Højdepunkter gennem 125 år

1914 - Da VB for 100 år siden vandt provinsmesterskabet og spillede semifinale om DM mod B93.

Sjældent kampprogram fra VB-Museet fortæller historien om Vejles provinsmesterskab i 1914

Vejle Boldklub blev stiftet den 3. maj 1891 i en gymnastiksal i Vejle. Det var cricket, der i det første år var omdrejningspunkt for medlemmernes aktiviteter. Men i 1902 besluttede klubben at tage fodboldspillet op.

VB spillede sin første fodboldkamp den 17. marts 1904. Modstanderen var naboerne fra Horsens Boldklub, der blev slået 4-3. Senere i april blev det til en sejr på 9-2 over Skanderborg. Det er ikke til at vide, om der blev uddelt en holdopstilling til publikum. Svaret var formodentlig nej, fordi der dengang ikke var en forventning herom.

I de første 10 år af 1900-tallet blev der ikke spillet om et danmarksmesterskab, som vi kender det i dag. Målet for klubbernes sæson var at vinde det regionale mesterskab, der hvert år blev organiseret af lokalunionerne. VB vandt for første gang det jyske mesterskab i 1912, som Jydsk Boldspil Union (JBU) stod bag.

Dansk Boldspil Union (DBU) havde som nationalt forbund mindre betydning end i dag. Der var ikke noget landshold at tage vare på, fordi de internationale kampe blev arrangeret af lokale stævneorganisationer eller klubberne selv, og lokalunionerne kontrollerede afholdelsen af de regionale mesterskaber.

DBU besluttede derfor i 1913 at indføre et provinsmesterskab, hvor de regionale mestre skulle møde hinanden i en cupturnering. Vinderen af provinsmesterskabet fik herefter fornøjelsen af at møde det københavnske mesterhold i Københavns Idrætspark i en kamp om danmarksmesterskabet. Dengang var de store københavnske klubber B93, Københavns Boldklub (KB) og Boldklubben Frem i en klasse for sig selv.

Vejle genvandt det jyske mesterskab i 1913. Østjyderne kom derfor med i den første turnering om landsmesterskabet. VB blev dog slået ud af et stærkt hold fra B1901, der nåede helt til finalen mod KB. Her stoppede festen dog for falstringerne. KB vandt den første danmarksturnering med en sejr på 6-2.

Provinsmesterskab og DM-semifinale 1914

Året efter var vejlenserne med igen efter at havde vundet det jyske mesterskab for tredje gang i træk. Det gik godt for VB. I finalen om provinsmesterskabet slog VB bornholmsmestrene fra Rønne IK med 2-1. Det afgørende mål blev scoret anfører Carl Maibom på straffespark. Det synlige bevis er pokalen for provinsmesterskabet, som befinder sig i pokalskabet på VB-museet.

VB gik dog ikke direkte til finalen om danmarksmesterskabet. DBU havde indført en semifinale, fordi unionen ønskede, at finalen i Københavns Idrætspark så vidt muligt skulle stå mellem de store københavnerklubber, der kunne trække fuldt hus.

DBU ønskede større indtægter fra kampene, fordi forbundet skulle betale alle omkostninger til de involverede klubber, herunder transportomkostninger, hvilket havde medført et underskud i 1913. De sejrrige VB-spillere måtte derfor spille semifinale mod Østerbro-klubben B93, der var blevet nr. 2 i den københavnske turnering.

Kampen blev spillet søndag den 7. juni 1914 på den gamle sportsplads i Vejle, der ligger på hjørnet af Horsensvej og Østerbrogade. 2.000 tilskuere mødte frem for at se, om jyderne kunne matche favoritterne fra hovedstaden.

Anfører Carl Maibom indtog igen sin faste plads som venstre back og spillede en god kamp. VB tabte dog 0-3 efter 0-0 ved pausen. Vejle kunne dog glæde sig over at være provinsens bedste hold. KB blev dansk mester efter en sejr over B93, men VB er i dag registreret som bronzevinder i 1914. På VB-museet befinder sig et diplom som det synlige bevis herpå.

Klenodie dukkede op fra gemmerne

Som en erindring medtog Carl Maibom efter kampens afslutning det beskedne kampprogram, der bestod af en side med holdopstillingerne. Det er formodentlig uddelt i forbindelse med køb af billet. Tilskuerne skulle derved kunne gøre sig bekendt med, hvilke spillere løb på banen, da der ikke var et højtaleranlæg, hvor den slags oplysninger kunne proklameres.

