mål. Den erfarne forsvarer var overrasket over, at tyskerne ikke klarede sig bedre. ”Da tyskerne udlignede på et heldigt mål, slog det os psykisk ud. Tyskerne havde indtil det tidspunkt ikke været farlige” sammenfattede Bayern-forsvareren de fatale 20 minutter, da luften gik af danskerne.

I venstre side udkæmpede de to klubkammerater Ulrik le Fevre og Berti Vogts en hård duel, som den elegante vejlenser trak sig ud af som sejrherre. 16 gange stod de to kombattanter direkte over for hinanden og 11 gange trak le Fevre sig fri med sejren. Berti Vogts var den første til at anerkende, at Ulrik le Fevre havde domineret den indbyrdes duel og formodentlig var den spiller fra Mönchengladbach, der havde størst personlig succes på banen.

Det var en deprimeret landstræner Rudi Strittich, der tog imod pressen: ”Jeg får aldrig succes med et dansk landshold. Det var jo helt latterligt, at tyskerne skulle vinde den kamp” Den nedtrykte DBU-leder var tilfreds med spillet, men kunne ikke skjule, at for mange fejl ofte var årsag til, at hans landshold tabte kampene. Det var ikke til at se, at den normalt venlige østriger netop have forlænget sin trænerkontrakt med DBU med endnu et år.

Tv og radio

Danmarks Radio var igen på pletten og viste fra kl. 21.45 en times uddrag af kampen med Gunner Nu Hansen som kommentator.

I begyndelsen af 2000-tallet afviklede DR en populær nostalgiserie, der hed Gyldne Timer, hvor den gamle TV-station viste højdepunkter fra sin betydelige TV-produktion. Serien havde mange seere. Som optakt til VM-slutrunden i 2002 i Sydkorea/Japan lavede DR en fantastisk kavalkade i tre dele om landsholdets kvalifikationskampe til VM.

Det første afsnit Dengang Danmark ikke var med indeholdt målene fra de fleste af kvalifikationskampene i 60’erne og 70’erne.

De fire mål fra juni-kampen mod BRD var også med i afsnittet, selv om det ikke var en kvalifikationskamp. Desværre er kavalkaden ikke tilgængelig på dr.dk, men findes kun hos nostalgikere, der har gemt den unikke DR-serie på DVD eller VHS.

Amatørlandsholdet – udtagelse af bruttotruppen

Udtagelseskomiteen (UK) udtog den 22. juni i forbindelse med landskampen mod Vesttyskland en bruttotrup på 30 hjemlige spillere, der skulle kvalificere Danmark til OL i 1972. Spillere, der havde været professionelle i udlandet, kunne ikke komme i betragtning til amatørlandsholdet.

De 30 spillere i OL-bruttotruppen var følgende:

Målmænd

 

 

Niels Hagenau, KB

Valdemar Hansen, Frem

Bent Hansen, B1909

Mogens Therkildsen, OB

 

 

Forsvarsspillere

 

 

Jan Larsen, AB

Torben Nielsen, B1903

Flemming Pedersen, KB

Jørgen Rasmussen, Randers

Viggo Jensen, B1909

Povl H. Frederiksen, Hvidovre

Svend Andresen, B1903

Arne Toft, AaB

Jens Harmsen, AGF

Midtbanespillere

 

 

Anders Sørensen, KB

Jørgen Breum, OB

Steen Ziegler, Hvidovre

Bent Outzen, B1909

Per Røntved, Brønshøj

Bent Hougaard, Frem

Hans Ewald Hansen, B1901

Birger Pedersen, Hvidovre

Kresten Nygaard, Fuglebakken

Angribere

 

 

Morten Olsen, B1901

Ole Forsing, B1903

Iver Schriver, Vejle

Hugo Andersen, B1909

Keld Bak, Næstved

Mogens Olsen, Køge

Eigil Nielsen, KB

Jørgen Markussen, Vejle

 

13 af spillerne havde ikke tidligere optrådt på A-landsholdet og kunne altså se frem til landsholdsdebut, hvis spillerne i de kommende måneder slap igennem nåleøjet. Det var overraskende, at store Jack Hansen fra B1913, der havde spillet strålende i OL-kampene mod Schweiz i april, ikke var udtaget. En af de mange overraskelser var den lynhurtige 19årige Jens Harmsen, der spillede centerhalf i AGF.

OL-forberedelserne startede i juli 1971. DBU samlede ikke mindre end 29 spillere i Valby ved København til den første fællestræning. Træningssamlingen indeholdt en intern udtagelseskamp. Et A-landshold skulle spille mod et B-landshold i Valby Idrætspark forud for landskampen mod amatørerne fra Japan.

Torsdag den 22. juli 1971 kl. 19.00: Danmark (A)-Danmark (B) 4-0 (1-0)

Uofficiel træningskamp på Valby Stadion i København

DBU havde modtaget afbud fra de tre B1903-spillere Ole Forsing, Torben Nielsen og Svend Andresen. De tre københavnere var på træningstur i udlandet som led i deres klubs deltagelse i den internationale tipsturnering Toto-Cup.

Det normalt sikre førstevalg til midtbanen Birger Pedersen var på en velfortjent sommerferie og havde også fået fri fra sin klubs Toto-kampe. Til gengæld var den værdifulde midtbanedynamo Per Røntved tilbage på landsholdet igen. En forholdsvis ukendt spiller var Frems alsidige Bent Hougaard, der fik chancen for at agere sweeper på sin daglige hjemmebane i Valby.

De to landshold så således ud – med forbehold af Arne Tofts deltagelse:

Danmark A

 

 

Niels Hagenau, KB

 

 

Flemming Pedersen, KB

Per Røntved, Brønshøj

Bent Hougaard, Frem

Arne Toft, AaB

Viggo Jensen, B1909

Morten Olsen, B1901

Steen Ziegler, Hvidovre

Iver Schriver, Vejle

Kristen Nygaard, Fuglebakken IK

Jørgen Markussen, Vejle

 

Danmark B

 

 

Mogens Therkildsen, OB

 

 

Jan Larsen, AB

Claus Johansen, AaB

Jørgen Breum, OB

Anders Sørensen, KB

Jørgen Rasmussen, Randers

Bent Outzen, B1909

Hans Ewald Hansen, B1901

Hugo Andersen, B1909

Eigil Nielsen, KB

Mogens Olsen, Køge

Reserverne var Valdemar Hansen, Frem; Bent Hansen, B1909; Flemming Ahlberg, Frem; Jens Harmsen, AGF; Flemming Hansen, AB; Peter Johansson, Slagelse og Finn Boye, Frem.

Udtagelseskampen var som ventet ingen fornøjelse at overvære for de 1.400 tilskuere, der noget overraskende skulle betale entre for at få adgang. Det sløve tempo i sommervarmen gav heller ikke mange nye impulser til UK’s 4 medlemmer. UK var i dagens anledning blevet forstærket med Ejvind Sørensen, som havde ansvaret for udtagelsen af det stærke ungdomslandshold, der havde kvalificeret sig til kvartfinalen i Nations Cup.

Danmark A, der spillede helt i hvidt, vandt overlegent 4-0 over Danmark B, der spillede helt i blåt, på to mål af 22årige Iver Schriver, Vejle Boldklub, et straffespark af Kristen Nygaard, IK Fuglebakken samt et mål Morten Olsen fra B 1901. Pausestillingen var 1-0.

Hele 1. halvleg var trist og ensformig. Det var småt med godt sammenspil. Så der var ikke meget underholdning for entreen. Eneste opmuntring var den lille Iver Schrivers føringsmål.

I 2. halvleg opstod der en heftig trafik ind og ud af banen i takt med, at de 7 udskiftningsspillere blev sat ind. B1909’s målfarlige Bent Outzen, der i maj havde scoret det afgørende mål i pokalfinalen mod Frem, oplevede at blive udskiftet for senere i kampen at blive skiftet ind på banen igen.

De to profiler fra ungdomslandsholdet Iver Schriver og Steen Ziegler fik mest ud af træningskampen og blev senere samme aften udtaget som debutanter til landskampen mod Japan efter deres gode indsats i Valby.

Ingen af spillerne fra Danmark B blev udtaget til landskampen. Kun 6 af spillerne fra Danmark A blev udtaget, da en del af de sikre spillere fra bl.a. B1903 havde meldt afbud til denne træningskamp.

TV og Radio

Torsdag aften var der ikke sport i Danmarks Radio, så der er næppe produceret TV-billeder fra kampen.

Onsdag den 28. juli 1971 kl. 19.00: Danmark-Japan 3-2 (2-1)

Venskabskamp i Københavns Idrætspark

Efter den tamme udtagelseskamp i Valby nominerede UK fire nye spillere til startopstillingen. De havde ikke været med i træningssamlingen på grund af udenlandsrejse og ferie.

Den boldsikre Torben Nielsen rykkede igen ind på pladsen som højre back efter sin korte karantæne efter den hårde udvisning i Sveriges-kampen og puffede den solide KB-back Flemming Pedersen helt ud af landsholdstruppen.

Den fremtrædende B1903-forsvarer Svend Andresen indtog pladsen i midtforsvaret ved siden af ålborgenseren Arne Toft. Fremme i angrebet fik den store Ole Forsing til opgave at ryste de små japanere med sin gode fysik og højde. VB-teknikeren Jørgen Markussen måtte igen en tur på udskiftningsbænken.

Den alsidige Hvidovre-spiller Birger Pedersen blev - efter afsluttet ferie - igen udset til at støbe kuglerne til angriberne. Opgaven skulle løses sammen med den 21årige debutant Steen Ziegler, der ellers ikke havde imponeret i udtagelseskampen i Valby. Han slap igennem nåleøjet, da han havde været en af de bærende kræfter på det succesfulde ungdomslandshold. De to spillere kendte hinanden særdeles godt fra den traditionsrige forstadsklub i Hvidovre.

De største forventninger knyttede UK til den vævre, lynhurtige herningenser Iver Schriver, der var hentet til Vejle Boldklub i sæsonen 1970. VB-legenden Tommy Troelsen havde spottet det store potentiale. Nu huserede Iver Schriver som en gennembrudfarlig centerforward på et VB-hold, der scorede mål på samlebånd og var klar mesterskabsfavorit. Den 21årige kontormand levede højt på sin hurtighed. Han kunne gå både højre og venstre om sin modstander. Schriver var samtidig en meget bevægelig spiller, der i udtagelseskampen konstant havde skiftet position med falstringen Morten Olsen og klubkammeraten Jørgen Markussen.

Nomineringen af de elleve spillere til startformationen gav ikke anledning til kritik hos skribenterne på dagbladene. Det var det stærkeste OL-landshold, som DBU kunne mønstre. I forhold til succeskampen mod Schweiz i maj manglede angriberen Benny Nielsen, der var gået over i pengespillernes række samt den rutinerede Erik Sandvad, der var langtidsskadet. De øvrige udskiftninger var betinget af udtagelseskomiteens tilvalg af spillere, der var på vej frem og fravalg af andre spillere, der havde mistet landsholdsformen.

Det japanske landshold kom fra en månedlang turne i Europa, hvor holdet havde udfordret flere professionelle hold. Ugen før var det blevet til et 2-4 nederlag til de vesttyske mestre fra Borussia Mönchengladbach med Ulrik le Fevre på holdet. Målet for Japan var at kvalificere sig til OL 1972 som østens repræsentant. De afgørende kampe skulle spilles i september mod Sydkorea, der var Japans arvefjende i fodbold.

I amatørfodboldens højborg i Danmark undrede de fleste sig naturligvis over, at det nationale forbund i kejserriget kunne sende et stort fodboldhold på en dyr træningslejr i Europa uden at honorere spillerne for afsavn af familie og tab af indtægter. Sandheden var formodentlig, at de japanske spillere var offentligt og privat finansierede studerende, der ikke fortog sig meget andet end at spille fodbold.

Japan var en ukendt modstander for Danmark. Det gav grund til eftertanke, at Nippons sønner faktisk havde vundet bronze ved De Olympiske Lege i Mexico i 1968. Den største stjerne på holdet var 1,85 meter høje Kunishige Kamamoto, der med syv mål havde været olympisk topscorer i OL-turneringen. Den karismatiske Kamamoto havde længe været i søgelyset hos flere europæiske klubber. På trods af flere attraktive tilbud havde den populære japaner ikke fået lov til drage til udlandet af det nationale forbund. Kamamotos mange mål havde gjort ham til national ejendom.

DBU så frem til at præsentere en ny landskampmodstander til det forvænte publikum i Idrætsparken. Samtidig var generalsekretær Erik Hyldstrup dog en smule nervøs for, om tilskuerne ville svigte amatørlandsholdet. Det attraktive professionelle landshold havde i fire hjemmekampe i maj og juni trukket mange tilskuere. Det havde givet DBU en god indtægt til gavn for dansk fodbold. Nu var der stor risiko for, at DBU ville få færre indtægter i efterårets landskampe, fordi publikum var blevet mere forvænte og ikke regnede de hjemlige spillere som lige så attraktive som udenlandsprofferne. Manden på gaden ville måske kun se det bedste landshold og regnede ikke det næstbedste OL-hold for noget, der var værd at betale entre for.

Aalborg tog imod følgende danske startopstilling:

Danmark A

 

  1. 1.    Niels Hagenau, KB (m)

 

  1. 2.    Johnny Hansen, FC Bayern München
  2. 3.    Mogens Berg, B1909
  3. 4.    Preben Arentoft, Newcastle United FC
  4. 5.    Viggo Jensen, B1909
  5. 6.    Ole Bjørnmose, SV Werder Bremen
  6. 7.    Jørgen Kristensen, Sparta Rotterdam
  7. 8.    Kresten Bjerre, Racing White Molenbeek (A)
  8. 9.    Finn Laudrup, Brønshøj BK
     
     
 

10. Bent Jensen, FC Girondins Bordeaux

11. Ulrik le Fevre, Borussia Mönchengladbach

Reserver:

  • ·        Arne Toft, AaB (81.min for Viggo Jensen)
  • ·        Svend Andresen, B1903
  • ·        Ole Forsing, B1903
  • ·        Birger Pedersen, Hvidovre IF (46.min for Finn Laudrup)
           

 

DBU fik sine værste anelser bekræftet, da der kun mødte beskedne 11.300 tilskuere op til aftenkampen.

De få tilskuere kunne glæde sig over en skæg kamp med fem mål. Morskaben lå i, at Danmark for første gang i lange tider diskede op med optimistisk angrebsspil. Tilskuerne var heller ikke forvænte med mange mål fra det danske landshold, så tre mål var nærmest et målorgie.

Danmark begyndte som lyn og torden og gennemførte en række farlige, gennemspillede angreb. De ivrige rød-hvide spillere skød på mål ved enhver lejlighed og udviste stor fantasi og hurtighed. De japanske gæster nåede ikke at få et ben til jorden, inden der stod 1-0 til Danmark.

