VB-portrætter

Da Eluf Troelsen og VB på et hængende hår undgik nedrykning i 1969

Eluf Troelsen, 69 år har spillet 94 kampe for VB i perioden i 1967-1972. Den solide forsvarsspiller var bl.a. med til at redde VB fra nedrykning i et sandt drama i 1969. En alvorlig rygskade satte alt for tidligt en stopper for karrieren på topplan.

Eluf Troelsen er født den 9. marts 1947 i Ødsted, der ligger mellem Egtved og Vejle. ”Jeg kom allerede til Vejle Boldklub som lilleput-spiller, men afstanden fra Ødsted til Vejles baner var en kæmpeudfordring for sådan en lille purk som mig” fortæller Eluf Troelsen i dag.

”Heldigvis begyndte jeg i VB sammen med Flemming Serritslev. Sammen cyklede vi de 11 km fra Ødsted til Vejle for at træne. Det var en lang tur, så ofte måtte vi bede lærerne om lov til at tage af sted lige efter skolen. Heldigvis havde vi en idrætslærer, som var meget glad for fodbold. Nogle gange gav han os lov til at smutte i den sidste idrætstime. Den lange cykeltur til Vejle samt fodbolden gav os også rigeligt med motion”, erindrer Eluf Troelsen.

Eluf Troelsen fik rigeligt med fysisk træning på de lange cykelture og bed sig hurtigt fast på førsteholdet i Vejle. Det vrimlede med talenter i Nørreskoven og løbende blev der udklækket nye profiler, der kunne indgå på 1. divisionsholdet.

Debutkampen i 1. division mod Esbjerg i 1967

Den 20årige Eluf Troelsen var med i den skrappe vinterforberedelse frem mod sæsonpremieren i 1967. Årets første modstander i 1. division var Esbjerg på udebane den 5. april 1967.

I alle sine 94 kampe for VB har Eluf Troelsen spillet på den bagerste halvdel af banen. ”Egentlig er jeg angrebsspiller”, fortæller Eluf Troelsen i dag med et glimt i øjet. ”Men jeg har spillet alle pladser i forsvaret undtagen målmand. Det var i forsvaret, at jeg kunne gøre mest gavn for holdet. Det vrimlede jo også med dygtige angribere i VB i slutningen af 60´erne, så pladsen som back kom til at passe mig fint i den sidste ende.”

Mod Esbjerg begyndte Eluf Troelsen som venstre back. Pladsen som højre back var besat af landsholdsspilleren Johnny Hansen, der senere på året blev årets spiller. VB overraskede med at vinde 2-0 på mål af de to andre debutanter Conny Laursen på hovedstød og Per Madsen efter glimrende opspil.

Dagbladet Politiken boblede over med roser til de to mandskaber, der viste de 8.000 tilskuere, hvordan fodbold skulle spilles. Det høje tempo i samtlige 90 minutter var en overraskelse så tidligt i april.

Det blev til i alt 8 kampe for Eluf Troelsen i en skuffende 67-sæson, hvor VB efter de første kampe var suverænt førerhold, men endte i nedrykningsfare.

Nedrykningsslaget mod Hvidovre i 1969

2 år senere i gyser-sæsonen 1969 var Eluf Troelsen fast mand på VB-holdet. Han spillede 17 af de 22 kampe i 1. division, de fleste som højre back.

VB var kun en knivsbredde for at rykke ned i 2. division. Kravet til vejlenserne inden sæsonens sidste kamp mod Hvidovre den 2. november 1969 var klar. Der skulle en sejr i hus.

De urutinerede drenge fra VB viste dog i den sidste ende nerver af stål og klarede skærene.

Knald- eller faldopgøret mod de stærke forstadskøbenhavnere var den største opgave, som VB havde stået over for i sine 13 år i 1. division. Tilmed stod det unge VB-hold over for to stærke profiler, der tidligere havde spillet i Vejle. Hverken målmanden Heinz Hildebrandt eller midtbanespilleren Leif Sørensen havde planer om at skåne deres gamle klubkammerater.

Heldigvis fik de nervøse østjyder en ønskestart. Poul Bilde bragte gæsterne foran allerede efter 2 minutter. Da VB kom foran 3-1, tegnede det til en sikker sejr

Men så fik Eluf Troelsen hovedrollen for en stund.

Først reducerede Leif Sørensen for værterne. Kort tid efter skød den tidligere VB-spiller igen på mål. Den årvågne Eluf Troelsen reddede bolden på målstregen med brystet. Alle skulle til at klappe af den flotte aktion, da dommeren uden varsel fløjtede for scoring og pegede mod midten af banen.

”Jeg var lammet”, fortæller Eluf Troelsen i dag. ”Bolden var ikke over stregen, men dommeren må altså have skønnet, at den var over, selv om han ikke stod særligt godt placeret. Det er altid kontroversielt i en sådan afgørende kamp at dømme mål, men heldigvis fik det ikke afgørende betydning”.

I 2. halvleg bølgede slaget frem og tilbage. Da dommeren omsider fløjtede kampen af, stod der 4-3 til Vejle på måltavlen.

Efter kampen hævdede dommeren, at han under alle omstændigheder ville have dømt straffespark til Hvidovre, hvis bolden ikke allerede havde været over mål. ” Hvis jeg havde kostet sejren i Hvidovre, havde jeg godt nok hængt med hovedet,”, fortæller Eluf Troelsen. ”Vi var et ungt og urutineret hold, der med gejst og følelse kæmpede os ud af en vanskelig situation. Især er jeg stadig imponeret over, at vi i 2. halvleg efter det ulyksalige udligningsmål til 3-3 kom så stærkt tilbage”.

Opvisningskampen mod Borussia Mönchengladback i 1970

Eluf Troelsen spillede også 27 internationale kampe for Vejle. Han var bl.a. med i den berømte kamp mellem Vejle og Borussia Mönchengladback søndag den 24. maj 1970. Trækplasteret på Vejle Stadion var den lokale Ulrik le Fevre, der havde afsluttet sit første år som professionel i Mönchengladback med stor succes. Det var et reservespækket tysk hold, der mødte op i Vejle. Midtbaneregissøren Günther Netzer og forsvarsterrieren Berti Vogts var draget med det vesttyske landshold til Mexico for at spille VM.

VB gik uimponeret til sagen og kom på 2-0 i 1. halvleg. Først scorede Tommy Hansen på et fladt skud, derefter headede Karsten Lund bolden i mål. I 2. halvleg begyndte forskellen på holdene af vise sig, men den tyske udligning til 2-2 kom først 7 minutter før tid. Samlet set var Vejle-holdet det bedste på dagen.

Fokus var naturligvis på Eluf Troelsen og hans direkte modspiller Ulrik le Fevre, der dog blev dækket så tæt af den unge vejlenser. Ulrik le Fevre kom ikke til at spille en dominerende rolle i den kamp.

”Det var en noget speciel situation at stå over for en tidligere holdkammerat, som jeg havde spillet sammen med mange gange”, erindrer Eluf Troelsen. ”Jeg satte mig dog for, at han ikke skulle have lov til at brillere mere end højst nødvendigt foran det feststemte publikum. Efter kampen var jeg glad for, at de fleste syntes, at jeg havde klaret det OK i den direkte duel over for en vejlenser, som vi alle beundrede meget.”