Holdet fra B93 er anført først, hvilket kan give det indtryk, at københavnerne er hjemmeholdet. Dengang var det dog almindeligt – som en venlig gestus – at anføre gæsterne først på programmet.

I forbindelse med en landspokalkamp i Hjørring i 1984 dukkede programmet op af gemmerne, da den da 94 årige Carl Maibom havde inviteret alle VB-spillerne på en forfriskning. Carl Maibom havde bosat sig i Hjørring, men fulgte levende med i sin gamle klubs præstationer. Det blev bl.a. til et fint interview, der blev bragt i VB-årsskriftet for 1984.

Det enestående kampprogram fra kampen mellem Vejle og B93 er i dag et stykke VB-historie. Det er ikke alene det ældste VB-kampprogram, men formodentlig det ældste kampprogram, der er bevaret i Danmark.

1953 - Da den første fodboldlandskamp blev spillet i Vejle

Det er ikke alene VB, der føler sig godt hjemme i Nørreskoven. Siden 1953 er der blevet spillet 50 landskampe på Vejle Stadion - både herre- og kvindelandskampe samt ungdomslandshold.

Det første stadion blev anlagt i Nørreskoven i 1922. Anlægget havde ingen tribuner, men bestod af en skrånende jordvold omkring grønsværen samt et bjælkehus, hvor spillerne kunne klæde om og VB i øvrigt havde sine klublokaler.

Senere i 1939 stod den første tribune klar til publikum. Tribunen og bjælkehytten på hver sin side af kampbanen dannede søndag den 28. juni 1953 en flot ramme for de 12.000 tilskuere, der mødte op for at se Danmarks reserver spille mod reserverne fra Schweiz.

I 50érne og 60érne var disse såkaldte B-landskampe meget almindelige og blev som regel spillet samme dag, som A-landsholdet spillede sin kamp. Schweiz blev af de mange tilskuere opfattet som en interessant modstander, fordi Schweiz året efter skulle være vært for verdensmesterskaberne.

De fleste tilskuere havde formodentlig rejst sig lige fra det gode frokostbord og sad nu i det gode vejr tæt sammen på jordvolden rundt om banen. De tennisinteresserede var blevet derhjemme for at følge Kurt Nielsen spille sig frem til finalen i Wimbledon.

Det talstærke fremmøde skyldtes bl.a., at VB’s egen Bent Sørensen tørnede ud i sin kun anden B-landskamp. Han havde ugen før været med til at tabe 0-3 til Sverige.

Den målfarlige angriber, der lige var fyldt 27 år, åbnede ballet - opildnet af sit hjemmepublikum - efter en halv time. Danskerne var overlegne og endte med at vinde 4-2. De øvrige danske mål blev scoret af Poul Erik Petersen, Køge Boldklub(2) og Kaj Nielsen, Skovshoved.

Bent Sørensen fik stor ros for sin indsats og blev belønnet med en udtagelse til A-landsholdets efterfølgende kamp mod Norge.

I Oslo scorede Bent Sørensen kampens enlige mål. Det blev til i alt 6 landskampe i 50´erne og 3 mål for manden, der endte sin karriere i 1957 som Vejles topscorer. Det blev til 157 mål for VB i 200 kampe – en rekord, som fortsat står uantastet.

28.06.1953

DK(B)-Schweiz(B)

4-2

Den første landskamp på Vejle Stadion

 

1954 - Da berømte svenskere fra AC Milan gæstede Vejle

Tirsdag den 15. juni 1954: Fornemt italiensk besøg, da AC Milan slog forstærket Vejle-hold med 6-0

I juni 1954 – kort før verdensmesterskaberne i fodbold skulle begynde i Schweiz – fik Vejle Boldklub fornemt besøg af den milanesiske storklub AC Milan, der netop var blevet nr. 3 i den italienske liga.

Vejle spillede dengang i 2. division og havde klaret sig udmærket i sin kun anden sæson i den næstbedste række. Klubben var endt på en flot sjetteplads. Holdet var det næstmest scorende hold med 46 mål, men havde også i 18 kampe ladet 50 mål gå ind bag målmanden Harry Iversen.

