Landsholdet i 00´erne
2000

Danmark – Sverige den 26. april 2000 (0-1)

Det danske landshold havde mange skader i foråret 2000, hvilket hæmmede forberedelserne og i den sidste ende forårsagede, at landsholdt langt fra var trimmet til Euro 2000 i Holland og Belgien. Kampen mod Sverige blev Jes Høghs sidste i landskamptrøjen, selv om Chelsea-spilleren kom med til EM.

 

Landskampmagasinet var derimod i fin form til sin 6 sæson. Billedet på forsiden er af Duisburg-plæneklipperen Stig Tøfting, der orienterer sig til siden i venskabskampen mod Portugal.

 

Læserne kan også fornøje sig med et stort interview med landstræner Bo Johansson, hvor han fortæller om landsholdets forberedelse til EM. Der blev også brug for godt læsestof i Parken, fordi Danmark tabte 0-1 i en kedelig kamp, der gav bange anelser.

Danmark – Belgien den 3. juni 2000 (2-2)

Den afsluttende testkamp mod de belgiske EM-værter trak 27.000 i Parken, som kunne glæde sig over en underholdende kamp.

 

Kampens højdepunkt var, da anfører Peter Schmeichel midt i 2. halvleg scorede sit første mål for landsholdet – på straffespark. Målmanden er meget passende som et forvarsel kommet på forsiden af programmet.

 

Skader og manglende form resulterede i, at Danmark røg ud af EM-turneringen med nul point, en målscore på 0-8 samt et brændt straffespark af Schønberg. Mikkel Beck, Molnar og Schønberg spillede i Belgien deres sidste landskampe.

 

EM-turneringen blev også Bo Johanssons afsked efter 4 år som landstræner og deltagelse i 2 slutrunder.  

Forberedelseskampe i foråret 2000 mod Sverige og Belgien.
2000

Danmark – Bulgarien den 11. oktober 2000 (1-1)

M&M alias Morten Olsen og Michael Laudrup indledte deres arbejde som landstrænerteam med en 2-0 sejr over Færøerne i Torshavn. Sejr og uafgjort i de 2 VM-kvalifikationskampe mod Island og Nordirland var mere end godkendt, så 40.000 tilskuere var mødt frem til den første hjemmekamp.

 

Trænerduoen havde fornyet landsholdstruppen med spændende navne: Thomas Graversen huserede i Everton, Claus Jensen havde succes i Bolton og Dennis Rommedahl havde imponeret hollænderne i PSV Eindhoven med sin hurtighed. Modsat havde både Jes Høgh og Marc Rieper opgivet at komme tilbage efter skader.

 

1-1 var ikke helt tilfredsstilende i en kamp, som danskerne havde kontrol over. Holdet burde have cruiset en smal 1-0 sejr hjem. I stedet udlignede Berbatov 7 minutter før tid, hvor bulgarerne fik for meget plads.

 

Jon Dahl Tomasson fejrer på forsiden af programmet sin 25. landskamp. Landskampmagasinet var i øvrigt blevet elektronisk og kunne downloades på DBU’s hjemmeside.

Danmark – Tyskland den 15. november 2000 (2-1)

Det var hundekoldt, det var november og det var en venskabskamp. Det må være forklaringen på, at kun 18.000 tilskuere havde bevæget sig i Parken for at se Danmark mod Tyskland. Det var en strålende kamp og tilmed en af de sejre, som tilskuerne kunne leve højt på vinteren over.

 

Dennis Rommedahl scorede 2 gange. Den ene gang spurtede han fra det tyske forsvar på en mesterlig aflevering fra Thomas Graversen, den anden gang satte han foden på et flot indlæg fra indskiftede Marc Nygaard.

 

Programmet burde i dag udstyres med et sørgebånd, for artiklen om det tyske hold blev Per Høyer Hansens sidste i landskampmagasinet. Høyer gik bort i januar 2001. Hans mange artikler i Information Tipsbladet og Landskampmagasinet er i dag en fantastisk kilde til landsholdets historie.

VM-kvalifikationslandskamp mod Bulgarien og venskabskamp mod BRD 2000.
2001

Danmark – Slovenien den 25. april 2001 (3-0)

Med 129 landskampe på rekordlisten tog Peter Schmeichel afsked med publikum og landsholdet. 33.000 tilskuere klappede ham ud af banen, da han midt i 2. halvleg blev udskiftet med Peter Kjær.