Mesterskabet i 1971

Vejle Boldklub fejrede sin 80 års fødselsdag i 1971 med 12 flunkende, flotte guldmedaljer til et fantastisk VB-hold. Eluf Troelsen var med til at sikre klubbens andet danmarksmesterskab siden 1958. Han spillede de fleste af kampene i forårssæsonen.

Det velfortjente mesterskab blev dog ikke sikret i hård kamp på grønsværen, men i behagelig søgang på DSB-færgen over Storebælt.

VB-mandskabet med succestræneren Frits Gotfredsen i spidsen var på vej til København for at spille mod B1903 i Københavns Idrætspark. Der var tre runder tilbage og Vejle lå til at tage mesterskabet. Transporten foregik med dieseltog og færge med udsigt til Sprogø og afslapning i færgens restaurant.

Mens de optimistiske VB-spillere indtog oksesteg med gemyse i Storebæltsfærgens restaurant, blev de sidste minutter spillet af kampen mellem Hvidovre og B1909 på Hvidovre Stadion. Pointtab til forstadskøbenhavnerne ville betyde mesterskab til østjyderne. VB-sekretær Eigil Jensen slugte den sidste bid af dessertisen og vandrede op på færgens kommandobro for at ringe til Hvidovre Stadion. Det tog flere minutter på skibets radiotelefon at komme igennem til stadionspeakeren, men til sidst vendte Eigil Jensen tilbage til restauranten, hvor han forkyndte, at Hvidovre kun havde fået 1-1 mod fynboerne.  

Storebæltsfærgen lagde omsider til kaj i Korsør – ladet med VB-guld.

Afslutningen i 1972

I foråret 1972 fik Eluf Troelsen en alvorlig skade. ”I en kamp mod B1913 fik jeg et brud på rygsøjlen”, fortæller Eluf Troelsen. ”Det indebar et langt genoptræningsforløb. Jeg prøvede også at vende tilbage til topfodbolden, men ryggen kunne ikke holde til det”

Helt slut på fodbolden blev det dog ikke. Eluf Troelsens tidligere holdkammerat Kell Meyer var blevet træner i Løsning Idrætsforening, der spillede i serierækkerne. ”Da jeg fortalte min ægtefælle, at Kell havde opfordret mig til at hjælpe til i klubben, sagde hun uden tøven, at det tilbud burde jeg tage imod straks. Det var tydeligt for hele familien, at jeg savnede fodbolden. Det endte med, at jeg spillede i Løsning indtil jeg blev 38 år”.

Eluf Troelsen er medlem af seniorklubben i VB og er trofast deltager ved medlemsmøderne. ”Jeg tror ikke, at andre klubber i landet kan matche VB i sin pleje af de gamle VB-spillere. Vi har et fantastisk sammenhold og er gode til at holde traditionerne ved lige i den legendariske klub, der den 3. maj 2016 fylder 125 år”.

Da VB og Finn Hansen vandt landspokalfinalen i 1975

Finn Hansen har spillet 104 kampe for VB i perioden 1972-1975 og var anfører for VB, da klubben slog Holbæk i landspokalfinalen i 1975.

Finn Hansen er født den 16. april 1948 og fik sin fodboldopdragelse i B1901 i Nykøbing Falster. Han opnåede at blive dansk ynglingemester i 1965 og i de efterfølgende år boltrede den dygtige forsvarsspiller sig hos de stærke falstringer sammen med den senere landstræner Morten Olsen og OL-landsholdsspilleren Hans Ewald Hansen.

I 1970 flyttede Finn Hansen til Kolding, hvor han kunne kombinere sine studier med fodbold på KIF’ 2. divisionshold. Koldingenserne havde i begyndelsen af 70´erne et lovende hold, som desværre skuffede fælt i sæsonen 1971. Klubben rykkede ned i 3. division.

”Den barske nedrykning skuffede mig så meget, at jeg besluttede mig for at prøve lykken i Vejle”, fortæller Finn Hansen. ”Vi skulle have præsteret bedre i Kolding, så jeg var parat til at træde et skridt op til 1. division”.

Debut på Odense Stadion i juni 1972

Finn Hansen kom den 30. april 1972 med som 12. mand i udesejren over AGF. Den rigtige debut skete på Odense Stadion den 4. juni, hvor B1909 tog imod.

Kampen begyndte ikke så heldigt for den nye højre back. Efter 10 minutters spil fik han lagt for blødt tilbage, og da VB’s rutinerede målmans Niels Wodskou blev stående på målstregen, kunne fynboernes Reidar Hansen smutte imellem og score. ”Jeg husker stadig målet”, fortæller Finn Hansen. ”Jeg havde jo ikke spillet så meget sammen med Wodskou, så vores kommunikation var endnu ikke helt på plads.”

Både Finn Hansen og VB overvandt den uheldige start og østjyderne vandt 3-2.

Gennem hele sin fodboldkarriere spillede Finn Hansen med kontaktlinser. Det gav sommetider nogle udfordringer på banen. ”Jeg husker, at jeg en gang på Esbjerg Stadion tabte en linse. Det var hårde linser, så der skulle ikke så meget til før de fløj af. Heldigvis greb jeg linsen med hånden og spænede ud til en nærliggende pølsevogn, der havde et spejl. Hurtigt fik jeg sat linsen på plads, og så var jeg på banen igen klar til kamp.”.

Dansk mester 1972

Det blev til 10 sejre i træk i efterårsturneringen 1972. Og det kunne have været blevet fuldt hus, såfremt mestrene havde bevaret koncentration.

I sæsonens sidste kamp på Vejle Stadion blev det dog til et chokerende nederlag til Hvidovre. Nederlaget ændrede dog ikke ved, at VB havde vundet både mesterskab og pokalturnering samt havde gjort det glimrende i Europa Cup-turneringen for mesterhold, hvor det blev et ærefuldt nederlag til de belgiske mestre fra RSC Anderlecht.

Finn Hansen var blevet fast mand på mesterholdet og udfyldte glimrende pladsen som venstre back.

Anfører i pokalfinalen 1975

Finn Hansen var med fra starten i 1975. ”Alle omkring Vejle Boldklub havde store forventninger til sæsonen”, fortæller Finn Hansen. ”Hele truppen var intakt, så der var håb om, at sølvmedaljerne fra 1974 kunne byttes til noget endnu bedre”.

Premierekampen i marts 1975 blev dog tabt 0-2 til Holbæk. Forårssæsonen fortsatte ganske ujævnt og stik mod de resultater, der var forventet af holdet. Den ene weekend blev det til en flot sejr, den næste weekend et irriterende nederlag.

VB med træner Ernst Netuka i spidsen havde svært ved at få en klar linje i spillet. Der blev udskiftet en del og afprøvet forskellige spillesystemer. Men så kom der heldigvis en dejlig opmuntring.

Pokalfinalen blev spillet Kristi Himmelfartsdag den 8. maj 1975. Finalemodstanderen var Holbæk. ”Vestsjællænderne stillede op som tårnhøj favorit, fordi Holbæk i modsætning til VB klarede sig glimrende i 1. division. Men heldigvis fornægtede vores stærke pokalgener sig ikke denne majdag”, erindrer Finn Hansen.

De helt i hvidt klædte Vejle-spillere gik frisk til sagen fra starten, mens Holbæk syntes lammede af pokalnerver foran de mere end 26.000 tilskuere, hvoraf mange kom fra Holbæk.

Gert Eg afgjorde kampen allerede efter fire minutter. En god aflevering fra 150 kamps jubilaren Flemming Serritslev sparkede den optændte Gert Eg i nettet. Det var et flot mål, som tåler et gensyn næsten 40 år efter.