I 1950'erne havde AC Milan en af sine store perioder. Holdet blev domineret af tre svenskere. Det var Gunnar Nordahl, Gunnar Gren og Niels Liedholm, der blev kendt som Gre-No-Li. Gren og Liedholm styrede midtbanen, og Nordahl som frontangriber var så målfarlig, at han fortsat er den flittigst scorende spiller i klubbens historie med i alt 210 mål opnået i 291 kampe.

På det italienske storhold optrådte også en dansker som målfarlig angriber. Jørgen Leschly Sørensen var kommet til AC Milan i 1953 – som afløser for Gunner Gren. Leschly Sørensen havde bl.a. været med på det danske OL-hold, der vandt bronze i 1948 i London.

International fodbold var forholdsvis sjældent på Vejle Stadion, så godt 8.000 var mødt frem i det smukke sommervejr, hvor kampen skulle afvikles inden det blev for mørkt til fodbold. Adgang til tribunen kostede 7,- kr.

Det blev en fornøjelse at se det italienske mandskab spille bolden rundt. I 1. halvleg holdt Vejle nogenlunde stand og var kun bagud med to mål. I 2. halvleg fik italienerne nogle lette mål og kunne trække sig tilbage med en sikker sejr på 6-0. Den svenske stjerneangriber Gunner Nordahl scorede 4 mål.

Vejle var til kampen blevet forstærket med bl.a. AIA´s hurtige højre wing Poul Petersen, der siden fik en strålende karriere på det danske landshold og i mange år havde rekorden for flest spillede landskampe.

I front lå hjemmeholdets målfarlige Bent Sørensen, der havde spillet på Vejle Stadion året før for B-landsholdet mod Schweiz, hvor han havde scoret. Senere kom Bent Sørensen på A-landsholdet, hvor han spillede 6 landskampe og scorede 3 mål for Danmark.

Andre kendte Vejle-spillere var wingen Poul Mejer, der med 2 mål havde sikret en sejr i den sidste hjemmekamp mod Næstved samt Carlo ”mange mål” Hansen og halfbacken Erik Skaaning. 

På Vejles hold lagde man især mærke til centerhalfen Poul Munkholm, der i første halvleg havde et godt tag på de italienske angribere. Han blev fremhævet som den bedste i Politiken, men han var udlånt af Brande og har ikke spillet for Vejle.

AC Milan drog videre til Esbjerg, hvor holdet slog vestjyderne med 5-0. Det blev til yderligere to sejre på Danmarksturneen – 5-1 over et kombineret Aalborg-hold og 4-3 over Randers Freja. Året efter i 1955 blev AC Milan mester.

Det har ikke været helt nemt at finde oplysninger om kampen, der kun fik sporadisk omtale i de store aviser. Derfor er det glædeligt, at kampprogrammet pludseligt er dukket op som et fint minde om denne sommerkamp i Vejle.

Forfatteren er altid på jagt efter gamle kampprogrammer, som kan danne grundlag for nostalgiske rejser tilbage i tiden til Vejle Stadion.

1958 - Da Vejle blev DM-mester for første gang

Det første mesterskab til Vejle i 1958 var sensationelt. Klubben havde 2 år før spillet i 2. division. I 1958 blev sæsonen afviklet fra april til november. Vejle gik på sommerferie på en flot 2 plads efter KB.

Efterårssæsonen åbnede med et topbrag mod netop KB på Vejle Stadion. Københavnerne blev sendt med færgen over Storebælt med en sæk på 8-3. Så var vejen banen for det første mesterskab.

I den sidste og afgørende kamp i skulle VB søndag den 23. november 1958 møde Skovshoved. Der var hård kamp om mesterskabet. Både OB og Frem kunne vinde mesterskabet, hvis resultaterne flaskede sig.

De 16.000 tilskuere fik heldigvis en målfest. Vejle-angriberne bankede 7 kasser ind bag Skovshoveds fortvivlede målmand. De første to mål blev leveret af anfører Erik Skaaning og Poul Mejer i 1. halvleg. 

I starten af 2. halvleg lykkedes det på blot 11 minutter at øge med yderligere fire mål. Nede med 0-6 knækkede Skovshoved helt sammen og Vejle-spillerne kunne sætte champagneglassene frem.