 

Indehaveren af landskamprekorden, som næppe bliver overgået igen, ses på landskampmagasinets forside i en typisk Schmeichel-attitude. Det må enten være dommeren eller en medspiller, der får læst og påskrevet, hvad Store Peter mener om en spilsituation.

 

Tilskuerne måtte et pænt stykke ind i 2. halvleg, inden målscoringen kom i gang. Grønkjær, Tomasson på straffe og Ebbe Sand sørgede for en ordentlig afskedsfest for Schmeichel.

Danmark – Tjekkiet den 2. juni 2001 (2-1)

Det holdt hårdt mod den anden puljefavorit i VM-kvalifikationsgruppen, men på en strålende aflevering fra Martin Jørgensen headede Tomasson Danmarks sejrsmål i kassen 6 minutter før tid.

 

Ebbe Sand havde givet landsholdet et føring på et godt hovedstød i 1. halvleg, men tjekkerne viste sig lige præcis så gode som frygtet. Jan Heintze havde overtaget anførerbindet fra Peter Schmeichel.

 

Som noget nyt er der afbildet en af Parkens flotte cheerleaders som folde ud pige – dog med tøj på.

Slovenien og Tjekkiet i 2001.
2001

Danmark – Malta den 6. juni 2001 (2-1)

4 dage senere var der lagt op til målfest og underholdning for alle pengene mod upåagtede Malta, der i Valetta var blevet slået med 5-0. De 42.000 tilskuere kom dog til at bide negle. Først 6 minutter før tid headede Ebbe Sand det forløsende sejrsmål hjem på en aflevering af indskiftede Marc Nygaard.

 

VM-håbet levede videre sommeren over, fordi landsholdet var ubesejret i VM-kvalifikationspulje.

Danmark – Nordirland den 1. september 2001 (1-1)

”Det er en katastrofe” sagde landstræner Morten Olsen sammenbidt lige efter kampen. En nødvendig sejr i VM-kvalifikationsgruppe 3 blev forvandlet til et næsten ubrugeligt uafgjort mod en modstander, der på dette stadie af VM-kvalifikationen ikke burde skabe problemer for landsholdet.

 

På et hovedstød efter en retur bragte Dennis Rommedahl planmæssigt Danmark foran i begyndelsen af kampen, men et dumt boldtab midt på banen førte til, at Nordirland udlignede 7 minutter før tid.

 

5 jublende landsholdspillere fylder hele forsiden af programmet, men efter kampen var der bestemt ikke noget at juble over.

VM-kvalifikationskampe mod Malta og Nordirland 2001.
2001

Danmark – Island den 6. oktober 2001 (6-0)

”Så er der fest”, burde der have stået på forsiden af landskampmagasinet. For fest blev der, da landsholdet foran 42.000 tilskuere blæste Island ud af banen og kvalificerede sig til VM i Korea/Japan.

 

Alle seks mål var af høj klasse, men Graversens langskud til 4-0 står særligt tydeligt i erindringen. Bolden fløj som en pil fra Graversens fod til målhjørnet, hvilket også fik målscoreren til efterfølgende at stille sig i statur som en anden græske bueskytte, da målet blev fejret.

 

Rommedahl headede det første mål ind, så meget passende pryder han forsiden.

Danmark – Holland den 10. november 2001 (1-1)

Danmark havde kvalificeret sig direkte til VM 2002, så den ledige spilletermin i november brugte holdet til en venskabskamp mod Holland. Det blev en hyggelig kamp med 2 straffespark og debut til Christian Poulsen fra FC København.

 

Et stort interview med Morten Olsen om VM-forberedelserne gav god pauseunderholdning i kulden i Parken for de 20.000 tilskuere.

Island og Holland efteråret 2001.
2002

Danmark – Israel den 17. april 2002 (3-1)

3 mål i de første 40 minutter sænkede Israel i denne opvarmningskamp til VM 2002 i Sydkorea og Japan. Optakten var præget af debat og demonstrationer mod Israel i forbindelse med den politiske situation i landet.

 

Thomas Sørensen havde fundet sig godt tilrette i målet og Jan Heintze havde overtaget anførerbåndet, som han dog i 2. halvleg udlånte til Ebbe Sand.