”De håbefulde Holbæk-spillere overvandt aldrig chokket over det hurtige mål”, fortæller Finn Hansen. ”Det udviklede sig til en halv tam pokalfinale, fordi sjællænderne ikke kunne svare igen”.

Anfører Finn Hansen kunne efter fighten i Københavns Idrætspark på vegne af hele holdet modtage den flotte pokal af Hans Kongelige Højhed Prins Henrik. ”Det var et af de største øjeblikke i min VB-karriere”, husker Finn Hansen i dag

De glade spillere drønede hurtigt hjem til Jylland i SAS-rutemaskinen København - Billund. Derefter videre til klubhuset, hvor spillerne i det nyligt opsatte farve-TV kunne genopleve kampen. Efter en lille hvilepause var der sejrsfest i Skyttehuset, hvor dansen gik til ud på de små timer.

Finn Hansen sluttede sin karriere som spiller i VB i 1976. Han fortsatte som træner i Kolding IF, som han var med til at sikre oprykning.

Da Hans Junker scorede i sin debutkamp og vandt sølv med VB

Hans Junker, 64 år spillede 47 førsteholdskampe for Vejle og scorede 16 mål i perioden 1974-1977. En afstikker til naboerne i Kolding og etablering af virksomhed i det sydjyske har ikke afbrudt forbindelsen til de gamle kammerater i VB.

Hans Junker er født den 11. februar 1952 og fik sin fodboldopdragelse i den hyggelige landsby Glejbjerg, der ligger mellem Esbjerg og Kolding. Mulighederne for at spille på et højere niveau trak dog i den unge vestjyde, så i 1974 drog Hans Junker til Vejle.

”Jeg var så heldig at komme til VB, da der var et generationsskifte i gang efter de store triumfer i 1971 og 1972”, fortæller Hans Junker i dag. ”Den nye træner Ernst Netuka gav de nye spillere chancen for at spille sig ind på holdet. I starten gik det ikke så godt, men vi sluttede med at vinde sølvmedaljer i 1974”.

Det gjorde indtryk på den unge tilflytter, at VB vrimlede med dygtige fodboldsspillere. ”Vi havde et førstehold, der som regel lå i toppen af 1. division. Dertil kom 2-holdet i den fjerdebedste række Danmarksserien, der på sine bedste dage havde niveau svarende til 2. division. Endelig var der 2-3 hold i de lokale serier. Der blev spillet meget god fodbold i VB, og talentmassen var kolossal. Så jeg vidste, at jeg skulle oppe mig, hvis jeg skulle på divisionsholdet”.

Hans Junker var med i opstartsfasen, der på grund af oliekrisen fik et noget anderledes forløb end normalt. For at reducere elforbruget besluttede Vejle Kommune, at der ikke kunne anvendes el-lys til fodboldtræning. VB-spillerne måtte derfor træne i skæret fra brændende fakler, der blev opstillet rundt om banen – en noget sælsom oplevelse.

Målscorer i debutkampen den 31. marts 1974

”Jeg blev skiftet ind i nogle af vinterens træningskampe og kom med til sæsonpremieren i 1974 som 12-mand”, fortæller Hans Junker. Modstanderen var Køge Boldklub på udebane. I lang tid så det ud til at blive en flot premieresejr til østjyderne. VB førte langt ind i kampen med 1-0 på et mål af Jørgen Markussen. Et langskud fra hjemmeholdets Peter Poulsen fik dog balance i regnskabet. Så blev det Hans Junkers tur.

”Midt i 2. halvleg kom jeg på banen i stedet for Gert Eg”, erindrer Hans Junker. ”Stillingen var 1-1, og kampen var på vippen. Vores back Jens Jørgen Hansen kæmpede sig fri på fløjen og sendte en flad bold ind foran mål, hvor jeg stod helt udækket. Det var meget nemt for mig. Jeg skulle blot sætte indersiden på bolden, så strøg den i mål. Jeg havde kun været 1 minut på banen”.

I slutfasen viste værterne, at de træningsmæssigt efter et ophold i Østen var et hestehoved foran Vejle. Køge scorede to gange inden slutfløjtet og vandt fortjent 3-2 foran 3.200 tilskuere.

Forårssæsonen blev i det hele taget en trist affære for VB-tilskuerne. Da spillerne gik på sommerferie, lå VB nr. 3 - fra bunden. Det var kun blevet til tre sejre. Hans Junker havde spillet et par kampe på et hold, der prøvede at finde den gode form.

Toto-kamp mod polske VM-helte i juli 1974

Genopbygningen af holdet fortsatte, da VB tørnede ud i sommerens tipsturnering Toto Cup. En af modstanderne var det polske hold Legia Warszawa.

Mange danskere have tilbragt det meste af juni foran TV-skærmen for at følge de spændende kampe i VM-slutrunden, der blev afholdt i Vesttyskland. Et af de mest underholdende og velspillende hold var Polen. Regissøren på det stærke polske hold var den elegante Kazimierz Deyna, der havde flere flotte langskudsmål på kontoen. Han huserede til daglig i Legia Warszawa, så hvad der i første omgang så ud til at blive en halvtrist sommerkamp, blev i stedet et gensyn med en af VM-turneringens stjerner. Ikke mindre end 2.700 tilskuere mødte op på Vejle Stadion midt i sommerferien for at opleve en smule af glansen fra VM.

Hans Junker var med i kampen. ”Vi fik en sæk på 0-4, men kampen var mere lige end resultatet antydede. Både veteraner og unge talenter var sat op til at yde en stor indsats mod de østeuropæiske berømtheder. Vores Gert Eg havde fået til opgave at markere Deyna, og det gjorde han så godt, at den polske regissør slet ikke kom i stand til at sætte sine medspillere i scene. Da Gert Eg i 2. halvleg måtte slippe taget i Deyna, scorede han straks Legias første mål”.

I efterårssæsonen 1974 kunne ingen hold i Danmark følge med de rødblusede. Alle fem kampe i Nørreskoven gav sejre. Det handlede ikke længere om nedrykning, men hvilke medaljer, der skulle hænges om halsen på VB-spillerne.

”Vores dygtige angriber Jørgen Markussen fik en alvorlig menisken-skade lige efter sommerferien”, fortæller Hans Junker. ”Det blev min chance, for jeg rykkede ind i et angreb, der scorede mål på samlebånd”. Hans Junker scorede et mål i alle efterårets sidste 6 kampe og nåede i alt op på 9 sæsonmål. På divisionsholdet delte Hans Junker topscorerværdigheden med Knud Nørregård.

Målfest mod Køge i oktober 1974

Køge Boldklub var et af de hold, der fik kærligheden at føle på Vejle Stadion.

4.000 tilskuere mødte op den 6. oktober 1974 og fik en målfest. 7-0 stod der på stadionuret, da Køge-spillerne hoppede ind i bussen, der skulle fragte dem hjem. Kampen blev allerede afgjort i 1. halvleg, hvor Ole Fritsen, Knud Nørregaard og Finn Johansen scorede til 3-0. I 2. halvleg scorede Knud Nørregaard (2), Gert Eg og Hans Junker yderligere.

Sæsonen 1974 blev for VB historien om modgang i foråret og sejr i efteråret. Det så sort ud i foråret, hvor nye spillere skulle spilles ind, men det blev aldeles strålende i efteråret, hvor VB endte som sikker efterårsmester foran det rigtige mesterhold KB.