14.min – Iver Schriver (1-0) scorer med hovedet midt for mål. Debutanten er koldblodig, da han modtager en aflevering fra den nye anfører Kristen Nygaard. Mens den lange Ole Forsing og venstrebenede Nygaard har kombineret sig igennem i japanernes højre side, indfinder den vakse VB-angriber sig midt for mål, hvor han står klar, da bolden bliver serveret for ham. Spilleren med nr. 11 på ryggen sætter hovedetpå, og bolden suser i nettet. Den første til at lykønske debutanten er Morten Olsen.

I de følgende minutter burde den stærkt spillende Ole Forsing have bragt sig selv på måltavlen. Først headede han bolden forbi målet fra en position, hvor han i 99 ud af 100 tilfælde ville have placeret bolden inden for målrammen. Dernæst kom han alene med den agile japanske målmand, der med det yderste af fingerspidserne nåede ud til Forsings velplacerede afslutning. Mange tilhængere bag målet havde foretrukket, at den store forward blot havde hamret bolden i kassen.

Det vedholdende pres på de usikre japanere gav dog udbytte efter en halv time.

34.min – Kristen Nygaard (2-0) header smukt bolden over den sprællende japanske målmand. Han modtager en aflevering midt for mål. Med omhu og tekniske snilde sender Aarhus-spilleren bolden i en nydelig bue over målmanden. Bolden lander i nettet til venstre for målmanden. Målmanden ville formodentlig ønske, at han havde været 20 centimeter længere. Den ihærdigt arbejdende anfører får hermed en tidlig belønning for sin utrættelige indsats.

Efter en god halv time virkede det som om, at de udspillede japanere var ved at løbe ind i en ordentlig øretæve. Et par friske angreb mere, og nummermanden ville hurtigt skulle udskifte 2 tallet under Danmark med et 3-tal.

Måske fik overlegenheden på banen de opstemte danskere til at tage for let på tingene. Japan havde endnu ikke haft et skud på mål. Tilsyneladende blev det passive spil for meget for den japanske topscorer Kamamoto, der tog sagen i sin egen hånd.

35.min – Kunishige Kamamoto (2-1) viser sin høje internationale klasse. Pludselig rykker den store Kamamoto fri af Arne Toft og passerer med et fladt skud nemt Niels Hagenau, der slet ikke kan nå ned til det hårde skud. Det tørre skud sidder meget yderligt til højre for den udstrakte KB-målmand. Arne Toft kan overrumplet konstatere, at hans mand har sat ham fuldstændigt med et overrumplende træk.

Danmark måtte lidt skuffende gå til pausen med en lille føring, der burde have været meget større, fordi landsholdet havde vadet i chancer.

Japan havde fået nyt mod på sagen og åbnede 2. halvleg i et vældigt kamphumør. Taktisk kunne de hurtige asiatere ikke følge med danskerne, men konditionsmæssigt virkede det som, at de lå en tand over danskerne, der spillede tidligt på efterårssæsonen. Det danske forsvar begyndte at optræde alt for usikkert omkring de to midtforsvarere Arne Toft og Svend Andresen. Den japanske træner Shun-Ichito Okanos tropper var ikke sene til at udnytte blottelserne.

62.min - Kunishige Kamamoto (2-2) udligner overraskende for Japan. De hurtige japanere kombinerer sig legende let gennem det passive danske forsvar. Japans store fodboldhelt Kamamoto fuldbyrder en god aften med sit mål nr. 2. Danskerne tror fejlagtigt, at den store japanske angriber er offside, da han to meter fra mål modtager bolden.

Efter den gode start med total overlegenhed var det i 2. halvleg tydeligt, at de danske spillere havde undervurderet japanerne. Manglende koncentration havde pludselig kostet Danmark to mål og sejren var i fare. Danmark måtte til at komme op i gear igen og skabe et spillemæssigt overtag, selv om trætheden også begyndte at melde sig. Det lykkedes også for de trætte danskere at tilspille sig nogle gode muligheder, der gav kontant udbytte 20 minutter før tid.

70.min – Ole Forsing (3-2) scorer sit første mål på landsholdet – efter at have misbrugt tre chancer. Den driblestærke Iver Schriver får vristet sig fri i højre side af banen og centrer bolden ind mod forreste stolpe, hvor den høje Forsing har mast sig foran sin direkte modstander. B1903-angriberen header bolden i mål og får tilgivelse for sine mange afbrændere tidligere på aftenen. Bolden smutter forbi en forbløffet japansk målmand, der helt mistimer sit indgreb, da han er kommet farende ud mod bolden. Bolden er allerede på vej i målnettet, da målmanden skal til at bokse til den. Den forbavsede målmand kan blot kikke sig tilbage over skulderen.

Højreforsvareren Torben Nielsen fik skadet sin hånd efter 25 minutter i 2.halvleg. En japaner brugte den som springbræt efter at danskeren var faldet omkuld. Den rutinerede Jan Larsen viste sig i de sidste 20 minutter som en sikker afløser for den uheldige københavner.

Et kvarter før tid fik den 22årige KB-angriber Eigil Nielsen sin velfortjente debut. Store forventninger knyttede sig til den boldbegavede nordjyde, der i forårssæsonen havde gjort det strålende i KB’s angreb. Han afløste Ole Forsing og blev straks noget uretfærdigt mødt af en pibekoncert af det københavnske publikum, der ikke helt forstod, at målscoreren til 3-2 skulle ofres i en taktisk udskiftning.

I det sidste spilleminut måtte målmanden Niels Hagenau redde landsholdet fra en pinlig fiasko. De målsultne Kamamoto lugtede danskerblod og skød optimistisk udefra. Bolden havde en modbydelig højde for målmanden og skruede ud af. Alligevel lykkedes det Hagenau med en feberredning at sikre sejren.

Til slut fløjtede den svenske dommer Erik Axelryd kampen af. Publikum kunne ånde lettet op. Det havde været en nem kamp at dømme, fordi de ærbødige japanere lavede forbavsende få frispark.

Efter kampen

Danmark balancerede gennem hele kampen mellem succes og fiasko. I den sidste ende var opgøret en halv fiasko for Rudi Strittichs uprøvede mandskab. De danske angribere scorede alt for få mål på de mange chancer, og forsvaret optrådte meget usikkert og gav et par nemme mål væk.

Den arbejdsomme centerforward Ole Forsing med tilnavnet Daffy havde ikke været den rigtige løsning på angrebsproblemet, selv om han scorede sejrsmålet på et flot hovedstød. Nerver, anspændthed og angst for ikke at slå til fik de danske angribere til at brænde alt for mange chancer. Landsholdet formåede derfor ikke at slå modstanderen knockout, når spillerne havde muligheden for det. Unødvendigt blev det en kamp på vippen. Kampen demonstrerede trods de tre mål landsholdets store svaghed: Holdet manglede en klasseangriber til at lave mål.

Mindst lige så stor bekymring skabte det, at japanerne med enkle midler flere gange fik det danske forsvar til at gå op i limningen. Der var ikke autoritet over det danske forsvarspil på noget tidspunkt. Forsvarsspillet sejlede rundt, både når de små japanere kombinerede sig igennem langs jorden og sparkede høje bolde ind til den nærkampsstærke Kamamoto. De to i midterforsvaret Svend Andresen og Arne Toft havde godt nok ikke spillet sammen før, men det kunne ikke alene forklare det usikre forsvarsspil.

Danmarks talentfulde midtbanetrio - bestående af Birger Pedersen, Steen Ziegler og Kristen Nygaard - slap bedst fra kampen. De to Hvidovre-drenge opbyggede glimrende det danske spil som to pålidelige dynamoer og bidrog også til forsvarsarbejdet. De var med til at skabe den ene målchance efter den anden. Anfører Kristen Nygaard udførte et kæmpearbejde for hele holdet. Selvom han nogle gange forekom noget etbenet, fordi bolden hver gang skulle flyttes over til venstrefoden, så bremsede det ikke hans udfoldelser. Indsatsen blev kronet med et smukt hovedstødsmål.

Det var derfor ikke overraskende, at midtbanetrioen placerede sig på de tre første pladser på Ekstrabladets rangliste. Først som nr. 6 kom der en decideret angriber Iver Schriver, der fik en udmærket debut. Vejle-spilleren var over hele banen så bevægelig som forventet og placerede sig ofte til at modtage bolden, hvilket det hurtige debutantmål efter 11. minutter glimrende dokumenterede.

Flere af spillerne gav efter kampen udtryk for, at de var meget skuffede over publikums opførsel. Følelsen af, at publikum faldt landsholdet i ryggen og glemte at være fair optog sindene i omklædningsrummet. Især Ole Forsing mærkede ofte publikums mishagsytringer. Den erfarne centerforward, der havde optrådt mange gange i Idrætsparken, undrede sig over, at publikum i det ene øjeblik jublede over en aktion for i det næste øjeblik at buhe af spillerne. Han lagde ikke fingrene imellem i sin kritik: ”Det er utaknemmeligt at spille på landsholdet, hvis publikum ikke optræder fair over for spillerne. I aften var der for mange ballademagere med bajere inden for vesten, der fik lov til at overdøve det mere seriøse fodboldpublikum”, sammenfattede den pikerede angriber en aften, der tilskuermæssigt langt fra var vellykket.

Landstræner Rudi Strittich var ganske godt tilfreds med landskampen. Han fremhævede midtbanetrioen som de bedste på holdet, så længe kræfterne slog til det tidlige tidspunkt taget i betragtning og lagde ikke skjul på, at forsvaret haltede gevaldigt efter. Mest indtryk gjorde det dog på landstræneren, at en emsig kamera-assistent fra DR to gange bortviste Strittich fra sidelinjen, fordi træneren spærrede udsynet for det TV-kamera, der var sat op. Det var helt uhørt, at en TV-mand forhindrede en træner i at udføre sit arbejde på sidelinjen.

TV og radio

Den nye fodboldmodstander Japan fik naturligvis Danmarks Radio til at være på plads på TV-platformen i Idrætsparken. Fra kl. 21.20 var der som sædvanlig en times fodboldtransmission. Udsendelsen kom i forlængelse af det udenrigspolitiske magasin Horisont, der havde Storbritanniens forhold til det europæiske fællesskab (EF) som hovedhistorie.

Sammenklipningen af kampens uddrag var dog langt fra en succes. Tværtimod vakte transmissionen så meget vrede, at Ekstrabladet helligede sin forside til den mislykkede dækning. ”Seerne blev sjoflet” stod der på forsiden. Årsagen var, at flere af målene var blevet udeladt og at de enkelte billedsekvenser ikke var sat sammen med forklarende kommentarer, der skabte kontinuitet i transmissionen. Særligt var der følgende klagepunkter:

  • Iver Schrivers føringsmål smuttede for billedproduceren, fordi kameraet dvælede ved Ole Forsing på sidelinjen i stedet for begivenhederne inde foran mål.

  • Seerne blev slet ikke introduceret til kampens 2. halvleg. Seerne oplevede et pludseligt billedskifte, hvor angrebsretningen pludselig var byttet rundt, så danskerne angreb mod højre (Fælledparken) i stedet for mod venstre (Østerbro Stadion). Seerne måtte selv konkludere, at transmissionen var skiftet til 2. halvleg.

  • Det japanske udligningsmål blev overhovedet ikke vist på TV. Da Danmark scorede til 3-2, fortalte kommentator Gunner Nu Hansen, at Danmark nu førte 3-2. Seerne måtte selv heraf udlede, at Japan på et tidspunkt havde udlignet til 2-2.

  • Transmissionen blev uden varsel afbrudt af en speakerpige, der fortalte, at kampen var slut og var endt 3-2 til Danmark.

Danmarks Radio tog forholdsvis let på kritikken. I redigeringsfasen havde det været nødvendigt at skære nogle ekstra minutter fra, hvilket var årsagen til den bratte afslutning. DR havde prioriteret at vise så meget af den velspillede 1. halvleg som muligt og havde derfor udeladt det udlignende japanske mål.

Målene og de øvrige højdepunkter har ikke været vist i DR TV eller på internettet siden 1971. Da Danmark for anden gang i fodbold mødte Japan i forbindelse med VM-turneringen 2010 i Sydafrika, blev DR opfordret til at fremskaffe evt. TV-billeder af den første landskamp mellem de to nationer. Det er dog tvivlsomt, om der er bevaret billeder fra kampen i 1971.

Søndag den 1. august 1971 kl. 19.00: Danmark-England 3-2 (2-1)

Venskabskamp på Aalborg Stadion

Landstræner Rudi Strittich havde sat næsen op efter, at han efter sejren over Japan kunne disponere over den 16 mand store landsholdstrup i yderligere nogle dage. Den næste kamp var allerede tre dage efter om søndagen i Aalborg.

Men da den iltre østriger hurtigt modtog 3 afbud til at deltage i en forlænget træningssamling, opgav han hurtigt sit forehavende. Det fik en bitter Strittich til at fnyse af arrigskab over de nærmest parodiske forhold, der omgærdede landsholdets forberedelser. En skuffet landstræner så en vigtig træningssamling forsvinde op i den blå luft.

Den ophidsede sportsansvarlige havde særligt to kritikpunkter:

For det første var det blevet en dårlig vane, at spillerne kom daskende på forskellige tidspunkter, når DBU kaldte til samling på landsholdet. Der var simpelthen ikke aftalt et fast mødetidspunkt for spillerne. Det umuliggjorde efter trænerens opfattelse muligheden for at lave fællestræning eller drøfte taktik.

For det andet fandt Strittich, at klubberne var begyndt at stille alt for store krav til spillerne. Strittich bebrejdede ikke spillerne, at de måtte prioritere arbejde og familie før landsholdet. Han var ikke ude på at drive rovdrift. Men de dårlige forhold gik ud over landsholdets forberedelse.

Der var nok ingen tvivl om, at landstræneren især var frustreret over, at landsholdets førsteangriber Ole Forsing havde meldt afbud til Aalborg-kampen, fordi han skulle til privat fest i anledning af sin svigerfars 60 års fødselsdag. Det var uhørt dårlig timing, at centerforwarden, der skulle lave målene, var til familiefest i stedet for landskamp.

Den nye centerforward blev Eigil Nielsen. Han var en spiller, som længe havde været favorit hos landstræner Strittich. Som træner i AaB prøvede østrigeren flere gange at lokke det unge talent fra Hjørring til Aalborg. I stedet var den 22årige nordjyde havnet i KB i hovedstaden, hvor han i forårets kampe havde imponeret alle. ”Jeg tror virkelig på Eigil Nielsen, hvis han bare på landsholdet vil glemme sin generthed og være lige så fræk, som da han spillede for serieklubben Hjørring”, sagde landstræneren opmuntrende til sin nye førsteangriber, der havde spillet et kvarter mod Japan.