Danmark – Cameroun den 17. maj 2002 (2-1)

Det var et optimistisk dansk landshold, der drog til Korea efter sejren over de afrikanske løver. Landsholdet var ikke vant til at vinde sine afskedskampe i Parken, så sejren varslede godt for VM-turneringen. 5 udskiftninger sørgede også for, at hele truppen var ved at være klar til kamp.

 

DBU lavede et facelift af magasinet. Indholdsmæssigt foretages ingen ændringer. Hele VM-truppen præsenteres med oplysning om, at den er blevet dopingtestet. Det er nye tider i fodbold!

 

Bagsiden derimod er usædvanlig vovet. De tidligere holdfotos afløses af 3 friske ARLA-mælkepiger, der poserer deres nydelige bagdele, medens de gør reklame for frisk energi. Det tog landskampprogrammet godt og vel 70 år at vise nogle gode ben og baller!

 

Danmark slog de regerende verdensmestre Frankrig ud af VM-turneringen, men måtte bøje sig for England i 1/8-finalen.

Israel 2002 og nyt programdesign mod Camoroun 2002.
2002

Danmark – Luxembourg den 12. oktober 2002 (2-0)

Danmark havde indledt kvalifikationen til EM 2004 med uafgjort mod Norge i Oslo, så de 40.000 tilskuere forventede en sikker sejr over Allan Simonsens mandskab fra Luxembourg.

 

Det blev langt fra en festforestilling mod den sejt kæmpende lilleputnation, men mål af Tomasson og Sand i 2. halvleg sikrede trods alt en vigtig sejr.

Danmark – Polen den 20. november 2002 (2-0)

Året blev rundet af med en træningskamp mod Polen, der uden det store besvær blev sendt tilbage over Østersøen med 0-2.

 

Den lovende FCK-spiller Thomas Røll Larsen scorede det andet mål.

Luxembourg og Polen efterår 2002.
2003

Danmark – Bosnien den 2. april 2003 (0-2)

I Bukarest havde landsholdet 4 dage før vundet 5-2, så Danmark var godt på vej til EM, mente de fleste. Bosnien burde være en formalitet, der skulle ekspederes inden efterårets afgørende kampe.

 

Kampen udviklede sig helt anderledes, fordi de undertippede bosniere scorede 2 flotte mål inden der var gået en halv time, og resten af kampen sad de på de tamme danskere. Det blev Morten Olsens første nederlag på hjemmebanen i en kvalifikationskamp.

Danmark – Ukraine den 30. april 2003 (1-0)

På et hovedstød sørgede Thomas Gravesen for, at landsholdet fik genopbygget nogen af selvtilliden efter blamagen mod Bosnien. Så var der lagt op til EM-braget mod Norge.

Bosnien og Ukraine forår 2003.
2003

Danmark – Norge den 7. juni 2003 (1-0)

Tilskuerne i den udsolgte Parken forventede en stillingskrig, hvor danskerne med stor tålmodighed skulle søge at skabe den ene målchance, der skulle afgøre kampen. Samtidig skulle landsholdet være på vagt over for norske dødbolde.

 

EM-kvalifikationskampen fik et helt andet forløb end forventet, fordi Jesper Grønkjær på en aflevering fra Charlton-spilleren Claus Jensen spurtede fra det norske forsvar allerede efter 5 minutter. Med et fladt skud udplacerede han den norske målmand og gav kampen en helt ny drejebog.

 

Norge formåede ikke at omstille sig til at angribe i stedet for at forsvare nullet. Danmark kørte en fortjent sejr hjem og satte dermed Norge bagefter i EM-kvalifikationen.

Danmark – Finland den 20. august 2003 (1-1)

2 minutter før tid broderede finnerne sig igennem et uopmærksomt dansk forsvar og skabte jubel blandt de få finske tilskuere. De fleste danske tilskuere var gået ud i fælleden for at nyde den lune sommeraften efter en sløj venskabskamp, der for alvor satte gang i debatten om værdien af træningskampe.

 

6 danske udskiftninger gav dog Morten Olsen mulighed for at teste formen hos sine spillere.

Norge og Finland sommer 2003.
2003-2004

Danmark – Rumænien den 10. september 2003 (2-2)

Rumænien med Monteanu og Adrian Mutu i spidsen var det bedste hold i Parken og havde fortjent at vinde. I 2. halvleg, da danskerne pressede på for udligning, tilspillede rumænerne sig til flere store chancer, men alene med Thomas Sørensen brændte de rumænske angribere.