I de følgende år spillede Hans Junker mere eller mindre fast på holdet. ”Hvis jeg medtager alle de kampe, hvor jeg var 12-mand, bliver det til en del kampe”, erindrer Hans Junker. ”Der var hård kamp om pladserne, og skader og formsvingninger gjorde, at jeg ikke spillede regelmæssigt”.

Skifte til Kolding IF i 1978

I 1978 blev der indført kontaktfodbold i Danmark. Vejle hoppede også med på vognen og tilbød en række spillere kontrakter med udsigt til bonus for vundne kampe. Det var ikke i nærheden af heltidsprofessionalisme som det kendes i dag, men den første spæde begyndelse.

Hans Junker fik tilbudt en kontrakt fra de ærgerrige naboer i Kolding IF. ”KIF satsede benhårdt på en hurtig oprykning fra 3. division og tilbød attraktive kontrakter til en række VB-spillere. Det endte med, at vi var en håndfuld VB-spillere, der tog imod tilbuddet fra vores sydlige naboer. Det var lige før, at vi kunne hyre bus til at køre os fra Vejle til Kolding”, fortæller Hans Junker.

Begyndelsen i Kolding blev meget vanskelig, husker Hans Junker. ”Forventningerne var skruet helt i vejret, men vi fik en rædselsfuld start på sæsonen. Først i den ottende kamp blev der udbetalt bonus, da vi vandt en hjemmekamp over Aabenraa. Indtil da havde det været lutter skuffende nederlag og frustrerende uafgjorte kampe på Kolding Stadion. Kritikken var benhård, især af de tidligere VB-spillere, der fik skylden for de manglende resultater”. KIF reddede livet i 3. division efter en miserabel sæson.

Året efter var Hans Junker med til at spille sydjyderne op i 2. division. ”Det var naturligvis skønt at være med til at forløse det store potentiale på det stærke Kolding-hold. I Vejle var vi jo vant til triumfer, medens fodbolden havde det sværere i Kolding”, erindrer Hans Junker.

Hans Junker faldt godt til i Kolding og etablerede allerede i 1980 en sportstøjsforretning i Koldings Centrum. Da han nogle år senere afhændende Junker Sport, fortsatte han sin erhvervsmæssige karriere inden for sportsudstyr m.m. Forbindelsen til Vejle blev dog aldrig afbrudt.

I dag er Hans Junker medlem af Seniorklubben, der består af tidliere VB-ledere og spillere, der har rundet 60 år.” Jeg er utroligt glad for det sociale liv omkring VB og glæder mig hver måned til, at vi skal til møde i Seniorklubben. VB har altid været stærk på både det sportslige og det sociale plan, så det er egentlig ikke overraskende, at klublivet blomster blandt seniorerne”, afslutter Hans Junker sin fortælling om årene som spiller i VB.

Hans Junker har givet sine evner som målscorer videre til sine to sønner Thomas og Kasper. Sidstnævnte Kasper Junker er i dag professionel i Randers FC.

Da Jens Jørn Jensen og VB vandt landspokalfinalen i 1972

Den alsidige Jens Jørn Jensen, 67 år spillede 197 førsteholdskampe for Vejle i perioden 1968-1977. Han har stået for nogle helt afgørende mål for VB i sin lange fodboldkarriere, bl.a. i pokalfinalen i 1972.

Jens Jørn Jensen er født den 8. juni 1948 i Store Dalby, der ligger 4 km. fra Hedensted. ”Jeg begyndte at spille fodbold lige så snart, som det var muligt”, fortæller Jens Jørn Jensen i dag. ”Det var vel omkring 7-8 års-alderen. Min fodboldopdragelse fik jeg i Hedensted IF. Vejle var jo den store klub i området, så jeg var fast gæst i Nørreskoven. Turen til Vejle foregik med bus eller cykel - sådan var det dengang”.

Muligheden for at skifte over til favoritklubben begyndte efterhånden at melde sig hos den unge Jens Jørn Jensen. ”Jeg havde det egentlig fint i Hedensted, men tanken om at prøve noget nyt og afprøve mine muligheder i en større klub trak i mig. Så efter moden overvejelse besluttede jeg mig til at teste fodboldspillet i VB”, fortæller Jens Jørn Jensen.

Mål i debutkampen i Jysk Pokalturnering i juli 1968

”Jeg var med helt fra starten i januar 1968. Træningen blev indledt med den berømte løbetur i Nørreskoven, hvor vinterens overflødige kilo skulle motioneres af”, fortæller Jens Jørn Jensen. ”De første kampe var på klubbens seriehold. Dengang havde VB jo 4-5 gode voksenhold, så der var mange om buddet. Efterhånden fandt jeg mig til rette og kom med til et par sommerkampe, bl.a. en tur til Vesttyskland, hvor vil fik høvl af nogle gode tyske hold”.

Det var et uhyre stærkt hold, som den 20 årige Jens Jørn Jensen blev en del af i 1968. I sommeren 1968 havde VB et stærkt omdømme, der gav klubben høj status hos de fleste fodboldelskere. Vejle Boldklub var i danskernes øjne garant for godt fodboldspil. Når VB optrådte på udebane, tog værterne godt imod. Flere gange oplevede VB-spillerne, at især de københavnske tilskuere værdsatte østjydernes boldkunst.

Jens Jørn Jensen fandt sig hurtigt til rette. ”Min debut fandt sted foran beskedne 1.000 tilskuere den 25. juli på Vejle Stadion. Modstanderen var Viborg FF i den lille jyske pokalturnering” fortæller Jens Jørn Jensen. Den tidligere Hedensted-spiller var omgivet af stærke profiler som Poul Bilde, Tommy Troelsen og Karsten Lund, der alle var på landsholdet, men han var ikke mere benovet over det fine selskab end at han efter 8 minutter scorede. VB vandt 4-2.

Da efterårssæsonen rullede ud i Danmark, troede de fleste, at Vejle ville tage DM-titlen. Jens Jørn Jensen var med som 12. mand. Fra udskiftningsbænken kunne den nye VB-spiller se, at Vejle slet ikke kunne få det til at fungere på banen. Flere nederlag førte til, at VB gled ned ad tabellen. Et klart nederlag til de regerende mestre fra AB i slutningen af september knækkede østjydernes mesterskabsdrømme. Jens Jørn Jensen kom ind i 2. halvleg, men kunne ikke vende kampen.

 

Målscorer i nedrykningsdramaet på Hvidovre Stadion i 1969

Jens Jørn Jens har scoret 16 mål for VB, heraf 10 mål i 1. division. Nogle af disse mål har været afgørende for VB´s fodboldskæbne.

Jens Jørn Jensen indledte 1969-sæsonen med at spille centerforward i et par kampe. I den første hjemmekamp mod AaB på Vejle Stadion lagde han op til værternes føringsmål, som debutanten Tommy Hansen satte ind. Gennem hele kampen havde den unge Jens Jørn Jensen skabt uro i nordjydernes forsvar. Gang på gang bragte hans gæsternes Henning Munk Jensen på glatis. I 2. halvleg rykkede Jens Jørn Jensen ned som højre back, da den normale back Conny Laursen blev skadet.  