Sygdom og skade hos højreforsvareren Torben Nielsen åbnede også op for, at landsholdets tidligere anfører Jan Larsen indtog sin vante plads. Den bundsolide 26årige maler havde næsten hver gang været en af landsholdets allerbedste og gjorde sig nu klar til sin 26 – og skulle det vise sig – sidste landskamp.

Det engelske amatørlandshold ankom til Aalborg direkte fra en træningslejr i Norge. Landstræner Charles Hughes` hold havde vundet to overbevisende sejre over norske klubhold, men det var også blevet til et nederlag på 1-2 til Norges landshold.

I Aalborg fortalte den imødekommende brite om sine store genvordigheder med at holde fast på sine spillere, der altid var parat til at lade sig lokke af fine tilbud fra de mange professionelle klubber i Storbritannien. Situationen mindede alt for meget om de udfordringer, som den danske landstræner også stod overfor.

De engelske amatørspillere arbejdede stenhårdt for at indgå en professionel kontrakt så hurtigt som muligt. De store klubber lå altid på lur efter gode og billige indkøb. ”Bare vi ikke spiller godt mod Danmark”, sagde den karismatiske Charles Hughes med et glimt i øjet. Et godt resultat mod Danmark ville betyde, at opkøberne splittede hans hold ad, så den tålmodige manager skulle til at starte forfra med at opbygge et nyt landshold.

Danmark fortsatte det gode angrebsspil mod England, men landsholdet kunne slet ikke tilfredsstille sine kritikere. Sejren burde have været større. Igen var det bagerste forsvar den store skuffelse. Englænderne kom for nemt til deres mål og kunne have scoret mere, hvis de bedre havde udnyttet det febrilske danske forsvarsspil.

Det var i begyndelsen af kampen en smule vanskeligt for publikum og trænerstab at fornemme, hvordan kampen ville udvikle sig. Det var ikke lige til at aflæse, om de danske spillere på dagen havde den nødvendige inspiration. Men de unge stjerner i svøb Iver Schriver, Eigil Nielsen og Kristen Nygaard viste dog hurtigt, at dansk fodbolds kendemærke – fantasi og improvisation – i overmål var til stede på banen i Aalborg. Det danske hold lagde ud med strålende angrebsdetaljer, der gav udbytte allerede efter 11. minutter.

11.min – Iver Schriver (1-0) udnytter en løs bold, der havner for tæerne af ham. Den sprudlende Eigil Nielsen kæmper sig fri af en engelsk forsvarer i venstre side og sparker fra baglinjen bolden hårdt ind foran mål. Den engelske målmand Wolstenholme kaster sig på tværs af målfeltet efter det flade skud, men får ikke fat i bolden. Den fortsætter hen for fødderne af den pågående Steen Ziegler, der heller ikke får fat i den drilske bold, fordi han angribes hårdt af en englænder. Efter nogle kontraer og berøringer frem og tilbage havner bolden for fødderne af lille Iver Schriver, der fra en position på kanten af målfeltet kan skyde den i mål. Den målsultne VB-angriber står i skudøjeblikket ganske udækket, fordi hans engelske modstander er rykket ind foran mål for at hjælpe med at cleare den løse bold.

Det smukke danske angrebsspil blev 3 minutter efter afløst af tilsvarende rædselsfuldt forsvarsspil.

14.min – E. Dickin (1-1) udligner efter klassisk engelsk opspil, som danskerne måbende lader passere uantastet. En høj bold nede fra de engelske rækker bliver alt for farlig, fordi rutinerede Jan Larsen ikke header bolden væk, selv om han kan følge indlægget. AB-spileren kommer ikke ordentlig til vejrs. Englænderen Bass får derved mulighed for at heade bolden ind foran det danske mål, hvor der hersker vild forvirring. Dickin har ingen markering og kan nemt heade bolden i mål.

Danskerne skabte efter den halve time nyt liv hos de 9.500 tilskuere. Det målgivende fremstød startede med en fantastisk aflevering og sluttede med et fantastisk langskud.

36.min – Morten Olsen (2-1) bringer nyt liv på tribunerne. Den arbejdssomme anfører Kristen Nygaard modtager bolden på midten af banen og kikker op. Han får øje på den letbenede Morten Olsen, der er stukket af i dybden. Afleveringen er flad og behersket og ligger lige foran den unge falstring, der er i fuldt firspring på vej mod det engelske mål. I stedet for at føre bolden yderligere frem overrumpler Morten Olsen den engelske målmand med et skruet skud. Det flotte og tekniske veludførte skud udføres med højre foden. Den engelske målmand Wolstenholme kan godt se bolden hele vejen, men når slet ikke ud til den. Den kliner sig op ved stolpen til højre for målmanden, der flyver på tværs af feltet med en lang arm strakt ud efter en bold, der allerede er passeret.

Danmark førte fortjent 2-1 ved halvleg. Briterne havde spillet meget defensivt. De trak hele styrken tilbage under de danske angreb og formerede sig 10 mand omkring den atletiske målmand Wolstenholme. Det var svært for de rappe danskere at trænge igennem den levende mur.

England chokerede straks fra starten af 2. halvleg og afslørede ubønhørligt, at Danmarks nye problem ikke var angrebet, men forsvaret. Det var så sandelig nye tider.

48.min – R. Hadier (2-2) bliver godskrevet udligningsmålet, selv om backen Viggo Jensen retter bolden af. Af uransaglige grunde får englænderne igen bevæget sig op på den danske banehalvdel uden at nogle af danskerne får stoppet angrebet. Bolden havner hos Hadier, der optimistisk skyder på mål. Desperat kaster den temperamentsfulde B1909-forsvarer sig ind i bolden. Han får ikke afværget skuddet, men blot ændret dets retning. Den gode Niels Hagenau har allerede kastet sig, da bolden skifter retning. Han bliver derfor helt snydt, så bolden ender i mål.

Spillets kvalitet begyndte herefter at falde dramatisk. Det virkede som om, at danskernes kræfter var helt opbrugte. Nogle spekulerede på, om landsholdets træningstilstand var god nok til 90 minutter, fordi spillerne stod stille og ikke orkede at tage kampen op med de mere fysiske englændere, der fortsat gik ind i tacklinger med saft og kraft på typisk britisk maner.

Hvidoveres skudstærke Birger Pedersen testede den engelske målmand med et flot langskud. Bolden gik desværre ikke ind, men viste, at den konstruktive midtbanespiller havde skud i støvlen. Det kunne OL-landsholdet få glæde af i den kommende OL-kamp mod Rumænien.

Et kvarter før tid lavede Danmark omsider sejrsmålet. Det var igen på et oplæg af Danmarks nye letbenede angriber Iver Schriver.

74.min – Kristen Nygaard (3-2) sikrer en ny sejr til Danmark. Den konstant udfordrende Iver Schriver stryger smukt til baglinjen og afleverer ind mod midten, hvor anføreren står parat. Den dygtige Aarhus-spiller header bolden i mål. Landsholdet har ved det første og sidste mål succes med den samme opskrift: Hurtigt til baglinjen og indover til en fri medspiller – simpelt og effektivitet.

Danskerne var de mest lettede, da den norske dommer Kjell Wahlen fløjtede kampen af. Landstræner Rudi Strittich havde overaskende nok ikke gjort brug af reserverne Per Røntved, Jørgen Markusen, Flemming Hansen eller Jørgen Rasmussen. I det sidste kvarter af kampen var det ellers tydeligt, at de danske spillere endnu ikke var i form til en hel kamp.

Efter kampen

Kritikken var efter kampen ganske hård ved landsholdet. Det var ikke helt rimeligt i lyset af, at landsholdet i 1970 hverken havde været i stand til at vinde eller score mere end sølle 2 mål – en tendens, der bortset fra OL-kampen mod Schweiz var fortsat i foråret 1971. Selv om Danmark havde vundet, var indsatsen for tam, lød det fra mange sider. Det var ikke længere nok, at Danmark vandt.

Det mest opløftende var angrebsspillet. De nye angribere Iver Schriver og Eigil Nielsen fik tilskuerne til at glemme, at Danmark havde manglet gode angribere i lang tid. For et halvt år siden sukkede skribenter og tilskuerne efter mål på landsholdet. Nu var tiderne ved at ændre sig. 6 mål i 2 kamp – godt nok mod håndplukkede modstandere, der måske ikke var fra den øverste hylde, men trods alt havde et solidt niveau.

Det danske forsvar var derimod en katastrofe igen. De danske forsvarere tumlede rundt i blinde, så tilskuerne fik gruelige skrækbilleder, så snart bolden nærmede sig det danske straffesparksfelt. De to mand i midterforsvaret - den lokale Arne Toft og den høje Svend Andresen – optrådte febrilsk.

Englænderne fik – ligesom japanerne i den foregående landskamp – alt for mange muligheder, skønt de i fantasi og boldsikkerhed ikke burde have udfordret de to normalt pålidelige spillere. Når englænderne besluttede sig for at kaste et par ekstra folk frem i forreste række, scorede de uendeligt nemt. Det kunne være gået helt galt for Danmark, hvis den engelske manager havde set danskerens svagheder og havde beordret sine spillere til at agere mere offensivt. Heldigvis for de tøvende og usikre danske forsvarere valgte England at satse på uafgjort, så danskernes forsvarsskavanker ikke blev udstillet i samtlige 90 minutter.

Målmanden Niels Hagenau slap heller ikke fra kampen uden skrammer. Han flagrede for mange gange ud af sit mål uden at få ekspederet bolden væk. Den 27årige KB-målmand havde mange gange dokumenteret, at han havde høj klasse på sine bedste dage, men han havde ikke det solide bundniveau, der var nødvendigt for at skabe en sikker dansk defensiv.

Samlet set afslørede kampen mod England store svagheder i forsvaret, hvor det var mindst ventet og større styrke i angrebet, hvad ingen havde turdet håbe på.

Landstræner Rudi Strittich gav udtryk for, at hans hold havde spillet bedre i denne kamp end i den forudgående mod Japan. Landstræneren virkede ikke særligt nervøs over, at det knirkede gevaldigt i forsvaret. Kampen havde givet den passionerede træner et vigtigt svar: ”Løsningen på landsholdets centerforward-problem hedder Eigil Nielsen”. Strittich foretrak et angreb med spillere, der løbende byttede plads og derved skabte større spillerum. Udtalelsen lignede et farvel til førsteangriberen Ole Forsing.

Den danske målmand Niels Hagenau drømte efter kampen om, at han måske kunne komme på tale som målmand på det professionelle landshold, da pladsen var blevet ledig efter Erik Lykke Sørensens karrierestop. Den ambitiøse 190 meter høje københavner var ikke parat til at tage det første engelske mål på sin kappe. Det var opdækningen bag ham, der ikke var på plads som den burde være. I 1. halvleg prøvede Niels Hagenau både kasket og solbriller, da han var meget generet af den lavt hængende sommersol. Det var også årsagen til, at han i nogle situationer løb forvirret rundt.

Anfører Kristen Nygaard toppede Ekstrabladets rangliste tæt forfulgt de to succesfulde angribere Eigil Nielsen og Iver Schriver. Den lille Vejle-angriber befandt sig i virkeligheden i en grotesk situation. Samtidig med, at han havde succes på landsholdet, var han vraget i startopstillingen i VB, da han ikke havde imponeret i klubbens kampe i Totocup-turneringen. Pausen fra startopstillingen vurderede han dog som midlertidig, fordi han måtte dosere sine kræfter over en lang efterårssæson med mange kampe.

Den unge B1901-spiller Morten Olsen spillede sin vel nok bedste kamp i landsholdstrøjen. Det var ottende gang, at han optrådte i rødt og hvidt. Morten Olsen vagabonderede rundt på hele banen og tog ofte en ekstra tørn på midten af banen. Efter kampen afslørede den unge falstring, at han for fremtiden ønskede at spille på midtbanen i stedet for fløjen. Problemet var, at hans træner i Nykøbing Kurt Nielsen havde så mange gode midtbanespillere at vælge imellem, at den unge fyr fra Vordingborg kun kunne bruges i angrebet.

TV og radio

Danmarks Radio sendte et stort TV-hold til Aalborg, så uddrag af kampen kunne vises om aftenen kl. 21.55. Senere på aftenen var der sportsnyheder kl. 23.00 – måske med interview med nogle af de fremtrædende spillere.

Det må lægges til grund, at TV-billederne var helt i top. I hvert fald var der ingen kritik af hverken TV-billeder eller speak i aviserne dagen efter kampen. En gentagelse af TV-skandalen fra kampen mod Japan kom ikke på tale.

Selv om alle fem mål formodentlig kom i ”kassen”, har højdepunkterne fra kampen ikke været vist offentligt siden.

Onsdag den 25. august 1971 kl. 18.00: Vesttyskland-Danmark 1-3 (1-1)

Venskabskamp i Flensburg på Flensburger Stadion

Udtagelseskomiteen (UK) var stærkt utilfreds med, at Danmark havde indkassereret fire mål i to lampe og gennemførte derfor en veritabel udrensning af landsholdsforsvaret. 4 mål i 2 opvarmningskampe mod forholdsvist upåagtede modstandere var mere end UK kunne leve med. Faktisk udskiftede de strenge herrer i UK ikke mindre end tre af de 4 forsvarere, der havde startet mod England i Aalborg.

Kun forstopperen Svend Andresen slap igennem nåleøjet, og det var absolut på hængende hår. Den unge B1903-spiller havde ikke imponeret på landsholdet i de forudgående kampe, og gjorde det i den periode heller ikke særligt godt på sit klubhold. I en landspokalkamp mod Slagelse måtte han lide den tort at blive udskiftet i 2. halvleg. På det tidspunkt havde han kostet to mål bl.a. da han hasarderet forsøgte at drible sig ud af en penibel situation.

Det var den høje Svend Andresens held, at hans kollega i midterforsvaret Arne Toft klarede sig endnu dårligere i sin klub AaB’s pokalkamp mod B1909. Den tidligere anfører på ungdomslandsholdet fik skylden for, at AaB noget overraskende måtte lade livet til odenseanerne fra B1909. Den normalt solide sweeper blev hevet af banen i 2. halvleg og trak altså det korteste strå, da UK skulle vrage en af synderne fra Englands-kampen.

Ny sweeper i det danske forsvar var allround-spilleren Per Røntved, der allerede havde spillet 4 landskampe på midtbanen i 1970, men nu stod over for sin femte landskamp. Den stærke Brønshøj-spiller var blevet omskolet til forsvaret, da hans klubkammerat Per Friis var blevet skadet. Den store Per Friis havde spillet en enkelt landskamp, da han i 1970 var blevet skiftet ind i det skrækkelige 0-1 nederlag mod Norge.

UK ofrede også den solide højreforsvarer Jan Larsen. AB-backen havde fået en fiberskade, men havde bestemt heller ikke imponeret UK i sin sidste kamp for AB. Den erfarne rødtop med 29 landskampe havde sammen med sit mandskab oplevet en veritabel nedtur i pokalkampen mod KB. Akademikerne måtte i Idrætsparkens indkassere et nederlag på 0-5. Den uheldige ex-anfører for landsholdet havde bl.a. begået et dumt straffespark og havde i øvrigt måttet fighte sig igennem kampen med en fiberskade.