Træner for mesterholdet var Frits Godtfredsen. Under hans ledelse begyndte VB at udvikle den offensive spillestil, der sidenhen gjorde klubben populær i hele Danmark.

Efter kampen blev Vejle-spillerne kørt til rådhuset – omgivet af begejstrede Vejle-borgere i et fakkeloptog. Mesterskabspokalen blev placeret på førerhuset af lastbilen, mens spillerne hyggede sig på bagsmækken. I byrådssalen blev spillerne bænket på lokalpolitikernes pladser og lod sig hylde af borgmesteren.

Vejle spillede sæsonens sidste kamp med følgende hold:

Erling Sørensen (målmand), Kai Johansen, Poul Jensen (forsvar), Knud Herbert Sørensen, Gunnar Jørgensen, anfører Erik Skaaning (midtbane), Svend Andersen, Tage Hvejsel Hansen, Henning Enoksen, Tommy Troelsen og Poul Mejer (angreb).

23.11.1958

VB-Skovshoved IF

7-1

Det første DM-mesterskab

01/08

 

1959 - Da berømte skotter fik sig en overraskelse i Vejle

I 50´erne og 60´erne var det meget almindeligt, at danske klubber spillede træningskampe mod berømte udenlandske fodboldklubber, der kom til landet på sommerturne, når den hjemlige turnering var afsluttet.

Især besøg af kendte engelske klubber var populære på de danske stadions og trak mange tilskuere - ofte langt flere tilskuere end til turneringskampene i 1. division.

Disse ”englænderkampe” blev også spillet i Vejle – i gennemsnit en kamp om året. Den 14. maj 1959 besøgte det skotske storhold FC Glasgow Rangers Vejle Stadion. 8.000 tilskuere mødte op denne torsdag aften og fik en stor fodboldoplevelse.

De skotske storfavoritter derimod fik sig noget af en overraskelse, fordi de østjyske amatører, der kun trænede 2 gange om ugen, kunne stå distancen både taktisk og fysisk overfor det professionelle hold, der spillede i den klassiske britiske stil med højt tempo og hårde nærkampe.

Med landsholdsspillerne Poul Jensen som venstre back, Henning Enoksen i angrebet og Tommy Troelsen som spilorganisator - der alle 3 året efter vandt OL-sølv i Rom - som indpiskere klarede vejlenserne 2-2 mod skotterne.

Målene blev scoret af venstre wing Poul Mejer og anfører Erik Skaaning. Efter kampen blev målmanden Erling Sørensen rost for sin indsats. I det afsluttende skotske pres på Vejle-målet klarede han skærene på strålende vis.

Efter kampen udtrykte de skotske spillere stor respekt for Vejle.

Det var ”a very nice game” mod et godt sammenspillet hold, der var betydeligt bedre end den københavnske fodboldsammenslutning Stævnet, som skotterne havde spillet imod et par dage før.

Da tusmørket sænkede sig over Vejle Stadion, måtte dommeren udskifte den brune læderbold med en hvid. Der var ikke kunstigt lys på Vejle Stadion - endnu.

14.05.1959

VB-FC Glasgow Rangers

2-2

Englænderkampe

 

1960 - Da der blev sat tilskuerrekord i Vejle

Der opstod panik foran tælleapparaterne og trafiksammenbrud på hovedvejen gennem Vejles indre by, da Vejle spillede topkamp mod AGF den 6. november 1960 i 1. division.

Bilerne snoede sig kofanger ved kofanger gennem hele byen, da folk skulle til og fra topkampen en herlig søndag eftermiddag. Der blev noteret nummerplader fra alle egne i Øst- og Sydjylland.

Vejle Stadion havde dengang kapacitet til at tage 17.000 tilskuere, men der blev registreret 21.000, hvortil kommer yderligere nogle tusinde, som stormede ind, fordi kontrollørerne til sidst helt måtte opgive at styre tilstrømningen. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange tilskuere overværede kampen, men omkring 25.000 blev det anslået til.

Kampen blev startet med et kvarters forsinkelse, fordi grønsværen måtte ryddes for tilskuere, der ikke var kommet på plads endnu. På et tidspunkt var der så meget panik, at stadionspeakeren måtte true med helt at aflyse kampen, hvis ikke folk forlod banen.

Det blev en fantastisk kamp – måske en af de mest mindeværdige på Vejle Stadion. Århusianerne var vej mod danmarksmesterskabet, mens VB kæmpede om medaljer.