”Den kamp husker jeg godt”, fortæller Jens Jørn Jensen i dag. ”Jeg blev sendt frem i front med den besked fra træneren, at jeg blot skulle knokle løs over for AaB’s forsvar. Planen var, at jeg derved skulle tage humøret fra dem. Jeg var lidt af en fighter på banen, som ikke gav op. Derfor passede den rolle mig fint”.

Senere på foråret indtog Jens Jørn Jensen pladsen som højre halfback. Stor kampgejst og høj fleksibilitet førte til, at den unge vejlenser kunne sættes ind på stort alle pladser i VB bortset fra målmandsposten.

Da det i oktober 1969 begyndte at snerpe til for alvor for de rådvilde vejlensere, blev Jens Jørn Jensen kaldt til undsætning fra Danmarksserie-holdet. Først sikrede han med en scoring et vitalt point på udebane mod Frem. Dernæst var han med til at vinde 2-0 på hjemmebane mod de andre nedrykningskandidater fra B1901.

Kravet til vejlenserne inden sæsonens sidste kamp mod Hvidovre den 2. november 1969 var klar. Der skulle en sejr i hus. Knald- eller faldopgøret mod de stærke forstadskøbenhavnere var den største opgave, som VB havde stået over for i sine 13 år i 1. division.

Heldigvis fik de nervøse østjyder en god start. 20 minutter inde i kampen førte VB 2-1. Så fik Jens Jørn Jensen en hovedrolle.

”Efter 20 minutter fik vi frispark uden for straffesparksfeltet”, fortæller Jens Jørn Jensen. ”Hvidovre-spillerne dannede mur og afventede vel et direkte spark på kassen i den gunstige position. I stedet trillede Poul Bilde bolden kort til mig. Jeg betænkte mig ikke, men hamrede bolden mod mål. Den tidligere VB-målmand Heinz Hildebrandt prøvede at få fat i bolden, men strakte sig forgæves”, fortæller Jens Jørn Jensen. ”Det mål glemmer jeg aldrig, for det fik jo stor betydning for resten af kampen. Når jeg møder min gamle holdkammerat Heinz Hildebrandt i Seniorklubben i VB, er jeg da også frisk nok til at minde ham om det”.

I 2. halvleg bølgede slaget frem og tilbage på Hvidovre Stadion. Da dommeren omsider fløjtede kampen af, stod der 4-3 til Vejle på måltavlen. VB havde reddet livet i 1. division på et hængende hår.

Tilbage som centerforward i 1970

Sæsonen 1970 udviklede sig i manges øjne også som en typisk VB-sæson. I foråret var divisionsholdet årsag til søvnløse nætter og grå hår hos de mange tilhængere. Nedrykningsspøgelset dukkede op efter en katastrofal start.

I efteråret blev alle dødsannoncerne over klubben smidt i papirkurven igen. VB var pludselig blandt mesterskabsfavoritterne. VB sluttede på en flot fjerdeplads.

”I 1970 var jeg inde som soldat på Sjælland og kunne ikke træne så meget i VB”, erindrer Jens Jørn Jensen. Selv om træningsintensiteten faldt, var Jens Jørn Jensen en uvurderlig spiller, der kunne sættes ind i alle brændpunkter. Mod Horsens i maj 1970 spillede Jens Jørn Jensen således centerforward og sikrede Vejle uafgjort med et flot hovedstødsmål. Flere gange var den 22årige vejlenser 12. mand, fordi han kunne bruges over hele banen, hvis der opstod en skade.

Målscorer i pokalfinalen den 11. maj 1972

Jens Jørn Jensen overtog fra begyndelsen af 1972-sæsonen pladsen som højre back og afgav den kun to gange i løbet af mesterskabssæsonen på grund af en skade. I de øvrige 20 kampe i 1. division var Jens Jørn Jensen en sikker sidste bastion i østjydernes højre forsvarsside. Det blev også til to mål i 1. division.

Kulminationen på den fine sæson fandt sted den 11. maj 1972, hvor Jens Jørn Jensen fik et håndtryk af Prins Henrik efter sejren i landspokalfinalen. Fremad Amager blev besejret med 2-0. 20.000 tilskuere i det dejlige vejr havde jublet over, at VB med 2 mål inden for tre minutter i 1. halvleg afgjorde matchen. Først scorede Jens Jørn Jensen for blankt mål efter en flot centring fra Karsten Lund. Derefter headede lille Allan Simonsen bolden i nettet midt for mål.

”Vi havde valgt at lægge pres på amagerkanerne lige fra starten”, fortæller Jens Jørn Jensen. ”Så da Karsten Lund fik plads i venstre side, var jeg godt med fremme og stod parat til at modtage den fine indenoms-aflevering, som han diskede op med. Bolden sad lige i foden på mig, så det var bare om at klappe den forbi Fremads målmand”.

VB begik ikke den fejl at undervurdere 2. divisionsholdet fra Amager. Der blev spillet hurtigt og effektivt, så VB ikke skulle gentage fejlen fra 1968, hvor Vejle som storfavorit havde tabt til Randers Freja, der dengang spillede i 2. division.

”Vi vidste, at Fremad Amager havde mange dygtige angribere”, erindrer Jens Jørn Jensen. ”Jeg fik en advarsel i kampen. Det gule kort var hårdt dømt, fordi det skete efter et hændeligt sammenstød med en Amager-angriber. Men så har jeg da prøvet både at score og få en advarsel i en pokalfinale”, slutter Jems Jørn Jensen”.

Senere på året var Jens Jørn Jensen med til at fejre mesterskabet, der kom i hus efter en fuldstændig suveræn præstation af det sprudlende VB-hold.

Europa Cup-triumf mod FC Nantes i 1973

Ved starten af 1973-sæsonen var Jens Jørn Jensen på plads i Vejles højre side. Spillet var dog på det jævne, så i midten af maj blev der foretaget flere udskiftninger. Til kampen mod Hvidovre den 20. maj 1973 var Jens Jørn Jensen erstattet af Finn Hansen. VB vandt 4-1 og kampen erindres tydeligt at denne artikels forfatter, fordi det var første gang, at han med sin far og broder var til fodbold på Vejle Stadion.

Hurtigt vendte Jens Jørn Jensen tilbage på holdet – nu som venstre halfback. Han fandt sig fint til rette på den nye plads og scorede allerede i begyndelsen af juni mod Køge. Et flot langskud cementrede 4-2 sejren over sjællænderne.

Efteråret var præget af Vejles deltagelse i Europa Cup-turneringen for Mesterhold. I den første kamp trak VB hjemmebane mod FC Nantes. Dengang blev fransk fodbold ikke vurderet særligt højt internationalt.

Den første kamp på Vejle Stadion den 19. september 1973 bekræftede, at FC Nantes ikke var nogen skræmmende modstander. Jens Jørn Jensen spillede højre back igen. ”Vi kom foran 2-0 inden for de første 20 minutter og sad på kampen”, fortæller Jens Jørn Jensen. ”Målene blev sat ind af angriberne Jørgen Markussen og Karsten Lund. Desværre kunne vi ikke holde franskmændene fra fadet”. FC Nantes endte med at slippe af sted med uafgjort 2-2.

I returkampen i Nantes fightede Vejle strålende gennem hele kampen. Det franske mesterhold virkede ganske sejrsikre, men kunne slet ikke dirke VB-forsvaret op. Der gik 28 minutter inden målmand Niels Wodskou blev sat på den første prøve.