Som ny mand i højre side pegede UK på den påpasselige københavner Flemming Pedersen. Han havde sidst spillet mod Sverige i juni og havde hele tiden været i periferien af landsholdet. KB-spilleren havde tanket masser selvtillid på det stærke KB-hold, der lå i toppen af 1. division.

Endelig havde UK valgt at se bort fra den fremstormende B1909-back Viggo Jensen. Som vinder af landspokalen havde hans Odense-klub kvalificeret sig til at repræsentere Danmark i Europa Cuppen for pokalvindere. Returkampen mod de østrigske pokalvindere fra FK Austria Wien skulle spilles samme onsdag som landskampen i Flensburg. Den effektive Jørgen Rasmussen var et naturligt valg som afløser som venstre back. Han havde allerede spillet 4 landskampe i 1971 og havde været banens bedste spiller i pokalkampen mellem Randers Freja og Køge.

Landsholdets eneste ægte centerforward Ole Forsing havde meldt sig klar under fanerne igen efter afbuddet mod England, men UK valgte at bibeholde det meget bevægelige angreb bestående af Morten Olsen, Eigil Nielsen og Iver Schriver.

De vesttyske amatørlandshold bestod for det meste af spillere, der til daglig optrådte i den bedste vesttyske række Bundesligaen. Ikke mindre end 9 af de elleve i startopstillingen spillede på topniveau. I optakten spekulerede den danske presse en del i, om spillerne syd for grænsen var ægte amatører. Selv om spillerne ikke havde kontrakter med fast månedsløn i deres Bundesliga-klubber, var det sandsynligt, at de modtog bonus og præmier for vundne kampe som deres holdkammerater. De tyske medier, der dækkede kampen i Nordslesvig, gad ikke engang lægge skjul på dette forhold.

De fleste skribenter på de danske dagblade forventede et nederlag til den sydlige nabo. Landsholdets kvaliteter havde været alt for svingende, og landsholdet havde det traditionelt altid meget svært på udebane. Forårets sviende 1-2 nederlag mod de upåagtede amatører fra Schweiz stod stadig i frisk erindring.

Det flotte danske angrebsspil tændte dog et lille håb. Imponerende 10 mål i de seneste tre amatørlandskampe mod Schweiz, Japan og England dokumenterede, at angrebsproblemerne var blevet løst – i hvert fald på hjemmebane vel at mærke. De fleste frygtede, at Danmark alene var blevet stærkere i den trygge hule i København, men fortsat ville være en sikker taber på udebane, når holdet kommer under pres.

For den noget stressede landstræner Rudi Strittich var der ingen tvivl om, at landsholdet stod over for sin sværeste modstander. Vesttyskland var automatisk deltager til OL, og Deutscher Fußball-Bund (DFB) satsede voldsomt på, at landsholdet skulle vise flaget på hjemmebanen i München. Vesttyskerne kom lige fra en træningslejr. Alle de vesttyske spillere havde forpligtet sig til at forblive amatører indtil OL. Det betød i praksis, at spillerne ikke måtte indgå kontakter med de Bundesliga-klubber, som de spillede for til daglig.

Den ærgerrige landstræner var heller ikke sen til at udlægge grænseopgøret som nøglekampen i de vigtige OL-forberedelser. ”Landskampen vil afsløre, om vi har en chance mod Rumænien senere på efteråret”, sagde DBU-chefen gravalvorligt. Han forventede uden omsvøb, at kampen skulle afsløre, om OL-holdet overhovedet havde en chance for at nå til München og satte derved sig selv og sine spillere under et voldsomt pres.

På den baggrund var det ikke overraskende, at den nye konstellation i midterforsvaret rykkede tæt sammen på spillerhotellet i Flensburg og havde en del at tale om. Den lange stopper Svend Andresen var ganske enkelt træt af at høre fra kritikerne, at han skulle have for dårlige nerver til landsholdet. Han afviste fuldstændigt, at nerver havde haft nogen som helst betydning for hans mindre heldige indsats i de tidligere landskampe.

Den nye sweeper Per Røntved vidste, hvad der var brug for i den situation og gik straks i gang med at opbygge selvtilliden hos sin stopper. Brønshøj-spilleren kunne dokumentere, at sidst de to havde spillet sammen, var der ingen mål gået ind. Det var i ungdomslandskampen mod Sverige i juni, som Danmark ovenikøbet vandt 1-0.

Det store, åbne stadion i det østlige Flensburg var næsten en dansk hjemmebane. 12.000 tilskuere mødte op. De fleste var danskere. Talrige dansksindede sydslesvigere var draget til stadion og fans fra Sønderjylland var smuttet en tur over grænsen

Det danske landshold fremstod på det nærmeste som en åbenbaring i Flensburg og gav store løfter for det kommende OL-program. Det var dansk amatørfodbold, når det var bedst og en alvorlig begmand for de vesttyske Bundesliga-spillere, hvad gjorde den sikre 3-1 sejr til en endnu større fornøjelse.

De vesttyske favoritter var egentlig kun med i begyndelsen af kampen. Som forventet havde tyskerne en god fysik tilsat individuelle præstationer, men det holdt kun i 5-10 minutter inden danskerne fik greb om kampen. Topmotiverede Røntved, der tørstede efter at vise sit værd i DBU-trøjen, svingede hurtigt dirigentstokken over sine kammerater og organiserede mesterligt den danske defensiv.

Da danskerne først havde opdaget, at de kunne følge med tyskerne, diskede de rød- og hvidklædte skandinaver op med ypperligt og opfindsomt angrebsspil, der snart fik målnettet til at blafre.

13.min – Iver Schriver (0-1) scorer sikkert på hovedstød. Den optændte frontløber Eigil Nielsen vrider sig besnærende nemt fri af sin overfrakke i tyskernes højre side og smækker bolden ind på midten, hvor den udækkede Vejle-reserve Iver Schriver venter. Den lille angriber springer højt til vejrs og kan ugenert heade bolden ned i jorden, så den går under den tyske målmand. 1-0 lyder der over stadionhøjtaleren – Torschüsse Nummer Elf Iver Schriver

Det talstærke danske publikum fik dog ødelagt det gode humør blot tre minutter senere.

16.min – Bernd Nickel (1-1) overrumpler den danske målmand Neils Hagenau. Den tyske angriber ser, at keeperen har bevæget sig for langt frem i feltet og løfter derfor behersket bolden over den overmodige målmand. Bolden går ind under overliggeren til en ikke særlig fortjent udligning.

Målet var et irriterende mål, fordi de tyske favoritter ikke havde været i nærheden af det danske mål. Der skulle usikkert målmandsspil til at få hjemmeholdet på tavlen.

Danskerne lod sig dog ikke slå ud, men kombinerede lystigt videre på kryds og tværs af banen i et meget højt tempo, der klart lå over, hvad der var hverdagskost i den danske 1. division. Spillerne slap bolden i fornuftige førstegangsafleveringer, så tyskerne kom for sent med deres tacklinger. Det var tydeligt, at tyskerne slet ikke kunne dominere på banen med deres stærke fysik som forventet.

Det flotte spil gennem hele 1. halvleg kulminerede med en stor chance til Iver Schriver, der headede over målet. Til sidst snittede anfører Kristen Nygaard bolden uden om målstolpen.

Danmark burde have ført over Vesttyskland ved halvleg. Det var gået langt over forventning. Den største bekymring i presselogerne var, om danskerne havde brugt for mange kræfter. Tempoet i de danske ben havde været markant højere end normalt, så der var en reel risiko for, at Strittichs drenge ville gå ned i 2. halvleg, når tyskerne kom stormende.   

Tilskuere, presse og formodentlig også trænerstaben glippede vantro med øjnene i 2. halvleg, fordi danskerne fortsatte det overraskende gode spil gennem hele 2. halvleg. Tilmed afgjorde de undertippede amatører fra Norden kampen allerede 8 minutter inde i 2. halvleg.

53. min – Steen Ziegler (1-2) skaber begejstring på tilskuerrækkerne med en flot helflugter. Den stærke Hvidovre-spiller modtager midt for mål en aflevering fra vakse Iver Schriver og banker resolut bolden i kassen med et drøn fra højrefoden. En tysk forsvarer prøver forgæves at komme i vejen, men kan slet ikke stoppe det danske fremløb. Bang, siger det, da bolden går i nettaget.

Tyskerne kom sig slet ikke over chokket og begyndte at blive statister i en dansk opvisning. Efterhånden så det ud til, at det skulle blive tyskerne, der ville dø med støvlerne på, medens danskerne triumferede. Det sensationelle tyske nederlag blev besejlet 10 minutter senere.

62.min – Iver Schriver (1-3) fordobler sin målscore på en friløber. Angrebet begynder med, at kampens store spiller Birger Pedersen erobrer bolden og sender en aflevering af sted over 40 meter. Bolden havner hos den fortsat rapfodede Iver Schriver, der på sine lette ben hurtigt kommer fri af de tyske forsvarere og slår sejren fast. Bundesrepublik Deutschland-Dänemark 1-3 står der på stadiontavlen.

20 minutter før tid gik den flyvende Steen Ziegler fra banen, medens han høstede publikums velfortjente klapsalver. Hans gamle skade i lysken var brudt op. Det gav chancen til Vejle topscorer Jørgen Markussen, der var i strålende form og faktisk på Vejles klubhold var førstevalg foran Iver Schriver. Men på landsholdet var det altså omvendt.

Danmark foretog ikke flere udskiftninger. Det normale førstevalg i angrebet Ole Forsing fik derved ikke muligheden for at tilbageerobre en plads i angrebet på bekostning af de små angribere.

Efter kampen

Da den svenske dommer Curt Nystrand havde fløjtet kampen af, fik journalisterne travlt ved tasterne på deres skrivemaskiner. Hele Danmark skulle næste morgen i aviserne have den fulde beretning om den storslåede fodboldbedrift, der ikke var blevet transmitteret i Danmarks Radios fjernsyn.

I den gamle grænseby Flensburg blev der tændt en kraftig olympisk flamme, der gav håb om, at det danske landshold faktisk ville kunne slå sig igennem til den olympiske fodboldturnering.

”Vi ses i München”, var der mange af de tyske tilskuere og fodboldledere, der sagde til de lykkelige danskere, der helt overvældede begyndte at bevæge sig nordpå.

Kampens forløb gav positive svar på alle bekymrede spørgsmål, der havde rejst sig efter opgørene mod lilleputterne fra Japan og England. Det danske angreb var hyperfarligt, midtbanen producerede chancer og dækkede godt af bagtil og det ny formerede forsvar med Røntved i centrum var stensikkert. Holdet var vokset kolossalt i slagkraft, selvtillid, rutine og styrke. Hvad mere kunne kritikkerne forlange efter en sejr over ønskemodstanderen Tyskland? Den eneste malurt i bægeret var frygten for, at danskerne blot havde udnyttet en heldig dag og tyskerne havde lidt under en tilsvarende dårlig dag.

De danske landsholdsspillere præsterede over forventning både enkeltvis og samlet som hold. Alle spillere uden undtagelse fik stor og enslydende ros efter kampen. Der var simpelthen ikke en eneste spiller, der faldt igennem.

Den danske nationaltræner Rudi Strittich havde meget naturligt det store smil på. Det var hans største triumf som Danmarks landstræner siden han tiltrådte jobbet i januar 1970. Smilet blev ikke mindre af, at den tyske OL-træner Jupp Derwall kvitterede for kampen med bemærkningen: ”Vi ses i München”.

Den stolte landstræner fandt, at kampen kunne blive særdeles værdifuld for selvtilliden og afstivningen hos hans unge spillere: ”Nu kan spillerne se, at de kan klare sig strålende i et skrapt selskab. Det kan måske også betyde, at spillerne vil tøve med at indgå kontrakter med udlandet inden de afgørende OL-kvalifikationskampe”. Den erfarne østriger var naturligvis bange for, at landsholdets succes, der ville give genlyd hos de vesttyske spilleragenter, kunne medføre en affolkning af OL-truppen. Det var helt åbenbart, at de farlige angribere Schriver, Nielsen og Olsen var oplagte emner for udenlandske opkøbere, men også Nygaard, Birger Pedersen og Ziegler måtte stå på mange observationslister.

Den optimistiske østriger ville ganske enkelt bruge de kommende uger til at overtale spillerne til at lade de lokkende udenlandskontrakter blive liggende for en stund. Han var sikker på, at han kunne overbevise spillerne om, at de ville være lige så gode om et år, når OL-kampene mod Rumænien var overstået. Derfor kunne udenlandseventyrerne godt afvente de udfordrende kampe mod Rumænien, inden de drog sydpå med friske kontrakter i kufferterne.

Helt på linje med landstræneren i dette spørgsmål var anfører Kristen Nygaard, der havde placeret sig som nr. 2 på Ekstrabladets rangliste. Han var parat til at afvise lukrative prof-tilbud fra udenlandske klubber og i stedet prioritere OL-deltagelsen. ”En OL-plads kan ikke køber for penge” sagde århusianeren med klar stemme i omklædningsrummet. ”Opkøberne kan komme igen efter OL. Hvis jeg er god nok til at komme til udlandet nu, vil jeg da være endnu bedre efter et OL”, konkluderede den ambitiøse typograflærling.

Den lykkeligste danske spiller efter kampen var utvivlsomt forsvarsdirigenten Per Røntved. I sin syvende landskamp fik den store BB-spiller den klare succes på landsholdet, som alle havde forventet i årevis. Han placerede sig som en flot nr. 1 på Ekstrabladets rangliste og fik al tale om problemer i forsvaret til at forstumme. Røntved var i gang med at aftjene sin værnepligt og så lyst på fremtiden. Han afslørede, at han inderst inde havde frygtet en ny fiasko for landsholdet, for så havde han næppe fået chancen igen. Nu var alle nerver forsvundet. Den 22årige ledertype så frem til den næste kamp i rødt og hvidt.

Den anerkendte vesttyske nationaltræner Helmuth Schön indgik i det tyske trænerteam og overværede hele kampen. ”Hvordan er det overhovedet muligt for amatører?” spurgte han, idet han ikke lagde skjul på, at de vesttyske spillere både fysisk og teknisk burde have været danskerne overlegne. Den karismatiske toptræner var fuld af beundring for Danmark. Helmuth Schön var forbløffet over det danske spil og vurderede, at danskerne i alle henseende var foran tyskerne. Det kom meget bag på DFB-folkene, at deres egne OL-aspiranter ikke var foran danskerne på dette tidspunkt, hvor tyskerne var i fuld gang med OL-forberedelsen.