 

I stedet lykkedes det mirakuløst centerforsvareren Martin Laursen at udligne 3 minutter inde i overtiden. Rumænerne rasede over dommeren, mens danskerne fejrede det heldige resultat.

 

I den afgørende kamp mod Bosnien i Sarajevo hev Danmark uafgjort hjem og var dermed klar til EM-slutrunden i Portugal.

Danmark – Skotland den 28. april 2004 (1-0)

Ebbe Sand scorede kampens enlige mål. 18 spillere blev afprøvet i løbet af de 90 minutter

 

På grund af en skade blev det desværre den sidste kamp for Morten Wieghorst, der var vendt hjem til Brøndby IF.

Rumænien 2003 og Skoland 2004.
2004

Danmark – Kroatien den 5. juni 2004 (1-2)

31.000 tilskuere fejrede Grundlovsdagen i Parken. Hvis de havde sat næsen op efter en gentagelse af Sovjet-kampen i 1985, blev de slemt skuffede, men der stod jo heller ikke point på spil.

 

I Portugal nåede landsholdet i kvartfinalen, hvor det tabte 0-3 til Tjekkiet. Resultatet var skuffende, fordi 2004-landsholdet havde potentiale til at nå længere i EM-turneringen, endog helt til finalen. I stedet blev det Grækenland, der sensationelt tog titlen ved – statistisk set - at vinde flere nærkampe og løbe flere kilometer end nogen af de andre hold.

Danmark – Ukraine den 4. september 2004 (1-1)

Det uafgjorte resultat mod en defensivt indstillet modstander markerede 4 magre landskampsår, hvor landsholdet hverken kvalificerede sig til VM 2006 eller Euro 2008.

 

Martin Jørgensen sparkede i 1. halvleg Danmark foran og senere i kampen tilspillede landsholdet sig flere gode muligheder til en sikker sejr. I stedet fik Ukraine udlignet på en af de ganske få chancer, som holdet fik. Marginalerne var ikke med danskerne, hvilket i de kommende år blev mere hovedreglen end undtagelsen.

 

Forsiden er igen fornyet. Thomas Gravesen løber med hele forsiden – afbildet i en typisk infight med en modstander. Teksthenvisningerne til indholdet illustreres nu med små billeder.

Det gamle DBU-logo videreføres – nu med tilføjelsen Store fodboldoplevelser. Markedsføringen af DBU som varemærke for landsholdet er ved at være ført til ende med succes.

Kroatien 2004 og Ukraine 2004 i nyt programdesign.
2004-2005

Danmark – Tyrkiet den 13. oktober 2004 (1-1)

Jon Dahl Tomasson bragte Danmark foran på et tvivlsomt straffespark, men kort efter blev Jesper Grønkjær helt korrekt udvist for at genere en tyrkisk spiller.

 

Mens regnen øsede ned, overtog tyrkerne mere og mere kampen, så udligningen i 2. halvleg var helt i orden. Landstræner Morten Olsen måtte indstille sig på at være tilfreds med uafgjort, men så ville der heller ikke være plads til flere pointtab i VM-kvalifikationen.

Danmark – Kasakhstan den 26. marts 2005 (3-0)

Peter Møller fik comeback på landsholdet og kvitterede for tilliden ved at score 2 mål.

 

Danmark var kommet i store vanskeligheder i VM-kvalifikationen efter uafgjort mod Georgien og nederlag til Grækenland, begge på udebane. Sejren over Kasakhstan var en kærkommen opmuntring, men 4 dage senere tabte holdet i Kiev til Ukraine, og derved var puljens førsteplads væk.

VM-kvalifikationskampe mod Tyrkiet og Kasakhstan 2005.
2005

Danmark – Albanien den 8. juni 2005 (3-1)

Den unge Djurgården-angriber Søren Larsen var ny i angrebet og kronede indsatsen med 2 mål i 1. halvleg. Jon Dahl brændte et straffespark i 2. halvleg, men sejren kom aldrig i fare.

 

3 nødvendige point var sat ind på kontoen i VM-kvalifikationen.

Danmark – England den 17. august 2005 (4-1)

England stillede op i Parken i stærkeste opstilling med David Beckham i spidsen og indkasserede et af de sjældne store nederlag. I 1. halvleg var der ikke så meget at klappe ad for de 41.000 tilskuere, men i 2 halvleg eksploderede kampen.