I 2. halvleg satte FC Nantes mere tryk på, men pludselig opstod den målchance, som Vejle havde ventet på. ”Højre wing Knud Nørregaard modtog midt for mål en lang bold fra Tommy Hansen”, fortæller Jens Jørn Jensen. ”Den franske målmand stormede ud af målet, men Nørregaard placerede bolden behersket ved siden af ham. Bolden trillede uendeligt langsomt i mål, mens vores arme tilsvarende langsomt rejste sig mod aftenhimmelen”.

Målet gav VB ekstra luft, og i lang tid så det ud som om, at kampen ville fuse ud for de 10.000 tilskuere, der ikke fik det franske pres, som man måtte forvente. Der rejste sig en pibekoncert. Forskrækkelsen for Vejle kom dog et minut før tid, da Karsten Lund hændeligt brækkede benet i en tackling. Det alvorlige uheld var lige ved at koste sejren.

Vejle kunne vende tilbage til Danmark med en flot sejr. Spillerne tænkte dog også på uheldige Karsten Lund, der måtte transporteres hjem på en båre i det chartrede fly efter at have overnattet på hospitalet.

Tilbage til Hedensted IF

Jens Jørn Jensen var også med til at vinde pokalfinalen i 1975.

”Efter årene i Vejle vendte jeg tilbage til Hedensted, hvor jeg spillede et par sæsoner”, fortæller Jens Jørn Jensen. ”Jeg var også træner for drengeholdene i en periode, da min egen søn spillede fodbold. Lidt bestyrelsesarbejde blev det også til i min barndomsklub”.

Jens Jørn Jensen er i dag medlem af Seniorklubben i Vejle og møder trofast til møderne. ”Det er herligt at være sammen med de gamle gutter og udveksle anekdoter”, slutter Jens Jørn Jensen.

Da VB og Otto Ejsing rykkede op i 2. division i 1952

Otto Ejsing, 86 år spillede 53 kampe for VB i begyndelsen af 50´erne. Han var med i den afgørende kamp, da Vejle rykkede op i 2. division.

Otto Ejsing er født den 29. marts 1929 i Grejsdalen, hvor han også begyndte at spille fodbold. Selv om Otto i dag er langt oppe i 80´erne, har han ikke glemt den nøjagtige dato for, hvornår han blev medlem i Vejle Boldklub. ”Jeg blev indmeldt den 23. marts 1942 på opfordring af Vejles daværende topscorer Charles Knudsen (119 mål i 201 kampe).”

Debuten på førsteholdet fandt sted den 19. marts 1950 mod ærkerivalerne fra Horsens. Otto Ejsing havde fundet sig godt til rette på positionen som venstre back, som han kom til at spille i de følgende år med kollegaen Kai Johansen som højre back.

I sæsonen 1951/1952 var Vejle meget dominerende i 3. division. Holdet vandt 15 ud af 22 kampe og havde suverænt rækkens bedste forsvar. At angrebet heller ikke var helt ueffent, fik Brønshøj Boldklub at mærke søndag den 16. september 1951.

Målorgiet mod Brønshøj i 1951

Medens det danske fodboldlandshold spillede venskabsopgør i Oslo mod Norge, var der fuld program i 3. division. VB skulle en tur til hovedstaden, hvor forstadsklubben Brønshøj Boldklub var modstander.

”Dengang var en tur til København en længere rejse på 4-5 timer sammenlignet med i dag”, fortæller Otto Ejsing. ”Vi kørte hjemmefra med bus allerede om lørdagen og overnattede på Grand Hotel på Rådhuspladsen. Om søndagen lå mange af opgørene i København ofte om formiddagen eller kl 13.30. Efter kampen var der så god tid til at tage den lange tur tilbage til Vejle, hvor vi bl.a. skulle med færge over Storebælt. Den lange rejsetid kan jo være vanskelig at forstå i dag med motorvej, IC-tog og Storebæltsforbindelse, men dengang var det en væsentlig del af at spille divisionsfodbold i Danmark.”

Til kampen mod VB havde Brønshøj valgt at stille med en ungt og urutineret hold. Målmanden var blevet rykket op fra 3. holdet på grund af skader hos de ordinære målmænd. ”Det skulle hjemmeholdet nok ikke have gjort”, erindrer Otto Ejsing. ”På en dag, hvor vi var i rigtigt målhumør, blæste vi værterne ud af banen. Efter 1. halvleg førte vi 3-0”.

I 2. halvleg brød forstadsklubben fuldstændig sammen. Ikke mindre end 5 fem gange måtte reservemålmanden hente bolden ud af nettet. Da afstraffelsen var færdig, stod der 1-8 på måltavlen.

”Især et optrin glemmer jeg ikke fra den kamp”, fortæller Otto Ejsing. ”På et tidspunkt dribler vores anfører Johannes Fischer fra den ene ende af banen til den anden, medens han synger en sag om en ko, der vinker med halen. Det lød mest som sangen om Jens Petersens ko eller noget i den retning. Alle øvrige 21 spillere på banen måbede over optrinnet, som jo viste, at Vejle ikke var til at stoppe den dag.”

 

Vejles reservespiller Carlo Hansen var kommet med til København og udnyttede chancen til at score fem mål. Vejles legendariske Bent Sørensen lavede to mål, medens de sidste mål blev scoret af Erik Skaaning. Den lange tur tilbage til Jylland føltes ikke lang efter sådan en kæmpesejr.

Målet for VB mod Hvidovre i 1951

Otto Ejsing er noteret for ét mål i VB-trøjen i de 53 førsteholdskampe. ”Målet faldt i en udekamp mod Hvidovre”, fortæller den tidligere venstre back. ”Jeg havde fået en flænge i hovedbunden og efter lægning af en stor bandage blev jeg af vores træner sendt frem i angrebet. Dengang kunne holdene ikke udskifte en skadet spiller. Hvis man fik en skade, måtte man så godt som muligt humpe sig igennem kampen. I mit tilfælde røg jeg frem i angrebet, medens en angriber blev sendt den modsatte vej. Efter en duel med målmanden fik jeg skubbet bolden over stregen – en herlig følelse”. VB vandt 5-0 på Hvidovre Stadion.

Mange ting var anderledes dengang i forhold til i dag. ”Da vi engang skulle spille mod Horsens, bestod opvarmningen i, at vi blev sendt på en spadseretur på 1 kilometer fra bussen til stadion, medens vi spiste druesukker. Så var vi klar til kamp, mente træneren. Den var nok ikke gået i dag”, beretter Otto Ejsing med et glimt i øjet.

Oprykning til 2. division i 1952

Sæsonens sidste kamp var et rent oprykningsslag mellem de to bedste hold i 3. division. Modstanderen den 22. maj 1952 (Kristi Himmelfartsdag) på Vejle Stadion var Odense KFUM. Regnestykket var ganske enkelt for østjyderne. Vejle måtte ikke tabe med mere end et mål. Oprykningen ville altså være hjemme selv ved et smalt nederlag.

Den store folkefest i Vejle var tæt på at blive aflyst. Da Odense KFUM 20 minutter ind i 2. halvleg bragte sig foran 3-0, forsvandt humøret hos det feststemte publikum. Kun et mirakel kunne ændre resultatet.

Vejles spil havde gået ud på at forhindre gæsterne i at score. Nu måtte træner Frits Gotfredsen sadle om. Alle de rød-hvide spillere blev sendt frem i front. Fynboerne blev presset helt i bund.

8 minutter før tid efter et forrygende klumpspil reducerede Poul Mejer til 1-3. Tilskuerne gik helt amok og hjemmeholdet lagde yderligere pres på.