Vejle kom hurtigt bagud 0-2, men finurlige driblinger og gode indlæg fra Poul Mejer gav sydjyderne en føring på 3-2. Et flot mål af Henning Enoksen og 2 kasser af 21 årige Palle Brinch fik træerne i Nørreskoven til at ryste, så de sidste efterårsblade faldt af. 10 minutter inde i 2. halvleg havde billedet vendt sig igen. AGF førte 4-3.

Så tog Knud Herbert Sørensen og Peter Poulsen over på VB’s midtbane. Det ene angreb efter det andet rullede frem mod den travle landsholdsmålmand Henry From.

Henning Enoksen udlignede på hovedstød, og alle forventede, at Vejle ville afgøre kampen til egen fordel, fordi AGF var presset helt i bund. Netop som et sejrsmål lå lige om hjørnet, scorede John Amdisen kampens afgørende mål for AGF.

Vejle træner Frits Godtfredsen var tilfreds med spillet, men ikke resultatet: ”Vi gav AGF nogle lette mål, men alligevel vil jeg sige til spillerne, at de spillede en vidunderlig kamp.”

AGF blev dansk mester i 1960, medens Vejle fik bronze.

06.11.1960

Vejle-AGF

4-5

Tilskuerrekord 25.000 tilskuere

1960 - Da lyset blev tændt for første gang på Vejle Stadion

Kunstigt lys på fodboldbanerne var ikke almindeligt i 50érne og 60érne. Fodboldkampe i landets bedste rækker blev som regel spillet søndag eftermiddag kl. 13.30.

Så kunne fodboldfolket rejse sig fra den gode søndagsfrokost og gå eller cykle til en spændende fodboldkamp i Nørreskoven.

4 store lysmaster med fuldt blus tronede omkring Vejle Stadion onsdag aften den 5. oktober 1960 og markerede derved, at Vejle var klar til at spille internationalt i kunstigt lys. Lysanlægget blev af eksperter vurderet som et af Nordeuropas mest moderne.

Det stærke jugoslaviske hold Radnicki Nis var indbudt til at indvie lysanlægget foran mange forventningsfulde tilskuere. Jugoslaverne var på Danmarksturne og skulle aftenen efter spille mod den sjællandske sammenslutning Alliancen i Københavns Idrætspark.

Kampen udviklede sig som dag og nat for Vejle. I 1. halvleg kunne det kunstige lys ikke give Vejle-spillerne meget farve i kinderne – så bleg var indsatsen. I 2. halvleg lyste det kraftige lys op for en stor oplevelse og et strålende comeback for Vejle-mandskabet.

Jugoslaverne startede kampen som lyn og torden, mens Vejle-spillerne stadig stod og missede med øjnene i det skarpe lys. Efter få minutter var VB bagud 2-0. Det lignede en regulær afklapsning. De fleste tilskuere ønskede, at lyset over Vejle Stadion blev slukket hurtigt igen.

I 2. halvleg fik Tommy Troelsen & Co. vendt bøtten. Højre wing Svend Andersen fik reduceret og senere – under publikums store jubel - udlignede Henning Enoksen på hovedstød.

Jubelen var så infernalsk, at stadionspeakeren måtte henstille til publikum om at dæmpe sig. Især var det et problem, at Vejles unge supportere hamrede så hårdt på reklamebanderne rundt om banen, at rækværket var ved at gå i stykker.

Unge Palle Brinch scorede sejrsmålet til 3-2 i det sidste minut. Jubelbrølet var så højt, at det fra Nørreskoven kunne høres over hele Vejle. Vejlenserne skulle til at vænne sig til, at der kom både lys og lyd fra Nørreskoven.

05.10.1960

Vejle-FK Radnicki Nis

3-2

Indvielse af nyt lysanlæg

1960 - Da Tommy Troelsen spillede sig på OL-holdet i 1960

Vejles innerwing Tommy Troelsen var i begyndelsen af 1960 blevet tvunget til at afgive sin landsholdsplads til fynboen John Danielsen, der spillede for B1909.

Danmark var i gang med at varme op til De Olympiske Lege i Rom, der skulle afholdes i september 1960.

Fodboldlandsholdet med rigstræner Arne Sørensen i spidsen havde spillet en række trænings- og landskampe, men uden ”troldmanden” fra Vejle på holdet.