 

Flere nye spillere på landsholdet foldede sig ud for alvor. Ny mand i midterforsvaret var Brøndby-talentet Daniel Agger. I 2. halvleg kom Michael Gravgaard fra FC København på banen. Debutanten fandt sig hurtigt til rette og krydrede indsatsen med at heade bolden i mål efter hjørnespark. Forinden havde Tomasson og Rommedahl scoret. Søren Larsen sluttede festen af i det sidste minut.

Albanien og England sommer 2005.
2005

Danmark – Georgien den 7. september 2005 (6-1)

Kampen blev underholdende og målrig, men landsholdet brillerede på alle ledder og kanter – desværre i skyggen af, at de store udfoldelser på banen formodentlig ville være forgæves.

Danmark havde mistet for mange point i VM-kvalifikationen og var ude i stand til at afgøre sagen selv.

Danmark – Grækenland den 8. oktober 2005 (1-0)

Sejren over Grækenland på Gravgaards smukke hovedstød markerede den eneste sejr, som landsholdet tog hjem mod de andre favorithold i puljen. De tabte point til Tyrkiet og Ukraine betød, at disse nationer løb med pladserne til VM i Tyskland.

 

Trøstpræmien for landsholdet var, at Danmark havde slået europamestrene ud af VM-kvalifikationen.

VM-kvalifikationskampe mod Georgien og Grækenland 2005.
2006

Danmark – Paraguay den 27. maj 2006 (1-1)

Danmark agerede opvarmningsmodstander for Paraguay, der var på vej til Tyskland for at spille VM-fodbold. Det var Danmark ikke – desværre.

 

NRGi Park i Århus lagde græs til kampen og indvarslede derved en periode, hvor venskabskampene blev placeret i provinsen.

Danmark – Polen den 16. august 2006 (2-0)

Nicklas Bendtner, 18 år, nyprofessionel i Birmingham debuterede og scorede efter en halv time på et indlæg fra Rommedahl. I 2. halvleg blev han afløst af en anden debutant Mads Junker fra Vitesse i den hollandske æresdivision.

 

11.000 feststemte tilskuere så på i Fionia Park i Odense.

Venskabskampe mod Paraguay og Polen 2006.
2006

Danmark – Portugal den 1. september 2006 (4-2)

Portugal blev også nedlagt i den anden opvarmningskamp til EM-kvalifikationen 2008 i Østrig. Danskerne lavede flotte mål, og Bendtner scorede igen i sin anden landskamp.

Danmark – Nordirland den 7. oktober 2006 (0-0)

I den første EM-kvalifikationskamp i Island havde en af de bedste spillere været Thomas Gravesen, men efter kampen meldte den karismatiske spiller fra til landsholdet – permanent.

 

Det var ikke den eneste forklaring på, at landsholdet ikke formåede at score mod Nordirland, der havde indledt EM-kvalifikationen med stor selvtillid. Med kommende modstandere som Sverige og Spanien var det ikke godt at tabe point på hjemmebane.

Venskabskamp mod Portugal 2006 og VM-kvalifikation mod Nordirland 2006.
2007

Danmark – Sverige den 2. juni 2007 (3-3)

EM-kvalifikationskampen mod Sverige udviklede sig til den mest skandaløse i den tid, hvor der er udgivet landskamp-programmer. En fodboldtosse løb ind på banen og truede dommeren i slutningen af kampen. Dommeren valgte at afbryde kampen og dømme Danmark som taber.

 

Det var trist, fordi kampen var ved at udvikle sig til en uforglemmelig begivenhed på niveau med VM-kampen mod Sovjet i 1985.

Svenskerne kom foran 3-0, men Danmark kæmpede sig tilbage til 3-3. I minutterne efter udligningen var landsholdet meget tæt på at hive sejren hjem – både Tomasson og Bendtner havde gode forsøg.

Danmark – Irland den 22. august 2007 (0-4)

Landsholdet havde kniven på struben inden de afgørende EM-kvalifikationskampe i efteråret, men sejre over Sverige, Spanien og Nordirland, der på skift havde taget point fra hinanden, kunne bringe landsholdet til Østrig og Schweiz.

 

På den baggrund fik spillerne den værst tænkelige opladning. 0-4 på hjemmebane var ikke den opladning, som landsholdet havde brug for.