Tv og radio

Hvis de danskere, der ikke var til stede på stadion i Flensburg, ønskede at følge den spændende kamp, måtte de stille ind på Danmarks Radio P2, der var på pletten fra starten af 2. halvleg kl. 20.00.

Fjernsynsseerne derimod måtte tage sig til takke med et kort uddrag af højdepunkterne i Sporten kl. 22.20. Udsendelsen varede 30 minutter, og det er meget sandsynligt, at et TV-hold fra DR efter sidste dommerfløjt ilede i bil fra Flensburg til DR-studiet i Aabenraa, hvor indslaget kunne redigeres til aftensporten.

Kampens højdepunkter har ikke været vist offentligt siden, og det er usikkert, om landskampen overhovedet er bevaret i DR Arkiv.

Onsdag den 8. september 1971 kl. 19.00: Danmark-Finland 0-0 (0-0)

Nordisk mesterskab 1968-1971 i Københavns Idrætspark

Det tog ikke Udtagelseskomiteen (UK) mange minutter at blive enig om startopstillingen til venskabskampen mod Finland. UK-formanden Ib Skotnborg og landstræner Rudi Strittich havde sat hinanden stævne i Valby Idrætspark inden aftenkampen mellem Boldklubben Frem og B1901 fra Nykøbing Falster. Efter en kort rådslagning ringede de fra stadiontelefonen til de to andre UK-medlemmer Egon Johansen og Jørgen Leschly Sørensen for kort at konferere om udtagelsen. Beslutningen kom hurtigt. Det vindende hold fra Flensburg-kampen skulle ikke ændres på en eneste plads. Der var genvalg hele vejen rundt.

Ikke engang aftenens 1. divisionskamp med et par interessante landsholdskandidater kunne ændre på DBU’s holdopstilling.

Selv om det var temmelig oplagt, at UK ville foretrække sit vinderhold igen, gav landsholdsudtagelsen alligevel anledning til kritiske bemærkninger dagen efter hos Ekstrabladets Axel Alstrup. Det faldt den erfarne skribent for brystet, at UK havde valgt den lette løsning og ikke havde benyttet muligheden for at teste et par nye spillere. I særdeleshed var det svært at gennemskue, hvorfor 2 UK-medlemmer var troppet op for at besigtige Frems dygtige målmand Valdemar Hansen, og så valgte pr. telefon at udtage landsholdet inden kampen overhovedet var kommet i gang. Det sendte et dårligt signal om, at pladserne var besat uanset spillernes indsats i Danmarksturneringen. Et par nye ansigter havde også kunne være med til at fastholde konkurrencen om pladserne på OL-landsholdet.

Når pressen ikke havde landsholdets resultater at brokke sig over, var der heldigvis et andet emne at kaste sig over i stedet. I dette tilfælde, at UK ikke gav en ny, uerfaren målmand en chance på landsholdet. Det var paradoksalt i lyset af, at Niels Hagenau havde vogtet målet i fire kampe, der alle var endt med sejr. Den lange KB-målmand var også meget irriteret over avisernes skriverier om landsholdets såkaldte målmandsproblem. Han fandt ikke, at der var grund til at skælde ham ud for hans præstationer på landsholdet. I mangel af bedre stof følte han, at journalisterne havde opfundet et målmandsproblem, der ikke afspejlede virkeligheden.

Dagen før landskampen måtte den bjørnestærke Steen Ziegler melde afbud. Det var trist for den slanke Hvidovre-spiller, at han ikke fik mulighed for at gentage sin strålende præstation fra kampen mod Vesttyskland. Mest ked af afbuddet var HIF-vennen Birger Pedersen, der måtte se udsigten til at fortsætte det gode samarbejde på OL-holdet fordufte op i september-himmelen.

Ny mand på midtbanen var Morten Olsen, der længe havde kandideret til at få en mere fremtrædende rolle i det opbyggende spil. I de seneste kampe havde B1901-træneren Kurt Nielsen omsider lyttet til den unge falstrings fodboldbønner og havde ladet ham spille på midten.

Allestedsnærværende Jørgen Markussen gled naturligt ind i angrebet ved siden af klubkammeraten Iver Schriver, der havde ligget syg i weekenden, men som efter en hestekur var gjort klar til kamp. Den hurtige Iver Schriver var begyndt som en nødløsning for landstræner Strittich, men var nu med fire mål i 3 kampe helt uundværlig på landsholdet.

Jørgen Markussen var en VB-angriber i absolut topform. I divisionskampen mod Fuglebakken IK havde den skægprydede Markussen scoret et hattrick på 13 minutter. Den snurrige angriber følte sig også ovenpå, og så frem til efter et års tilløb omsider at få sit gennembrud på landsholdet.

Publikum havde store forventninger til landsholdet. Danmark var efter fire sejre tårnhøj favorit over det godt kæmpende Finland. Samtidig havde de glade amatører fortrængt de udenlandsprofessionelle fra landsholdet. Oprindelig havde DBU nemlig planlagt, at kampen mod Finland skulle have været en rigtig publikumstræffer med forstærkninger fra de europæiske ligaer. Da amatørlandsholdet fik vind i sejlene, prioriterede DBU-toppen om på landsholdene. De professionelle stjerner blev droppet for en stund. Efter et forår domineret af de professionelles genkomst på landsholdet, satsede DBU i efterårets kampe 100 pct. på OL-landsholdet.

Danmark formåede i en meget tam landskamp kun at spille 0-0 mod Finland og var tæt på at tabe i sidste spilminut. Det succesrige landshold havde inden kampen været højt oppe at flyve, men faldt til jorden igen med et brag. Danskerne havde det meste angrebsspil, men var ikke særligt farlige. Modsat havde finnerne tre skud på stolpen.

De velforberedte finner åbnede kampen bedst. Allerede i det første minut ramte finnerens nr. 11 Tommy Lindholm overliggeren bag en famlende Niels Hagenau, der ikke kunne få bolden ordentlig væk. Det overrumplende skud gjorde den danske keeper nervøs, så publikum begyndte at sidde med livet i hænderne, når Soumi-drengene testede det danske mål.

Den danske midtbane fik efter den usikre start omsider mere tag i spillet. De 14.000 tilskuere kunne glæde sig over mange velspillede angreb i højt tempo, hvor bolden gik hurtigt fra spiller til spiller. Problemet var bare, at danskerne ikke formåede at komme frem til mange farlige afslutninger. De danske angreb blev ikke rigtig farlige på noget tispunkt. Arbejdssomme Jørgen Markussen havde et par afslutninger, som den solide finske målmand Lars Näsman tog sig sikkert af.

Danmark skabte heller ikke flere chancer i 2. halvleg, selvom Strittich rykkede Morten Olsen frem på højre fløj, så den forreste linje bestod af fire mand. De mere og mere optimistiske finner stod klogt i defensiven. I stedet for at jage bolden med risiko for at blive afdriblet af de letfodede danskere, trak finnerne sig smart tilbage bag en solid forsvarsmur, som danskerne ikke kunne komme igennem.

20 minutter inde i 2. halvleg hørte den danske landstræners tålmodighed omsider op. Der måtte ske noget nyt på holdet. En barsk dobbeltudskiftning skulle bringe Danmark ud af dvalen og skabe nyt liv på lægterne, hvor der var startet en ubehagelig pibekoncert.

Den skuffende Eigil Nielsen blev pillet ud med en skade og erstattet med Ole Forsing. B1903-angriberen fik klapsalverne til at bølge ned over banen. Publikumsynglingen blev straks sendt på målscoringsmission i finnernes straffesparksfelt og fik muligheden efter en glimrende aflevering fra Jørgen Markussen.

Birger Pedersen måtte også lade sig udskifte med en skade. På et slapt landshold var han måske den mindst skuffende. Hvidovre-spilleren blev erstattet med den 27årig debutant Hans Ewald Hansen. Den elegante midtbanespiller blev den femte landsholdsspiller fra B1901 på landsholdet gennem tiderne.

I kampens sidste sekunder slap den indskiftede Pertti Tuovola igennem det danske forsvar.  Efter en misforståelse erobrede han bolden fra Svend Andresen. Niels Hagenau opfattede lynhurtigt faren og gik dygtigt ud af sit mål. Da finnen fyrede løs, parerede Danmarks redningsmand bolden med fødderne. I mand til mand-duellen med den befippede finske angriber havde KB-målmanden forhindret et pinligt nederlag. Kort efter fløjtede den udmærkede norske dommer Rolf Andersen kampen af.

Det danske OL-landshold måtte sande, at der var svært at være god, når man skal være det. De forholdsvis uerfarne spillere kunne ikke klare presset og håndtere de store forventninger, der var skruet op for efter fire flotte sejre. Forklaringen på landsholdets antiklimaks var først og fremmest, at for mange af spillerne havde spillet under daglig standard. Samtidig havde landsholdet ikke tidligt i kampen scoret det forløsende mål, der kunne skabe ro og fastholde troen på egen succes. Måske var der også en tendens til, at spillerne overdrev soloindslagene i stedet for at satse på holdet. Alle ville gerne til fadet og vise publikum, at der var et nyt kuld stjernespillere på vej.

Kampens store oplevelse var den finske målmand Lars Näsman, der tog alt, hvad danskerne sendte efter hans mål. Den erfarne målmand med 35 landskampe og et 2årigt udenlandsophold i hollandsk fodbold strålede både i luften og langs jorden. Danskernes overmand var tæt på at udgå i 2. halvleg, da han var stødt mod den ene målstolpe. Målmandshelten bed dog smerterne i sig og bidrog til et for Finland meget opmuntrende udebaneresultat. Soumi havde sidst hentet point i København i 1963.

Efter kampen

Landstræner Rudi Strittich var skuffet over, at finnerne med enkle midler havde været i stand til at bremse hans mandskab. Den erfarne holdleder fremhævede, at netop et amatørlandshold altid ville have svært ved at holde et højt niveau over flere kampe. På den baggrund var han ikke overrasket over sit holds voldsomme udsving fra den ene kamp til den næste.

Til gengæld var østrigerne stærkt irriteret over, at holdet mistede sin moral i 2. halvleg, da Danmark ikke fik scoret og finnerne kæmpede indædt for en overraskende sejr. ”Man må ikke miste humøret, fordi man ikke kan leve op til de tårnhøje forventninger”.

Flere af de danske spillere var voldsomt utilfredse med hjemmepublikummets opbakning. I flere landskampe havde spillerne oplevet, at tilskuerne i modgang helt vendte ryggen til landsholdet i stedet for at støtte spillerne. Spillerne anerkendte, at landskampen var en skuffelse, men fandt ikke desto mindre, at publikum var gået alt for vidt i deres mishagsytringer. Forstopperen Svend Andresen gik så langt i sin kritik, at han opfordrede DBU til at droppe Idrætsparken som hjemmebane og i stedet flytte kampene til Jylland, hvor opbakningen ville være større.

TV og radio

Formodentlig havde mange TV-kikkere holdt sig længe oppe om aftenen for at se fodbold. Kl. 22.15 åbnede Danmarks Radio op for en times forskudt transmission af kampen. Der har nok været en del licensbetalere, der trykkede på afbryderen inden kl. 23.15, hvor udsendelsen sluttede. 2. halvleg blev transmitteret på radioens P2 fra kl. 20.10.

Ungdomslandsholdet

Det var i øvrigt finnernes fodboldaften. I Tammerfors vandt det finske ungdomslandshold 2-1 over de danske kvartfinalister i Nations Cup. Århusianeren Jens Harmsen, der havde været på tale til OL-landsholdet, bragte de unge danskere foran i 1. halvleg. I 2. halvleg måtte to danske spillere lade sig udskifte med skader. I forvirringen scorede finnerne to gange til slutresultatet 2-1.

Søndag den 26. september 1971 kl. 13.15: Norge-Danmark 1-4 (1-3)

Nordisk mesterskab 1968-1971 på Ullevaal Stadion i Oslo

Udtagelseskomiteen (UK) ofrede målmanden Niels Hagenau. Ubesejret i fem landskampe og clean sheet i den seneste landskamp mod Finland var ikke tilstrækkeligt til at redde den fortrinlige KB-profil fra at blive fyret. Der var – under påvirkning af pressen - opstået en uforklarlig opfattelse af, at Niels Hagenau var et af de svagere led på landsholdet, og at det derfor var nødvendigt at afprøve en anden målmand. 27årige Niels Hagenau havde spillet sin sidste landskamp, skulle det vise sig.

Som afløser trak UK den fynske målmand Mogens Therkildsen op ad hatten. Den 31årige OB-målmand havde været reserve flere gange på landsholdet og blev denne gang foretrukket frem for Frems Valdemar Hansen, der dog fik tjansen som reservemålmand. Therkildsen var den 10 ældste debutant i DBU’s historie og havde vogtet målet i OB i mere end 10 år. Den store målmand havde elleres mere eller mindre opgivet landsholdet. Gang på gang var han blevet overhalet af andre fynske målmænd – Erik Lykke Sørensen og Knud Engedahl, begge B1913 samt i foråret Bent Hansen fra B1909, så det var en lykkelig odenseaner, der pludselig skulle iføre sig DBU-trøjen med ettallet på ryggen.

UK droppede også den påpasselige Flemming Pedersen til fordel for en anden københavner Torben Nielsen, der efter et længere skadesforløb var ved at finde topformen og bl.a. havde imponeret i B1903’s Europa Cup-kamp mod de skotske mestre fra Celtic Glasgow.

Den savnede HIF-strateg Steen Ziegler var slet ikke blevet klar efter sin alvorlige skade og havde meldt afbud til landsholdet for resten året. Det var et slemt slag for DBU’s trænerstab, da den høje og slanke midtbanespiller havde haft en væsentlig andel i OL-holdets store succes. En god halv time som indhopper mod Finland var tilstrækkeligt for B1901’s lyshårede boheme Hans Ewald Hansen for at sikre sig en plads på landsholdets midtbane.

Den dygtige centerforward Ole Forsing fandt UK ikke plads til, heller ikke på reservebænken. ”Han har skuffet i B1903’s sidste kampe”, lød det fra Rudi Strittich, der hermed afsluttede den lange københavners landsholdskarriere.

Den hårdt prøvede landstræner Rudi Strittich proklamerede som optakt til kampen, at han ville afprøve den taktik mod Norge, som senere skulle bruges mod Rumænien. ”Det er vigtigt, at vi kan score mål mod Rumænien, så vi har noget at stå imod med til returkampen”, sagde rigstræneren. Strittich ville derfor angribe med mange mænd, der skulle være dygtige nok til at trække sig tilbage, hvis bolden blev tabt eller et angreb afsluttet. ”Det er den eneste måde, vi kan skabe chancer på uden at blotte forsvaret for meget”, vurderede den spændte taktikmester.