Den boldbegavede midtbanespiller med det sublime spark havde ellers været med til at kvalificere Danmark til OL. I 1959 slog landsholdet Norge og Island i OL-kvalifikationskampene og i alle 4 kampe spillede Troelsen – dog uden at komme på måltavlen.

Tommy Troelsen benyttede en træningskamp mellem OL-landsholdet og Vejle til at spille sig på landsholdet igen. Kampen blev spillet på Vejle Stadion lørdag eftermiddag den 6. august. 1960.

Landsholdet vandt med 6-4, men Troelsen scorede 2 mål for Vejle i de sidste 5 minutter af kampen og gjorde det i øvrigt så godt, at DBU’s udtagelseskomite udtog ham til landsholdet til en kamp 4 dage senere i Københavns Idrætspark mod Finland. Troelsen blev udtaget sammen med backen Poul Jensen og innerwingen Henning Enoksen, der var hans holdkammerater i Vejle.

Tommy Troelsen kom med til OL og spillede både i semifinalen mod Ungarn, som Danmark sensationelt vandt 2-0 og i finalen mod Jugoslavien, som landsholdet tabte 1-3.

Hele finalekampen kan i dag ses på YouTube, hvor man fortsat kan glæde sig over Troelsens tryllerier. Bl.a. en smart sekvens, hvor han hopper over bolden, hvorefter AB-spilleren Flemming Nielsen scorer det danske trøstmål på langskud.

Det blev til 16 landskampe og 5 mål på landsholdet, bl.a. et hattrick mod Norge en søndag eftermiddag i Københavns Idrætspark. Disse herlige mål af VB-spilleren findes i Danmarks Radios arkiv, men er desværre ikke offentligt tilgængelige.

Tommy Troelsen havde en alvorlig knæskade i hele sin fodboldkarriere. På trods heraf spillede han 248 kampe for Vejle og lavede 127 mål. På alle billeder af Troelsen bærer han et stramt elastikbind om sit dårlige knæ.

06.08.1960

Danmark-Vejle

6-4

Tommy Troelsen til OL i Rom

1960 - Da Vejle blev præsenteret som det danske OL-landshold mod kommende engelske VM-helte

Onsdag den 21. september 1960: Henning Enoksen lavede historisk mål på Gordon Banks, men unge Bobby Charlton knækkede Vejle i engelsk 5-1 sejr på Maine Road.

I dette nummer af VB-kampprogrammet beretter vi undtagelsesvist om en udekamp, som fandt sted i Storbritannien og ikke i Nørreskoven.

I september 1960 drog VB til Manchester for at agere opvarmningsmodstander for det engelske U23-landshold. Det var i hvert fald, hvad spillere og ledere havde fået af vide af de engelske arrangører, da de forventningsfulde og lidt benovede steg om bord på flyvemaskinen til Manchester.

Det var ikke hver dag, at et dansk amatørhold, der tilmed lå og rodede i bunden af 1. division, blev inviteret til træningskamp mod et veltrænet, ærgerrigt landshold, der skulle udgøre stammen på Englands fremtidige A-landshold. Kampen var kommet i stand med få dages varsel, fordi englændernes oprindelige modstander Østtyskland havde meldt afbud.

Da VB-spillerne sent om aftenen landede i Manchester, blev de overstrømmende modtaget af de engelske ledere, som lykønskede dansk fodbold med de flotte sølvmedaljer i det netop afsluttede OL i Rom. Briterne gav udtryk for, at de var stolte over at være værter for det fantastiske danske landshold! Det stod efterhånden klart, at de forvirrede briter lagde til grund, at det var det danske OL-landshold og ikke Vejle, der trætte steg ud af flyvemaskinen.

Det blev ovenikøbet værre i løbet af kampdagen for de mere og mere trykkede VB-spillere. I de lokale aviser kunne man læse, at Danmark var storfavorit. Vejle blev uden omsvøb i kampprogrammet præsenteret som det danske landshold - slet og ret. Der blev rosende berettet om OL-holdets meritter og Danmark blev omtalt som en ønskemodstander.

Kulminationen skete på det berømte stadion Maine Road, hvor de to mandskaber blev linet op som til en rigtig landskamp. Nationalmelodierne blev afspillet af et engelsk orkester. Så var scenen sat for Vejle, der dog ikke lod sig slå ud af de store forventninger og den temmelig vildledende præsentation.