Skandalekamp mod Sverige 2007 og venskabskamp mod Irland 2007.
2007

Danmark – Liechtenstein den 12. september 2007 (4-0)

Danmark skulle vinde uden dikkedarer på NRGi Park i Århus, hvor landsholdet var tvunget til at spille sine landskampe som straf for skandalen i Parken mod Sverige.

 

Den unge Morten Nordstrand fra FC København scorede 2 mål og bidrog derved til, at Danmark fortsat var med i EM-kvalifikationen.

Danmark – Spanien den 13. oktober 2007 (1-3)

Nederlaget mod Spanien vakte erindringer fra 70’erne og starten af 80’erne til live, fordi forventningerne til kampen var tårnhøje. Spanien havde ikke spillet overbevisende på noget tidspunkt, heller ikke i den forudgående 2-1 sejr over Danmark i Madrid, hvor sejren først og fremmest skyldtes, at Niclas Jensen blev udvist efter 20 minutter.

 

De 90 minutter i Århus afslørede ubønhørligt, at en sejr over Spanien var en håbløs drøm, der slet ikke harmonerede med styrkeforholdet mellem de to hold. De spanske spillere Iniesta og Xavi var klasser over danskerne.

 

Den eneste trøst for landsholdet var, at kampen for Spanien blev starten for den opblussen, der resulterede i EM-guld i 2008 og VM-guld i 2010.  Spanierne fandt i Århus så at sige den formel, der skulle gøre dem til verdens bedste landshold.

2 VM-kvalifikationskampe mod Liechtenstein og Spanien 2007.
2007

Danmark – Letland den 17. oktober 2007 (3-1)

Parken var tilbage som hjemmebane igen, men Danmark var ude af EM, så kun 20.000 tilskuere lagde vejen forbi.

Tilskuerne fik en dansk sejr og tog afsked med den hjemvendte OB-spiller Thomas Helveg efter 108 landskampe.

Danmark – Island den 21. november 2007 (3-0)

Danmark vandt som forventet og et par nye folk fik snust til atmosfæren i landsholdslejren.

William Kvist Jørgensen spillede højre back og Jakob Poulsen fra FC Midtjylland blev skiftet ind.

VM-kvalifikationskampe mod Letland og Island 2007.
2008

Danmark – Tjekkiet den 26. marts 2008 (1-1)

I foråret agerede landsholdet sparringspartner for de landshold, der skulle til EM i Østrig og Schweiz. Landsholdet gjorde det fint i de 4 kampe.

 

Kampen blev spillet i SAS Arena i Herning, hvor de 10.500 tilskuere sørgede for udsolgt. Det blev venstrebacken Niclas Jensens afskedskamp.

Danmark – Spanien den 20. august 2008 (0-3)

Parken fik fint selskab en lun augustaften. De nykårede europamestre lod danskerne være med til at underholde i 1. halvleg, men i 2. halvleg viste spanierne høj klasse i smukke kombinationer og flotte mål.

 

Kampen blev spillet i lyset af en voldsom tragedie, da et spansk fly tidligere på dagen var styrtet ned med flere omkomne til følge.

Venskabskampe mod Tjekkiet og Spanien.
2008

Danmark – Malta den 11. oktober 2008 (3-0)

Landsholdet havde i Lissabon besejret Portugal med 3-2 i den anden kvalifikationskamp til VM, så de 32.000 tilskuere var i strålende humør. Danmark var på vej til VM i Sydafrika, skrålede de fleste.

 

Søren Larsen, der nu spillede i Toulouse, lavede 2 mål, mens Daniel Agger scorede på straffespark.

Danmark – Wales den 19. november 2008 (0-1)

Brøndby Stadion lagde græs til denne venskabskamp, hvor DBU havde indbudt en lang række landsholdskoryfæer i anledning af 100 året for landsholdets første kamp.

 

Forsamlingen af gamle landsholdskæmpere blev aftenens højdepunkt for de fleste, fordi der ikke var meget interessant at se på fodboldbanen. Danmark tabte en trist venskabskamp på et mål af Craig Bellamy.

Malta og Wales efterår 2008.
2009

Danmark – Albanien den 1. april 2009 (3-0)

Den forudgående sejr over Malta på udebane og denne sejr over Malta betød, at landsholdet nu var klar til de afgørende kampe mod Sverige.

 

Leon Andreasen var blevet placeret som spillende midterforsvar sammen med Daniel Agger. Det var en klog disposition af landstræner Morten Olsen, for Hannover-spilleren scorede på et flot langskud.