Nordmændene havde meget små forventninger til deres landshold. Da Norges Fotballforbund (NNF) ikke forventede mere end 10.000 tilskuere til kampen, indgik forbundet en aftale med Norsk Rikskringkasting (NRK) om en direkte transmission af kampen. På den måde kunne NNF få en lille indtægt på kampen. Ingen af de fem norske udenlandsprofessionelle havde fået fri til landskampen. Danmark slap derved for den karismatiske Odd Iversen, der havde sænket danskerne i Idrætsparken året før. I den seneste landskamp mod Frankrig var det blevet et norsk nederlag på 1-3.

Danmark tankede selvtillid med en ciffermæssigt overbevisende sejr, men der var ingen grund til begejstring. Efter de første sprudlende 20 miniputter med tre danske scoringer døde landskampen fuldstændig som underholdning og kampforberedelse. Resten af kampen kunne ikke overbevise skeptikerne om, at Danmark var klar til kampen mod OL-favoritterne fra Rumænien.

Anført af den kun 17årige Tom Jacobsen kom Norge bedst for start på den bløde og tunge bane. De indbyrdes samarbejde i det danske forsvar svigtede, og spillerne agerede rådvildt og tøvende. Det så nærmest ud som om, at danskerne havde fået de forkerte knopper på støvlerne, fordi de faldt ustandseligt og placerede sig hele tiden forkert på banen. Den debuterende målmand Mogens Therkildsen fik lejlighed til at brillere med flere gode redninger på norske langskudsforsøg. Det var en forfærdelig dårlig indledning på matchen for Strittichs OL-aspiranter.

Heldigvis havde Danmark lille Iver Schriver, der tog sagen i egen hånd og trak kammeraterne ud af det fodboldmæssige morads, som landsholdet var ved at synke dybt ned i.

09. min – Iver Schriver (0-1) laver et frækt mål. Med nogle besnærende træk snyder den rapfodede Schriver sin direkte norske modstander Anbjørn Ekeland, så han bliver helt grå i ansigtet. Fra sin venstre fløj går VB-angriberen herefter direkte mod mål. De øvrige danskere angribere styrter ind foran mål tæt forfulgt af de norske forsvarere. Alle forventer, at Iver Schriver fra baglinjen vil centre til en holdkammerat. I stedet trækker den 22årige angriber bolden helt tæt på målmanden Geir Karlsen, der nidkært vogter ved den forreste målstolpe. Med en behersket kropsfinte får Iver Schriver målmanden til at sætte sig på bagdelen, hvorefter den danske målsluger behersket skyder bolden forbi den liggende målmand, der med en anstrengt grimasse blot kan kikke bagud. Bolden triller ind ved den modsatte stolpe, medens Vejle-angriberen med den ene hånt strakt op i luften hopper over den slagne nordmand.

Danmark havde heldigvis Iver Schriver på banen, og 8 minutter senere var han ophavsmanden til den næste danske scoring.

17.min – Kristen Nygaard (0-2) flugter bolden i mål. Den energiske Iver Schriver opfanger en håbløs bold ved sidelinjen og opfatter kvikt, at Eigil Nielsen er gået i position i front. Afleveringen ligger dejlig dybt til den hurtige nordjyde, der smukt rykker til baglinjen efter at have smidt to norske forsvarere. Eigil Nielsen spiller bolden skråt tilbage til anfører Kristen Nygaard. Århusianeren flugter resolut til bolden, men takles samtidig i skudøjeblikket, så farten går af bolden. Det snyder fuldstændig den uheldige Geir Karlsen, der ikke kan få fingrene i den skruende bold, der via stolpen havner i nettet. Kristen Nygaard oplever målet liggende med ryggen til målet efter den voldsomme tackling.

Tre minutter senere udbrød Iver Schriver højlydt: ”Blev der mål – det er løgn”. Bolden lå igen i nettet bag den mildest talt usikre Geir Karlsen, der måtte tage målet på sin kappe.

19. min – Iver Schriver (0-3) forfølger energisk bolden og scorer med hjælp fra den norske målmand. Den hurtige Schriver modtager en flot aflevering i dybden fra Kristen Nygaard og spurter med bolden mod det norske mål. De to norske midtforsvarere får sat tacklinger ind, så Vejle-angriberen helt mister balancen midt for mål. Chancen synes tabt, men med det yderste af ståspidsen får Schriver ram på bolden. Det er ikke noget farligt skud, men Geir Karlsen kaster sig kluntet efter den langsomme bold og rammer den så uheldigt, at den via hans brystkasse fortsætter i nettet. Nedturen for den norske målmand er komplet. Målscoreren når ikke selv af se målet, da han tumler om i græsset, men holdkammeraternes jubel fortæller, at Schriver har lavet en kasse igen.

Den hyggelige søndag eftermiddag i Oslo var ved at udvikle sig til et mareridt for de norske tilskuere. Efter en lovende start havde danskerne koldblodigt udnyttet en rystende svag norsk målmand, der ikke havde meget opbakning fra et dårligt forsvar, der faldt som tinsoldater for de danske finter.

Efter en halv time fik tilskueren dog noget at klappe af, da Norge udnyttede en foræring fra det danske forsvar.

28. min – Jan Fuglset (1-3) klipper en løs bold forbi en sagesløs Mogens Therkildsen. De desperate nordmænd prøver at vende skuden. Den norske centerforward Kjetil Hasund forsøger sig med et langskud, men stopperen Svend Andresen står fint i vejen. Desværre smutter bolden under foden på den danske forsvarer og fortsætter hen for fødderne af Jan Fuglset, hvor bolden stilfærdigt lægger sig til rette. Den heldige nordmand er ikke sen til at takke for tilbuddet og scorer sikkert til glæde for de 11.200 tilskuere.

Den sidste time af kampen var ikke til at komme igennem for hverken tilskuere eller de kritiske skribenter på den åbne stadiontribune.

Tempo og kvalitet faldt til et niveau, der mest mindede om en formiddagskamp i serie 2. Der var ikke internationalt snit over de to hold. Publikum havde mest at juble over, da en mandlig tilskuer begyndte at smide tøjet på den ene langside. Kontrollørerne nåede at gribe ind inden bukserne røg af under publikums højlydte jubel.

Den uheldige norske målmand Geir Karlsen var på bænken fra begyndelsen af 2. halvleg. Han bad selv den norske landstræner Øivind Johannessen om at blive udskiftet. Målmandsafløseren Svein Bjørn Olsen fik dog ikke meget at se til, da danskerne sjældent kom på skudhold i 2. halvleg.

En enkelt gang måtte reservemålmanden dog kapitulere. 4. minutter før den svenske dommer Einar Boströms slutfløjt scorede den indskiftede Jørgen Markussen sit første mål på landsholdet. Den topmotiverede VB-angriber have afløst Eigil Nielsen 25 minutter inde i 2. halvleg.

86. min – Jørgen Markussen (1-4) sparker bolden i mål mellem to modstandere. Oplægger til målet er Iver Schriver, der afleverer fra baglinjen fint til Markussen. Da ingen af de trætte og modløse norske forsvarere kan beslutte sig til at gå løs på Vejle-manden, sparker den 23årige østjyde resolut bolden i mål med en venstre vrist. Iver Schriver kan med to mål og to oplæg juble sammen med sin holdkammerat.

Det var kun tre mand, der var helt på toppen i Oslo. Det var den slidstærke spilfordeler Birger Pedersen, der vandt mange nærkampe i den rodede kamp. I angrebet var Iver Schriver den afgørende faktor, medens både Eigil Nielsen og Morten Olsen blegnede. Målmand Mogens Therkildsen bekræftede, at alder ikke er noget tema for en god målmand. Han havde en strående redning i starten af kampen, da mange havde set bolden i mål. De tre spillere placerede sig op som 1-3 på Ekstrabladets rangliste.

Efter kampen

Efter kampen var gennembrudsspileren Iver Schriver naturligvis i centrum. Han måtte nærmest knibe sig selv i armen for at forstå den enestående succes, som han havde fået på landsholdet. Det var blevet til seks mål i fem landskampe. Spilleren med nr. 11 på ryggen glædede sig over, at han i flere tempi havde vovet af skifte fra en lille klub i landsbyen Aulum til 1. divisionsklubben Vejle. Om landsholdet fortalte dagens mand: ”Det et altid sjovt at spille i den røde trøje, også i dag, hvor den var hvid i stedet for rød”.

Landstræner Rudi Strittich var rimelig tilfreds med sit holds indsats. ”Vi kan kun slå Rumænien, hvis vi i hele kampen spiller som i de første 20 minutter mod Norge. Efter halvlegspausen havde vi alt for mange pauser i spillet, og det kan blive farligt mod en bedre modstander”. Der var plusser til både angreb og midtbane, medens forsvaret ikke helt havde den standard, som landstræneren fandt nødvendig. Den eftertænksomme landsholdsansvarlige bekendtgjorde, at det danske forsvar skulle have special-træning, når holdet blev samlet i den afsluttende træningslejr inden skæbnemødet mod østeuropæerne.

De to halfbacks spillede i modsatte sider af, hvad de var vant til på deres klubhold. Det generede ikke Birger Pedersen, at han i højre side skulle opvarte Norges nr. 10 – den offensive Jan Fuglset. Hvidovre-spilleren fandt, at Danmark havde god kontrol med kampen. Landsholdet forfaldt dog til at spille for mange lange bolde i stedet for diske op med noget mere småbold, der kunne bringe nordmændene ud af balance. Modsat savnede Hans Ewald Hansen sin gode holdkammerat Morten Olsen fra B1901 og havde foretrukket at spille i højre side. Nu fik den stærke strateg fornøjelse af at opvarte Norges nye talent Tom Jacobsen, der var rykket op fra ynglingelandsholdet til A-landsholdet dagen før landskampen.

Den danske venstre back Jørgen Rasmussen var ganske tilfreds med kampen, men ærgrede sig over, at han ikke fik scoret. Eigil Nielsen havde smart med hælen vippet bolden tilbage til den fremstormende Randers-spiller, men det hårde skud strøg lige forbi målstolpen.

De danske forsvarsspillere klagede over, at banen havde været håbløs. De gled rundt på den tunge og glatte bane, hvor selv de største lovlige knopper ikke hjalp spor. Svend Andresen ærgrede sig over, at Norge havde reduceret på en fejl, men fremhævede også, at Norge derudover ikke havde spillet sig til en eneste reel chance, heller i begyndelsen af 2. halvleg, hvor nordmændene havde initiativet.

Anfører Kristen Nygaard gik i rette med de journalister, der var skuffede over danskernes spil ”Det var helt bevidst, at vi ikke pressede på for at score mere, selv om vi kunne. Det kostede os formodentligt flere mål, at vi havde Rumænien-kampen i tankerne”. Det var en del af taktikken, at de danske midtbanespillere skulle holde igen og ikke lade sig lokke frem på banen. Endelig kunne den optimistiske elegantier ikke undlade at bemærke, at Danmark faktisk havde tabt til Norge i de seneste to landskampe. Så landsholdet burde simpelthen også få kredit hos kritikkerne for at slå Norge på udebane.

Landskampen mod Norge var den sidste i det nordiske fodboldmesterskab 1968-1971. Sverige blev som forventet en klar vinder af turneringen med Danmark på andenpladsen, men kun i kraft af en bedre målscore end rivalerne fra Norge. Hvis landsholdet havde mistet point i Oslo, havde Norge løbet med andenpladsen.

Nordisk Pokal 1968-1971

Kampe

Målscore

Point

Sverige

12

32-10

22

Danmark

12

21-16

11

Norge

12

19-25

11

Finland

12

10-31

4

TV og radio

Kampen blev transmitteret direkte i DR fra kl. 13.10. For de, der havde trukket middagsluren eller søndagsfrokosten i langdrag, var det uheldigt, da kampen var mest underholdende i de første 20 minutter. Højdepunkterne blev genudsendt om aftenen kl. 22.10 i forbindelse med søndagens sportsudsendelse.

Ungdomslandsholdet

Ungdomslandsholdet slog i Viborg ungdommen fra Norge med 2-1 i en uskøn kamp med alt for mange frispark. De danske talenter førte 2-0 ved pausen på mål af AGF’s Torben Mikkelsen og den spændende Slagelse-spiller Peter Johansson, der scorede på et smukt solomål.

Den debuterende målmand Karsten Simensen gjorde det godt og var chanceløs, da Norge reducerede på straffespark.

Søndag den 10. oktober 1971 kl. 13.30: Danmark-Rumænien 2-1 (2-0)

Kvalifikationskamp (2. runde) til OL 1972 i Københavns Idrætspark

Det var en overkommelig opgave for Udtagelseskomiteen (UK) at få styr på årets vigtigste holdudtagelse. OL-landsholdet var ubesejret og var vendt hjem fra Oslo med en klar sejr. UK udtog derfor de samme elleve spillere, der havde vundet over Norge og egentlig havde udgjort stammen på holdet siden den første forberedelseskamp i juli.

Landstræner Rudi Strittich stod dog over for to væsentlige problemer på grund af skader.

Forstopperen Svend Andresen skulle testes i en 1. divisionskamp inden han kunne meldes klar til kamp. Som evt. afløser fandt UK noget overraskende frem til den solide AaB-spiller Claus Johansen, der bl.a. havde spillet i pokalfinalen i 1970, hvor AaB slog Lyngby 2-1. Den store AaB-fighter havde dog gode forbindelser til UK. Faderen Egon Johansen var et af de fire medlemmer af UK.

Landskampshelten Iver Schriver havde ikke spillet for Vejle i mesterskabsopgøret mod Randers Freja. Det var formodentlig ikke en alvorlig skade, men af hensyn til OL-kampen blev den lille angrebsmaskine sparet. VB-kollegaen Jørgen Markussen sad parat på udskiftningsbænken, hvis noget uventet skulle ske.

DBU havde grebet forberedelsen til OL-kampen meget seriøst an. Spillerne blev samlet i træningslejr i Aalborg ikke mindre end fire dage før kampen i Idrætsparken. Landsholdet skulle under opholdet i Nordjylland spille en træningskamp mod en flok seriespillere, der næppe kunne true OL-truppen og ellers blot lade op til kampen med hvile og pleje. Landstræner Rudi Strittich var overbevist, at hans hold derved ville få et afgørende løft i forhold til tidligere landskampe, hvor landsholdet ikke havde haft samme gode forberedelsesmuligheder.

Torsdag den 7. oktober 1971 kl. 19.00: Aalborg Byhold-Danmark 4-4 (2-3)

Uofficiel træningskamp på Aalborg Stadion

”Det var kun en træningskamp, så ad Pommern til med resultatet” fnyste landstræner Rudi Strittich efter målfesten i Aalborg. Vel var det en træningskamp, og vel havde spillerne fået instrukser om at passe godt på deres bentøj og undgå tacklinger, men alligevel var indsatsen så foruroligende dårlig, at ingen i landsholdstruppen kunne sove trygt om natten i deres senge.

Landsholdet stillede op uden de skadede stamspillere Svend Andresen og Iver Schriver. Mest opsigt vakte landsholdets skriggule trøjer og sorte bukser. Et sådant DBU-antræk havde ingen set magen til i forbindelse med landsholdets optræden.