På Vejles hold var der tre sølvmedaljevindere – venstre back Poul Jensen, der var landsholdsanfører, venstre wing Poul Mejer, der havde været reserve i Rom samt Henning Enoksen, der havde scoret i OL-semifinalen. Tommy Troelsen havde måttet melde afbud på grund af en skade, men fulgte kampen fra tribunerne.

Over for Vejle stod et talentfuldt hold, der bl.a. gav debut til en helt ny målmand - Gordon Banks. Det navn ringede ingen klokker i Danmark dengang. En ung Bobby Moore førte sig frem som en særdeles kampivrig midtbanespiller, og på venstre fløj huserede en opstigende stjerne Bobby Charlton. Der var stjernestøv over Maine Road den aften!

Det viste sig, at det engelske ungdomslandshold var for stor en mundfuld for Vejle. Bobby Charlton & Co vandt 5-1.

Det var flot, at Vejle kunne klare 1-1 i 1. halvleg. Centerforwarden Joe Baker fra den skotske klub FC Hibernian bragte England foran, men Henning Enoksen udlignede på et frispark, som han tyrede forbi Gordon Banks. Det fik tilskuerne op af sæderne og målscoreren blev på typisk britisk vis hyldet med bragende klapsalver. I 1960 var det formodentlig blot endnu et mål i en træningskamp for Vejle og Enoksen, men i dag må målet jo nærmest beskrives som meriterende og historisk.

I 2. halvleg overtog de unge englændere helt kommandoen og scorede 4 mål på 20 minutter. Det trak op til en fodboldkatastrofe for Vejle, men heldigvis red Vejle stormen af. Den store oplevelse var 22årige Bobby Charlton fra Manchester United, der allerede havde spillet 18 kampe for Englands A-landshold.

Den hurtige angriber løb flere gange fra de hårdt kæmpende Vejle-spillere og scorede i hurtig rækkefølge 2 mål. Den hårdt tacklende halfback Bobby Moore ville ikke stå tilbage for sin navnebror og bragte England foran 4-1. Southampton-wingen Terry Paine afsluttede målfesten efter at Vejles målmand Erling Sørensen forinden havde haft flere gode redninger.

Vejle havde udkæmpet et flot fodboldslag foran begejstrede 12.000 tilskuere og mod tre unge englændere – Banks, Moore og Charlton, der 6 år senere udgjorde rygraden i det landshold, der hjemførte VM-trofæet til fodboldens moderland. Den engelske træner Winterbottom roste Vejle-spillerne – han havde i mellemtiden fundet ud af, at det var et klubhold. Det var især halvbacken Knud Herbert Sørensen, der gjorde indtryk på briterne. Vejle-spilleren havde dog også imponeret ved frækt at spille bolden gennem benene på Bobby Charlton. 

Vejles hold bestod af målmand Erling Sørensen, backerne Kaj Johansen og Poul Jensen, forstopper Gunnar Petersen, halfbackerne Knud Herbert Sørensen og Peter Poulsen samt angriberne fra højre mod venstre Svend Andersen, Hardy Hansen, Preben Thomsen, Henning Enoksen og Poul Mejer.

Disse gæve Vejle-spillere kæmpede for Danmark og kan i dag trække på smilebåndet over en grænseoverskridende fodboldoplevelse og en kamp mod 3 unge englændere, der i dag er fodboldlegender.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

23.07 | 09:24

I am looking for Yugoslavia or Serbia national team tickets 1920 - today. If you have something for exchange or sell, please contact me
office@gacikdesign.com

...
22.06 | 10:21

Hej Simon
Har du programmet fra "torsdag d. 30.maj 1985- VM-landsholdet mod Anderlecht på Odense Stadion?

...
16.06 | 11:53

Hej
Spændende læsning. Opdagede dog en lille fejl ved Wales-kampen i 1965. Det var ikke landstræneren Poul Petersen, der havde landskamprekorden, men P.P. AIA.

...
03.06 | 17:45

Godt spørgsmål, Jens.

50 års jubilaren var Valby Boldklub forstærket med de udenlandsprofessionelle, der mødte Boldklubben Frem. Så det var ikke et DBU-hold.

...
Du kan lide denne side