Desværre er kampen mod Albanien i dag registreret som Leon Andreasens sidste landskamp, da komplicerede skader har holdt ham uden for turneringsfodbold i lang tid.

Danmark – Chile den 12. august 2009 (1-2)

Masser af danskere med chilensk baggrund tog til Brøndby Stadion for at se, hvad et opstigende ungt landshold fra Sydamerika kunne byde i forhold til Danmark, der i juni havde slået Sverige i Stockholm på svenskernes grundlovsdag.

 

Chile viste sig som et glimrende hold, der fortjent vandt kampen. Aftenens højdepunkt var debutanten Lasse Schøne, der med sin første boldberøring kanonerede bolden højt op i det chilenske målhjørne.

Albanien og Chile 2009.
2009

Danmark – Portugal den 5. september 2009 (1-1)

Danmark var ved at køre en smal sejr hjem på det mål, som Bendtner i verdensklasse havde sat ind i 1. halvleg. En høj aflevering fra Michael Silberbauer blev tæmmet med brystet og i næste moment smækket i målet med et flot skud.

 

Portugiserne med Ronaldo, Tiago og Simao var det bedste hold og dominerede det meste af kampen. De danske forsøg på mål kunne tælles på en hånd, så det var yderst fortjent, at Liedson sikrede Portugal det ene point.

Danmark – Sverige den 10. oktober 2009 (1-0)

10 minutter før tid modtager AGF-spilleren Jakob Poulsen bolden uden for det svenske straffesparksfelt. Han skyder fladt til venstre for den svenske målmand Isaksson, der ikke når ned til skuddet. Bolden smutter i mål og jubelen bryder ud i Parken.

 

Kampen var tæt, lige og spændende. I modsætning til de tidligere VM- og EM-kvalifikationer var marginalerne med landsholdet – både i denne kamp og i den forudgående hjemmekamp mod Portugal.

Poulsens mål gav direkte adgang til VM i Sydafrika, og derfor blev kampen denne oktoberaften en af dem, der kommer med i historiebøgerne.

Portugal og venskabskamp mod Sverige 2009.
2009

Danmark – Ungarn den 14. oktober 2009 (0-1)

4 dage senere var der andendagsgilde foran 37.000 tilskuere. Kampen var uden betydning og kom derved til at mangle intensitet.

 

Landsholdet tilspillede sig flere muligheder, men ind ville bolden ikke, så Ungarn vandt uden at det dog tog humøret fra fodboldfolket.

Danmark – Sydkorea den 14. november 2009 (0-0)

Som puljevinder havde landsholdet fået to ledige kampterminer i november, da Danmark ikke skulle i play-off. Landstræner Morten Olsen benyttede lejligheden til at gå i gang med VM-forberedelserne.

 

Kampen i Blue Water Arena i Esbjerg var dog ikke værd at skrive om, men de 15.000 esbjergensere var sikkert glade for at se landsholdet live.

Ungarn og Sydkorea efterår 2009.
2009

Danmark – USA den 18. november 2009 (3-1)

De 15.000 tilskuere i Århus fik i forhold til tilskuerne i Esbjerg 4 mål af hygge sig med i novemberkulden.

 

De danske målscorere var alle fra den hjemlige liga – Johan Absalonsen, OB, Søren Rieks, Esbjerg og Martin Bernburg, Brøndby IF.

USA efterår 2009.

Skriv en ny kommentar: (Klik her)

123hjemmeside.dk
Tegn tilbage: 160
OK Sender...
Se alle kommentarer

| Svar

Nyeste kommentarer

05.12 | 23:06

hi, i am looking for the kick off times of 1982 qualifiers denmark v. luxemburg and denmark v greece. can you mail me at marko@laenderspiel.tv ?

...
23.07 | 09:24

I am looking for Yugoslavia or Serbia national team tickets 1920 - today. If you have something for exchange or sell, please contact me
office@gacikdesign.com

...
22.06 | 10:21

Hej Simon
Har du programmet fra "torsdag d. 30.maj 1985- VM-landsholdet mod Anderlecht på Odense Stadion?

...
16.06 | 11:53

Hej
Spændende læsning. Opdagede dog en lille fejl ved Wales-kampen i 1965. Det var ikke landstræneren Poul Petersen, der havde landskamprekorden, men P.P. AIA.

...
Du kan lide denne side