De 2.500 tilskuere fik den åbning på kampen, som man kunne forvente, når en toptrimmet landshold tre dage før en afgørende OL-kvalifikationskamp stod over for et hold sammenbragte seriespillere, der var nøje udvalgt til at være skydetelt for en flok målsultne angribere. Midtbanechefen Birger Pedersen, anfører Kristen Nygaard og frontløber Jørgen Marcussen bragte planmæssigt OL-aspiranterne foran 3-0. Inden pausen skabte supertalentet Henning Jensen med to reduceringsmål dog moro på DBU-pladserne. Den fornyede spænding om udfaldet var ikke lige efter planen.

Endnu værre gik det i 2. halvleg for landsholdet. Det opstemte Aalborgs-publikum troede ikke deres egne øjne, da Jens Zimmer bragte underhundene foran 4-3. Der skulle en redningsaktion til af nordjyden Eigil Nielsen, der med kampens sidste mål med hiv og sving trak et uafgjort resultat hjem til det skuffende landshold.

Det nye midtforsvar med AaB-spilleren Claus Johansen som forstopper og Per Røntved som sweeper fungerede slet ikke. Det opstod alt for ofte uro i geledderne. 4 mål talte deres tydelige sprog om manglende sikkerhed i forsvaret.

I 2. halvleg fik Frems energiske Ole Mørch muligheden for at imponere landstræneren, da han afløste falstringen Hans Ewald Hansen, der ikke helt havde udstrålet samme autoritet som mod Norge. Reservemålmanden Valdemar Hansen fik også chancen som afløser for Mogens Therkildsen, der var blevet skudt i sænk af de nordjyske torpedoer.

Aalborg-holdet var uden spillere fra 1. divisionsklubben AaB. Det viste sig ikke at være et større handikap for nordjyderne. Kampens store oplevelse var den 22årige jyllandsserie-spiller Henning Jensen, der scorede tre mål. Lige så imponerende var den anden holdkammerat fra Nørresundby Boldklub Poul Erik Andreasen, der satte grå hår i hovedet på landsholdet.

Alt i alt var det en skidt generalprøve.

2 dage før kampstart kom modtog landstræneren en glædelig nyhed. Den pålidelige forstopper Svend Andresen meldte sig om fredagen klar til kamp efter sin rygskade. I lyset af forsvarsfiaskoen i Aalborg var det betryggende for trænerstaben, at førstevalget på stopperpladsen igen kunne rykke ind på sin vante plads ved siden af Røntved.

Til gengæld vågnede fodbold-Danmark søndag morgen - på selve kampdagen - op til et kæmpe chok. Den uundværlige Iver Schriver var ikke kommet sig over sin ankelskade. Landstræner Strittich testede Vejle-spilleren grundigt i Aalborg inden afrejsen til København. Det var tydeligt, at landsholdets målkonge havde voldsomme smerter, når han skulle skyde til bolden. En stærk forbinding om den ømme ankel var slet ikke tilstrækkelig til at gøre topscoreren kampklar. Strittich måtte efter få øvelser træffe den hårde beslutning. Danmarks farligste angriber skulle ikke spille mod Rumænien. Klubkammeraten Jørgen Markussen skulle i stedet starte inde i skæbnekampen.

Afbuddet fra publikumsynglingen var et alvorligt knæk for de olympiske drømme. For sandheden var, at Danmark stod over en europæisk fodboldstormagt. Rumænien havde deltaget i VM-turneringen i Mexico, hvor østeuropæerne klarede sig godt, selv de blev slået ud af Brasiliens VM-favoritter og de forsvarende verdensmestre fra England. I den tredje puljekamp besejrede rumænerens de stærke tjekkoslovakker 2-1 og kunne vende hjem til Bukarest med mere end æren i behold.

Rumænien havde i deres 1. runde i den olympiske kvalifikationsturnering besejret upåagtede Albanien. Det havde været på hængende hår, fordi albanerne havde bidt godt fra sig i den første kamp. Albanien kunne drage hjem til Tirana med et beskedent 1-2 nederlag. I returkampen sendte rumænerne deres stærkeste formation på banen. Stammen fra VM-turneringen i 1970 blev ikke skånet i det vitale opgør, men blev sat på holdet for at sikre, at de sejrssikre rumænere ikke blev ydmyget. Det blev en ny 2-1 sejr, så Rumænien var samlet videre til kampen mod Danmark, der jo havde elimineret Schweiz.

I København stillede Rumænien op med 8 spillere, der også havde været med i Mexico. Den største profil var Mircea Lucescu, der have scoret i Mexico og drømte om et udenlandseventyr, såfremt han kunne få tilladelse til at rejse. Den flersprogede stjernespiller lagde ikke skjul på, at Rumænien prioriterede kampene i Nations Cup højere end den olympiske turnering. Holdet tog ikke desto mindre kampen mod Danmark meget alvorligt. Den 26årige wing håbede på, at Rumænien ville afgøre opgøret allerede i København, så han kunne spares til returkampen i foråret 1972.

Den danske landstræner havde forberedt sig meget grundigt til kampen. Det hørte således til de absolutte sjældenheder, at DBU finansierede et egentligt spiontogt til udlandet for at overvære en kommende modstanders kamp. Men Strittich havde været med ruteflyveren til Helsinki for at gøre vigtige optegnelse i notesbogen, da Finland tog imod Rumænien i midten af september. Det var en noget rystet forbundstræner, der rapporterede tilbage om kampen. Rumænien havde fuldstændig knust finnerne med 4-0 uden at folde sig mere ud end nødvendigt. Det var det selvsamme kæmpende finske hold med målmanden Lars Näsman i spidsen, der havde aftvunget Danmark et slattent 0-0 i København.

Lidt overraskende havde den rumænske cheftræner Cornel Dragusin ikke forberedt sig tilsvarende grundigt. Den venlige mand indrømmede åbent, at det rumænske fodboldforbund Federaţia Română de Fotbal (FRF) helt havde glemt at sende en spion til Danmarks opgør mod Norge. Rumænerens fravær var ikke mangel på respekt for danskerne, men resultat af en dum forglemmelse. Den selvtillidsfulde coach trøstede sig dog med, at han havde et fint kendskab til sin modstander efter at have overværet OL-kvalifikationskampen mod Schweiz i april. Selv om danskerne havde skiftet en del spillere ud i mellemtiden, regnede Dragusin med, at Strittichs taktik til kampen ville være den samme som mod Schweiz.

”Det er så enkelt. Der skal et mindre mirakel til, hvis vi skal spille lige op mod Rumænien” Så kort og kontant formulerede Ekstrabladets Axel Alstrup landsholdets muligheder for at vinde OL-kvalifikationskampen. Det danske landshold savnede rutine og erfaring til at klare en klassemodstander, der mødte op med en rygsæk fyldt med international erfaring. Det danske landshold havde derimod blot spillet sammen et halvt år og var slet ikke færdigudviklet til de store internationale opgaver. Talent og vilje var ikke tilstrækkeligt til at bringe Danmark til OL.

De danske spillere fløj fra Aalborg lørdag eftermiddag og indlogerede sig i de trygge omgivelser på Hotel Skodsborg Bad med udsigt over Øresund. Om aftenen var der afslapning. Nogle af spillerne gik i biografen, medens andre så lørdags-TV, hvor der var Otto Leisner, Stjernecirkus og De Uheldige Helte. Søndag morgen kunne de gæve spillere sove længe og op ad formiddagen gå sig en tur i det friske efterårsvejr, inden bussen fragtede dem til Idrætsparken.

Danmark tog det første vigtige skridt mod OL i München, da det undertippede landshold sensationelt slog Rumænien 2-1. Et vanvittigt selvmål og et drønende langskud gav landsholdet det medhold, der sikrede sejren foran skuffende få tilskuere.

I de indledende minutter var heldet så meget med de danske drenge, at de 24.600 tilskuere næsten skammede sig. Den forvirrede rumænske højre back Alexandru Boc diskede fuldstændig umotiveret op med det mest vanvittige og gakkede selvmål, der nogen siden var lavet i Idrætsparkens lange historie.

2.min – Alexandru Boc (1-0) header på kanten af målfeltet bolden forbi sin fortvivlede målmand til århundredets selvmål i Danmark. Fadæsen begynder med, at den danske anfører Kristen Nygaard sparker bolden langt frem i det rumænske straffesparksfelt. Der er ingen danskere fremme og ingen fare på færde. Kun den nervøse og muttersalene Boc befinder sig i det rumænske straffesparksfelt. Han går langsomt til den hoppende bold og vil heade den ufarlige bold blødt tilbage til sin målmand Necula Raducanu, som befinder sig på stregen. Den årvågne målmand har dog bevæget sig ud af målet på for at fange den løse bold og bliver fuldstændig overrasket over, at hans forsvarspiller unødvendigt sætter hovedet på bolden, da der ikke er en modspiller i miles omkreds. Den lange Raducanu når slet ikke at fange tilbagelægningen. Bolden går langsomt forbi målmanden, der fortvivlet kaster sig efter bolden. Måbende kan de danske tilskuere se bolden trille i nettet.

Den uheldige rumæner tog sig til hovedet og kunne slet ikke forstå, hvad der var sket. Imedens rasede Raducanu højlydt over sin medspiller. Den skyldbetyngede Boc med nr. 3 på ryggen havde i larmen slet ikke kunne høre, at målmanden råbte ”jeg har”, da han kom ud af målet.

I de følgende minutter løb de østeuropæiske favoritter rystede og forvildede rundt på banen. Den kæmpestore målmand Raducanu fra FC Rapid București skældte ud på sine holdkammerater og den arme Boc skaffede sig kort efter en dum advarsel på halsen, da han lavede en grov tackling. Selvmål og advarsel inden for få minutter var ved at få den stakkels mand til at bryde sammen. De kolde danskere udnyttede 10 minutter senere det rumænske sammenbrud til at score igen.

13.min – Birger Pedersen (2-0) laver årets landskampsmål. Den defensive Hans Ewald Hansen gør sig for en stund fri af sin markeringsopgave på midtbanen og stikker i højre side bolden frem til Morten Olsen, der årvågent kikker op. Danskerne er i gang med en smuk spilkombination. Den veloplagte Birger Pedersen har set, at rumænerne slet ikke er kommet på plads i forsvaret efter det rystende selvmål og rykker frem i et tomrum lidt til højre for det rumænske mål. Morten Olsen har allerede set, hvilke muligheder holdkammeratens ryk frem i det frie område kan føre til og afleverer præcist for fødderne af Birger Pedersen. Den danske midtbanespiller befinder sig på grænsen af straffesparksfeltet og lugter rumænerblod. Han kikker slet ikke op, men tordner løs med højrefoden. Bolden suser som et projektil forbi den rumænske målmand og slår højt ind i målet til højre for Raducanu, der slet ikke når at reagere. 2-0 til Danmark, og der er spillet under et kvarter.

Det flotte mål førte til total panik blandt de rumænske spillere på banen og også på trænerbænken. Den slagne målmand Necula Raducanu signalerede, at han ville udskiftes øjeblikkeligt, da de to hurtige mål helt havde slået ham ud. Reservemålmanden blev sendt til opvarmning, men lidt efter lidt kom der ro på igen.

De to overraskende mål var ved at lægge kimen til det mirakel på fodboldbanen, som skribenterne i dagene i før kampen havde efterlyst. Føringsmålet var en utrolig foræring af en spiller med et momentant blackout, og målet til 2-0 var flot sparket ind, men var også omgærdet af det held, som kun opstår en gang imellem.

Danmark fortsatte den flotte og underholdende spil og skabte mange gode chancer. Den dominerende Hvidovre-spiller Birger Pedersen var tæt på at blive dobbeltmålscorer, da han stod parat til at modtage en frisparksbold. Han kom flot fri af opdækningen, men kunne ikke nå bolden.

De febrilske rumænere var kun farlige, når de byggede spillet op i højre side, hvor deres bedste spiller Mircea Lucescu flere gange driblede sig fri. Hans indlæg skruede bort fra den danske keeper Mogens Therkildsen, der havde problemer med at håndtere boldene. Egentligt regulære målchancer var de hurtige rumænere dog ikke i stand til at kreere.

Under taktfast bifald gik de rød-hvide farver til pause med en fortjent føring, der godt kunne have været et mål større.

De glade tilskuere håbede, at Danmark ville kunne åbne 2. halvleg lige så eksplosivt som 1. halvleg. Det var dog rumænerne, som kom bedst fra start i anden halvdel. Allerede to minutter efter pausen reducerede Rumænien. Det skete inden de sidste tilskuere var kommet tilbage fra de lange køer foran toiletterne og udskænkningsstederne.

47.min – Emerich Dembrovschi skaber uventet spænding i Idrætsparken. Formodentlig med trænerstabens barske ordrer i baghovedet om mere kampvilje sætter rumænerne deres imponerende angrebsmaskine i sving. Den dygtige Mircea Lucescu arbejder sig fri i danskernes venstre side, hvor kronjyden Jørgen Rasmusen er voldsomt udfordret. Bolden går tjept mellem de agile rumænere og havner for fødderne af Dembrovschi, der resolut med indersiden af foden sparker bolden fladt under Mogens Therkildsen, der prøver at komme i vejen. Den dygtige angriber fra SC Bacau er helt fri for an mål, da han sparker bolden under den danske målmand, medens en udmanøvreret Svend Andresen for sent prøver at sætte en tackling ind. Det var et gennemspillet mål, som gav bange anelser om et skrøbeligt dansk forsvar, der kunne udspilles med hurtige kombinationer.

Reduceringsmålet skabte straks utryghed på lægterne. Ville det gå som det plejer for Danmark? Danskerne lægger godt ud, men kan ikke stå distancen mod en modstander, der æder sig ind i kampen. Det var vigtigt, at danskerne ville kunne overvinde den katastrofale start på 2. halvleg.

Samtidig begyndte Rumænien at tage grove metoder i anvendelse. Danskerne blev væltet omkuld på banen som kegler i et spil billard, og den fjendtlige stemning røg i vejret på tribunerne. Det var især den barske Dinamo București-spiller Cornel Dinu, der påkaldte sig publikums vrede. Først stoppede han angriberen Eigil Nielsen i et fremstød ved at tage fat i trøjen. Senere slagtede han Danmarks kreatør og anfører Kristen Nygaard. Publikum hylede i vilden sky over de voldelige optrin, som årets spiller i 1970 i Rumænien diskede op med, men den vesttyske dommer Klaus Ohmsen lod den upopulære midtbanespiller slippe for tiltale. Der blevet spillet internationalt i Idrætsparken den søndag eftermiddag.

Selv om Rumænien havde kæmpet sig til et overtag, var danskerne fortsat med i kampen. Den utrættelige Jørgen Markussen gik fri af sin modstander med et par snævre træk, men hans flade afslutning blev pareret af Raducanu, der havde fået det gode humør tilbage efter katastrofestarten.