Det blev Vejles topscorer Bent Sørensen, der lavede det forløsende mål til 2-3. Han blev spillet fri ude i højre side. Med et fladt skud sendte VB-angriberen bolden i gæsternes mål.

På det tidspunkt herskede der nærmest sydlandsk stemning i Nørreskoven. Tilskuerne gik helt amok. Miraklet var sket. Den glade målscorer blev nærmet knust af sine begejstrede kammerater. Der gik mere end et minut inden kampen kunne genoptages.

Da dommeren omsider fløjtede kampen af, stormede de fleste af de 14.000 tilskuere ind på banen. Otto Ejsing fortæller videre: ”Jeg oplevede pludselig at blive løftet op i guldstol af de begejstrede tilskuere, der var myldret ind på banen. Selvfølgelig var det fantastisk, men måske ikke helt fortjent, at det blev mig, der blev løftet op. Hele holdet havde jo kæmpet sig tilbage fra den håbløse stilling på 0-3”. Det varede mere end et kvarter, inden de trætte VB-spillere kunne komme ind i klubhuset.

Vejles borgmester Villy Sørensen var også til stede i Nørreskoven. I begejstringen over oprykningen proklamerede han, at holdet var velkommen på rådhuset senere på dagen, når spillerne havde fået klædt om.

De glade Vejle-spillere ville gerne udtrykke deres anerkendelse af gæsterne fra Odense og besluttede, at fynboerne skulle have foræret kampbolden med autografer. Men i mellemtiden var kampbolden forsvundet op i den blå luft. Ingen har set kampbolden siden den dag.

Oprykningen til 2. division var fuldtidstræneren Frits Gotfredsens første triumf. Han var arkitekten bag den særlige angrebslystne VB-stil, der er klubbens varemærke.

Den første sejr i 2. division i 1952

Vejle tabte premierekampen i 2. division til Randers Freja den 17. august 1952. VB spillede rystende nervøst og var tydeligvis benovet over at spille i 2. division.

Ugen efter kom den første sejr. Det blev 5-1 over rivalerne fra Horsens på mål af Gert Simonsen (2), Carlo Hansen (2) og Poul Mejer.

VB sluttede sin første sæson i 2. division på en overraskende andenplads – efter AGF. Målet for de kommende sæsoner var sat – 1. division.

Dommerkarriere og oldboys-fodbold

Otto Ejsing slap ikke fodbolden, da han stoppede med divisionsfodbold i 1955. ”Jeg havde taget dommereksamen allerede i 1951 og dømte kampe frem til 1964, bl.a. i 3. division” fortæller Otto Ejsing i dag.

I 1961 var Otto Ejsing med til at lave oldboys-fodbold i VB. ”En ny generation var på vej i 1960, og vi nogle stykker, som gerne ville slutte med fodbold på et højere plan, så vi var tre tidligere spillere, der den 15. februar 1961 startede oldboys-afdelingen, hvor jeg blev sekretær, kasserer, UK-medlem og forfatter”

”Efter oldboys-tiden blev Seniorklubben etableret, hvor idegrundlaget iflg. de oprindelige vedtægter var socialt samvær med højest 30 medlemmer”, fortæller Otto Ejsing. ”Det er blevet en stor succes i dag med over 70 medlemmer”.

Otto Ejsing er med i Senior-klubben, der holder møde hver måned.

Da Poul Bilde og VB mistede mesterskabet i sidste minut

Poul Bilde, 77 år har spillet 197 kampe for VB i perioden i 1963-1970 og står noteret for 69 mål. Efter fodboldkarrieren fortsatte han som leder i VB og var formand for klubben i perioden 1977-1984.

Poul Munk Bilde er født den 27. marts 1938 i Aabyhøj ved Aarhus og spillede sine første fodboldkampe i Langå. ”Jeg begyndte at spille fodbold tidligt og havde det egentlig udmærket i klubben i Langå. Problemet var, at der ikke var et ynglingehold, så Randers Freja trak mig over. Så det blev i Randers, at jeg udviklede mig som spiller”, fortæller Poul Bilde i dag.

Poul Bilde har det meste af sin fodboldliv huseret på venstre fløj – enten som wing eller innerwing, som det hed i gamle dage. ”Jeg er ikke venstrebenet, hvad man ellers skulle tro. Grunden til, at jeg fandt mig til rette i venstre side er, at jeg derved kunne rykke ind i banen og trykke af med mit højre ben”, forklarer Poul Bilde i dag.

Når man i dag kikker på Poul Bildes debutkampe på klub- og landshold er det iøjnefaldende, at han har haft en forunderlig evne til at score i netop sin debut. 

Scorede i sin debut på ungdomslandsholdet i 1960

Trænerne i DBU fik hurtigt øje på talentet i Randers. Poul Bilde debuterede som 22årig på ungdomslandsholdet i en udekamp mod Norge. I Stavanger besejrede det danske ungdomslandshold den 26. maj 1960 værterne med 4-0 efter 1-0 ved pausen.

Poul Bilde husker tydeligt debutkampen i den røde trøje med DBU-emblemet. ”I dag lyder en tur til Stavanger ikke af meget, men dengang var en rejse uden for landets grænser noget stort. Ikke nok med, at vi skulle til Norge – vi fløj også af sted. Det var før, at charterturisme og konkurrence mellem lavprisselskaber gjorde deres indtog og derved gjorde flyrejser til noget dagligdags for de fleste”.

Poul Bilde scorede i Norge kampens sidste mål.

Scorede i sin debut på B-landsholdet i 1960

Da Poul Bilde debuterede på de danske reservelandshold den 11. august 1960, scorede han naturligvis også.

Finlands reservelandshold var på Viborg Stadion ingen modstand for Danmark, der vandt overbevisende 6-0. Poul Bilde scorede det andet mål og var i øvrigt på hold med Vejles OL-spiller Poul Mejer.

Kontakten til Poul Mejer og andre VB-spillere som Tommy Troelsen og Peter Poulsen på unionsholdene var med til at bane vejen for Poul Bildes skifte til VB i vinteren 1962.

Poul Bilde fortæller: ”Jeg var ikke utilfreds med forholdene i Randers, men jeg var parat til at prøve noget nyt. På forskellige repræsentative hold havde jeg haft en god oplevelse med at spille sammen med VB-spillerne Tommy Troelsen og Peter Poulsen og syntes, at det kunne være interessant at afprøve dette på et klubhold. Samtidig var Vejle jo mestre fra 1958 og var et attraktivt hold med fokus på det offensive spil. Derfor rykkede jeg og min forlovede teltpælene op. Jeg havde en uddannelse inden for detail og fik job i Vejle i en møbelforretning. Min forlovede fik job i Vejle Bank. Da vi også kunne få tag over hovedet hos en smedemester i Bredballe, var der til sidst ikke så meget at betænke sig over. Vi flyttede til Vejle i december 1962”.

Mål og storsejr over Køge i debutkampen i 1963

I sin debutkamp for VB den 7. april 1963 var Poul Bilde med til at sende Køge Boldklub tilbage over Storebælt med en sæk på 0-6. Det er sjældent at VB-debutanter løber med overskrifterne i avisen, men Poul Bilde kom faktisk med i overskriften fra Dagbladet Politikens reportage fra Vejle Stadion. ”Blændende angrebsspil af Vejle – Tommy Troelsen og Poul Bilde de store spillere bag sensationen”, lød den opmuntrende overskrift. 