Lidt senere gik den hyperfarlige angriber Eigil Nielsen optimistisk igennem i venstre side. Han trykkede flot af fra en meget spids vinkel. Det overrumplende skud ramte overliggeren, men gik desværre ikke i mål.

Den rumænske coach Cornel Dragusin udskiftede to mand i de sidste 20 minutter, medens den danske landstræner kørte videre med uændret besætning til det sidste dommerfløjt. Flere af de danske spillere virkede trætte, men landstrænerne turde ikke risikere at ødelægge rytmen på holdet, fordi de 11 spillere på banen gjorde det så godt.

Efter 90 dramatiske og spændende minutter fløjtede den udmærkede dommer Klaus Ohmsen kampen af. Danmark havde sensationelt klaret sig igennem 2. halvleg uden yderligere scoringer imod sig.

Det danske forsvar var hele eftermiddagen oppe imod særdeles kompetence angribere med VM-erfaring, men spillede en fin kamp. Især var det tydeligt, at de fire bagerste var utroligt gode til at bakke hinanden op. Det var sjældent, at rumænerne blev rigtig farlige foran det danske mål.

Efter kampen

En forsvarsspiller Torben Nielsen placerede sig også på toppen af Ekstrabladets rangliste. B1903-spilleren lukkede den rumænske fløj helt ned, så rumænerne var tvunget til at angribe på midten, hvor danskerne stod godt. Den noget uerfarne målmand Mogens Therkildsen løste sin opgave fint i sin kun anden landskamp, selvom OB-manden havde det svært med de skruede indlæg fra Mircea Lucescu.

Midtbanen fungerede også tilfredsstillende. Den arbejdssomme Hans Ewald Hansen havde fået tildelt klare defensive pligter, hvilket den lyslokkede falstring normalt ikke blev anvendt til i B1901. Faktisk var det en midtbanespiller Birger Pedersen, der lavede det eneste regulære mål for Danmark.

I angrebet spillede Eigil Nielsen sin nok bedste landskamp. Han kunne både drible sig fri af modstanderne og spille småbold med sine holdkammerater. Det var formodentlig også hans sidste landskamp som amatør. Allerede dagen efter skulle nordjyden rejse til Schweiz for at gennemgå den obligatoriske lægeundersøgelse. Den ambitiøse provinsklub FC Winterthur havde præsenteret en fin aftale med en overgangssum på 210.000,- kr. Den attraktive kontrakt lå allerede i unge Nielsens kuffert, hvilket fik DBU’s generalsekretær Erik Hyldstrup til at kontrollere, at kontrakten ikke var blevet underskrevet inden kampen. I så fald havde Eigil Nielsen nemlig haft status af professionel spiller og havde ikke været spilleberettiget på OL-landsholdet.

Vejles elegante boldspiller Jørgen Markussen var tynget over, at han havde misbrugt to store chancer i kampen. Succes på VB’s stærke hold kunne ikke automatisk overføres til landsholdet. Hvis den sympatiske østjyde, der kæmpede indædt for succes, havde scoret blot et sølle mål, var han formodentlig havnet højt på ranglisten. De misbrugte chancer førte til, at den dygtige vejlenser måtte tage til takke med sidstepladsen på Ekstrabladets rangliste.

Rumænien spillede slet ikke som det frygtede verdenshold, der havde spillet lige op mod Brasilien og England. Det største problem for østeuropæerne var, at de ikke kunne tage modgangen, da de måtte indkassere det dummeste mål i Idrætsparkens historie. Østeuropæerne havde simpelthen ikke et svar parat, da de kom bagud tidligt i kampen.

Gæsternes popularitet fik også et ordenligt hak nedad, fordi rumænerne spillede hårdt. Der var især negativ stemning over for den arbejdsomme Cornel Dinu, der både var sin holds bedste spiller, men også den mest ureglementerede. Efter kampen lagde den energiske terrier heller ikke skjul på, at han uden at blinke med øjnene havde begået 3-4 professionelle frispark, hvor han havde bremset de fremstormende danskere. ”Jeg bruger de midler, som dommeren tillader. Man kan ikke overleve internationalt, hvis man udelukkende holder sig til reglerne”, belærte den destruktive rumæner de måbende journalister. Det blev til et gult kort til Cornel Dinu, men mange mente, at dommeren burde have været uddelt et rødt kort i den kamp.

Det var en utrolig stolt dansk landstræner, der efter kampen tog imod pressen. Ingen andre end den glade østriger havde turdet håbe på en dansk sejr. ”Det var dansk fodbold, når det er bedst”, skræppede han løs i omklædningsrummet. Forsvaret havde spillet bedre end forventet, hvilket Strittich begrundede med, at han havde haft spillerne samlet til fællestræning i flere dage op til kampen. Han havde i træningslejren i Aalborg haft gode rammer for at arbejde med de små afgørende detaljer.

Et par journalister hævdede, at Danmark burde have vundet større. Det fik den besindige landsholdschef til at udbryde: ”Er I da aldrig glade?” Strittich var lykkelig over, at Danmark havde vundet kampen og undrede sig over, at selvsamme journalister, der ikke havde givet landsholdet en chance overhovedet, efter kampen fremturede med, at landsholdet burde have vundet med en større margin.

Flest panderynker hos rigstræneren gav de udenlandske opkøbere, der i begejstring over de danske spillere ville gå på rov: ”Jeg gyser ved tanken om, at jeg til foråret skal bygge et nyt landshold op. Hele holdet gav sig selv den bedste anbefaling til udenlandske opkøbere. Agenterne vil møde talstærkt op til de sidste kampe i Danmarksturneringen”. På trods af frygten for, at flere af hans nøglespillere ville drage til udlandet, glædede Rudi Strittich sig til at forberede returkampen mod Rumænien, der skulle spilles i pinsen 1972.

DBU var rystet over, at der ikke kom flere end 23.800 tilskuere til en afgørende OL-kamp. På grund af journaliststrejken i Danmark Radio havde kassereren i DBU Lennart Ahlstrøm forventet, at der ville komme op mod 40.000 tilskuere. Det lave tilskuertal var en slem skuffelse og afslørede ubarmhjertigt, at publikum var blevet meget mere forvænte efter proffernes indtog på landsholdet. De bedste hjemlige amatører kunne på trods af flotte resultater i optakten ikke længere tiltrække det store publikum, heller ikke når kampen kun var i TV i en amputeret udgave uden kommentatorlyd.

TV og radio

Danskerne foran TV-skærmen gik glip af de to mål, der muligvis gav landsholdet en plads ved OL. Der var nemlig strejke i Danmark Radio. Denne gang var det journalisterne i alle TV-stationens afdelinger.

Gunner Nu Hansen og Co havde derfor ikke mulighed for at kommentere landskampen på TV. En radiotransmission var også af gode grunde umulig. I første omgang planlagde ledelsen i DR at redigere en times TV-sammendrag af kampen, der skulle sendes kl. 18.00. Men da rederingen var for tæt på at være en egentlig journalistisk bearbejdning af fodboldkampen, afslog de ansatte producere på DR at redigere et uddrag. Enden på det blev, at DR transmitterede hele 2. halvleg af kampen uforkortet og uden kommentatorlyd.

TV-seerne startede fodboldaftenen med at se et overbliksbillede af København Idrætspark med de syngende og veloplagte tilskuere inden et grafikkort med halvlegsstillingen 2-0 tonede frem på skærmen.

De danske mål i 1. halvleg blev dog optaget på bånd og har efterfølgende været vist uden at datoen helt kan bestemmes. De tre mål er ikke offentligt tilgængelige i dag.

Afslutningen på landskampåret 1971

1971 var et skelsættende, historisk år for dansk fodbold og DBU. OL-landsholdet med de rene amatørspillere overraskede positivt efter en katastrofal start i den første OL-kvalifikationskamp, medens det professionelle landshold skuffede i flere højtprofilerede landskampe, fordi forventningerne var skruet alt for højt i vejret.

Årets vigtigste kampe for landsholdet:

1971

 

 

 

 

24.03.1971

Stralsund

DDR (U)-DK

4-2

Uofficiel træningskamp (OL)

08.04.1971

Næstved

Næstved-DK

2-5

Uofficiel træningskamp (OL)

14.04.1971

Århus

DK (UK)-Pressen

2-3

Udtagelseskamp DBU (OL)

21.04.1971

Vevey

Schweiz-DK

2-1

OL-kvalifikation 1972

05.05.1971

København

DK-Schweiz

4-0

OL-kvalifikation 1972

12.05.1971

Oporto

Portugal-DK

5-0

EM-kvalifikation 1972

26.05.1971

København

DK-Belgien

1-2

EM-kvalifikation 1972

09.06.1971

København

DK-Skotland

1-0

EM-kvalifikation 1972

16.06.1971

Nykøbing

B1901-DK

0-4

Uofficiel træningskamp (prof.)

20.06.1971

København

DK-Sverige

1-3

Nordisk Mesterskab

30.06.1971

København

DK-Vesttyskland

1-3

Venskabskamp

22.07.1971

Valby

DK A-DK B

4-0

Udtagelseskamp DBU (OL)

28.07.1971

København

DK-Japan

3-2

Venskabskamp – OL-holdet

01.08.1971

Aalborg

DK-England

3-2

Venskabskamp – OL-holdet

25.08.1971

Flensborg

Vesttyskland-DK

1-3

Venskabskamp – OL-holdet

08.09.1971

København

DK-Finland

0-0

Nordisk Mesterskab – OL-holdet

26.09.1971

Oslo

Norge-DK

1-4

Nordisk MesterskabOL-holdet

07.10.1971

Aalborg

Aalborg Byhold-DK

4-4

Uofficiel træningskamp (OL)

10.10.1971

København

DK-Rumænien

2-1

OL-kvalifikation 1972

I skemaform kunne fodboldårets indsats opgøres således:

 

Kampe

Vundne

Uafgjort

Tabte

Målscore

Point

Professionelle

5

1

0

4

4-13

2

  • ·        Nations Cup

3

1

0

2

2-7

2

  • ·        Venskab

2

0

0

2

2-6

0

Amatører

8

6

1

1

20-9

13

  • ·        OL-kval.

3

2

0

1

7-3

4

  • ·        Venskab

5

4

1

0

13-6

9

I alt

13

7

1

5

24-22

15

Året blev også husket for, at DBU måtte håndtere flere udfordringer, som det mere end 80årige fodboldforbund ikke havde stået over for før.

For det første havde generalsekretær Erik Hyldstrup og de øvrige DBU-ledere vanskeligheder med at indlemme de professionelle spillere på landsholdet. I første omgang vidste forbundet overhovedet ikke, hvilke spillere Udtagelseskomiteen (UK) kunne disponere over. Det viste sig, at DBU ikke havde indgået aftale om vederlag til de udenlandske klubber, der skulle afgive deres spillere til DBU. Mange af spillerne måtte selv gennem samtaler med deres arbejdsgivere afklare deres situation i forhold til at rejse hjem til Danmark for at spille landskamp. Det medførte en række ærgerlige afbud fra nogle af de bedste udenlandsprofessionelle spillere.

Dernæst var DBU’s kendskab til dagsformen hos de mere end 50 kandidater særdeles sparsom. UK fik ikke mulighed for at besigtige spillerne i aktion, men måtte bygge udtagelsen på forskellige andenhånds kilder.

Endelig var sagen om udenlandsproffernes brug af reklamer på deres træningstøj nærmest parodisk. Den opstod uventet i forbindelse med kampene mod Belgien og Sverige, og viste, at DBU slet ikke var gearet til at håndtere de professionelle spillere i kommerciel henseende. I sidste øjeblik fandt parterne hinanden i en midlertidig løsning.

I glimt så både presse og de mange forventningsfulde tilskuere i Idrætsparken potentialet i det forstærkede landshold. På trods af god fight kom landsholdet dog til kort over for de bedre sammenspillede modstandere. Danskerne var uheldige mod Portugal, hvor det store nederlag skyggede over, at danskerne i perioder havde forsvaret sig fint mod en vanskelig modstander. Værre var opgøret mod Sverige. Arvefjenden afslørede ubønhørligt, at der var klasseforskel, selv om profferne var til stede. Det var en national nedtur. Klassemodstandere som Belgien og Vesttyskland overvandt også danskerne i kraft af større erfaring og international rutine. Den største opmuntring var den smalle sejr over Skotland. På trods af, at skotterne styrke blev talt ned, var sejren en fin skalp.

Modsat udviklede OL-landsholdet sig positivt fra kamp til kamp. Pessimisme startede med at få stærk næring, da de håbefulde danske favoritter blev ydmyget af schweiziske amatører i april, men krisen blev overvundet med en klar hjemmesejr.

I løbet af eftersommerens fine træningskampe spillede OL-landsholdet sig i en overdådig form. Samtidig lykkedes det for UK og den altid velforberedte landstræner Rudi Strittich at rekruttere en række nye unge spillere, der begyndte at lyse som stjerner på den danske fodboldhimmel. Amatørlandsholdet var årets største opmuntring.

DBU have også haft held med at tilrettelægge en grundig forberedelse til den afgørende OL-kamp mod Rumænien. OL-aspiranterne blev samlet allerede i juli til den første træningssamling i Valby, og inden den vanskelige kamp mod de rumænske muskelmænd var landsholdet i træningslejr i Aalborg.

Forventningerne var store til fodboldåret 1972.

OL-landsholdet stod over for en vanskelig, men ikke uoverkommelig opgave i Bukarest, som var det sidste skridt inden OL-deltagelse.

Prof-landsholdet ville i efteråret 1972 komme til at stå over for de kampberedte højlændere fra Skotland, der var den første spændende modstander i VM-kvalifikationen.

UK have høstet værdifuld erfaring – både i forhold udtagelse af landsholdet og rammerne omkring landsholdets forberedelse. Såfremt landsholdet skulle have en chance mod de topmotiverede skotter, måtte DBU skaffe sig større viden om landsholdskandidaternes dagsform samt tilvejebringe 100 pct. afklaring om spillernes frigivelse til landskampe.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.12 | 23:06

hi, i am looking for the kick off times of 1982 qualifiers denmark v. luxemburg and denmark v greece. can you mail me at marko@laenderspiel.tv ?

...
23.07 | 09:24

I am looking for Yugoslavia or Serbia national team tickets 1920 - today. If you have something for exchange or sell, please contact me
office@gacikdesign.com

...
22.06 | 10:21

Hej Simon
Har du programmet fra "torsdag d. 30.maj 1985- VM-landsholdet mod Anderlecht på Odense Stadion?

...
16.06 | 11:53

Hej
Spændende læsning. Opdagede dog en lille fejl ved Wales-kampen i 1965. Det var ikke landstræneren Poul Petersen, der havde landskamprekorden, men P.P. AIA.

...
Du kan lide denne side