Gennem alle 90 minutter diskede Vejle op med let og flydende spil, der gav de mange tilskuere minder om guld-holdet fra 1958. Iflg. referatet fra Politiken var Poul Bilde en klar gevinst for østjyderne. Hans hurtighed, ryk og øje for situationen gav sig udslag i flere mål.

Efter at VB-strategen Tommy Troelsen havde scoret de to første mål, blev det 10 minutter før pause debutantens tur til at brillere. Efter et formidabelt opspil, hvor bolden i smukke mønstre gik fra mand til mand, endte bolden hos Poul Bilde. Fra 25 meters afstand hamrede han bolden i kassen uden chance for målmanden.

I begyndelsen af 2. halvleg var Poul Bilde arkitekten bag Vejles fjerde mål, som Vagn Hedeager satte ind. Målet til 5-0 var Poul Bilde også ophavsmand til, da Tommy Troelsen sendte bolden over stegen det sidste stykke. Inden slutfløjtet scorede Poul Bilde selv til slutresultatet 6-0.

Poul Bilde har ikke glemt den strålende debut i Nørreskoven, men på spørgsmålet om målene kommer han i tvivl om, hvor mange mål han selv lavede. Referatet fra Politiken siger kun et mål, mens årsskriftet fra VB siger to mål. ”Så lavede jeg to mål”, kommer det fra Poul Bilde uden tøven. ”Gennem årene har jeg mange gange måttet ty til årsskriftet for at få klarlagt data om spillere og kampe, så hvis årsskriftet siger to mål, så er det to mål”, afslutter Poul Bilde med et glimt i øjet.

Vejle sluttede 1963-sæsonen med bronzemedaljer. Poul Bilde lavede 7 mål for sin nye klub.

Debut på A-landsholdet mod Norge i september 1965

I 1965 vrimlede Vejle-holdet med talent og potentiale, hvilket i efteråret 1965 førte til, at ikke mindre end 5 VB-spillere stillede op for Danmark i landskampen mod Norge den 26. september 1965. En af VB-spillerne var Poul Bilde.

Som så mange andre VB-spillere fra den periode, glemmer Poul Bilde ikke 65-holdet. ”Det var ganske enkelt et fremragende hold. Med wings som Ulrik le Fevre og Kaj Poulsen skulle jeg blot sende en indenom aflevering ned til hjørneflaget. Sekunder efter kom bolden som regel retur lige i fødderne på en medspiller, hvorefter jeg, Tommy Troelsen eller Ole Fritzen kunne kanonere bolden i mål. Det var et utroligt hold, som lever stærkt videre i vores VB-historie”, fortæller Poul Bilde med begejstring i dag.

Det blev til 8 landskampe indtil 1968. Det blev ikke til mål på landsholdet, men flere oplæg bl.a. lagde Bilde bolden perfekt til klubkammeraten Troelsen i kampen mod Sovjetunionen i 1965.

Guldkampen i Nørreskoven i november 1965

Guldkampen mod Esbjerg den 7. november 1965 er den vigtigste klubkamp, som Poul Bilde har været med i.

En sejr i Nørreskoven ville bringe det talentfulde VB-hold på førstepladsen med gode muligheder for at vinde mesterskabet. Efterårssæsonen havde været helt fantastisk – Vejle havde vundet alle sine kampe – 7 kampe i træk.

”Næsten 20.000 tilskuere var mødt op i Nørreskoven. Opvarmningen havde stået på hele dagen, og de første tilskuere mødte allerede op om formiddagen. Kampen startede kl. 13.30”, erindrer Poul Bilde i dag.

De blev vidner til en rigtig topkamp med høj intensitet, hvor der blev gået til vaflerne. Vejles spilfordeler på midtbanen Tommy Troelsen fik en personlig oppasser – Vagn Hedeager, som året før havde spillet i VB’s røde trøjer. De to spillere havde mange dueller og havnede på forsiden af Ekstra Bladet med overskriften: ”Sådan bremses Vejles stjerner”

Vejle kom planmæssigt foran 1-0 ved Ole Fritzen på et langskud, som helt overrumplede Esbjergs landsholdsmålmand Erik Gaardhøje. I resten af kampen havde VB fin kontrol med kampen.

2 minutter før tid fik Esbjerg tilkendt et frispark uden for straffesparksfeltet. Vejle-spillerne forventede, at den skudstærke centerhalf Børge Enemark ville skyde direkte på mål, men i stedet afleverede han ind i feltet. Efter klumpspil udlignede Carl Emil Christiansen og bragte derved vestjyderne på mesterskabskurs igen.

Topkampen blev bragt i Danmarks Radio søndag aften kl. 18.00-19.30. Det var første gang, at der blev transmitteret fodbold fra Vejle Stadion. Dengang var det meget sjældent, at DR transmitterede danske klubkampe, men Gunner Nu Hansen & Co havde købt denne kamp af VB, da der ville være fuldt hus på Vejle Stadion.

Esbjerg blev danmarksmester 1965, mens Vejle måtte nøjes med sølv.

Formand for VB i 1977-1984

Poul Bilde sagde dog ikke farvel til Vejle. Han blev medlem af bestyrelsen og senere formand for klubben i perioden 1977-1984. Han var således med til at indføre professionel fodbold i VB fra 1978 og kunne også glæde sig over to mesterskaber i 1978 og 1984.

”Professionel fodbold var en udfordring i Vejle som i alle andre klubber. Jeg var ikke i tvivl om, at det var vejen frem for dansk fodbold og at vi ikke kunne fortsætte på amatørbasis. I første omgang overvejede vi i ledelsen blot at fordele præmiepengene forholdsmæssigt mellem spillerne, men da klubber rundt om i landet begyndte at hverve VB-spillere på kryds og tværs med fine kontrakter, var vi også nødt til i Vejle at følge med. Heldigvis havde vi i Ejgil Jensen en mand, der var meget dygtig til at få overblik over forholdene”.

VB blev den første professionelle klub, der vandt Danmarksmesterskabet. ”Det var en triumf – en overraskende triumf, fordi andre klubber have brugt flere penge end os. Vi havde faktisk ikke ret mange penge i VB dengang. 1978-holdet var en meget stærkt og homogent hold, der fortjent vandt mesterskabet”, fortæller Poul Bilde.

I dag nyder Poul Bilde sit otium med golf og sommerhus samt de månedlige møder i Seniorklubben. ”Jeg sætter enorm pris på klublivet i Vejle, hvor de gamle ledere og spillere mødes regelmæssigt. Vi holder traditionerne og VB-historien i live og kan altid udveksle gode anekdoter om kampe, som vi har spillet”.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.12 | 23:06

hi, i am looking for the kick off times of 1982 qualifiers denmark v. luxemburg and denmark v greece. can you mail me at marko@laenderspiel.tv ?

...
23.07 | 09:24

I am looking for Yugoslavia or Serbia national team tickets 1920 - today. If you have something for exchange or sell, please contact me
office@gacikdesign.com

...
22.06 | 10:21

Hej Simon
Har du programmet fra "torsdag d. 30.maj 1985- VM-landsholdet mod Anderlecht på Odense Stadion?

...
16.06 | 11:53

Hej
Spændende læsning. Opdagede dog en lille fejl ved Wales-kampen i 1965. Det var ikke landstræneren Poul Petersen, der havde landskamprekorden, men P.P. AIA.

...
Du kan lide denne side